FN-huset i Københavns nordhavnsområde rummer også en organisation, som ikke direkte sorterer under FN, men alligevel har et nært forhold til verdensorganisationen: Dansk UNICEF-Komité, et i virkeligheden rent dansk foretagende.
Ligesom Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, får UNICEF-Komiteen i år en ny generalsekretær, der er tidligere politiker, nemlig Karen Hækkerup. Vagtskiftet hos komiteen føjer sig dog ikke til rækken af ufrivillige topudskiftninger, som man blandt andet har set hos Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet og Ibis.
Dansk UNICEFs hidtidige generalsekretær, den 63-årige cand. mag. Steen M. Andersen, har siddet på posten i 24 år og overleverer en organisation i god gænge. I hans embedsperiode er det samlede indsamlingsbeløb pr. år blevet mere end tidoblet – fra 16 millioner kroner til 200 millioner kroner.
Men denne vækst er ikke tilvejebragt uden store udfordringer og en målbevidst indsats præget af nødvendigheden af at omstille sig og øge professionaliseringen af medarbejderstaben.
”Forestillingen om at humanitære organisationer som UNICEF nyder en konstant velvilje og derfor ‘nok skal klare’ sig, er forældet”, siger Steen M. Andersen til Globalnyt.
Tæt på fallit
Det er længe siden, at UNICEF og indsamlingen var solidt forankret i julekortene – oprindelig igangsat af en tjekkoslovakisk piges indsendte børnetegning.
”Allerede da jeg tiltrådte i 1995, var salget for nedadgående”.
Mens det dengang indbragte 13 millioner kroner, lå det i 2018 på 1,5 millioner kroner.
”Faktisk var Dansk UNICEF, da jeg tiltrådte i 1995, tæt på fallitten”, fortsætter Steen M. Andersen.
”Vi var blot 12 ansatte, der altså skulle skaffe vore økonomiske grundlag helt selv.”
FN’s Børnehjælpefond, som UNICEFs fulde navn lyder, var oprindelig tænkt som en midlertidig nødhjælpsorganisation til at afbøde de frygtelige trængsler, børn uden forældre led efter 2. Verdenskrig.
”Den øgede viden om verdens miserable tilstand, ikke mindst i udviklingslandene, førte til en erkendelse af varige bistandsbehov for børnene.”
Selv om UNICEF var en fond under FN, blev det lagt ud som nationale opgaver for medlemsstaterne af finansiere denne indsats, og i dag findes der 33 lande-komiteer som den i Danmark. Disse arbejder da snævert sammen med UNICEFs repræsentanter i modtagerlandene, i det væsentlige i den tredje verden.
FN har andre fonde, for eksempel Befolkningsfonden, men ingen af dem er opbygget som UNICEF. Så eksempelvis i Danmark udgør denne FN-fond et folkeligt bindeled, understreger Steen M. Andersen, som kan siges at være en vigtig påmindelse om, at FN er andet end en stor politisk diskussionsklub – ofte i fokus på grund af de problemer, den ikke har løst.
UNICEF hævdede sig tidligt ved at udarbejde en årlig rapport om barnets stilling, og den er særlig vigtig, efter at FN ikke mere har noget informationskontor placeret her.
UNICEF bringer her pålidelige statistikker over 1) vandforsyning/sanitet 2) skolegang, 3) beskyttelsen af børn og 4) nødhjælp til børn og 4) prævention og fødselsforberedelse i en række underprivilegerede lande.
”Der er nok så meget planlægningsekspertise, udviklingslandene efterlyser. Det vil sige folk, som kan bistå dem med klart at afklare, hvad de pågældende landes egentlige behov er. Når der mangler uddannede embedsmænd, jurister, sociologer, statistikere m.fl. hos et væld af lande, er det vanskeligt at udfærdige de rigtig ansøgninger”, fortsætter han.
Øget viden om udækkede bistandsbehov
UNICEFs 156 landekontorer spredt over verden indkredser behovene for bistand her og dér, de nationale komiteer rejser så penge til brønde, klinikker, programmer overvejende til fordel for kvinder og børn.
