Det blev et mageløst år for verdensmusikken, både ude i verden og på hjemmefronten, hvor der over de seneste år er dukket spændende nye kunstnere op. Alligevel blev det modige Kankou Kouyaté fra Mali, der scorede den første pris som Globalnyts nummer ét.
Havde vi en oscarstatuette eller lignende, ville den i dette moment være på vej med ilbud til Bamako. Men desværre må den gode Kankou og hendes samarbejdspartner, skotske Mark Mulholland, der ligeledes er bosat i Bamako, leve med æren.
Vi har hørt fra dem, og de er behørigt overraskede og meget glade.
Året bød endvidere på et par comeback, hvor de pågældende evnede at tænke nyt og levere værker, der pegede frem og blev skelsættende i karrierer, der allerede havde budt på så meget.
Jeg tænker her på Natacha Atlas, divaen der dukkede op i Transglobal Underground for næsten 30 år siden og nu over et par album har kastet sig over jazzen. Eller såmænd gamle venner som Benins Angelique Kidjo i en sublim hyldest til det cubansk-amerikanske ikon Célia Cruz samt gode gamle Carlos Santana, der fortsat har ild i PRS-spaden og indgik i et vovet og vellykket samarbejde med Concha Buïka, sangerinde med orishaerne inde i skyggerne og oprindelse nede i Ækvatorial Guinea.
Endelig var der de par stykker, der var boblere og fortjener omtale:
Asmaa Hamzaouï og hendes gruppe Bnat Timbouktou har haft voldsom succes på plade og live med at bryde tabu og vise, at kvinder også kan spille traditionel gnawa. Der er også et ypperligt comeback i form af Eneida Marta, som er fra Guinea-Bissau og Portugal, og som med albummet “Ibra” hentede inspiration hos nye flamencostjerner som Rosalía og alligevel havde en egen afrikansk stil med hints af sørgmodig kreolsk Morna-stil, som det kendes fra Kap Verde.
Dertil er der også en gammel stjerne, der igen ville være med på højeste plan: Senegals Youssou N’Dour, der fik skabt et mindealbum for sin mangeårige kampfælle, Habib Faye, og viste, at han fortsat har sin smukke stemme intakt og dertil laver en blanding af sin uopslidelige mbalax og vestlig pop, som rammer lige lukt ind i hjertekulen hos de fleste. Albummet hedder “History”.
Hva’ mæ’ Danmark???
Det går såmænd rigtigt godt for Danmark og verdensmusik. I skrivende stund er The KutiMangoes nomineret til årets pris i Tyskland, og andre aktører kunne have været med, hvis de havde udsendt deres album i 2019, eksempelvis fænomenale Dawda Jobarteh, som med sit sidste album, “I Met Her By The River”, igen er kommet på årslisten hos engelske Songlines. Eller Kalaha som har begået det fine album “Mandala” i 2019. Og endelig Faratuben der debuterede i 2018 og netop har signet en international pladekontrakt.
Der er også aktuelle ting på vej, som er ved at blive anmeldt, eksempelvis Tuhaf som lige har udsendt albummet “Gölgeden” og varsler et varmt tyrkisk forår, og såmænd Rocqawali, som efter en succesrig Pakistan-turné nu har udsendt sit tredje album, “Kalam”.
Men her er listen: De ti bedste verdensmusikalbum fra 2019
1. Kankou: Kuma (Mali)
Kankou Kouyaté er en af Malis nye kvindelige stjerner. Kouyaté-efternavnet fornægter sig ikke, og onkel Bassekou kender alle. Alligevel er det en moderne ung dame, der med skotske Mark Mulholland tager modige skridt og har skabt et værk, der peger hen mod at tage Mali ind i en ny tid, mens psykedeliske virkemidler bærer en usædvanligt smuk sangstemme af sted.
2. The KutiMangoes: Afrotropism (DK)
Det danske ensemble rev grammypriser ned fra hylderne allerede med første udgivelse i 2014. Her var Burkina Faso en væsentligt inspiration, mens toeren i 2016 var Made in Africa på alle måder. Alligevel triumferer orkestret på Afrotropism, som er indspillet i Valby og Fela Kuti lever bedre end længe. En af de stærkeste danske verdensmusikplader nogensinde.
