I landets hjerte
Filmatisering efter romanen “In the heart of the country” af J.M. Coetzee
Belgien, Frankrig, 1985
Instruktør: Marion Hänsel
Filmen vises som en del af Det Danske Filminstituts Sydafrika-tema og kan ses i Cinemateket, København tirsdag d. 16.04. kl 19.15.
J.M. Coetzee blev kritiseret meget for ikke at følge de uskrevne regler for, hvad en progressiv forfatter måtte skrive om under apartheid. Det var, ifølge tidligere ekstern lektor i engelsk litteratur ved Københavns Universitet Ann Langwadt, som gav en introduktion da denne anmelder så filmen, stort set alt sammen historier om heltemodige, sorte mænd, der bekæmpede de onde hvide, mens kvinderne blev derhjemme og lavede te.
Det var ikke tilladt – eller der var ikke plads til – at italesætte de interne brudflader, for kampen for ligestilling mellem sort og hvid var så altoverskyggende, at man ikke kunne sætte ord på andre ubalancer såsom magtbalancen mellem mænd og kvinder. Med mindre man var Coetzee.
“I landets hjerte” foregår på en farm midt i et sært, tidløst ingenmandsland i et tørt, ufrugtbart bjerglandskab, hvor infrastrukturen minder om 1800-tallet, mens påklædningen kunne være nutidig. Her bor Magda med sin far og tre sorte løsarbejdere.
Magdas forhold til andre mennesker er præget af tavshed, og hendes forhold til mænd er præget af vold. Hun længes efter sin fars kærlighed, samtidig med at hun hader ham og ikke siger et ord til ham. Da den ene løsarbejder bringer en ung, smuk hustru med hjem, går farmens skrøbelige magtstrukturer i opløsning, og det ender tragisk for alle de involverede, der ikke bare kan tage deres ting og gå.
Kvindens plads i apartheid-samfundet
Der er mange magtforhold i spil i historien: Sort og hvid, gårdejer og løsarbejder, far og datter, mand og kvinde. Øverst står den hvide mand, nederst står den sorte kvinde – og den ugifte, hvide kvinde i midten er der ikke rigtigt nogen plads til. Magda er faret vild i sin fastlåste verden, og alle hendes forsøg på at kommunikere og skabe bånd til andre mennesker slår fejl. Hun forsøger at knytte venskaber med de sorte, kvindelige løsarbejdere, men de svarer hende aldrig, og et venskab mellem hvid gårdejerdatter og sort løsarbejder er ikke mulig under apartheid-systemets strenge racehierarki.
Den ubalance i magtfordelingen, som løsarbejderens smukke, unge hustru forårsagede, resulterer i farens død, og da Magda står alene med farmen og sin fars ansatte, begynder opløsningen at gå hurtigere og hurtigere. Som kvinde nyder hun ikke samme respekt, som hendes far gjorde, hun er helt ude af stand til at holde styr på økonomien, som hun aldrig har været inddraget i, hun kan ikke betale sine ansattes løn, og da hun samtidig i højere og højere grad forsøger at erstatte den kærlighed, hun aldrig fik fra faren, bliver rollerne fuldkommen udviskede. De tre mennesker, der er tilbage på farmen, virker som hjælpeløse passagerer på en synkende skude, der kun har hinanden at klamre sig til, men da der pludselig kommer besøg udefra, brydes fortryllelsen.
Sindssygen som flugt eller konsekvens
Magdas greb om virkeligheden smuldrer mere og mere, men man er hele vejen i tvivl om, hvorvidt det skyldes et skrøbeligt sind eller den plads i verden, hun bare ikke har. Mennesker bliver sindssyge af ikke at høre til nogen steder. Det højeste, Magda kunne opnå, var at bringe sin far mad og trække hans støvler af ham, når han kom hjem og smed sig i lænestolen. Derudover var der ikke brug for hende, og der var kun tavshed. Rollernes fastlåsthed gjorde det umuligt for alle parter at være noget andet, noget mere, end det, apartheidsystemet og kønsrollemønstret gav dem lov til, og den, der ikke passer ind, går under.
Det er en film, der fylder en med sorg og afmagt. Man er tilbøjelig til at sige, at den er forfærdelig, men den er velspillet, overbevisende og fascinerende på samme måde som et trafikuheld i slowmotion. At Coetzee blev kritiseret for ikke at skrive om apartheid er efter min mening en uberettiget beskyldning: I en verden uden apartheid kunne Magda måske være blevet reddet fra sit eget vanvid. De mennesker, hun rakte ud efter, ville have været i stand til at komme hende i møde. Det er derfor både en hård kritik af den manglende ligestilling mellem sort og hvid og mellem mand og kvinde.
