Om bogen
”Reframing Migration, Diversity and the Arts: The Postmigrant Condition” af Anne Ring Pedersen, Mirjam Gebauer, Sten Pultz Moslund, Frauke Wiegand, Moritz Schramm, Hans Christian Post og Sabrina Vitting-Seerup.
262 sider.
Udkommet 03.06.2019 på forlaget Routledge, i serien Routledge Research in Art and Politics.
Lyder det utopisk? Måske lidt naivt – et drømmescenarie fra en globaliseret fremtid, som vi overhovedet ikke er i nærheden af endnu? Det er da også beskrivelsen af den postmigrantiske utopi (som en ud af mange tilgange til den postmigrantiske tilstand) i bogen ”Reframing Migration, Diversity and the Arts: The Postmigrant Condition” af Anne Ring Pedersen, Mirjam Gebauer, Sten Pultz Moslund, Frauke Wiegand, Moritz Schramm, Hans Christian Post og Sabrina Vitting-Seerup.
Tilsammen spænder de over tre europæiske lande – Tyskland, England og Danmark – tre universiteter og forskningsfelterne kunst- og kulturvidenskab, migrationsstudier, afrikanske studier, kommunikation, kunst- og kulturformidling, kultur- og globale studier, komparativ litteratur og engelsk.
En konstant forhandlings- og konfliktzone
Ikke desto mindre befinder vi os i en verden, hvor immigration ikke er noget nyt, og heller ikke er noget, vi som samfund kan tage stilling til, om vi er for eller imod. Immigration har allerede fundet sted i adskillige årtier. Immigration er allerede en faktor i samfundenes udvikling. Der er allerede mennesker med migrantbaggrund, der har boet her i generationer. Det kalder forfatterne den postmigrantiske tilstand.
Men udviklingen forløber ikke parallelt i alle områder af samfundet, og det at skabe plads til sig selv, som sig selv (og ikke som fremmedelement, ambassadør for et helt land eller som integrationsprojekt), er en konstant forhandlings- og konfliktzone. I bogen ser man nærmere på, hvordan den postmigrantiske tilstand kommer til udtryk i kunsten og kulturen i de tre europæiske lande Danmark, Tyskland og England.
Vi får først en gennemgang af begrebet ”postmigrantisk” og dets historie og akademiske modtagelse, hvorefter forfatterne (i skiftende grupper på to eller tre) med redskaber fra postmigrantisk teori, intersektionel teori (studiet af mange, samtidige påvirkninger/former for undertrykkelse), hybriditetsteori (studiet af blandingen af kulturer osv. i den postkoloniale verden), forskning i andetgørelse (”othering”) og repræsentation etc. analyserer forskellige sider af den postmigrantiske tilstand i de tre lande – mest, men ikke udelukkende, set fra et kunst- og kulturperspektiv. Herved bliver det også tydeligt, at kunstverdenens tilgang til immigranter og samfundets bevidsthedsniveau og tilgang som helhed genspejler hinanden.
Tyskland og Danmark halter bagefter
Vi får en kort gennemgang af den historiske udvikling fra noget, samfundene opfattede som udefrakommende nichekultur til den efterhånden større, men stadig spæde, indlemmelse i mainstreamkulturen, hvor man i nogen grad er gået fra at blive finansieret af integrationsmidler til at blive finansieret af kunstmidler, de forskellige forsøg på opgør med den andetgørende effekt af prædikaterne immigrant-kunst og immigrant-kultur, og arbejdet med at skabe plads til at blive fremstillet som individer i stedet for immigranter. En referenceramme, hvor hudfarve og baggrund betyder mindre, hvor diversitet er et vilkår, og hvor man først og fremmest er menneske.
Der er en diskussion af, hvorvidt de tre lande befinder sig i en postmigrantisk tilstand. Konklusionen er, at det gør de i større eller mindre grad, men England, der har en længere historie med immigranter fra de tidligere kolonier, der ankom til landet med statsborgerskab, opgør med sig selv som kolonimagt etc. er noget længere fremme i udviklingen, mens både Tyskland og Danmark halter bagefter. Det er både i forhold til at se sin rolle i kolonitiden i øjnene, i forhold til ligestilling af og tildeling af rettigheder til immigranter og i forhold til opgør med sin egen racisme og strukturelle diskrimination.
Space clearing og space claiming
Dernæst følger analyser af forskellige værker fra et postmigrantisk synspunkt, blandt andre Natasjas ”I Danmark er jeg født”, Jeanette Ehler’s ”Whip it good”, Halfdan Piskets ”Dansker-trilogi”, Hassan Preislers ”Brun mands byrde” , Zadie Smiths ”NW”, Fatih Akins ”Soul kitchen” og Uljana Wolfs poesi.
Man ser på, hvordan perspektivet har ændret sig fra altoverskyggende tematikker om ankomst, om det fremmedes møde med og forsøg på integration i et nyt land, om kulturmøder og –sammenstød, til at handle om verdensborgerskab (i den forstand, at man har rødder og tilhørsforhold mange steder), flersprogethed som en ressource og ikke som et problem, hele samfundets meddelagtighed (blandt andet i ”Whip it good”), mangfoldighed som det etablerede, og hvordan man lever i, og ikke bare ankommer til, et samfund.
Kunstnerne bag de forskellige værker har omfortolket traditionelle fortælleformer og stilarter, hvilket i sig selv er et bidrag til udviklingen af kunsten og kulturen.
Der er en gennemgang af de forskellige tilgange til og opfattelser af den postmigrantiske tilstand: Som indtrængen, som udfordring og som vilkår. Som en tredeling i rydning af plads (space clearing – at få fjernet alle de binære opdelinger: ”Os” og ”dem”, ”medborger” og ”fremmed” osv.), beslaglæggelse af plads (space claiming – kampen for at få skabt rum i kunstverdenen til, at den postmigrantiske kunst ligestilles), og endelig som pladsskabende (space creating – at skabe plads til alle de nye vinkler, teorier og perspektiver, som den postmigrantiske tilstand giver mulighed for). Som utopi. Som fremtidsmulighed.
Tung, opløftende, spændende – på én gang
”Reframing Migration, Diversity and the Arts: The Postmigrant Condition” er ikke lige letlæst hele vejen igennem. Det er en akademisk bog, og det hjælper helt sikkert at have en baggrund i nogle af de mange forskningsområder, teorier og videnskaber, de syv forfattere kommer fra.
Men det er også en bog, der er opløftende, medrivende, spændende og som giver ånderum – i mere end én forstand: Bogen giver mange eksempler på institutioner og værker, hvor det er lykkedes at gå fra fremmed immigrant til inkluderet individ. Den tager udgangspunkt i en multikulturel og mangfoldig virkelighed. Den debatterer ikke, om der finder strukturel diskrimination, andetgørelse etc. sted, men i stedet hvordan det påvirker mennesker, kunst og kultur, hvilke kritikker, der har været af de forskellige tilgange, og hvad man har gjort de steder, hvor det er lykkedes at overkomme (dele af) det.
Den kan klart anbefales til alle, der er interesserede i kunst – både for kunstens egen skyld og som kommunikationsmiddel og politisk virkemiddel, eller som er interesserede i intersektionalisme, racisme, integration og inklusion, strukturel diskrimination, immigration og verdensborgerskab.
