Jens Bjerre er død i en alder af 98 år.
Hermed sluttede et liv, som handlede om at tage verden ind og formidle den. Han var en tid formand for Eventyrernes Klub og blev især berømt for sine unikke dokumentarfilm, hvor hidtil ukendte og for de fleste meget eksotiske kulturer blev formidlet gennem grundig research, hvorefter publikum over hele verden kunne møde filmmanden selv og se filmene.
For generationer var Jens Bjerre lig med de folk, han introducerede, hvad enten det var San- eller O’Kung-buskmænd fra Kalahari-ørkenen, tibetanske munke og gurkhakrigere på Verdens tag eller kannibaler i Indonesien og Papua Ny Guinea. Den danske filmmand var draget mod fjerne hjørner, og han modtog i sin karriere mange priser for film, som blev legendariske.
Jens Bjerre blev født i Skive i 1921 som søn af det bedre borgerskab. Som så mange andre på den tid blev han fascineret af Knud Rasmussen og dennes formidling af sine ture med slæde og hundespand i de arktiske egne. Snart kunne de lokale se en meget ung Jens Bjerre tage den gennem snedriverne med kælk og skovl. I sin fantasi var han på farten hen over indlandsisen.
Jens Bjerre ville være journalist, og i 1930’erne havde enhver provinsby af en vis størrelse fire lokalaviser, der repræsenterede de fire store partier. Så han startede med at hænge ud i den lokale borgerforening, hvor københavneraviserne lå på læsesalen, og hvor ville høre lokalsladder, som – hvis den var konkret nok – kunne sælges videre til lokalaviserne. Når bølgerne gik højt, gav de 25 øre for en nyhed.
Han blev rigtig journalist på blandt andet Kolding Folkeblad, men så kom 2. verdenskrig. Da Danmark blev besat, var Jens Bjerre 19 år gammel. Han flyttede til København, hvor han blev politisk redaktør på det daværende dagblad, Aftenbladet, i 1943.
Samtidig blev han medlem af sabotagegruppen BOPA og kastede sig ind i modstandskampen. Det lykkedes ham at klare sig gennem krigen uden at blive arresteret, og efter befrielsen fortsatte han endnu et par år på Aftenbladet.
Kalahari kaldte
Efter krigen opstod der mulighed for at komme uden for Danmark, og på sine rejser mødte han en anden journalist, som gav ham den idé at tage til fjerne egne og siden turnere som foredragsholder.
I 1947 befandt han sig i Sydafrika, hvor en god ven var i en position, så han kunne give Jens Bjerre et kort til ubegrænset rejse med tog i hele det sydlige Afrika. Han fik også mulighed for at låne et primitivt filmkamera.
Jens Bjerre havde fået den idé, at han ville opleve de såkaldte San-buskmænd – også kaldet Khoi-San – som er Afrikas ældste kultur af jægere og samlere. De holder til midt i Kalahari-ørkenen i det, der i dag dækker cirka 70 procent af Botswana, dele af Zimbabwe, Namibia og den nordvestlige Kap-provins i Sydafrika.
Da Bjerre skulle dertil, måtte han alliere sig med lokale missionærer, der kendte området, som endnu ikke var kortlagt. Hvad man kendte til, var et bestemt træ, der havde rødder, der var lange nok til at nå grundvand. Det eneste træ i flere hundrede kilometers omkreds.
Så dér dukkede de op med to biler, for brød den ene sammen, havde man den anden til at komme tilbage.
Tolken sagde, at nu skulle de bare vente og være helt stille, for buskmændene holdt til i området.
