Ibra
Kunstner: Eneida Marta
Titel: Ibra
Udgivet af: ALG Eventos
Der er tale om en genkomst. Tilbage i nullerne dukkede en fin og ny sangerinde op med baggrund i det diminutive vestafrikanske land Guinea-Bissau.
Eneida Marta var oprindelig eksponent for den lokale Gumbe-stil, hvor stærk vokal står overfor et rytmetæppe af trommer og kalabas, men tog så springet til studierne i Lissabon, for hendes hjemland havde fortsat nære kulturelle bånd til de tidligere portugisiske koloniherrer, hvor hun så kunne komme ind på en spændende scene, der også omfattede samlingen af øer i Atlanterhavet mod vest, nemlig Kap Verde. Og hun delte oven i købet nogle af de samme inspirationer i form af kreolsk morna-stil, altså musik der pegede over oceanet mod Brasilien, men også med en unik tristesse, der med den rette stemme er aldeles dragende.
Og en sådan stemme havde Eneida Marta også, men måtte vente yderligere et årti inden der kom hul igennem. Her var portugisiske fado-stjerner som Mariza for længst ved at skabe en ny stil, der med skæven til mainstreampop gjorde den lokale stil mindre “sær” og derfor mere forståelig for et bredt publikum hinsides det portugisiske sprogområde. Så efter først den fine Nha Sunhu i 2015 er tiden kommet til den helt friske Ibra, der lige er gået ind på 12. plads på den europæiske top-20-hitliste for verdensmusik.
Det er en dampende popplade, hvor der vist er blevet skævet kraftigt til iberiske stjerner som verdensnavnet Rosalía, som helt har ændret dagsordenen for musik med afsæt i flamenco og beslægtede former. Jeg er vild med Rosalía, som er en af tidens åbenbaringer og viste det på Roskilde Festival i sommer, og jeg er også ret vild med det seriøst gennemarbejdede album, Eneida Marta her har lavet.
Snert af moderne flamenco
Ibra er et af den slags album, der besætter og indbyder til at sætte på repeat. Man kommer virkelig rundt i stilarterne, men hele tiden med en særlig identitet, som er troværdig. Tung tristesse lægger fra land og fortællende portugisisk fado-guitar, mens Eneida Marta synes besluttet på at krænge tung følelse ud. Slet ikke underspillet og tilbageholdt, som ofte er normen i fado. Så med ét er det slut og et forår af lyse toner og funky omgang med djembe og sangen Kargu Garandi giver os en herlig snert af Afrika. Ligesom vi begynder at få sødmefulde smagsprøver på noget af det, der gør pladen så god, nemlig de fabelagtige kor, der smyger sig omkring Eneida Martas udsagn.
En anden sang der virkelig rammer mig er Amor, hvor Eneida synger frækt jazzet på et tæppe af ska, der vugger af sted hjulpet af sprød guitar og en underskov af let perkussion. Hvorefter der kommer en flamenco-tyngde, hvor inspirationen fra Rosalía er tydelig, men Eneida Marta kan bære det og gøre formen til sin egen.
Jeg er også vild med det æggende drive i den veloplagte Dur Di Kutubel, der ender med at danse derudaf på et voldsomt insisterende kor, der som med alting Eneida Marta står for er meget gennemarbejdet. Endelig er der den flotte Homis Di Gossi, der som mange af sangene folder lag efter lag ud og ikke nøjes med at være entydig.
Det er en skive, hvor dansen driver gækken løs og udløser en fest af en plade, der giver lyst til snart at opleve Eneida Marta live.
Hør dette gnistrende postkort fra Lissabon med rødder i Vestafrika.