”Et eksempel på en markant forandring i min tid”, fortsætter Steen Andersen, ”er halveringen af børnedødeligheden siden 1990. Det er hverken min eller UNICEFs fortjeneste alene, men vi har medvirket til det. Ikke mindst i Rwanda, Kenya og Thailand. Det er eksempler på vigtige ændringer i befolkningsmønstret, herunder benyttelsen af prævention. Men mange af de forestillinger, der knytter sig hertil, støder undertiden på modstand enten på det nationale eller regionale plan.” Indgroede vaner hos befolkninger ændres ofte langsomt.
”I alt 60 lande har jeg besøgt i løbet af mine mange UNICEF-år. Afrika bliver ofte nævnt som en verdensdel, hvor fremskridtene er få og udviklingen går vældig langsomt. Den ‘tunge ende’ er fortsat især en række stater syd for Sahara – i flæng kan man nævne Sudan, Somalia og Niger. Men så er for eksempel Etiopien blevet meget mere selvhjulpent i de senere år, mens Rwanda har vist sig at være bemærkelsesværdig fri af korruption.”
”Når børnedødeligheden er faldet, kunne man evt. spørge, om der så ikke er behov for mindre bistand fra UNICEFs side? Men det vil nok være evident for de fleste, at den almindelige økonomiske fremgang i verden, tjah udviklingen teknologisk og på anden måde, har medført en stærkt øget viden og opmærksomhed om andre, hidtil udækkede bistandsbehov”, vedbliver Steen M. Andersen.
”Vi har i UNICEF indset, at en meget stor del af vores bistand går til nødhjælpsprojekter, eksempelvis til lande som Afghanistan, Somalia og Den Centralafrikanske Republik. Oven på de første efterkrigsår i 1950’erne forestillede man sig en organisation, som i stor stil leverede udviklingshjælp. Men det er blevet vanskeligere med årene at holde nødhjælp og u-landshjælp ude fra hinanden. Så UNICEF er operativ i meget forskelligartede situationer. Det sker gennem genhusning, i form af vaccinationskampagner og iværksættelse af store vandforsyningsanlæg.”
Oprettelse af børneråd i grønlandske kommuner
UNICEF adskiller sig fra andre dele af FN ved dels at have landekontorer i stort set alle udviklings- og mellemindkomstlande, dels have såkaldte komiteer i de industrialiserede lande. Men UNICEF adskiller sig nok også ved at være meget operativt fokuserende. Blandt FN-organisationer er det kun UNHCR (Flygtningehøjkommissariatet) der også er det – men dog kun i begrænset omfang, ligesom det kun har mindre indsamlinger. Og det virker uden nationalkomiteer som UNICEF.
En særorganisation som for eksempel UNESCO er næsten udelukkende repræsenteret på regionale niveauer og virker i det hele taget mest som en normgivende organisation uden operative aktiviteter.
”UNICEF har så i de senere år bidt mærke i, at Grønland har en række særlige behov for hjælpende hænder. Ikke mindst hvis man læser FNs børnekonvention, må man blive overtydet herom. Det officielle Danmark har ikke magtet at begrænse det udbredte misbrug af grønlandske børn, som finder sted. Den Danske UNICEF-Komité har da sammen med en gruppe grønlændere fået stablet et projekt, kaldet NAKUUSA på benene. Heri indgår et børnepanel, som kan lede os derhen, hvor hjælpebehovet er størst, hvortil kommer oprettelse af børneråd i alle grønlandske kommuner.”
Det drejer sig grundlæggende om at få grønlandske forældre til at erkende deres ansvar for skabe trygge rammer for børnene – en vanskeligt sag i et samfund, der er langt mere præget af vold end det øvrige Danmark.
Selv om Steen M. Andersen nu ikke længere er en del af UNICEF, holder han dog ikke helt op. Fremover tilbyder han rådgivning til ngo’er om løsning af diverse planlægningsopgaver i bestræbelserne på at nå FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.
