Hans Peter Dejgaard
Hans Peter Dejgaard (1956) har i mange år arbejdet som konsulent med udviklingslande, miljø og klima i Asien, Afrika, Latin Amerika og Østeuropa.
Var som nyuddannet ingeniør med til udvikle de første mobiltelefoner hos Nokia. Medstifter af Nicaragua-komiteen og for IBIS været regional repræsentant i Mellemamerika og senere formand. Aktiv i 92-gruppen og formand for IDA Global Development.
”Der er et kæmpe misforhold mellem, hvad videnskaben siger, vi skal gøre, og hvor travlt vi har, og så et FN-system, der end ikke kan blive enige om selv beskedne forbedringer”, siger klimaminister Dan Jørgensen ifølge flere medier til Ritzau efter sin deltagelse i Madrid.
På samme linje er Troels Dam Christensen, sekretariatsleder for 92-gruppen.
”På trods af alarmerende opråb fra videnskaben i talrige rapporter og de millioner af mennesker, der har været på gaden og bedt om stærkere klimahandling de seneste måneder, kunne verdens lande ikke enes om væsentlige fremskridt på COP25. Det er uacceptabelt,” siger han.
Først det positive
Det var tydeligt, at Danmark var langt mere aktiv end i de senere år. Det danske målsætning om at nedbringe udslippet af CO2 og andre klimaskadelige stoffer med 70 procent gav genklang, og de danske forhandlere pressede mere på i EU. Dernæst var Danmark med i bredere alliancer om henholdsvis markedsmekanismer og henholdsvis at underskrive initiativet fra de 47 fattigste lande kaldet “the Least Developed Countries (LDC) Initiative for Effective Adaptation and Resilience (LIFE-AR)”.
En anden positiv nyhed fra Madrid var, at COP25 vedtog en femårig Gender Action Plan (GAP), hvor Mexico spillede en ledende rolle i forhandlingerne. En række lande forsøgte at gå imod den tekst, som allerede var vedtaget tidligere om blandt andet menneskerettigheder. Den vedtagne plan skal bidrage til, at ligestilling, kvinders rettigheder og oprindelige folks rettigheder bliver integreret på tværs af alle klimaindsatser.
“Nu fejrer vi først og fremmest vedtagelsen, men planen er selvfølgelig kun noget værd, hvis medlemslandene og FN-systemet fører aktiviteterne ud i livet”, siger Ida Klockmann fra Sex & Samfund.
De fire svære knaster
Nu kommer vi til de fire svære knaster i COP25: i) Loss and Damage, ii) et nyt system for CO2-kvoter, iii) at landene hæver ambitionerne for deres CO2 reduktioner og iv) at de rige lande hæver deres finansiering til de fattige lande.
i) Loss and Damage (tab og skader) ville de rige lande ikke love penge til at kompensere udviklingslande for skaderne af klimakatastrofer – som tørke, oversvømmelser og orkaner. Historisk har ulandene nemlig belastet klimaet meget lidt, men bliver alligevel hårdest ramt af konsekvenserne.
Det er en stor skuffelse for de fattige lande i COP25, at vedtagelsen kun fik en tekst om, at de rige lande ”tilskyndes” til at yde økonomisk støtte og nedsætte ”en ekspertgruppe”, der skal ”udvikle en fokuseret handleplan”. Den ordlyd er milevidt fra ulandenes ønsker om at få rejst nye penge, der kan hjælpe dem med at stå imod klimakatastrofer.
”Vi har været vidne til to ugers forhandlinger, hvor de rige lande har nægtet at imødekomme de fattige og mest klimaudsatte landes rimelige krav om hjælp, når de rammes af oversvømmelser, tørke eller andre klimakatastrofer”, udtaler John Nordbo, klimarådgiver hos CARE.
”De rige lande vil simpelthen ikke tage ansvar for at rydde op efter den globale opvarmning, som de har skabt. Der er ikke ekstra midler sat af til at hjælpe de fattige og sårbare lande i forhold til klimakatastrofer.”.
ii) Et nyt system for CO2-kvoter. I de to uger under COP25 har et stort stridspunkt været markedsmekanismen om at gøre brug af køb og salg af CO2-kvoter, som er artikel 6 i Parisaftalen. Trods forhandlinger hele fredag og lørdag nætter lykkedes det ikke at opnå enighed, hvorfor det blev besluttet at udskyde spørgsmålet til COP26 i Glasgow i november 2020.
