Et ærligt museum

”Man tror, det er løgn,” siger museets direktør Guido Gryssel til Globalnyt, ”men før denne nyorganisering blev den permanente udstilling og dens fokus på Congo senest ændret i 1950’erne – længe før Congo blev selvstændigt. Det var naturligvis lige så uacceptabelt, som det var absurd.”

Allerede da Gryssel blev ansat, var målet at modernisere museet, der blev udtænkt af Belgiens Kong Leopold d. II i 1897 for at overbevise belgierne om, at de kunne blive rigere og mægtigere af at eje en koloni i Centralafrika.

Det kolossale museum i Bruxellesforstaden Tervuren var dermed fra åbningen i 1910 konciperet som en propaganda-installation, der skulle glorificere Belgien og dets koloniprojekt. Det blev gjort med en cocktail af nedværdigende fremstilling af barnagtige, afstumpede afrikanerne og glorificering af ædle belgiernes ’civiliserende’ rolle – tilsat eksempler på Congo-koloniens rige ressourcer: Elfenben, diamanter og kobber.

Et land i transition

Lige så fascinerende museet altid har været – lige fra den enorme udstoppede hanelefant til de enestående masker og dragter, nogle af den originale afrikanske kunsts største mesterstykker – lige så kontroversielt har propagaprojektet også altid været. Især har mange afrikanske indvandrere i Belgien følt sig stødt over museets bastant racistiske blik på dem.

At det har taget 18 år for Gryssel at afslutte projektet er sigende for museets centrale rolle i belgisk selvforståelse. For landet er ”fanget i sin kolonifortid,” siger den congolesiske historiker, professor Elikia M’Bokolo, leder af Afrikaafdelingen ved L’Ecole des Hautes Études en Sciences Sociales i Paris.

”Vi er et land i transition,” siger Gryssel. ”Det er ikke mange år siden, at de fleste belgiere mente, at kolonitiden bragte civilisation til Afrika.”

Dermed blev direktør Gryssel også uvægerligt fanget i stridigheder, endda på flere akser: Mellem overlevende koloniembedsmænd, der syntes han gik for vidt i revisionen af landets kolonihistorie, og repræsentanter for den congolesiske diaspora i Belgien, der ofte føler sig racistisk behandlet og ikke mener, at Gryssel tog hårdt nok fat ved museets rødder. Læg dertil stridende personalegrupper, et konservativt kongehus og afrikaneres internationaliserede identitetskamp som yderligere komplicerende faktorer.

Museum-i-museum

Resultatet er imidlertid fremragende. I det byzantinske belgiske statsapparat, splittet mellem fransk og flamsk nationalisme, føderal magtbrynde og byregionen Bruxelles’ delvise autonomi har alle part i Afrikamuseet. Alligevel er museet ikke en føderal institution, men underlagt den flamske region og dermed dens budgetbegrænsninger. Alligevel lykkedes det at skaffe midler nok til en total om- og tilbygning – næsten en halv milliard kroner. ”Vi har lavet et museum for fremtiden,” forklarer Gryssel.

Museet fik dermed  midler til en fordobling af sit udstillingsareal – samtidig med at selve hovedbygningen med dens sale og deres dekorationer og statuerer er bevaret som historisk monument.

Museet er dermed også blevet et museum over sig selv, som giver plads til refleksion over selve institutionens rolle i både fortid og nutid.

Skulpturen af den grusomme leopardmand, der med knive i ærmerne flænser uskyldige civile for at fastholde skumle ’heksedoktorers’ magt over de uvidende afrikanere, måtte selvfølgelig fjernes fra museets forhal, hvor den oprindeligt var placeret som symbolet på den brutale fortid, som den belgiske civilisations lys skulle bortjage.

I stedet er Leopardmanden – kendt fra Tintin i Congo – sammen med andre tilsvarende monstrøst fornedrende skulpturer samlet i en lille park i den nybyggede, underjordiske indgang til museet: Som gæst passerer man dermed helt bogstaveligt både museets og kolonitidens historie på vej ind i den nye udstilling, og en refleksion over perspektivernes foranderlighed er uundgåelig. I samme rum hænger desuden Chéri Sambas vittige billedkommentar til kampen om netop leopardmandens plads på museet.

