Om Jan Øberg
Fredsforsker baseret i Lund, Sverige.
Grundlagde Transnational Foundation for Peace and Future Research (TFF).
Læs mere: https://janoberg.me/
Der skal nok være nogen, der tror at jeg har fået DR (Danmarks radio, red.) på hjernen. Men jeg skriver ofte – og ugerne – om DR’s behandling af forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitikken fordi det:
a) handler om eksistentielle ting, om krig og fred;
b) dækningen er mere ensidig end nogensinde i de fire årtier, jeg har fulgt den og
c) der er en voksende symbiose mellem DR, forsvaret som institution og de eksperter, der indkaldes som alle enten er militære selv – og altså partiske eller objektive – er fra DIIS (Dansk institut for internationale studier, red.) eller fra et af de efterhånden mange militærforskningscentre, Danmark har oprettet i de senere år.
Man skal huske på at DIIS er delvist finansieret af Forsvarsministeriet og har en chef, der nok har forskningsbaggrund men har gjort karriere i NATO og forsvarsministeriet. Det kunne f.eks. sætte sig spor i valget af forskningsemner.
At DIIS skulle forske i ting som ikkevoldelig konfliktløsning, ned- og afrustning, afskaffelse af atomvåben, alternativt forsvar, fremsætte forslag til fredelig løsning på nogle af verdens alvorlige konflikter, udgive en fundamentalt kritisk analyse af dansk militær udenrigspolitik eller udvikle alternativer til NATO og NATO-medlemsskab er i det nærmeste utænkeligt.
En farlig symbiose som gør fri meningsdannelse og debat stadigt sværere
Med andre ord – en symbiose mellem den første politik på de nævnte områder og dem, der i et eller omfang skulle tilsikre en alsidig behandling og levere viden baseret på uafhængig forskning. Men ikke gør det.
Lidt tilspidset kan man formulere det sådan at DR fungerer som informationsorgan for den militært aktive udenrigspolitik uden at stille spørgsmål af nogen art omkring den og at DIIS’ og andre forskere fungerer som det præsteskab, der skal udlægge teksten og overbevise de bekymrede sjæle, der jo også skal betale.
Og aldrig stille principielle spørgsmål eller præsentere mulige alternativer til den første politik og specielt ikke problematisere krigsdeltagelse.
Sådan har det ikke altid været.
Det er så galt at man kan frygte at der er tale om screening og/eller selvcensur
Styrken og omfanget af denne symbiose er vokset hastigt i de senere år, ikke mindst efter at Danmark er blevet en bombenation, dvs. fra 1999 og især i og med besættelsen af Irak 2003-2007.
Spørgsmålet er om den vedvarende mangel på alsidighed, som DR står for, er konsekvens af en eller anden form for screening – altså at man på forskellige måder sørger for og checker om dem, man tager ind, kan forventes at være loyale med den overordnede politik og ikke har anlæg, der tyder på at vedkommende kunne gå hen og blive en kritisk journalist, der med egen research, kundskab og videbegær udfordrer den militære tænkemåde, der nu er dominerende i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Jeg har naturligvis ingen beviser. Den slags ligger ofte i en slags arbejdspladskultur – eller gruppetænk – som gør operationsmåden til noget naturligt og normalt, som man ikke taler eksplicit om.
Men den systematiske, vedvarende og udbredte profil som DR (og stort set alle andre toneangivende danske medier) holder i disse spørgsmål er af en så bastant karaktér at det er svært at tænke sig at kun drejer sig om rene tilfældigheder.
Og hvis der kun er tale om manglende kompetence på sikkerhedspolitikkens område, må det undre at den i den grad har politisk slagside.
Men OK, det kræver en vis intellektuel kapacitet at tænke sikkerhed udover det rent militære, dansk forsvar, F16 fly og NATO-indordning.
I såvel forskning som journalistik bør det være let at finde undtagelser fra reglen om politisk korrekthed i forhold til den første politik.
Ellers risikere den livlige debat og demokratiet at sygne hen. Hvilket tenderer at ske, når der igen og igen, år ud og år ind, kun præsenteres én slags sandhed.
Man kunne jo gøre noget andet – helt inden for rammerne af god journalistik
Eller lad mig formulere spørgsmålet lidt anderledes:
Sidder der på DR og DIIS idag nogen, der – som resultat af fri forskning og frie medier – ville kunne komme igennem med andre indfaldsvinkler og en grundkritik af den førte politik?
