Alle der kender ADRA-programmedarbejder Bjørn Johansen kan skrive under på, at han ikke er en mand, der går stille med dørene. Hverken om morgenen, når han møder ind på kontoret med sin glade hilsen og vittige humør eller i løbet af dagen, hvor hans jokes ofte tælles på mere end 10 fingre.
Dog kom hans 20 års-jubilæum som programmedarbejder i ADRA Danmark bag på de fleste. Pludselig stod der to konditorkager på bordet. ”Værsågod”, sagde Bjørn med et skævt smil.
Her giver Bjørn indblik i sine 20 år som landeansvarlig i ADRA Danmark. Otte spørgsmål. Otte svar!
Du ved noget om udviklingsarbejde efter så mange år i branchen. Hvad har været din vigtigste læring?
”Jeg havde selvfølgelig fra start en fornemmelse af at stå over for mange udækkede behov, der handlede om fattigdom, sundhed og oplysning. Min tanke var, at med de rigtige projekter kunne udfordringerne løses relativt hurtigt. Man lærer dog, at problemerne er mere komplekse end som så, og at bæredygtige og dermed vedvarende ændringer tager tid og kræver mange forskellige tiltag.
Jeg har mødt mange i felten, der ønsker at få ændret deres liv, så dagen i morgen bliver anderledes. I dialogen med dem er det vigtigt, at jeg giver dem anledning til at reflektere: ”Er der noget, du selv kan gøre anderledes?”
Jeg opfatter de mennesker, jeg arbejder med, som folk med ressourcer og potentiale, men for hvem lovgivning, magtbalancer og køn kan være udslagsgivende.
Jeg kan og skal ikke ændre mennesker, men i stedet animere dem til at tage ejerskab over egen udvikling. Eksempelvis ved at sikre, at de får adgang til den nødvendige viden og udvikler færdigheder, der hjælper dem til selv at identificere løsningerne på deres problemer. En vigtig faktor for udvikling og forbedringer er refleksion over og opgør med hæmmende faktorer så som kønsdiskrimination og uhensigtsmæssige traditioner.
Du er uddannet skolelærer og har tidligere arbejdet som sådan. Hvorfor fandt du på at søge job i NGO-verdenen?
”Efter at have fungeret som henholdsvis skolelærer og skoleleder gennem tilsammen 21 år, blev jeg kontaktet af den daværende generalsekretær i ADRA Danmark, hvis børn gik på min skole.
Jeg fik tilbud om at blive del af et evalueringsteam på et uddannelsesprojekt i Uganda. Organisationen havde brug for en udefra med specialfaglig viden om pædagogik og skoleadministration.
Efter en tur på to uger i Uganda var jeg dybt inspireret. Jeg havde set, hvor stor forskel der var på mulighederne for mine egne børn, der gik i skole på det tidspunkt, og på de ugandiske børns muligheder, på trods af samme intellektuelle potentiale.
Det potentiale ville jeg med glæde hjælpe dem til at kunne udfolde, og da en stilling blev oprettet for en kandidat med min baggrund, fik jeg den.
Senere tog jeg en master i International Udvikling over fire år, mens jeg arbejdede i ADRA.”
I hvor mange lande har du haft ansvar for ADRA-projekter?
”Som programmedarbejder har jeg haft ansvar for vores projekter i Kosovo, Uganda, Sydsudan, Malawi og Burundi. I førstnævnte land deltog vi i genopbygningen af skolerne og arbejdede på at styrke lærernes pædagogiske evner. Snart får jeg ansvar for vores kommende projekter i Tanzania.”
Hvad har været dit speciale?
”I begyndelsen var det blandt andet at sikre, at uddannelseselementerne i vores projekter var relevante og blev gennemført rigtigt. Tillige at styrke de pædagogiske metoder i skolerne, som ofte mangler uddannede lærere med forståelse for eleverne. I dag arbejder jeg med andet end uddannelsesprojekter, da vores fokus ikke længere er sektororienteret.”
Fortæl om den vildeste oplevelse, du har haft som ADRA-medarbejder?
”Det er svært at pege på efter 20 år, for der har været så mange. Men jeg kan prøve at give et par udpluk fra en tur med mange vilde oplevelser. Den fandt sted i foråret 2001, så jeg havde altså kun været i branchen i knap et år.
Vi arbejdede med uddannelses- og sundhedsprojekter i det sydlige Sudan. Den langvarige borgerkrig mellem det muslimske Nord og det fortrinsvis kristne Syd var stadig i gang. Jeg fik en invitation fra Mellemfolkeligt Samvirke til en konference i ”Sydsudan”, som vi kaldte det, selvom det var politisk ukorrekt, da landet stadig var en del af Sudan.
Konferencens vigtigste deltagere var lokale sydsudanesiske organisationer og politikere. Mange af disse levede i eksil i Uganda og Kenya, hvorfra de dels støttede det humanitære arbejde, men også var en del af oppositionen.
Der var ikke megen information i invitationen. Jeg skulle møde op på et bestemt klokkeslæt om morgenen udenfor indenrigsterminalen i lufthavnen i Nairobi. Af hensyn til sikkerheden var det en hemmelighed, hvor vi skulle hen. Regeringen i Nord foretog daglige overflyvninger og bombninger af landsbyer i det sydlige Sudan, så de skulle jo helst ikke vide, hvor væsentlige repræsentanter fra oppositionen skulle mødes i landet og hvornår.