Oppe i selve den gamle udstillingsbygning oplever man endnu en kreativ løsning på koloni- og museumsdilemmaet: I en vandrehal fik Leopold II malet navnene på 1.508 mennesker, der mistede livet mellem 1897 og 1908 i arbejdet med at skabe kolonien – hver og én er hvide mænd.

Væggen er et historiske artefakt, der skal bevares, men naturligvis en finger i øjet på nutiden. Hvordan kunne museet minde de mange tusinde afrikanere, der også mistede livet i denne proces, men som er navnløse?

Løsningen blev lagt hænderne på i den congolesiske kunstner Freddy Tsimba. Han tog udgangspunkt i de congolesere, der ved den belgiske verdensudstilling i 1897 blev udstillet i det kommende museums store park i en ’afrikansk landsby’. Af de mange congolesere, der var tvangsudskrevet som statister i denne forestilling, døde syv. Deres navne er nu ætset ind i de store vinduer overfor mindevæggen, og når solen skinner gennem ruderne, bevæger de afrikanske navne sig som bevidsthedens sorte skygger over de hvide kolonialisters. Genialt: Her fortælles mange lag af historien på én gang – og den perspektiverende stemme er umiskendelig congolesisk.

Selve udstillingen er et skatkammer, som på én gang rummer oplevelser og informationer til mange dage (i alt 180 timers video!) og højdepunkter nok til, at du kan få en fantastisk dag i det afrikanske i Tervuren.

Gennemvandrer man udstillingens sale i den foreslåede rækkefølge, introduceres man i første galleri til den sproglige afrikanske mangfoldighed og ’det mundtlige’: På store skærme fortæller afrikanere om den mundtlige tradition og om, hvordan fortællinger indgår i hverdagslivet.

Og så går det slag i slag gennem de fantastiske udstillinger, hvor museet øser af sit lager af 125.000 genstande, indsigten blandt dets mange videnskabelige medarbejdere og en forbilledlig indsats for at berige gæsten med viden – gennem lyd, billeder, tekstiler, genstande og fortællinger. Hovedsagelig fortalt af afrikanere selv.

Museet har lykkedes at kaste den historiske skygge af sig, således at gæsten først og fremmest lærer om (Central)Afrika, dets natur-grundlag, dets befolkning og deres for- og nutid. ”Vi ville ikke lave et ’undskyldnings’museum,” siger Gryssel. “Vi har det klare budskab, at koloniseringen var en kapitalistisk udbytningsproces, men den var kun ét aspekt af Centralafrikas lange historie. Vi ville også vise kulturens rigdom og samfundenes forandring.”

Resultatet er et ærligt museum, der ikke stikker sin kontroversielle fortid under stolen, men udstiller den og dissekerer den. Museet gør det oven i købet ofte med et glimt i øjet; den afrikanske humor stikker også sin drillende tunge frem, ikke mindst i de mange gode filmindslag fra Congo og kommentarerne i moderne malerier, tekstiler og rap-tekster.

Selvfølgelig har der været protester mod resultatet – fra netop de to parter, der i Chéri Sambas billedkommentar trækker i Leopardmanden. Demonstrationer ved åbningen fik angiveligt Kong Philippe til at udsætte sit besøg. En arbejdsgruppe under FN’s Menneskerettighedskomité noterer, at “for de grupper, der er engagerede i den postkoloniale diskurs, når reorganiseringen ikke sit mål at tilvejebringe tilstrækkelig kontekst og kritisk analyse.”

Se og døm selv! Sæt en dag af til dit afrikanske besøg i Bruxelles. Tag det hele med – stå på sporvogn nr. 44 ved Montgomery stationen og nyd den 20 minutter lange køretur til endestationen i det Tervuren, der engang var kongens private park. Herfra er der blot få minutters gang til museet.

Metrolinje 1 mod Stockel tager dig fra Centralstationen til Montgomery.

Åbningstider: Tirsdag-fredag 11-17, lørdag-søndag 10-18, mandag lukket.

Pris: 12€, børn u/18 gratis.

Online billetkøb https://www.africamuseum.be/en/visit/buy

OBS: Omkring frokosttid tilrådes bordbestilling i museets restaurant (der er ingen café i dansk forstand).