Inden for det seneste årti er udviklingspolitikken således for alvor blevet koblet til en bredere udenrigs- og sikkerhedspolitik i Danmark.
Man taler nok om demokrati, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling, men den udviklingspolitik, der gennemføres, er drevet af frihandels-mantraet og privatsektordrevet egennytte.
”Dansk udenrigspolitik i nyt farvand”
Den 23. november 2010 lancerede udenrigsminister Lene Espersen (K) oplægget ”Kurs mod 2020 – Dansk udenrigspolitik i nyt farvand”.
Ifølge udenrigsministeren skal oplægget starte en debat om hvilken betydning ”den globale magtspredning”, og det deraf følgende ”sikkerheds- og trusselsbillede”, vil få for Danmark og landets udenrigspolitik, herunder udviklingspolitikken.
”Kurs mod 2020” er, ligesom regeringens strategi for dansk udviklingspolitik fra marts 2010, et tydeligt og konkret eksempel på den nuværende regerings fokus på en neoliberal og egennyttig udviklings- og udenrigspolitik.
Som regeringen formulerer det i ”Kurs mod 2020”: ”Kræfterne skal lægges dér, hvor vi har noget på spil … Vi skal sikre frihandel, åbne markeder og vores sikkerhed …Tilsvarende skal der i de udviklingslande, hvor det er relevant, skabes en bedre sammenhæng mellem Danmarks udviklingssamarbejde og det kommercielle arbejde … så vores viden om … udviklingslandene også bidrage[r] til at udvikle danske virksomheders kommercielle muligheder”.
Den nuværende regering begyndte, allerede da den tiltrådte i 2001, at føre en privatsektordrevet politik (der dog var blevet startet op som pilotprojekt af den tidligere regering), som blandt andet nedprioriteter fattigdomsorienterede, offentlige tiltag som landbrugsstøtten og opprioriterer erhvervsstøtten.
Store danske firmaer som Mærsk, Danisco og SAS får størstedelen af denne erhvervsstøtte, og op til 90 procent af deres omkostninger dækket af danske bistandsmidler.
Ofte til at lave tiltag, de ville have lavet alligevel. SAS fik blandt andet millioner bistandskroner af Danida til at bygge hoteller i Afrika – heriblandt et femstjernet luksushotel i Egypten.
(Indlægget er rettet. Tidligere stod der "SAS fik blandt andet 500 millioner bistandskroner af Danida til at bygge hoteller i Afrika – heriblandt et femstjernet luksushotel i Egypten". – "500 millioner" er altså rettet til "millioner". Red.)
Og A. P. Møllers slæbebådsfirma, Svitzer, modtog næsten 5 millioner kroner fra Danida til at overføre viden og knowhow til sin egen nye afdeling i Egypten. Men hvordan hjælper dette de fattige i u-landene?
Regeringens neoliberale, privat-orienterede vækstfokus hævdes at skabe øget samfundsmæssig indkomst, der kan være fattigdomsreducerende, men denne siver oftest aldrig ned til de fattige. Erfaringen viser tværtimod, at investeringer i den private sektor slet ikke hjælper de allerfattigste.
Dansk udviklingspolitiks relative konsensus indtil 2001
Men hvordan er det nået så vidt? Hvilke værdimæssige ændringer har der været i dansk udviklingspolitik gennem årene, der har gjort at Danmark er endt med at have den neoliberale, privatsektordrevne udviklings-politik vi har i dag?
Dansk udviklingspolitik har gennemgået flere hamskifter gennem tider-ne, der ofte har afspejlet lignende skift i andre landes udviklingspolitik.
Fra efterkrigstidens nødhjælpstankegang, tressernes moderniserings-tankegang og storstilede projekter, halvfjerdsernes fattigdomsorien-tering og fokus på u-landenes afhængighed af de rige lande, firsernes fokus på økonomisk vækst og konditionalitet, til halvfemsernes sektorbistand og fokus på god regeringsførelse. Og altså nu det nye årtusindes nedskæringer, kraftige øgning af privatsektordrevne programmer og kobling af udviklingsbistanden til sikkerhedspolitikken.
Årsagen til Danmarks nuværende neoliberale udviklingspolitik skal dog snarere findes i, at de danske partier generelt er rykket til højre i deres udviklingspolitik, og at Venstre og De Konservative har kunnet føre deres liberalistiske politik ud i livet med Dansk Folkeparti, udenom midterpartierne.
