Nu er slutspurten til det store klimatopmøde i Paris i slutningen af året ved at være i omdrejninger.
Derfor er EU ved at forberede tilgangen til forhandlingerne, og fredag er der ministermøde i Det Europæiske Råd. Her skal man nå til enighed om en forhandlingsposition i vejen frem mod den franske hovedstad, hvor man efter planen skal vedtage en ny international klimaaftale.
EU vil overordnet fredag sende et signal om, at der må sættes mere fart på forhandlingerne. Derudover vil de europæiske stater opfordre de lande, der endnu ikke har meldt reduktionsmål til FN’s Klimasekretariat, til at gøre det omgående.
Der er imidlertid også flere uløste stridspunkter i FN-forhandlingerne, hvor EU’s medlemslande skal forsøge at finde fælles fodslag.
Det gælder eksempelvis de dynamiske effekter i en aftale, der kan gøre, at man kan tilpasse initiativerne til videnskaben og den generelle udvikling.
Alliance med de mest sårbare lande
EU arbejder for tiden hårdt på at gøre tilnærmelser til de småøstater og nogle af de fattigste afrikanske lande for at skabe en stærk alliance i forhandlingerne.
De kaldes ofte de ”progressive u-lande” for at skelne dem fra Kina og G77-sammenslutningen. Sidstnævnte konstruktion rummer ud over de allerfattigste lande store vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien samt umådeligt rige, olieproducerende golfstater.
Der er selvsagt mange forskellige interesser samlet i den gruppering, men mange af de mest klimaskrøbelige lande er de ihærdigste fortalere for en ambitiøs klimaaftale.
De små østater risikerer snart at ende under vand, så for dem handler klimaforhandlingerne om overlevelse.
EU’s kommissær for energi og klima, Miguel Arias Cañete, var netop på Papau Ny Guinea i forrige uge for at tale med de oceaniske ledere.
”Kære Stillehavs-ledere. Jeg hørte jer. Jeg forstår jer. Vi kan få succes i Paris. Sammen”, skrev den spanske kommissær på Twitter efter mødet.
Han holdt også en tale ved mødet, hvor han talte om samarbejde mellem EU og Stillehavsnationerne.
”EU og Oceanien er stærke allierede i kampen mod klimaforandringer. Vi må sikre os, at Paris leverer en ny, international klimaaftale, der sætter tempo på omstillingen til et globalt reduceret udslip af kulstof. Dette er en mulighed for lande i frontlinjen af klimaforandringerne til at vise, at de også kan være i førerfeltet for global klimahandling”, sagde Cañete.
Der skulle ikke være den store uenighed blandt medlemslandene om denne strategi, for EU’s lederskab i forhandlingerne er kommet lidt ud på et sidespor.
USA har stjålet rampelyset
Det skyldes ikke mindst USA, der i stigende grad har overtaget førertrøjen i feltet. EU svækkes bl.a. af den langvarige og relativt åbne proces, hvor medlemslandene først skal nå til enighed.
”EU forhandler nemlig sit mandat på plads på møder mellem statslederne i Det Europæiske Råd, og de indgåede kompromisser og balancer fremgår ofte tydeligt og er offentligt tilgængelig. EU spiller desuden ofte rollen som dem der gerne vil øge de globale ambitioner, men samtidig er det de andre landes klare erfaring, at EU i sidste ende altid går med i en aftale”, skriver Christian Ibsen, direktør i Concito i en analyse.
Denne gang har EU imidlertid været skarpe på spørgsmålet om den juridiske form, den endelige aftale skal have.
Ved den store State of the European Union-tale onsdag, som godt nok mest handlede om flygtningesituationen i Europa, fastslog kommissionsformand Jean-Claude Juncker, at EU kræver en juridisk bindende klimaaftale.
”EU skal ikke bare underskrive en hvilken som helst aftale. Det skal være en globalt bindende aftale, og vi må kæmpe for det”, fastslog Juncker i noget, der minder om et ultimativt krav.
Spørgsmålet er, om EU vil lade en aftale falde på dette spørgsmål, særligt når mødet foregår i Paris, et toneangivende EU-land.
