Jens Peter Tang Dalsgaard.
Foto: Privatfoto
Jeg gjorde karriere fra 1991 til 2018 ved store donorer og prestigiøse forskningscentre inden for fattigdomsbekæmpelse og fødevaresikkerhed i en håndfuld asiatiske og afrikanske lande. Et kvart århundrede, inden samvittigheden og venstrehånden – den, jeg skriver med – sagde stop.
Når jeg undervejs forsøgte en mere (selv)kritisk, afbalanceret og harmonisk fremlægning, hvor fejl og mangler anerkendtes, blev det typisk afvist. Kom der et ”godt”, var det ofte med et ”men” vedhæftet: ”Godt, men kan du ikke lige se på det her igen og rette til…”
Ikke at det var dårligt skrevet. Det var vinklingen. Jeg lærte snart at rette til og ind. Hvad gør man ikke for at tilpasse sig, behage og (selv)bedrage sine overordnede og ’systemet’?
Publicer eller uddø
Denne tilegnede adfærd kommer med mindst fire risici.
1) Man misleder andre.
2) Man modvirker erfaringslæren, læren af fejl.
3) Man underminerer den gode sag.
4) Man bedrager og svigter sig selv.
Før man ved af det, er det blevet en vanesag. Og indgroede vaner er forbistret svære at komme til livs. Godt med gode vaner. Skidt med uvaner. Slemt, når man ikke længere kan eller vil se forskel.
For at begå sig i den internationale forsknings- og udviklingsbranche skal man være eller blive god til at skrive artikler og fyldige rapporter. ”Publish or perish” som forskerne lidt spøgefuldt siger. Google Translate oversætter det til ”offentliggøre eller omgås”, men det betyder snarere ”publicer eller uddø”.
Donorerne forlanger også resultater. De forventer valuta for pengene. Fair nok. Faren, fælden ligger i, at man fristes til at få det til at lyde, som om man har præsteret mere, end tilfældet er. Man tillærer vendinger som: ”Efter en svær projektstart regner vi optimistisk med …”,”De foreløbige resultater tyder positivt på…”, “Det er en fin begyndelse, og vi forventer, at vi med yderligere støtte…”
Lyder bekendt? Hmmm.
Den halve sandhed
Påtaget optimisme kan blive til en skrue, hvor man lover mere, end man kan holde, og efterfølgende rapporterer, at det er gået bedre, end tilfældet er. Alt sammen i kampen for at leve op til de opskruede forventninger og få fornyet donorstøtten i skarp konkurrence med andre, der er blevet ligeså gode til at sælge den halve sandhed … Integriteten? Den har borte nok taget. Og den sande optimisme undergraves stille og roligt. Man risikerer, at kynismen nærmest uset kryber ind i stedet.
En ”promise or perish” (forpligt eller forsvind) overbudskultur opstår. Det er svært at gå modstrøms. Man rives med, mister fodfæstet og kæmper for at holde hovedet oven vande. Bliver loyal over for en kompromitteret institutionskultur og utro over for oprigtigheden. Gør den gode sag en bjørnetjeneste. Og man ved det inderst inde godt, men vælger at ignorere den indre stemme.
Jeg fornemmer, at det her ikke begrænser sig til udviklingsindustrien. Hvorfor skulle det også det? Det gennemstrømmer nok mange sektorer og kulturer. Blot ekstra trist og paradoksalt at se det i en branche, hvis eksistensberettigelse er at frembringe noget oprigtig godt for andre og fremme den gode gerning.
Hvorfor trives denne adfærd? Sikkert en blanding af bevæggrunde: Frygten for at fejle, skuffe, og miste ansigt, angsten for utilstrækkelighed og at tæppet trækkes væk under en, karriereambitioner, job(u)sikkerhed, glæden ved at opfylde andres forventninger, behovet for selvbekræftelse og anerkendelse, prestige og hovmod, institutionelt brødnid?
Men uanset hvad, så tror jeg, at der underneden er tale om et mere fundamentalt problem: At vi af natur er selvcentrerede, frygtsomme og stolte. Og at vi lader de karaktertræk undertrykke uselviskhed, ærlighed og ydmygt mod. At det selviske jeg for let giver køb på de gode værdier. At jeg’et hellere ofrer sig for sig selv end opofrer sig. Det ligger også i tidsånden.
Det bliver normen. Man følger flokmentaliteten, selvom mavefornemmelsen siger, at det er galt. Som en opportunist, medløber, jasiger. Risikoen for at blive fanget synes mindre, når man bevidst eller ubevidst kan gemme sig i mængden. Man rider med på en bølge. Spørgsmålet er hvor længe. Bølger har det med at grundstøde eller løbe ud i sandet …
Hvorfor foretrækker vi den pæne indpakning?
Ad åre oplever jeg det som mere og mere essentielt at kunne skelne mellem ret og vrang. At kunne sige fra og vælge den oprigtige vej, også selv om det koster – eller måske særligt når det koster. Vejen er ofte snæver. Men den føles god og med tiden mere og mere uimodståelig. Som om det altid var ment sådan, kun at jeg for en stund havde ignoreret det.
Et spørgsmål mere trænger sig på: Hvorfor foretrækker vi også som læsere, lyttere, iagttagere, modtagere den pæne indpakning frem for det oprigtige indhold? Hvorfor vælger vi ukritisk (selv)bedraget? Frygter vi at se realiteterne i øjnene? Vil vi bekræftes og fastholdes i illusionen? Hellere behages og underholdes end udfordres? Er vores åndelige muskler blevet for slappe?
Vi finder ikke de rigtig gode historier eller godheden i fin indpakning omkring halve sandheder (halve løgne). Modig og ydmyg sandfærdighed er vejen, ledestjernen. Tingene har altid bedst ved at komme frem i lyset. Kan være en stor overvindelse, men dejligt befriende, når det sker. Skridt i den rigtige retning. Positivt.
Jens Peter Tang Dalsgaard er selvstændig erhvervsdrivende.
