Udlandsliv – Når det fremmede bliver hverdag
I serien “Udlandsliv” tager Globalnyt fat på livet som udstationeret dansker.
Vi lader tidligere og nuværende udstationerede føre ordet, når vi dykker ned i de gråzoner og dilemmaer, som kan opstå i mødet med en fremmed kultur: Hvordan forbereder man sine børn på at være væk hjemmefra? Skal man have en kontrakt med hushjælpen? Er det nødvendigt med havemand og kok? Er det naturligt at blive venner med de andre udsendte? Og passer mærkaten ‘privilegeret migrant’? “Udlandsliv” sætter fokus på disse forhold og mange flere.
Oversigt over alle artikler i serien
Kan man forberede sig på en udstationering?
Hvad gør du, når havemanden ser fjernsyn i stedet for at klippe hæk?
Som udstationeret bliver du modtaget med åbne arme
“Jeg har aldrig haft en hushjælp, som ikke stjal fra mig”
“Jeg har opbygget et skjold af kynisme”
“Det er utrolig u-eksotisk at komme hjem til Danmark”
Lider danskere af privilegie-blindhed? (skribenternes kommentar)
“Grunden til at jeg ikke har svaret er, at jeg har måttet tænke mig lidt om. Jeg må indrømme, at jeg ikke er vild med vinklen i fht. at ”tilhøre overklassen” og at det er hårdt for os at have folk i huset osv. Sådan har jeg aldrig selv oplevet det, og jeg kan ikke se mig selv i en artikel med den vinkel.”
Sådan lød det umiddelbare svar fra en af dem, vi tog kontakt til i forbindelse med artikelserien “Udlandsliv”, der i de seneste uger er blevet bragt i Globalnyt.
“Udlandsliv” tager udgangspunkt i en Ph.D. af forsker Sanna Schliewe, som har undersøgt, hvilke psykologiske dynamikker der opstår, når danskere ansætter hushjælp under en udstationering i New Delhi. Da vi under interviewet med Sanna Schliewe fortalte, at mange af vores kilder ikke forstod sig selv som privilegerede migranter (en betegnelse der dækker over vesterlændinge, der rejser fra nord til syd og i den forbindelse opnår en økonomisk fordel), blev hun overrasket. Hendes umiddelbare gæt på, hvorfor det forholdt sig sådan, var, at vi har præsenteret vinklen på en måde, der har fået kilderne til straks at hæve paraderne. De vil ikke associeres med en dekadent livsstil, for de blev ikke udstationeret for at leve det gode, henslængte liv, men for at udføre et stykke vigtigt arbejde. En sammenkobling, der er nem at forstå.
Vi har grebet i egen barm og spurgt os selv, om vi fremlagde vores projekt på en måde der kunne misforstås, når vi kontaktede mulige kilder. Måske skulle vi ikke have skrevet “overklasse”. Men på den anden side ER udstationerede danskere jo overklasse, i hvert fald set i forhold til størstedelen af befolkningen i et udviklingsland.
Egne erfaringer
Idéen til artikelserien udsprang fra vores ansvarshavende redaktør, Peter Tygesen, der efter adskillige år bosat i Zimbabwe og Sydafrika har oplevet, hvordan livet som udstationeret vesterlænding i et udviklingsland kan byde på mange etiske dilemmaer samt svære konfrontationer med ens selvbillede: Hvad gør man for eksempel, hvis havemanden tæsker sin kone? Hvem står til ansvar?
Vi har også selv erfaret, hvor ambivalent det kan være, at gebærde sig i et udviklingsland. Som 20-årig rejste Siri til en lille nepalesisk landsby, hvor hun skulle undervise landsbyskolens engelsklærere i at blive bedre til engelsk. Opholdet, der varede tre måneder, bød på mange konfrontationer med den idealistiske sabbatårsrejsendes verdensforestilling. Hun boede hos en lokal familie med to børn, og blev undervejs ven med den 9-årige nabopige, som hver dag kom forbi for at hente vand ved brønden. Nabopigen var også elev på den lokale skole, hvor hun brillerede som en af de dygtigste. Hun kom fra en af byens fattigste familier, og Siri fik fortalt, at familien ikke kunne betale for hendes videre skolegang efter udgangen af tredje klasse. Her opstod et dilemma: Skulle Siri betale for nabopigens videre skolegang? Hvilket signal ville det sende til resten af landsbyen, at Siri havde udvalgt én, når så mange andre børn også havde brug for økonomisk støtte?