Brasilien har presset på for at få svage regler, som åbner for at overføre fra det gamle system i Kyoto-protokollen, der ikke længere har nogen klimaeffekt. Samt at de solgte reduktioner skal kunne tælles både i producent- og køberlandet, hvilket ville føre til en dobbelt-tælling. Ligeledes var det ikke muligt at blive enige om, hvorvidt menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder skal sikres i en fremtidig markedsmekanisme.
I de sidste dage satte Costa Rica sig i spidsen for San Jose principper for et CO2 marked, herunder at der skal være integritet med miljø hensyn og reelt medvirke til at give øget reduktioner af udslip. Danmark tilsluttede sig ret hurtigt, og 31 lande står nu bag dette initiativ.
Gry Bossen fra Verdens Skove har fulgt disse forhandlinger tæt i flere år. Hun hilser San Jose principper velkomne:
”Vi er faktisk glade for, at parterne ikke er kommet frem til en endelig aftale. For det der lå på bordet, var simpelthen ikke godt nok. Hverken til at sikre mod dobbelttælling og overførsel af kreditter, men så sandelig heller ikke til at sikre menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder. Derfor vil vi gerne rose de lande, inklusiv Danmark, der har kæmpet for ambitionerne og stået fast på, at for eksempel menneskerettigheder selvfølgelig skal indgå i regelsættet,” siger hun.
iii) Ambitioner om reduktioner. Danmark modtog prisen som ”solstrålen” (ray) fra Climate Action Network, som samler 1300 NGO’ere fra 120 lande. Prisen gives for det ambitiøse 70 procent mål i den kommende klimalov og blev modtaget af Danmarks klimaambassadør, Tomas Anker Christensen.
En anden positiv melding kom torsdag fra EU-topmødet i Bruxelles, hvor landene hævede ambitionerne for reducering af CO2-udledningen. I alt har ca. 70 lande på nuværende tidspunkt meldt ud, at de har intentioner om at øge deres nationale klimamål. USA, Japan og Australien har meddelt, at de ikke vil opdatere deres 2030-mål. Kina var tavs i Madrid, men vil forhåbentlig komme med et godt udspil inden EU-Kina topmødet næste efterår. Før COP26 i Glasgow vil FN samle målsætningerne i en såkaldt synteserapport med henblik på at vurdere, om landene samlet set lever op til Parisaftalen.
Mange udviklingslande med Indien i spidsen kæder det at komme med mere ambitiøse mål for reducering af CO2-udledningerne sammen med, at de rige lande punger ud. Dette leder til det fjerde knast, som prægede mange forhandlinger i Madrid.
iv) Klimafinansiering til udviklingslande. Selvom det ikke var direkte på dagsordenen, hørte vi i de fleste forhandlingsgrupper nævnt. Dette blev forværret af, at de rige lande ikke ville love noget på ”Loss and Damage”. I praksis betyder dette, at de eneste kilder vil være eksisterende midler indenfor humanitært nødhjælp eller at tage midlerne fra klima-tilpasning (adaptation).
I Parisaftalen blev lovet 100 milliarder dollars om året (fra 2020), hvilket de rige lande når på støtten til støtten til reduktioner (mitigation som f.eks. vedvarende energi). Men det halter alvorligt efter med støtten til adaptation, som i følge OECD kun udgjorde 13 milliarder dollars i 2017. Det vil sige, at det er usandsynligt, at de rige lande næste år når op på 50 milliarder dollars, som er den almindelige forståelse af Parisaftalens løfte om at være “balanced”. Dertil kommer, at en betydelig del udgøres af lån fra Verdensbanken og de andre udviklingsbanker samt lande som Frankrig og Japan.
Oxfam har opgjort, at over halvdelen af verdens klimafinansiering er baseret på lån, hvor behovet er gavebistand til fattige udviklingslandes klimatilpasning, som de fleste europæiske lande heldigvis gør.
De beskrevne knaster er desværre en dårlig indgang til COP26 i Glasgow. Lad os håbe, at den folkelige mobilisering fortsætter om fredagene! Det var en stor oplevelse at være med til klimademonstrationen i Madrid, hvor over 200.000 mennesker deltog.
