Brev til en nybagt forælder
Udkommet 8. marts 2017
94 sider.
69,95 kr.
Det er en særlig glæde at læse Chimamanda Ngozi Adiches lille personlige bog ”Brev til en nybagt forælder”.
For nogle uger siden skrev kulturredaktør Torben Holleufer en meget fin præsentation af Adichie og hendes forfatterskab. Jeg vil nu dykke lidt dybere ned i et hjørne af forfatterskabet – hendes to essays om feminisme, hvoraf det ene, ”Vi burde alle være feminister”, oprindelig var en tale på platformen TED Talks i 2012. Den kan stadig opleves online, men også læses som pamflet i dansk oversættelse.
Det andet essay – ”Brev til en nybagt forælder” – bygger på et privat brev til Chimamandas barndomsveninde Ijeawele. Veninden havde spurgt om gode råd til at opdrage sin datter, så hun ville blive feminist. Brevet er udgivet i let redigeret form og består af femten forslag.
Min mors drømme
De drømme og håb på vegne af den kommende generation, som Adichie giver udtryk for, er ikke så forskellige fra min egen mors drømme, da jeg var en lille dreng i slutningen af 1960’erne – og i begyndelsen af 1970’erne, hvor min bror også blev født. Min mor var og er ligesom Chimamandas veninde en fantastisk stærk kvinde. De drømme, min mor havde, handlede om, at hendes drenge skulle vokse op og blive fredselskende unge mænd, fordi hun var imod krig. Hendes strategi var, at der blandt vores legetøj ikke måtte være noget, der handlende om krig. Det var en hård kamp, som ikke rigtig lykkedes.
Vi skulle også lære, at der ikke var forskel på piger og drenge. Derfor blev jeg fra tidligt i livet kommanderet i køkkenet hver dag og rengøring var et fællesanliggende lørdag formiddag, der også inkluderede min far, hvis nogen skulle være i tvivl.. På dette punkt har min mor virkelig sejret. Når familien i dag samles til større begivenheder, og der skal gøres rent dagen efter, opstår der en kollektiv hvirvelvind på tværs af generationer og køn.
Min mor ville også gerne have, at jeg voksede op sund og rask, og derfor var alt slik og søde sager bandlyst. I hvert fald i nogle år indtil projektet brød sammen på grund af ydre pres og andre omstændigheder.
Min mor havde også mange andre drømme på mine vegne, hvoraf nogle måske er gået i opfyldelse.
Gode råd til en veninde
Det er måske ikke så meget Adichie’s konkrete råd til sin veninde, som er det interessante, men derimod den måde, hun formulerer dem på. Det handler ikke om konkrete ting eller specifikke værdier, men mange af de gode råd handler om at give den lille pige mod på livet og gøre hende stolt af, at være den hun er. Derudover cirkulerer mange af hendes råd om at give pigen redskaber til at få de bedste kvaliteter frem i sig selv og til at værne sig mod mange af de ting, som kvinder ellers føler sig tynget af eller tvunget til at gøre eller leve op til. Altid ledsaget af personlige eksempler fra enten Chimamandas eget liv eller ting andre mennesker har fortalt hende om deres liv.
Det er den oprigtighed og intimitet, der gør hendes femten råd til en nybagt mor særlig interessante og vedkommende.
Et af de gode råd er, at Ijeawele skal lære sin datter IKKE at være sød, men derimod venlig. Adichie siger, at den alvorlige konsekvens af at ville være sød er, at mange piger tænker på ikke at såre den, der gør dem ondt. Det mener hun har som konsekvens, at ”vi har en verden fuld af kvinder, der ikke kan stå med oprejst pande, fordi de er blevet hjernevasket til at slå knuder på sig selv for at virke søde”.
Det sidste forslag hedder kort og godt at fortælle datteren om forskellighed og gøre forskellighed til det almindelige. Adichie slutter brevet med at sige, at ”den eneste nødvendige form for ydmyghed er: erkendelsen af, at forskellighed er normalt”.
Til de mere eksplicit klassiske feministiske forslag hører den bramfrie udtalelse om, at hun skal lære sin datter, at kønsroller er noget vrøvl. Det betyder, at Chizalum (som er pigens navn) aldrig skal tvinges til at acceptere at gøre bestemte ting, fordi hun er pige eller opføre sig på særlige måde, endsige gå i tøj med en bestemt farve begrundet i hendes køn. Et andet sted advarer Adichie imod den ”udvandede feminisme”. Lighed mellem kønnene kan ikke gradbøjes. Adichie sammenligner det med at være gravid; enten er du det, eller også er du det ikke.
Flodens udløb i havet
Måske skulle jeg bare gå til kildens udspring. Til kvinden ved min side. At hun er ved siden af mig er måske nok en tilsnigelse, for det meste af tiden er vi adskilt af titusinder af kilometer. Hun har selv en datter på nu næsten femten. Datteren er ikke min, selvom om jeg godt kunne ønske, hun var. Derfor kan jeg med sikkerhed sige, at jeg intet har med sagen at gøre. Den unge dame er helt min elskede kærestes egen fortjeneste.