Som Jens Bjerre berettede i et interview med tvstationen TV2/Midtvest:
”Vi så deres hoveder komme nærmere, mens de var skjult i det høje gule græs. De var rundt om os. Vores tolk råbte mod dem og viste dem de gaver, vi havde taget med til dem. De langsomt op mod os, og jeg troede, at de ville kaste sig over gaverne, men det gjorde de ikke. Så sagde missionæren, at jeg først skulle tage gaverne i mine hænder og give dem til dem, hvor efter jeg tog noget af det tobak, vi havde med og gav til dem, men de satte sig blot rundt om os, og dem, jeg gav tobakken til, tog det ikke til sig selv, men gav det omgående til de andre. Hvorefter missionæren sagde at ’det er jo civiliserede mennesker. De rager ikke til sig, de deler med hinanden. Det er derfor, de har kunnet overleve.’ Og så lige pludselig begyndte de helt spontant at danse i rundkreds, mens de sang. Så sagde tolken, at ’de er så glade for, at de ikke behøver at være bange for os, så derfor synger de.’ Da jeg så dem, gjorde det et så stærkt indtryk på mig, at det ændrede min karriere!”
Lige dér besluttede Jens Bjerre, at han ville vende tilbage og lave en film om buskmændene i Kalahari-ørkenen.
Verdensberømt eventyrer
Han havde skudt en hel masse film i sort-hvid og også fået unikke sekvenser fra det øvrige Sydafrika, og på vej til København tog han inden om London. Her viste han sine optagelser fra Kalahari for Royal Geographical Society i London, som flippede totalt ud og gjorde ham til Fellow, altså medlem af klubben.
De fik ham også til at sætte en film sammen, som han herefter turnerede med, og som gav meget omtale. Så i stedet for at tage tilbage til Kalahari fik han adskillige opgaver, som inkluderede en tur fra Cairo til Afrikas sydspids i 1949, og i 1951 var han i Nepal og lave sin berømte film om Verdens Tag.
Han var på den tid allerede en stjerne, som turnerede rundt i landets forsamlingshuse, når han var hjemme.
Først i 1959 vendte han tilbage til Kalahari. Her opholdt sig i mange uger og filmede O’Kung-stammen i en unik film, som denne gang var i farver. Rejsen skete i samarbejde med både Royal Geographic Society og Nationalmuseet i København.
Nu var han for alvor berømt og holdt foredrag over hele verden, ikke mindst i USA, hvor han var et tilløbsstykke på de store universiteter som Harvard, Yale og Stanford og hos National Geographic i Washington.
I en tid, hvor man hyldede de berejste, var Jens Bjerre nærmest i samme liga som norske Thor Heyerdahl (1914-2002) og hans Kon-Tiki-ekspedition i 1947. Men danskeren var mere end en berejst popstjerne.
Hans ekspeditioner var videnskabeligt redelige, og han kortlagde blandt andet ukendte dele af Ny Guinea for den australske regering. Andre bedrifter inkluderede Københavns Universitets store Stillehavsekspedition i 1961-62, som han var leder for.
Alt sammen blev selvfølgelig dokumenteret.
Et år hos nomadefolk
Udover hans rejser til Afrika var særligt hans interesse for det oprindelige folk i den nordlige del af Australien, aboriginalerne, velkendt.
I midten af 1960’erne tilbragte Jens Bjerre et helt år sammen med det nomadiske folk og gav verden en indsigt, der var unik. Han kom til at vende tilbage igen og igen, og i 1978 kom der en film om dem kaldet ”Atomtidens stenalderfolk – Australiens aboriginals”.
Jens Bjerre fortsatte med at formidle og skrev blandt andet en række bøger om sit rige liv. Selv i sit lange otium var han til rådighed – nu som nestor for de mange, der ønskede at følge i fodsporene på manden, der selv havde været inspireret af Knud Rasmussen. De kunne finde ham som et livfuldt midtpunkt i Eventyrernes Klub, ligesom han vedblev med at skrive og formidle fra et liv, der på alle måder var grænseløst.
Da Jens Bjerres forbillede, Knud Rasmussen, døde i 1933, skrev Tom Kristensen sit berømte mindedigt med ordene “Det er Knud, der er død”.
Blandt alle berejste og ikke mindst i Eventyrernes Klub tænktes samme tanke, da nyheden kom den 17. februar 2020, så med respekt kommer det også herfra:
Det er Jens, der er død.
Æret være hans minde.
