Nyt album
Africa Express presents EGOLI
(Africa Express, 2019)
Det er nu sjette album i rækken med de såkaldte Africa Express, et non-profit-projekt søsat af Damon Albarn for at promovere afrikanske kunstnere.
Den engelske sanger, pianist og guitarist er kendt fra et hav af projekter, først og fremmest rockgruppen Blur, tegneseriebandet Gorillaz og til dels crossovergruppen The Good, The Bad & The Queen. En ildsjæl af en mand, der med progressiv opvækst i Notting Hill i London fra barnsben fik verdensmusik ind med modermælken, ligesom han tidligt blev inspireret af bydelens berømte caribiske karneval.
Blur var sammen med Oasis ledere indenfor britpopbølgen, og Damon Albarn blev som den altoverskyggende frontmand en stor global stjerne, noget der ikke mindst er kommet Afrika til gode. Han har nemlig været i stand til at generere en masse opmærksomhed, ligesom han har skabt plademærker som Honest Jons og altså det aktuelle Africa Express – en betegnelse for både et plademærke, en non-profit-organisation og et meget fleksibelt kollektivt orkester.
Hvorfor hvid guide?
Damon Albarn har siden 2001 haft lidt den samme rolle som tidligere amerikanske Ry Cooder og engelske Peter Gabriel, som ambassadør og igangsætter på vegne af kunstnere fra den tredje verden.
Peter Gabriel gjorde det godt, for han skabte et pladeselskab, Real World, og lavede både egne projekter, såsom det fantastiske soundtrack til Martin Scorsese-filmen ”The Last Temptation of Christ” under albumtitlen ”Passion” (1989), ligesom han faciliterede, at der blev udsendt en stor mængde skelsættende album med en lang række af verdens kunstnere.
Mens Ry Cooder ville gå ind at spille sin slideguitar direkte på sine projekter, hvor det virkelig fungerede sammen med Malis Ali Farka Touré på ”Talking Timbuktu” (1994) og de to projekter med indiske musikere, ”A Meeting by the River” (1993) med V. M. Bhatt og ”Hollow Bamboo” (2000) med Jon Hassell på trompet og Ronu Majumdar på indisk bansuri-fløjte.
Derimod var det mere diffust at se ham som meget andet end blind passagerer på den ellers vildt succesfulde omgang med de cubanske oldtimers, ”Buena Vista Social Club” (1997). Også selv om det projekt fik lovlig mange af verdensmusikkens kuratorer til at sukke efter verdensartister, der som de cubanske veteraner havde ”hele pakken”, som det hedder. En pakke der i netop den cubanske version betød en længsel tilbage til Cuba under diktatoren i 1950’erne med høj cigarføring, dollargrin og mafiavælde.
Reaktion på Live8
Med Damon Albarn har det altid været helt anderledes, for han er ikke nogen stor musiker – hvilket han er den første til at indrømme – og det betyder, at han på den plade, der startede det hele, ”Mali Music” fra 2001, ville begrænse sig til at spille melodika, altså klaviatur-blæseinstrumentet, som børn gerne puster i, men som ladet med ekkoer blev berømt via den jamaicanske dubmester, Augustus Pablo (1954-99), som også er et erklæret forbillede for Damon Albarn.
Alligevel var “Mali Music”, samt de efterfølgende nigerianske udgivelser med highlife og afrobeat, vigtige. For de ledte Damon Albarn til Fela Kuti’s tromme-es, Tony Allen, der kom med i britens nye orkester, The Good The Bad & The Queen – alt sammen udtryk for en Albarn, der virkelig var kommet i gang.
I 2005 startede så Africa Express som en reaktion på det store Live8-show, som godt nok støttede Afrika, men som Damon Albarn med rette så som en ret lukket klub for hvide kunstnere, hvor Damon selv sagde nej til at optræde.
Han tog efterfølgende en række kunstnere med ned til den daværende Festival in the Desert i oasen Esakane udenfor Timbuktu i Mali. De følgende år var der forskellige mindre manifestationer mest i London, men i 2013 startede Africa Express så for alvor med Mali-udgivelsen ”Maison des Jeunes”, opkaldt efter det kombinerede vandrehjem og mødested for unge nord for Niger-floden i Bamako. Her var det især bandet Songhoy Blues, der har fået en karriere, mens der også var et fabelagtigt nummer med guitaresset Lobi Traore, der desværre døde i 2010. Han var blot 49 år gammel.
De følgende år var det især live, at der var manifestationer, såsom Glastonbury-festivalen i England, en koncert omkring Fela Kuti’s berømte Shrine i Lagos i Nigeria, samt en nærmest legendarisk koncert i London, hvor blandt andre Oumou Sangaré var med.
Projektet var også i Danmark og give en overvejende stærkt skuffende koncert, der lukkede Roskilde Festival i 2015. Pudsigt nok åbnede Orange Scene året efter med endnu et Albarn-projekt, denne gang med syriske musikere. Desværre noget af en discount-omgang, mens året før trods alt havde haft sine højdepunkter med kunstnere, der allerede var booket på festivalen (læs: var på turné), som Jupiter & Okwess International fra Congo, Mauritaniens Noura Mint Seymali og Malis Fatoumata Diawara.
Her var eneste ærgerlige ting, at med så mange rytmiske musikere på scenen, var det vedvarende elektroniske beat svært søvndyssende. Da det stoppede, ville Roskilde-arrangørerne i seng, mens Damon Albarn altså blev uartig, ville jamme The Clash’s punksang ”Should I Stay Or Should I Go” foran en hujende skare og så blev fjernet korporligt på ordre af den hidkaldte verdensmusikbooker, som vist ikke så sig i stand til at håndtere superstjernens anfald af anarkistisk tilbøjelighed.
Ikke just den danske festivals største glansøjeblik, selv om Albarn var befriende sjov.
Egoli
Egoli er storbyen Johannesburg udtalt på sproget Xhosa, og her omfatter bandet Africa Express – ud over Albarn – blandt andre den amerikanske guitarist Nick Zinner, der er kendt fra bandet Yeah Yeah Yeahs, samt som producer af blandt andre føromtalte Songhoy Blues.
Det er en ret fed plade, der er blevet strikket sammen i Sydafrikas største by og blot kommer et lille halvt år efter en EP med nogle af de samme kunstnere, ”Africa Express presents: Molo”.
På ”Welcome” møder vi en legende indenfor musikformen Maskandi, nemlig den kontroversielle sanger med fløjlsstemmen, Phuzekhemisi – kontroversiel fordi den ellers så populære sanger det meste af foråret har været tiltalt for mord på en af medlemmerne i sin gruppe! Men synge kan han med en genkendelig og knugende blues og dermed er vi i gang og rede til den klassiske vokaltrio, Mahotella Queens, hvor to ud af tre faktisk har været med helt fra start-1960’erne! De dukker op hist og pist på pladen og er fortsat voldsomt velsyngende.
Alligevel er de virkelige fund sangerinden Moonchild Sanelly, som har en herlig soul-vibe og kan minde lidt om Massive Attack’s Nicolette – hun er også med på Beyonces nye plade – og sangeren fra Uganda, Otim Alpha, som især synger uimodståeligt på den rappe ”Mama”, som går over stok og sten, samt den dejligt vuggende ”Taranau”, der er som et trip tilbage til congo-rumbaens dage.
Det er en plade, du vil høre igen og igen.