Det kunne være én, der f.eks. giver argumenter for at sikkerheds- og udenrigspolitik idag ikke kun handler om våben men om uendeligt mange andre ting?
At den trussel, der hver eneste dag tales om fra Ruslands side er overdrevet og behandles på en ensidig måde i den forstand, at Rusland overhovedet ikke betragtes som del af en konflikt men som en selvkørende, isoleret, truende aktør som “vi” må “svare” på?
Det kunne være en forsker eller journalist, der mener at NATO, der har eksisteret siden 1949, måske ikke længere er så relevant, især ikke da Warszawapagten og Sovjetunionen faldt væk for godt 25 år side – dengang den eneste raison d’etre for NATO.
Det kunne være én der bare for folkeoplysningens skyld ville fortælle at Ruslands militære udgifter er 8% af de 28 NATO-landes – nogen, der med andre ord kunne anvende en smule uvildig, lettilgængelig research og søge indlevelse i hvordan russerne kunne tænkes at se på Vesten og ikke kun til stadighed gentage hvad der hele vejen igennem de facto er NATOs grundargumentation.
Det kunne også – mere intellektuelt – være en, der vidste noget om fælles sikkerhed og tillidsskabende foranstaltninger, der spillede en så vigtig rolle under den første Kolde Krig – nogen, der kunne hjælpe public service-mediet med at se helheder som f.eks. forholdet mellem NATO’s og Ruslands tilstedeværelse på hele kloden og ikke kun stirre sig blind på Krim. Eller kunne sammenligne de to sider hvad angår krænkelser af folkeretten.
Eller nogen, der véd noget om alternativ sikkerhedstænkning, kan analysere konflikter og ikke blot fokusere på den vold/våbenbrug, der aldrig er andet en symptomer på underliggende konflikter.
Eller havde kendskab til nedrustning, sikkerhed på lavere militære niveauer – ja sågar forhandlingsteknik, diplomatiske midler, mægling, fredsskabelse, forsoning og tilgivelse.
Der findes eksperter i den slags i Danmark.
Virkeligheden er konkret – en blandt uendelig mange artikler af samme skuffe
Når jeg skriver dette i dag er det fordi jeg lige har læst – og læst grundigt – endnu én af den typiske DR-artikel på området, nemlig den i hvilken Marie Sæhl har lavet et interview med Steen Kjærgaard, der præsenteres som ekspert og analytiker på DIIS i international sikkerhed – en artikel, der desuden kaldes en guide til at forstå om vi er på vej mod storkrig.
Altså et nok så omfattende og vigtigt spørgsmål, der kræver en hel del at besvare både seriøst, alsidigt og folkeoplysende.
Ifølge LinkedIn er Marie Sæhl tidligere medarbejder i Kulturministeriet og har en bachelor i journalistik. Steen Kjærgaard er ikke analytiker i international sikkerhed men er officer, præsenterer sig selv i uniform på LinkedIn og kalder sig dér selv analytiker vedrørende militær og strategi. På hans side på DIIS’ hjemmeside savnes baggrundsinformation eller CV.
Da der er en meget vigtig forskel mellem en rent militær tilgang og analytiker af international sikkerhed er DR’s/Sæhls præsentation af Kjærgaard direkte fejlagtig eller vildledende og – hvadenten det måtte være hensigten eller ej – så skjuler den at han med sin specielle militære baggrund ikke er en uvildig eller objektiv forsker. Af hans LinkedIn-profil fremgår desuden ikke, at han har nogen samfundsvidenskabelig uddannelse, f.eks. internationale relationer eller statskundskab men at han i 2018 vil opnå en masters i England.
Til slut bare nogle uddrag af denne de facto markedsføring af det danske forsvars synspunkter, der intet har at gøre med en guide eller bare et forsøg på at forstå konflikten mellem Rusland og NATO/Danmark – eller risiskoen for krig af den ene eller anden art.
Der indledes på denne måde:
“Det er især Ruslands annektering af Krim i 2014 og landets aktiviteter i Ukraine, der for alvor har vist, at Vesten og Rusland er på kollisionskurs, når det gælder de grundlæggende principper i den internationale verdensorden, forklarer Steen Kjærgaard.
Dette er historieforfalskning, fordi der gik noget forud for den. Det er også fake news når det hævdes at ukrainerne dengang var for NATO-medlemsskab. Men hér slås tonen og perspektivet jo an for det der så kommer.
