Jørgen Olsen
Jørgen Olsen (født 1951) er koordinator i Genvej til Udvikling (GtU), hvis modernetværk er Emmaus International (EI), stiftet af Abbé Pierre.
Olsen har gået i livets skole og kommer tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Aktiv i EI siden 1969 – i 2011 valgt til EI’s politiske udvalg, hvor der sidder to afrikanere, to asiater, to latinamerikanere og fire europæere. Genvalgt til udvalget for anden og sidste 4-års periode i september 2015.
I 1978 var Jørgen Olsen med til at stifte GtU med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med forskellige organisationer i og uden for Emmaus. GtU samarbejder med en halv snes græsrodsbevægelser i Vestafrika, især Kooperativet i Amataltal (Niger) og Pag-la-Yiri (Burkina Faso), som er den organisation i hele Emmaus International med flest medlemmer, 11.000, hvoraf de 10.000 er kvinder. Samarbejdet omfatter køb og salg af håndværksprodukter og i Amataltal desuden brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne.
Christian Friis Bach har hele sit liv haft forrygende travlt – man bliver forpustet af at læse om alt det, han har rørt ved.
Hvad han burde være sprunget over eller taget sig bedre tid til, er ikke mit ærinde med disse linjer – derimod vil jeg gerne sige, at skriftet ”Det er min stol” ville jeg nødig have undværet.
Det er nærmest i overkanten at bruge ordet skrift; for bogen eksisterer kun elektronisk http://www.friisbach.dk/Determinstol.pdf ; men det kunne nogen måske gøre noget ved?
I en tid, hvor de fleste mennesker i vores kulturkreds er tilbøjelige til at mene, at de får alt for mange informationer, og at de fleste informationer er flygtige, lykkes det CFB to steder i bogen at skrive noget, som har brændt sig så fast, at jeg både om 5 og om 20 år vil tænke på det, også hvis jeg ikke læser bogen igen.
På side 14 kommer det første højdepunkt: Når man er opvokset på en gård, og har en fortid som landbrugselev og en uddannelse som agronom er det altid en fornøjelse at gå rundt med en gruppe landmænd og se på afgrøderne. Landmænd over hele verden går lidt på samme måde: duknakkede med blikket mod afgrøderne, skadedyr og ukrudt, så man hurtigt bliver solskoldet i nakken.
Jeg ser min gode far for mig. Og jeg glæder mig over, at CFB er personlig – adskillige passager i bogen får rigtig meget liv gennem den personlige tilgang. Hvor har jeg dog læst mange rapporter fra forundersøgelser og evalueringer mv., hvor det hele er så knastørt, sterilt og skematisk, at det er mere eller mindre umuligt at fornemme et eller flere mennesker stående bag. CFB står ved, hvem han er og gemmer sig ikke.
Bogens andet højdepunkt er centralt for bogens budskaber om menneskerettigheder og demokrati – overrumplende modigt spænder CFB ben for, hvad han ellers prøver at sige. På side 24 skriver han: Verdenshistoriens største leder – målt på hvor mange mennesker, det lykkedes ham at bringe ud af fattigdom – er uden tvivl Kinas leder fra 1978 til 1992, Deng Xiaoping.
Den havde jeg ikke set komme, og den er svær at få ned for en ærke-68’er, som har Herbert Marcuse kørende i baghovedet: Dine værdier vil hele tiden sætte deres præg på alt, hvad du udretter.
Deng Xiaoping formulerede det stik modsatte synspunkt: Det kan være lige meget, om en kat er sort eller hvid, bare den kan fange mus.
Hvilke værdier Deng havde kørende i hovedet, ved vi ikke meget om; men menneskerettigheder lod ikke til at være hans hovedinteresse, i hvert fald ikke menneskerettigheder forstået som ytrings-, forsamlings- og bevægelsesfrihed mv. Demokrati havde han mildt sagt ikke nogen vision om at indføre.
Men når det er sagt, må det indrømmes, at det er en sympatisk målestok til at udpege historiens største leder, at vedkommende bragte flere millioner ud af fattigdom, end det lykkedes for nogen anden.
CFB vækker uro med den citerede bemærkning om Deng Xiaoping. Men som Poul Henningsen sagde: Det er tvivlen, der flytter bjergene.
CFB går ikke konkret ind i, hvordan en ikke-demokrat kunne opnå de store resultater med fattigdomsbekæmpelse, og det kunne nok have været interessant; men han bruger meget betydelige dele af resten af bogen på at argumentere for demokrati og menneskerettigheder, for god regeringsførelse og velfungerende institutioner og for borgerdrevne mekanismer nedefra, som han formulerer det på side 35.
Man finder bl.a. følgende sætninger:
I et diktatur står befolkningen til ansvar over for regeringen. I et demokrati er det lige omvendt. Her skal regeringen stå til ansvar over for befolkningen (side 40).
Det sættes på spidsen på side 100:
Nobelpristageren Amyarta Sen har påvist, hvordan alvorlige sultkatastrofer stort set aldrig forekommer i demokratiske lande. Det er, fordi regeringen tvinges til at reagere hurtigere og mere effektivt, når deres egen karriere afhænger af, om befolkningen sulter.
Og der er endnu en af de landlige, som jeg holder så meget af:
Åbenhed er som kopattesalve: Man kan bruge det til alt muligt, og det virker (side 27). Her er CFB stor nok til at fortælle os, at formuleringen skyldes erhvervsmanden Lars Kolind.
CFB fortæller om vellykkede kampe for demokrati i Indien, Vietnam, Bolivia og mange andre steder. Og til sidst ender man alligevel med at tro på bogens hovedbudskab om den rettighedsbaserede og demokratisk funderede udvikling.
Christian Friis Bach udfordrede demokratiet, men fik det mere end rigeligt reddet i land.