Dette sås tydeligst ved, at VK-regeringen i 2001 brød markant med international praksis og skar kraftigt ned på udviklingsbistanden i en tid, hvor andre lande, med USA og Storbritannien i spidsen, hævede den.
Desuden afskaffede man posten som udviklingsminister, der dog senere blev genetableret med liberalistiske Søren Pind (V) som aktuel minister.
Alt dette blev gennemført af et snævert flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti, ligesom senere besparelser blev det.
Hermed var den brede parlamentariske opbakning til den tidligere førte bistandspolitik væk; en opbakning som især midterpartierne havde sikret fortsættelsen af gennem såvel borgerlige som socialdemokratisk-ledede regeringer.
Udviklingspolitisk højredrejning?
Partierne i Folketinget har selvfølgelig historisk set været uenige med hinanden om udviklingspolitikken, men nedskæringerne i 2001 brød en næsten ubrudt vækst i resurserne til udviklingsbistanden og ligelig fordeling af bilateral (fra et land til et andet) og multilateral (fra flere lande gennem internationale organisationer som verdensbanken og FN) bistand, ligesom man brød med fattigdomsorienteringen. Andre partier er dog siden fulgt efter.
Tilbage i halvfemserne mente Socialistisk Folkeparti (SF), Socialdemo-kraterne og Det Radikale Venstre eksempelvis, at udviklingsbistanden skulle udgøre 2 procent af Bruttonationalindkomsten (BNI).
Nu mener alle tre partier, at udviklingsbistanden højst bør være på 1% af BNI. SF mente i 1995, at ”den økonomiske støtte til u-landene skal ikke gives ud fra danske erhvervsinteresser”, men havde i 2003 udvandet dette til at ”udgangspunktet for dansk u-landsbistand må være bekæmpelse af fattigdom og ikke støtte til danske virksomheder”.
At man i firserne, sammen med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, kunne tale om, at man ”støtter u-landenes krav om en ny verdensorden” virker således helt ude af trit med den nye stil i ”Rød Blok”, undtagen Enhedslisten, der stadigvæk i dag kan formaste sig til at tale om ”et folkeligt opgør imod den moderne imperialistiske udbytning”.
Venstre og De Konservative har måske i mindre grad ændret deres udviklingspolitik. Begge har eksempelvis konsekvent argumenteret for, at erhvervslivet skulle ”have en central placering i forholdet til u-landsbistanden”, som de Konservative formulerede det i 1983.
Et overordnet punkt, hvor man dog har ændret sig, er i forholdet mellem bilateral og multilateral bistand.
Her mente begge partier i firserne, at der skulle være en ligelig fordeling mellem de to former for bistand. I halvfemserne ændrede begge partier holdning til dette, og krævede nu en højere grad af bilateral bistand.
Man må formode, at dette skete, fordi man har mere kontrol med den bilaterale bistand og således i højere grad kan spænde denne for privatsektordrevne og egennyttige projekter.
Desuden har man accepteret dele af Dansk Folkepartis værdier på såvel flygtninge-, udlændinge-, som udviklingsområdet. Dansk Folkeparti, og Fremskridtspartiet som partiet udsprang af, er i udviklingsmæssig sammenhæng et kapitel for sig.
Dansk Folkeparti betragter kulturelle forskelle som hovedårsagen til manglende udvikling, er fortaler for ”børnebegrænsningsprogrammer”, mener, at bistanden skal fokuseres på hjælp i nærområderne for at holde flygtninge ude af Danmark, og mener at bistanden ikke skal overstige 0,7% af BNI.
Alt dette er dog en klar forbedring i forhold til Fremskridtpartiets udviklingspolitik.
Her mente man, at ”den statslige u-landsbistand skal afvikles over få år”, at den u-landsbistand, der alligevel ydes, kun skulle ”have til formål at gavne danske interesser”, og at udviklingsbistand ”skaber menneskelig ulykke”.
Neoliberal udviklingspolitik udvikler ikke
Den danske udviklingspolitik foregår dog, som tidligere nævnt, ikke i et vakuum. Den er inspireret af, og føres i sammenhæng med den udviklingspolitik, der føres i andre lande og på globalt, multilateralt plan.