USA er nemlig ikke tilhængere af en juridisk bindende aftale, da præsident Obama kan få svært ved at få en bindende aftale igennem det nationale politiske system.
De dynamiske effekter i aftalen
USA er til gengæld på linje med de små, klimaskrøbelige nationer i Stillehavet på et andet punkt. De ønsker nemlig en aftale, hvor forpligtelser for reduktioner af udslip kun gælder i 5 år.
“Miguel Arias Cañete, brug fredagen på at sørge for, at EU finder sammen med små østater, de mindst udviklede lande og USA og taler for 5 års cykler for klimaaambitioner”, skrev Marshalløernes udenrigsminister Tony de Brum.
Spørgsmålet handler om, hvor dynamisk aftalen i Paris skal være. Ingen forventer efterhånden, at aftalen vil være tilstrækkelig til at holde temperaturstigningen i dette århundrede under 2 grader, hvilket er målsætningen.
Derfor er der enighed om, at der skal være en mekanisme, der kan sørge for højere ambitioner. NGO’er og de mest ambitiøse lande presser på for, at landenes reduktionsmål kun skal gælde i 5 år.
Derved vil man kunne tage bestik af den nyeste videnskab samt den generelle fremgang mod målsætningen og øge ambitionerne gradvist i forhold til disse.
EU holder imidlertid fast på en ti-årig bindingsperiode, da unionen normalt fastlægger klimapolitik for et årti af gangen. I stedet har EU foreslået, at man får en vurdering af mål og fremgang hvert femte år.
Et spørgsmål som ministrene skal tage stilling til fredag er, hvorvidt EU skal øge sit reduktionsmål for drivhusgasser. Unionen har lovet at reducere med 40% i 2030, og der er en række lande, der er modstandere af at sende et signal om et øget ambitionsniveau fredag.
Heriblandt er den danske regering, der ikke mener, at man skal øge løftet, før man kender alle landenes klimatiltag.
Et langsigtet mål
Ministrene skal også tale om mere langsigtede mål. Her ser det ud til, at EU vil byde ind med et ønske om at reducere de globale klimaskadelige udledninger med mellem 40 og 70% i 2050 og helt udfase dem i 2100.
Det skulle være i overensstemmelse med G7-landenes melding tidligere på året. Dette samt et ønske om at stile efter den ambitiøse ende af målsætningen støttes af den danske regering.
92-gruppen udtrykker støtte til et langsigtet mål i et høringssvar, men mener, at det skal være langt mere ambitiøst.
”Danmark bør arbejde for et globalt mål om at udfase fossile emissioner og indfase 100% vedvarende energi senest i 2050”, lyder det i et høringssvar fra 92-gruppen.
”En udfasning i år 2100 er så langt ude i fremtiden, at det ingen indflydelse vil få på investerings-beslutninger i den kommende, og afgørende, tid”, tilføjes det.
Desuden påpeger man, at der er en misforståelse om G7-landenes udmelding tidligere på året.
”Det er værd at bemærke, at G7 ikke støtter en udfasning af drivhusgasudledninger i slutningen af århundredet, men i løbet af århundredet. Denne udfasning kan og bør ske meget tidligere end regeringen lægger op til”, hedder det i høringssvaret.
Læs 92-gruppens høringssvar her: http://92grp.dk/fokus-og-nyheder-kategori/209-92-gruppens-horingssvar-eu-s-position-pa-cop21.html
Klimafinansiering er et andet stort uafklaret stridspunkt mellem parterne i klimaforhandlingerne. Medlemslandene i EU forventes at forpligte sig på at mobilisere en del af de 100 milliarder dollars, som u-landene er blevet lovet årligt, fra både offentlige og private kilder.
Den endelige afgørelse om de mange milliarder vil dog først blive truffet på et møde for EU’s finans- og økonomiministre (ECOFIN) i november.
En stærk alliance med østater og klimasskrøbelige afrikanske lande kræver muligvis, at EU også arbejder for at indføre en mekanisme for Loss and Damage, der kan behandle spørgsmålet om kompensation for klimakatastrofer.
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.
