17 Bud på en Bedre Verden
Redigeret af Stig Tackmann, Kristian Kampmann og Henrik Skovby.
200 sider.
Den er illustreret med fotos af bidragyderne og grafer.
Udgivet af Historika, Gads Forlag.
Prisen er 199,95 kr.
Dansk oversættelse af ”17 Big Bets for a Better World” af Rasmus Hastrup.
Samtlige FN’s 193 medlemslande har erklæret sig enige i de ny 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og nu er spørgsmålet blot, hvordan de ambitiøse mål skal nås inden 2030.
Det gives der forslag til i bogen ”17 Bud på en Bedre Verden”, der blev lanceret i FN-byen i København.
UNDP – FN’s Udviklingsprogram – og Dalberg, Global Development Advisors, der har taget initiativ til bogen, stod bag arrangementet, der også sikrede input fra omkring 100 gymnasie- og højskoleelever.
Innovation og kreativitet er nødvendigt, hvis vi forsat skal opleve kvantespring i den globale udvikling, sagde Stig Tackmann, Dalberg, der gerne vil gøre op med silo-tænkning og gerne aktivere unge omkring 2030-dagsordenen.
Bogens bud kommer ellers fra fremtrædende, etablerede meningsdannere.
Kailash Satyarthi, der kæmper for børns rettigheder, og som i 2014 modtog Nobels Fredspris for ”kampen mod undertrykkelsen af børn og unge og for alle børns ret til uddannelse”, mener, at børn være kernen i verdensmålene.
Julia Gillard, tidligere premierminister i Australien, åbner de innovative bud i bogen med forslag til, at skønhedsindustrien mobiliseres til at finansiere uddannelse af piger i de fattigste lande, mens Michelin-kokken Dan Barber fra Manhatten ser på, hvordan vi kan ændre vores kostvaner, så de bliver til gavn for både vores egen sundhed og miljøet. Han leverer en menu 2030. Første ret ”lossepladssalet”.
Kunst kan motivere
Den dansk-islanske kunstner Olafur Eliasson leverer sidste kapitel i bogen, og hans budskab er, at man kan motivere folk til at handle, hvis de får konkrete oplevelser. Kunst kan røre og bevæge, kan motivere.
Ved lanceringen indtog han scenen før bogens anden danske bidragyder, Mogens Lykketoft, netop afgået formand for FN’s generalforsamling, og han illustrerede hvad han mente.
Han viste billeder fra sit Ice Watch-projekt. Han havde hentet 12 store isblokke fra Grønland til Rådhuspladsen i København for at markere udgivelsen af FN’s klimapanels 5. rapport om klimaforandringer og gentog processen i Paris i 2015 i anledning af COP 21. Med 12 nye isblokke, forstås.
Projektet indbyder til at opleve klimaforandringerne ved at bringe smeltende is byen, til at konfrontere folk med en konkret virkelighed. Folk kan mærke den smeltende is, den abstrakte viden bliver til en direkte oplevelse, der igen kan motivere til handling, mener Eliasson.
Der skal skabes kobling mellem viden og følelse, og det kan kunsten, sagde han.
Han understregede, at vi ofte er uberørte af de store problemer i verden. Det er ikke viden, vi mangler, men forståelsen, fornemmelsen, følelsen af, at vi er en del af det globale samfund.
For Olafur Eliasson handler kunst om at få en oplevelse, der på en gang er personlig og kollektiv. Et kunstværk virker, når det opbygger et fællesskab, et inkluderende miljø. For ham er et godt kunstværk et kommunikationsværktøj.
Inkluderende tilgang
Det inkluderende var nærmest stikord til Mogens Lykketoft. Han pegede på, at verdensmålene er en enorm satsning – en universel, inkluderende og omfattende tilgang til udvikling. Skal målene nås, kræves handling af alle parter, men resultatet er også til gavn for alle.