I en af vores utallige whatsapp-samtaler fortæller jeg hende om Adichies lille bog. Det gjorde jeg også dagen i forvejen, men det har jeg glemt, eller også er det mit forsøg på at finde noget opløftende at tale om. Jeg spørger hende, hvad hun selv har gjort og tænkt i opdragelsen af sin datter. Hun svarer med et eksempel, som jeg udmærket husker. For omkring et halvt år siden bekendtgjorde hun for mig, at hun ville begynde at gå i kirke om søndagen igen sammen med sin datter. Det affødte en del morsomheder fra min side, fordi jeg aldrig havde haft fornemmelsen af, at de nogensinde gik i kirke.
Der var en helt bestemt anledning. Datteren havde udvist nogle tegn på dårlig opførsel, eller også var hun bare kommet i dårligt selskab og derved bevæget sig i en forkert retning. Det var kirken og ikke hverken skældud eller straf, der var svaret, men ikke kirken i religiøs forstand, derimod kirkens sociale cirkler.
Imens hun taler om kirken, kommer jeg i tanke om, at det er sådan det er hele tiden. Hun sætter konstant sin datter i situationer med andre mennesker, som alle sammen spiller en opdragende funktion, mens hun læner sig tilbage og smiler. Det er ikke fordi hun ikke gør noget selv, for det gør hun helt bestemt, men hun har for længe siden fundet ud af, at det at opdrage sin pige er ikke noget hun kan gøre alene. Derfor har familiemedlemmer, venner og veninder fået tildelt en rolle at spille i datterens liv, som de alle sammen tager meget alvorligt. Hver gang de kommer på besøg, udfører de en kortere eller længere opdragelsessekvens med pigen, som var de en ekstra mor på deltid eller ældre søskende.
Også min elskedes lillebror spiller sin rolle. Som en af de få mænd i miles omkreds giver han pigen faderligt modspil under opvasken. Det handler egentlig ikke om opvasken, for der er ansat en dame i huset til at udføre de huslige pligter, men en opvask har nogle gange en dybere mening. Jeg har også fået tildelt en rolle at spille i pigens opdragelse, men jeg er ikke sikker på, hvor godt jeg udfylder min funktion, men jeg er nok også ankommet lige lovligt sent til at kunne gøre den store forskel.
Tidens betydning
Forskellen på min mor og Chimamanda er nok, at min mor opdragede mig på det tidspunkt i 1960-70erne, hvor de troede, at verden kunne forandres på et øjeblik, og de kunne kontrollere, hvad der kom til at ske. Derimod har Chimamandas generation lært lektien, at det ikke er så enkelt. Min egen kære elskede ved Det Indiske Ocean langt mod syd har den opfattelse, at hun ikke kan klare det alene, og derfor beder hun hele tiden andre om hjælp ved at sætte sin datter i konstellationer med andre mennesker, mens hun holder sig i baggrunden.
Adichie fortæller, at hendes venindes reaktion på de femten forslag var, at hun ville prøve – og selv afslører Adichie, at hun efter at være blevet mor også er opsat på at prøve. Ligesom de andre kvinder, jeg nævner, har været og er opsat på at prøve at efterleve gode råd og vejledning. Og de gør deres bedste.
De er alle tynget af tiden og deres egen og deres omgivelsers traumer. Netop tiden er en vigtig faktor, for med tiden ændrer vilkårene sig, vi får andre muligheder, men det sker ikke af sig selv.
Her er litteraturen væsentlig, fordi det er her, vi fortæller hinanden, hvad vi drømmer om. Måske er det i et brev til en veninde, at litteraturen begynder? Det er her jeg er helt ærlig. Jeg er konkret. Min henvendelse vedrører kun et bestemt andet menneske. Jeg flyder over med gode ønsker og kærlighed. Vi befinder os et intimt og skrøbeligt sted, hvor jeg ikke ønsker at opnå noget på bekostning af andre.
Brevet er ellers noget vi har glemt, men måske vender det tilbage? Med de seneste årtiers teknologi skriver vi ikke længere breve, men vi sender beskeder, der kun meget sjældent begynder med et ”kære” eller slutter med ”venlig hilsen”, fordi jeg allerede ved, hvem du er. I vores beskeder er der ingen drømme. De er golde meddelelser af simpel information – og meget ofte end ikke skrevet af afsenderen selv og sendt til mange flere, et resultat af virale kredsløb.
Derfor er det en særlig glæde at læse Adiches lille personlige bog, som der forhåbentlig kommer mange flere af – ikke kun skrevet af Adiche selv, men mange andre af denne verdens digtere og forfattere, hvis erhverv aldrig kommer i krise, fordi teksterne er immune overfor smittefare.