Her har især IMF (Valutafonden) og Verdensbanken haft en stor og stigende magt – og denne magt har været brugt til at implementere en neoliberal og privatsektordrevet politik i firserne og halvfemserne, kaldet strukturtilpasning.
Alle lande, der har gennemført en succesfuld industrialisering eller har kæmpet sig op fra status som u-land, har dog ironisk nok gjort dette ved at gøre det modsatte af, hvad IMF, Verdensbanken, og nu Danmark siger de bør gøre, nemlig ved at give staten en rolle i økonomien og beskytte deres markeder.
Sydkorea er nok det bedste eksempel på et sådant land, men også Thailand og Brasilien kan nævnes. Alle de rige vestlige lande, inklusive det protektionistiske USA, har gjort det samme.
Man spørger derfor sig selv, om de vestlige landes krav om åbne markeder ikke mere er til for at gavne dem selv og deres multinationale firmaer end u-landene.
Undersøgelser foretaget af det uafhængige analyseinstitut Afrobaro-meter har vist stor modvilje mod markedsliberaliseringer og privatiseringer blandt befolkningerne i Afrika, og hvis dette virkelig var den bedste måde at føre politik på, burde det vel heller ikke være nødvendigt at tvinge u-landene til det.
Dertil kommer, at økonomer fra såvel IMF som Verdensbanken har indrømmet, at 80’ernes neoliberale strukturtilpasningsprogrammer, der krævede masseprivatiseringer og åbne markeder af u-landene for at de kunne låne penge, ikke har virket.
David Budhoo, en af IMF’s ledende økonomer, som designede strukturtilpasningsprogrammer i firserne, erkender således, at ”vi på forsmædelig vis skabte økonomiske galehuse i Latinamerika og Afrika mellem 1983 og 1988”.
Dani Rodrik, en kendt økonom fra Columbia University, der arbejdede for Verdensbanken, erkender på samme måde, at privatisering og frihandel ikke var med til at skabe stabilitet.
Hvis disse udtalelser ikke står til troende, kan man blot se på Verdens-bankens egne undersøgelser.
I 2002 undersøgte banken, under pres fra internationale NGOer, sine strukturtilpasningsprogrammer.
Konklusionerne var blandt andet, at ”de finansielle reformer [som Verdensbanken havde været med til at kræve i u-landene] havde skabt kortsigtet spekulation”, at ”beskæftigelsesniveauet var faldet”, at ”reallønnen var forværret”, at ”indkomstfordelingen er mindre retfærdig end før”, og at ”afskaffelse af universelt fastsatte tilskud til basale varer har påvirket de fattigste i negativ retning”.
Andre undersøgelser af Verdensbankens strukturtilpasnings-programmer, udført af George og Sabelli, viste desuden, at disse førte til fald i den enkeltes indkomst, fald i madvareproduktion, fald i købekraft, fald i uddannelsesbudgetterne, færre børn, der fik en uddannelse, og flere fattige.
Hvorfor fører Danmark en neoliberal udviklingspolitik?
Tilbage er altså blot at konstatere, at hvis lande som Danmark virkelig ønskede at afhjælpe fattigdomssituationen i u-landene, hvorfor har man så ikke ændret sin politik efter, at effekten af den neoliberale politik, som man stadigvæk fører, påviseligt skader disse lande?
Der kan kun være to svar på dette spørgsmål. Enten taler den nuværende regering imod bedre vidende, når den hævder at ville hjælpe u-landene gennem sin udviklingspolitik. Eller også har den stirret sig blind på sin egen neoliberale ideologi og kan ikke tænke ”out of the box”.
Den fattigdom og ulighed, som en neoliberal, sikkerhedsorienteret udviklingspolitik er med til at skabe, holder væksten i produktionen nede, blandt andet fordi nogle af fattigdommens følgevirkninger er mangel på uddannelse og svækkelse af folks evne til at arbejde.
I stedet for at føre en neoliberal udviklingspolitik, som ”Kurs mod 2010” og regeringens seneste udviklingspolitiske politik fra marts anbefaler, burde Danmark se på sig selv som et godt eksempel på, at større lighed er en forudsætning for vækst.
Og dermed ikke hævde og kræve det modsatte af de lande, som man hævder at ville hjælpe ud af fattigdommens morads.
Kommentaren er tilsendt u-landsnyt.dk af forfatteren, der er cand.scient.soc. i Internationale Udviklingsstudier