Den tidligere minister – Socialdemokratiets tidligere formand har været minister i ialt 11 år, skatteminister, finansminister og endelig udenrigsminister – karakteriserede verdensmålene som et nybrud: Fordi målene er universelle. De gælder for alle og gør os alle ansvarlige for at gøre verden til et bedre sted at være. Fordi målene er inkluderende, blev formuleret med deltagelse af en omfattende gruppe interessenter – politikere, religiøse ledere, byer og lokalsamfund, civilsamfundsorganisationer, fagforeninger, erhvervsliv og akademikere. Og fordi verdensmålene er indbyrdes afhængige. De hænger sammen.
Mogens Lykketoft medgav, at den nye dagsorden er ambitiøs, men netop fordi den er så kompleks kræver den, at vi arbejder os hen imod alle mål på en gang, og det kan lykkes, mener han.
”Vi vil ikke kunne afskaffe fattigdom, hvis vi ikke skaber større lighed mellem rige og fattige, mindsker de enorme forskelle mellem rige og fattige lande og bekæmper diskrimination af kvinder, piger og etniske, sociale og religiøse minoriteter”.
”Vi vil heller ikke kunne afskaffe fattigdom. Hvis vi ikke går i aktion mod årsagerne til miljøkatastrofer og lukker øjnene for de alvorlige følger af klimaforandringer”.
Hans bud på, hvordan målene skal nås er, at vores tilgang til implementeringen skal ændres. Det er afgørende vigtigt med partnerskaber – med samarbejde mellem regeringer, erhvervsliv, finansielle institutioner.
Og samarbejde skal der også til mellem regeringer og mellem lande. Bæredygtig udvikling kender ikke til nationale grænser.
”Hvis verden giver op, når det gælder klimaforandringer, når man opgiver udviklingsbistand – ja så går vi ned”, sagde han.
Og han fortsatte: ”Der er mad nok til 10 mia. mennesker i verden – hvis vi undgår spild. Og hvis kvinderne aktiviseres på verdensplan kan væksten øges med 20 pct. Vi må insistere på, at der sker en reel omfordeling. Goderne skal fordeles bedre. Det handler om, hvad vi hver især gør for at bevæge os mod en mere harmonisk verden”.
Når omstillingen skal finansieres skal staterne havde flere indtægter. Og det kan de få, hvis man kan bekæmpe den globale skatteflugt.
”Bekæmpelse af global skatteunddragelse er langt vigtigere end bistand”, sagde han.
Han begrundede sin optimisme mht at nå målene ved blandt andet at henvise til Kina, som har erkendt, at man har bekæmpet befolkningstilvæksten på en ikke bæredygtig måde.
En samtale med den indiske premierminister Modi havde også afsløret, at Indien har et skarpt blik for, at man ikke kan kopiere Vesten, når det gælder energi. Solceller ses som vejen frem.
”Og så drøfter man i Indien: Hvor er vi i forhold til vores nabolande? Positivt, at man konkurrerer, mens Europa er blevet introvert”.
Mogens Lykketofts bud på, hvordan vi når verdensmålene, er at samle alle i et fælles forsøg på at samarbejde om implementering. Altså skal vi acceptere en ny samarbejdets æra.
Ikke overraskende mener han, at FN bør være midtpunktet i et samlende netværk.
Flere skud i bøssen
I forordet til ”17 Bud på en Bedre Verden” skriver Helen Clark, der er administrator af UNDP, FN’s Udviklingsprogram: ”Vi skal tænke ud af boksen og handle aktivt for at nå målene. Der er behov for nye ideer, partnerskaber og ressourcer”.
De 17 bidragydere skulle svare på et enkelt spørgsmål: Hvis du havde ét skud i bøssen, hvilken ide ville du så foreslå verden at forfølge?
For læserne er der også frit slag, og det er initiativtagernes håb, at bogen kan skabe inspirerende kreativitet om verdensmålene og 2030-dagsordenen.