Flyveren var en gammel to-motors maskine, som sikkert havde sine bedste dage i 50erne, men nu sled de sidste kræfter op i chartertransport af mennesker og gods i mere eller mindre sikre østafrikanske lande. Derfor var det med en vis usikkerhed, at jeg gik eller rettere klatrede op i flyveren. Der var nemlig ikke tale om en landgangstrappe, men om en stige. Sæderne var nedslidte, og ville sikkerhedsbæltet mon virke i tilfælde af…?
Cirka midt i flyet delte et net kabinen op. Passagererne sad i den forreste del. Bag nettet blev der fyldt op med pakker og bagage og efterhånden også i midtergangen mellem vores sæder. Jeg måtte hurtigt fortrænge tanken om konsekvenserne af en hård opbremsning på landingsbanen.
Da vi var kommet i luften, satte piloten, der bar amerikanerkasket og cowboystøvler, sin ene fod op i vinduet, og cockpittet blev efterhånden fyldt af røgen fra hans cigaretter.
Først nu blev vi informeret om, at flyvningen ikke som de fleste humanitære flyvninger var godkendt af de sudanesiske myndigheder. Vi fløj lavt, fordi flyet ikke var udstyret med en trykkabine, så nu var vi et nemt mål for de russiske militærfly af typen Antonov; en model, som det sudanesiske styre anvendte. Jeg forsøgte at berolige mig selv med, at Sudan på det tidspunkt var Afrikas største land, så måske ville vores gamle overbelæssede fly alligevel ikke blive opdaget. Da vi endelig landede i Rumbeck på en jordbane ryddet for græs, åndede vi lettet op.
En anden episode skete på andendagen. Midt i en intens diskussion i den store deltagergruppe, blev der pludselig råbt op ude på gaden. Mange styrtede til vinduet, og alle blev stille. Et fly nærmede sig. De lokale kendte lyden fra en Antonov.
Flyene kom næsten hver dag på vej fra Khartoum med forsyninger til de byer, som regeringen i Nord havde kontrol over i det sydlige område, men som var belejret af oppositionsstyrker. De bragte også nogle gange bomber. Var Rumbeck målet denne gang, eller ville den flyve forbi?
Efter de fem minutter det tog, før flyet havde passeret, åndede jeg endnu engang lettet op. Nu satte folk sig ned igen, mens de udvekslede muntre bemærkninger. Ikke fordi de syntes, det var sjovt, men mere som en menneskelig reaktion, som for at fortrænge den konstante tilstand af stress, som befolkningen levede med.”
Har du aldrig overvejet at få stillet en karrieremæssig nysgerrighed i andre hjælpeorganisationer?
”Som medlem af Adventistkirken har det været helt naturligt for mig at arbejde i den organisation, som er udsprunget af kirken, og hvis værdier jeg deler.”
Har branchen ændret sig gennem 20 år?
”Antallet af kriser i verden er steget, og de er blevet længerevarende. Oftest menneskeskabte, men også i stigende grad relateret til klimaforandringer.
For ADRA Danmark var fokus tidligere at levere ydelser, såsom mad, skoler og hospitaler, mens vi i dag lægger stor vægt på at gøre folk i stand til at træffe beslutninger, som forandrer deres liv. Det gælder både i humanitære kriser og i det langvarige udviklingsarbejde.
Nu styrker vi lokalbefolkningers muligheder for at tale deres sag. ADRA oplever, at de derfor jævnligt lykkes med at få egne myndigheder til at leve op til deres ansvar gennem investering i bedre og lige adgang til sociale ydelser, herunder uddannelse, sundhedsservice, rent vand og beskyttelse mod overgreb og undertrykkelse.
Der er også sket ændringer i vilkårene for hjælpeorganisationer. På godt og ondt. Donorer stiller heldigvis større professionelle krav til den bistand, der gives. Omvendt kan den konstante jagt på dokumentation tvinge en organisation til at tilrettelægge projekter efter, hvad der sikrer let målbare resultater. Ofte på bekostning af programmer, der er mere tidskrævende og fordrer ændringer i attitude hos såvel myndigheder som civilbefolkningen.
Jeg oplever desuden, at danskernes motivation for at donere penge til fattige og udsatte har ændret sig. Før gav mange nok i højere grad, fordi man syntes, det var synd for disse mennesker og at behandlingen af dem var urimelig. I dag står denne motivation i kamp med tanken om, at hvis vi giver, undgår vi, at de selvsamme mennesker flygter op til vores breddegrader.”
Hvilke ord vil du give videre til kommende generationer af NGO’ere?
”Du skal have en personlig tro på, at noget kan forandres til det bedre. Du skal ikke være bange for at udfordre de mennesker, som prøver at fastholde deres kontrol over andre ved at modsætte sig forandringer. Det kan være familiefaren, der ikke mener, at børnene behøver at gå i skole, myndighederne, landsbyhøvdingen eller den religiøse leder, som måske fortolker den religiøse skrift udover, hvad den kan bære.
Desuden er det vigtigt, at du ser dig selv som en del af et team og forstår din rolle og betydning som sådan. Du er ikke mere end en lille brik i en proces, hvor mange forskellige faktorer medvirker til forandring.”