Siri valgte på mange måder den nemme løsning, nemlig at gøre ingenting. Siden har oplevelsen affødt mange overvejelser: Den lille økonomiske håndsrækning havde haft afgørende betydning for pigens videre muligheder i livet – samtidig havde det blot været en dråbe i havet. Fem år efter er Siri stadig i tvivl om, hvad hun skulle have gjort. I dag havde hun nok hjulpet pigen, men det havde blot resulteret i en række nye problematikker: Hvornår skulle støtten ophøre? Hvad med pigens lillebror, der ligeledes manglede skolepenge?
Hvilket ansvar har man, når man som privilegeret opholder sig i et fattigt land, hvor ens pengepung, hvor lille den end kan føles i hjemlig sammenhæng, er langt tungere end størstedelen af landets befolknings? Siri forsøgte som 20-årig idealist at gøre godt, men dilemmaet med den ene fattige pige i forhold til mængden var åbenlyst. Som et menneske født i Vesten, som en ung sjæl der har økonomisk råderum og frihed til at rejse ud, er det afgørende, at man bevarer en bevidsthed om de privilegier, der fordrer den mulighed.
De mange kilder vi har talt med i “Udlandsliv” er velberejste og velreflekterede. Langt hen ad vejen ved de også godt, at de er privilegerede. Alligevel oplevede vi gentagne gange kommentarer i tråd med det indledende citat. Der hersker en frygt for at fremstå privilegeret, usolidarisk og naiv. Stereotypen om den klassiske ‘expat’, der sipper gin og tonic’s ved poolen, mens hushjælpen reder seng og vander blomster, barnepigen passer børnene og chaufføren venter tålmodigt bag rattet, var ikke en figur vores kilder ville genkende sig selv i. Vi kan ikke vide, hvordan vores kilder har levet under deres udstationeringer, men det overraskede os, at så få omtalte den privilegerede status som noget særligt, eller noget, der gav dem anfægtelser.
Privilegieblind?
Formålet med artikelserien var aldrig at hænge nogen ud, men at belyse de gråzoner, vi troede, alle der har rejst og boet i udviklingslande har mødt – hvad end det er som backpacker, diplomat eller NGO-repræsentant. Derfor blev vi overraskede over den modstand, som flere af vores kilder umiddelbart følte mod projektet. At det hovedsageligt var dem magtpåliggende at understrege, at de ikke tilhørte overklassen, fordi de lokale rige er langt rigere end dem. At de havde lavet klare aftaler med hushjælpen og derfor ikke oplevede det som svært og ambivalent at være arbejdsgiver i eget hjem.
Den danske ordbog definerer det at være ‘privilegieblind’, som én der ikke er bevidst om sin egen privilegerede situation og det forhold, at den ikke er alle forundt. Vores kilder ved godt, at de er privilegerede. De ved også godt, at de kun midlertidigt har ansatte, som vasker deres underbukser og klipper deres hæk. Netop denne midlertidighed betragter forskeren Sanna Schliewe som en forsvarsmekanisme mange udstationerede anvender, fordi de ikke forbinder den luksuriøse tilværelse med sig selv. Poolen, firhjulstrækkeren og de øvrige håndfaste privilegier er midlertidige goder. Derfor kan de godt legitimeres for en stund.
Hvorvidt nogle af vores kilder er privilegieblinde, skal vi ikke bedømme. Måske kan de nærmere betegnes som privilegie-udfordrede. Ligesom vi selv husker det fra sabbatårs rundrejsen i Asien, og Peter Tygesen husker fra sit liv i Zimbabwe. Det er svært at navigere i et land, hvor man har så meget mere end alle andre. Det udstiller en komplet absurditet, at vi er født så privilegerede, at man på mange måder kan føle sig magtesløs over sin egen velstillede position. Det var tvivlen, gråzonerne og den konstante ambivalens over egen status i en verden, hvor man ikke kan komme uden om, at vi har mere end mange andre, som dannede fundamentet til den undren, hvormed vi har forsøgt at skabe “Udlandsliv”.
