Så er det efterhånden blevet efterår, og for hver eneste dag der går, kommer vi tættere på dagen for afholdelsen af det store klimatopmøde COP21.
Fokus for mit indlæg i dag er på den såkaldte forhandlingstekst, som FN forhandlingernes formænd netop har fremlagt en ny version af – for her er der nemlig sket en interessant udvikling.
For første gang i processen op til COP21 er der taget et stort skridt i forsøget på at fremkomme med et konkret og realistisk udkast til en aftale.
Ved sidste forhandlingssession i Bonn fik forhandlingernes to formænd mandat til at forkorte den ca. 85-siders lange tekst og FN’s klimasekretariat har nu slanket forhandlingsteksten, der skal underskrives i Paris om kun 47 dage, ganske betydeligt.
Den er nu på kun 20 sider – altså en fjerdedel af, hvad den sidste version fyldte. Glædeligt! Otte af disse sider er udkast til en egentlig Pariseraftale, og de resterende er forslag til, hvad der kan blive COP-beslutninger. Altså de beslutninger, der vedtages hvert år ved COP-møderne, og som derfor næste år kan justeres.
Udover at den nye tekst er kort, tydeliggør den også for første gang hvilke elementer, der kan indgå i en juridisk bindende aftale, og hvilke passager der kan ende i et beslutningsdokument, og som altså kan udvikle sig over tid.
Man kan godt tale om et gennembrud i forhandlingerne. Lige siden februar, hvor alle parter fik lov til ganske ufiltreret at indskrive alt hvad de ville i den fælles forhandlingstekst, har denne – som jeg tidligere har beskrevet her – været umådeligt lang.
At den ikke tidligere i forhandlingsforløbet er blevet forkortet har været kilde til stor frustration for mange. Men nu skete det heldigvis! Det er et modigt – og måske nødvendigt – træk af formændene.
Om kun én uge mødes forhandlerne for sidste gang i Bonn, inden verdens ledere drager til Paris til december.
Der er et enormt pres på verdens forhandlere ved dette sidste møde inden COP21: Når de på disse sidste fem forhandlingsdage at udarbejde en tekst, som det giver mening at tage med til Paris? De har i hvert fald nu en nogenlunde klar skitse, de kan arbejde ud fra. Vi håber!
Hvad er inde?
Men hvad indeholder denne tekst så? Målet om maks. to graders temperaturstigning er – ikke overraskende – med i udkastet.
Helt overordnet koncentrerer den nye forhandlingstekst sig om de rigtigt store knaster i forhandlingerne:’ Mitigation’ (imødegåelse af klimaforandringerne) og ’adaptation’ (tilpasning til disse) samt den måske største hurdle på vejen: klimafinansiering (der er i øvrigt lige udkommet en ny OECD-opgørelse over klimafinansiering der viser, at de rige lande er over halvvejs mod målet om at skaffe 100 mia. USD om året fra 2020 til udviklingslandene. Interessant og vigtigt med nogle konkrete opgørelser at drøfte ud fra! Det må blive fokus for et andet indlæg, hvis I altså er interesserede?).
Teksten er som nævnt opdelt i to sektioner: Selve ”Pariseraftalen” som vil være hjertet i det endelige resultat af COP21 samt ”COP-beslutninger”, som vil gå i detaljer med aftaleteksten.
Den første del – altså det, der kan blive en juridisk bindende aftale – inkluderer i klimasekretariatets forslag et langsigtet globalt mål for udfasning af drivhusgasudledninger.
I denne tekstdel står der også, at landene hvert femte år skal fremlægge planer for, hvordan de vil sænke deres drivhusgasudledning. Det er positivt!
Loss & damage, altså ’tab og erstatning’, er også et element, der er med i teksten. Loss & damage handler om, hvordan de rige lande skal hjælpe de fattige og udsatte med at forholde sig til konsekvenserne af de klimaforandringer, der finder sted lige nu.
Det er bemærkelsesværdigt, og for mange nok overraskende, at loss & damage også anerkendes i udkastet til en juridisk bindende aftale. Lige netop loss & damage plejer at udgøre en kløft i forhandlingerne, men nu skriver de to formænd i et slags følgebrev til aftaleudkastet, at der har været en ”voksende forståelse og fremgang” og en ”generel accept” af, at loss & damage skal med i teksten.
Dette er en yderst glædelig nyhed, da loss & damage af gode grunde er et springende punkt for verdens sårbare lande.
Men mange rige lande vil nok ikke på samme måde glæde sig over, at loss & damage nævnes særskilt, da det kan blive en dyr omgang at betale for det historiske ansvar til de sårbare lande, der pga. konkrete klimaændringer bliver tvunget til f.eks. at forlade hus og hjem.
Og hvad er ude?
Et langsigtet mål for hvilken retning, vi gerne vil i, er nævnt i forhandlingsteksten, men sproget omkring dette kunne være meget stærkere og mere konkret.
