Jørgen Olsen
Jørgen Olsen (født 1951) er koordinator i Genvej til Udvikling (GtU), hvis modernetværk er Emmaus International (EI), stiftet af Abbé Pierre.
Olsen har gået i livets skole og kommer tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Aktiv i EI siden 1969 – i 2011 valgt til EI’s politiske udvalg, hvor der sidder to afrikanere, to asiater, to latinamerikanere og fire europæere. Genvalgt til udvalget for anden og sidste 4-års periode i september 2015.
I 1978 var Jørgen Olsen med til at stifte GtU med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med forskellige organisationer i og uden for Emmaus. GtU samarbejder med en halv snes græsrodsbevægelser i Vestafrika, især Kooperativet i Amataltal (Niger) og Pag-la-Yiri (Burkina Faso), som er den organisation i hele Emmaus International med flest medlemmer, 11.000, hvoraf de 10.000 er kvinder. Samarbejdet omfatter køb og salg af håndværksprodukter og i Amataltal desuden brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne.
Den 14. oktober døde Mathieu Kérékou, 82 år. Han ledede sit land, Benin, både som militærdiktator (1972-1991) og som demokratisk valgt præsident (1996-2006).
Bemærkelsesværdigt er det også, at Kérékou levede fredeligt og tilbagetrukket de sidste ni år af sit liv på sin hjemegn, Atakora-regionen mod nordvest nær Burkina Faso.
Mange afrikanske præsidenter er gennem årene døde i eksil eller i fængsel – eller er blevet myrdet.
Den nuværende præsident, Yayi Boni, erklærede en uges landesorg den 14. oktober.
Nu holder de vejret i ind- og udland i spændingen om, hvorvidt Boni kan finde på at kræve en forfatningsændring, så han kan blive siddende en tredje valgperiode. At en præsident har sådanne ambitioner, er ganske velkendt i Afrika. Boni har dog erklæret, at han ikke har planer i den retning.
Præsident gennem 27 blev fejet ud
Måske er Boni demokrat, eller også har han bidt mærke i, hvad der skete i Burkina Faso i november 2014 og september 2015. En generel mobilisering ledet af organisationen ”Balai Citoyen” (= Den folkelige Fejekost) jog præsidenten gennem 27 år, Blaise Compaoré, ud af landet, og da nogle af hans tilhængere forøvede kup ti måneder senere, blev det nedkæmpet af de samme folkelige kræfter.
Omvæltningen i november 2014 i Burkina Faso faldt sammen med stiftelsen af det internationale netværk ”Tournons la page” (= Lad os vende Bladet), som netop insisterer på, at demokrati kun kan fungere, hvis de ledende politikere regelmæssigt skiftes ud.
Her findes en kort introduktion http://gtu.dk/tournons_la_page_paa_dansk.pdf med link til en fransksproget rapport, der giver eksempler på, hvor langt borte sådanne idealer er i en lang række afrikanske lande.
109 afrikanske civilsamfundsorganisationer har skrevet under på rapporten – det samme har 57 organisationer uden for Afrika, af hvilke mange er organisationer for afrikanere i eksil. Dertil kommer fire tværafrikanske organisationer samt to internationale: Tax Justice Network og Emmaus International.
87 pct. af Gabons befolkning og 88 pct. af Togos har kun kendt én familie ved magten. Tilsvarende tal gør sig gældende, hvad angår Angola, Cameroun, Tchad, Zimbabwe, Burundi, Congo Brazzaville osv.
Fra den fransksprogede verden
”Tournons la page” og dets førnævnte rapport bærer præg af, at initiativet er undfanget og vokset i en fransksproget verden.
Der er f.eks. ingen organisationer fra Ghana som medunderskrivere på rapporten. Og Ghana er ellers kendt som et af Afrikas mest demokratiske lande.
Min Facebook-ven, Louis Dovi fra Togos eneste medlemsorganisation af Emmaus International, MARS, Mouvement d’Action pour le Renouveau Social (= Bevægelse for Handling for Social Fornyelse), viste i foråret 2015 et billede af Ghanas tidligere præsident, Jerry Rawlings, gående på fortovet i hovedstaden Accra i shorts og sandaler og uden nogen form for synlig militær beskyttelse.
Der kan gå mange år, inden noget tilsvarende kan tænkes i Ghanas naboland Togo. Det forudsætter bl.a., at en tradition for fredelig meningsudveksling udvikles. Da en folkemængde i 2005 demonstrerede mod, at Faure Gnassingbé arvede præsidentposten, blev over 500 mennesker dræbt af sikkerhedsstyrker.
Louis Dovis organisation arbejder med organisationsudvikling og uddannelse, og det kan vise sig værdifuldt på længere sigt; men indtil videre underspiller Dovi omkring den overordnede politiske situation i landet.
Da jeg mødte ham i Paris i december 2013, spurgte jeg ham, hvad han syntes om Faure Gnassingbé. ”Han er bedre til at bygge veje, end hans far var.”