“Principperne om for eksempel ikke at blande sig i andre staters indre anliggender, menneskerettigheder og samhandel – det vil sige hele den måde, vi har indrettet verden på efter Anden Verdenskrig, og som har bragt fred – bliver udfordret af Ruslands annektering af Krim, fordi de pludselig blander sig i Ukraines indre forhold, siger han.”
Siden 1945 har, skal vi vel forstå, hverken USA eller andre NATO-lande blandet sig i andres anliggender?
Og resten trækker på samme hammel: Der er kun én part i konflikten. Een årsag til spændingerne.
“I Rusland har man stadig den tankegang, at Moder Rusland ikke skal forsvares på russisk territorium, men i de omkringliggende stater.”
Man forstår at en sådan tankegang er forældet (“stadig”) og at en tilsvarende tankegang ikke findes i andre lande f.eks. USA. Man må undre sig over hvorfor USA har over 600 basefaciliteter i 130+ lande og specialstyrker i lige så mange og fører krig rundt om på kloden hvis ikke de også havde filosofien at man skal forsvare USA langt borte fra eget territorium.
Eller hvad gøre med det faktum at USA er i Europa fordi Europa er USAs første bastion mod et eventuelt russisk angreb. Men det taler ingen danske medier, politikere eller eksperter om.
“Rusland er indædt imod, at Nato laver et missilforsvar, fordi det reducerer deres udenrigspolitiske handlemuligheder. Derfor prøver Putin hele tiden at skubbe til diskussionen i Vesten og spille parterne ud mod hinanden.
“Han arbejder på at overbevise de Ruslandsvenlige stemmer. Det er det, vi ser med forsøgene på indblanding i det amerikanske valg, det franske og de fake news, der bliver sendt ud, siger Steen Kjærgaard.”
Dét er på ingen måde russernes argument mod det – offensive – missilskjold. Men de ønsker ikke at have raketter stående op og ned af deres grænse.
De omtalt russiske forsøg på indblanding i det amerikanske valg er aldrig dokumenteret og er altså – da de ikke modsiges – DR’s egen fake news-formidling.
En velorienteret, professionel journalist ville have spurgt: Hvordan ved du det?
“Det er nok nødvendigt med et missilskjold for at få Rusland i tale. Vi bliver nødt til at have nogle muskler bag for at få Putin til forhandlingsbordet, men det må bare ikke stå alene, siger han.”
Hvilket forhandlingsbord er det mon Putin skal trækkes til. Er NATOs ekspansion over 25 år udtryk for forhandlingsvilje? Er øvelser hele vejen rundt om Rusland? Næppe.
Og når man har 12 gange større militærudgifter kan man jo spørge hvor meget mere, der skal til?
Eller må den slags spørgsmål ganske enkelt ikke stilles i DR?
Danmarks Radio svigter – altfor tendentiøs til at fungere som public service
Hvad man end måtte mene om disse synspunkter, turde det være hævet over enhver tvivl at Danmarks Radio igen og igen
- Svigter kravet om alsidighed i sin dækning af sikkerhed og udenrigspolitik.
- Udelukkende vælger eksperter der kan underbygge, ikke udfordre eller kritisere, den førte danske militært aktive udenrigspolitik.
- Direkte og inddirekte opererer i symbiose med statsmagten, militæret og regeringen samt regeringens og forsvarsministeriets forskning.
- Ved sit valg af fokus og eksperter fremmer oprustning, konfrontation og forståelse for krig snarere end for nedrustning, afspænding og fred. Eller stå helt neutralt mellem disse to positioner.
- Gør disse ting på en så systematisk og permanent måde uden nævneværdige antagelser over tid at man må befrygte at der er tale om en tilrettelagt påvirknings-strategi, udefra, indefra – eller begge dele.
Det ville være ekstremt naivt at tro at kun Rusland agerer for at påvirke hjerner og hjerter i Danmark. Og endnu mere naivt at tro at NATO-lande med USA i spidsen ikke gør dette på en langt mere velfinansieret, sofistikeret og bedre organiseret måde end Rusland.
Den der er seriøst interesseret i sikkerhedspolitiske spørgsmål bør i disse år gå langt uden om Danmarks Radios nyhedsdækning og søge alsidig viden overalt på Internet og sociale medier.
Den mest effektive propaganda og påvirkningsforsøg, der skal få mennesker til at frygte, er den de ikke opdager.
Det er vigtigt at den afsløres. Hver gang. Og udstilles til åben, demokratisk diskussion.
Og det vil jeg blive ved med.