Udviklingslandene så f.eks. gerne, at et langsigtet mål i teksten var, at man nævner 1,5 grad som den maksimalt tilladte temperaturstigning.
Ud fra Alternativets og mit synspunkt kunne et langsigtet mål også være et mål om nul udledning i 2050. I teksten er alle referencer til et sådant ”zero-emissions goal” fjernet. Derimod er der stadig en mulighed for ”zero net greenhouse gas emissions”.
Forskellen lyder teknisk – men denne forskel er super vigtig at få konkretiseret og gjort tydelig, for den kan være altafgørende.
Når man taler om nul ”nettoudledning” i stedet for f.eks. at sige, at man slet ikke skal bruge fossile brændsler i 2050, så åbner det op for, at drivhusgasudledningen kan fortsætte, så længe den blot balanceres via negative udledninger i fremtiden. Denne mulighed i teksten skal vi tage seriøst.
Disse negative udledninger åbner nemlig op for tiltag som f.eks. geoengieering; en slags science-ficition-teknologi, der kan suge CO2 ud af atmosfæren.
Hvorfor dét er problematisk, vil jeg komme nærmere ind på i et senere indlæg – det er nemlig en super spændende – men også ret kompliceret – problemstilling!
Et mål om nul udledning betyder derimod lige præcis hvad det siger: Udledninger skal reduceres til nul. Et mål som jeg, hvis jeg sad med den gyldne pen, ville skrive ind som det allerførste i teksten.
Desværre står der intet om international skibs- og luftfart i teksten. Disse tunge industrier er nogle enormt store poster i det globale CO2-regnskab: Civil luftfart har et klimaaftryk på størrelse med Tysklands, mens den internationale skibstransport udleder ligeså mange drivhusgasser som Sydkorea.
Denne udeladelse er drøn-ærgerlig, og jeg håber, at forhandlingsparterne finder mod til at genindføre den i udkastet til aftaleteksten.
Er teksten så god nok?
Dette er blot et lille nedslag i de områder, hvor teksten adskiller sig fra den ældre version.
Der er både positive og ambitiøse elementer i teksten, og så er der afsnit, som i den grad burde være med, men som ikke har fået plads i den aktuelle forhandlingstekst.
Samtidig er det vigtigt at vi husker, at denne nye forhandlingstekst faktisk slet ikke er en rigtig forhandlingstekst.
Den er ikke officielt vedtaget, hvilket betyder, at dokumentet ikke har nogen officiel status – faktisk hedder teksten et ”non-paper”. De endelige beslutninger kan kun træffes af forhandlere fra de 195 lande, der har underskrevet klimakonventionen.
Derfor kan teksten nå at ændre sig signifikant, når forhandlerne igen mødes i Bonn. Men dette betyder ikke, at teksten ingen betydning har, overhovedet ikke!
Den er vigtig, fordi den vil være udgangspunktet for disse forhandlinger. Og formændene, der har skrevet udkastet, har faktisk været modigere end normalt.
De har gjort det, som klimakonventionens parter gang på gang har efterlyst: De har fremlagt en tekst, som de mener det faktisk kan være sandsynligt at opnå enighed om på klimatopmødet. De har således tydeligt vist, hvor de mener, at en endelig politisk enighed kan opnås.
Et andet problem ved den korte tekst er faktisk lige præcis længden. Med en så drastisk forkortet tekst frygter mange af processens garvede iagttagere, at nogle parter i Bonn vil hævde, at de ikke længere kan genkende sig selv i teksten.
De kan så afvise teksten som udgangspunkt for forhandlinger eller slet og ret bruge de allersidste forhandlingsdage på at få indsat al den tekst igen, som formændene lige har fjernet.
Frygten går derfor på, at utilfredse parter vil bruge hele den næste forhandlingssession i oktober på at begrave sig i procedurediskussioner.
Det kan – i værste fald – resultere i, at denne nye korte tekst helt droppes. Så står man tilbage med det oprindelige udgangspunkt – den mere end 90 sider lange tekst. Samtidig vil mange jo mene, at der netop er behov for at få nye og stærkere formuleringer ind igen… Komplekse sager!
Som Alden Mayer fra foreningen af bekymrede forskere har fortalt Carbon Brief: ”Part of the excercise in Bonn in two weeks may be adding a little flesh back onto the bones”.
Den næste forhandlingsrunde, der starter på mandag, vil give et billede af, hvor tilfredse landene er med den nye tekst.
Det er allersidste mulighed for forhandlerne, inden deres stats- og regeringschefer skal mødes i Paris. Jeg glæder mig derfor rigtigt meget til at tale med Jens Mattias Clausen fra Greenpeace, som skal til Bonn d. 19. oktober.
Han er en af dem her i landet, der følger de internationale forhandlinger tættest, og når han er hjemme igen, vil jeg lave en podcast med ham, så I kan få de allernyeste analyser af forhandlingerne – det kan I godt glæde jer til, tror jeg!
Kærlige klimahilsener,
Christian