3. Natacha Atlas: Strange Days (UK/Egypten/Frankrig)
Der blev stille om veteranen fra den engelske Asian Underground-bølge efter et stort antal soloudgivelser. Nu er divaen uden nykker genfødt som seriøs jazzsangerinde med partneren Samy Bishaï og har begået to album, som er en ny begyndelse. Og hvor dette andet album gør, at rigtigt mange fans bør spidse øren, mens nye kan komme til og nyde jazzede fraseringer tilsat arabiske knæk på den fortsat smukke stemme.
4. Mamadou Kelly: Les Batteaux (Mali)
Mange er blevet kaldt disciple af Ali Farka Touré, men Kelly har over en række skiver produceret i USA bevist, at Mali-bluesen ligger trygt og godt i hans hænder. Der er tale om rustik originalitet, et håndelag med de rette pauser og en ro af Nigerfloden, som er blevet til et album, der lever op til det bedste fra Mali.
5. DJ Dolores: Recife • 19 (Brasilien)
DJ Dolores alias Helder Aragao fra Recife i Brasilien har i over 30 år leveret magisk musik. Han er her tilbage med et overskudsagtigt overflødighedshorn, hvor spændende solister og veteraner som tropicália-legenden Jards Macalé er med på en festplade uden lige. Det er pokkers iørefaldende, sine steder herligt skramlet og kitch for alle pengene.
6. Tinariwen: Amadjar (Mali/Algeriet)
Ørkenrockerne er tilbage i topform med Ibrahim Ag Alhabib på ny kræftfri, hvilket adskillige koncerter i årets løb understregede. Indspillet i Mauritanien med gæster som Noura Mint Seymali og Warren Ellis, samt noget af den vibe vi kender fra Brian Enos produktioner. En kongeplade fra et ensemble, der kontinuerligt holder et himmelhøjt niveau.
7. Hope Masike: The Exorcism of a Spinster (Zimbabwe)
Overrumplende og elegant album fra Zimbabwes næste superstjerne, der skaber global pop og har dybe rødder i mbira’ens klimbrende magi. Et værk der åbner op og afdækker farver og indfald med samme geniale overblik som en Peter Gabriel. Men tag ikke fejl: det er det nye Afrika, der taler og en kvinde med smuk stemme og virtuost boblende spil tilsat kor, der efterlader dig åndeløs. En stor afrikansk plade.
8. Oumar Konate: I Love You Inna (Mali)
Det går over stok og sten, når Oumar Konaté fra Gao holder fest. Han er songhaï og spiller den svære takamba-stil med en friskhed, som i løbet af fem album har gjort ham til en af dem, der tegner fremtiden for Mali. Han synes at kunne det hele: vokalen i top og guitaren kører bluesinflueret og aldeles veloplagt. Stig på Oumar-toget og se, om du kan holde fast!
9. Santana: Africa Speaks (Mexico/USA)
Den gamle mester er kommet langt, siden han stak af fra sin marriachi-spillende far i Mexico og med sin bror ramte hippiebyen San Francisco. Så kom Woodstock og derfra ren legendestatus. Nu er han gået sammen med den endda meget spændende afrikanskfødte sangerinde, Concha Buïka og har rebooted sin karriere med det bedste album i mange år. Glem blasertheden og giv den gamle en chance, ligesom bølge er tilladt, når han brænder signaturspaden af.
10. Angelique Kidjo: Celia (Benin)
Jeg må indrømme, at jeg mange gange har opgivet denne fænomenale sangerinde fra Benin. Som beviseligt har øget niveauet kraftigt og nu med en hyldest til Célia Cruz får afleveret et af sine klareste statements i mange år. Og selv om vi er lysår fra gennembrudshittet Agolo fra 1994, så er den med en Kidjo, der ikke er til at komme udenom og ofte er blevet afspillet det sidste år. Stor plade fra sangerinde, der har sublime øjeblikke.
