Udlandsliv – Når det fremmede bliver hverdag
I serien “Udlandsliv” tager Globalnyt fat på livet som udstationeret dansker.
Vi lader tidligere og nuværende udstationerede føre ordet, når vi dykker ned i de gråzoner og dilemmaer, som kan opstå i mødet med en fremmed kultur: Hvordan forbereder man sine børn på at være væk hjemmefra? Skal man have en kontrakt med hushjælpen? Er det nødvendigt med havemand og kok? Er det naturligt at blive venner med de andre udsendte? Og passer mærkaten ‘privilegeret migrant’? “Udlandsliv” sætter fokus på disse forhold og mange flere.
Oversigt over alle artikler i serien
Kan man forberede sig på en udstationering?
Hvad gør du, når havemanden ser fjernsyn i stedet for at klippe hæk?
Som udstationeret bliver du modtaget med åbne arme
“Jeg har aldrig haft en hushjælp, som ikke stjal fra mig”
“Jeg har opbygget et skjold af kynisme”
“Det er utrolig u-eksotisk at komme hjem til Danmark”
Lider danskere af privilegie-blindhed? (skribenternes kommentar)
“Der er altid nogen, der har et eller andet problem i en afrikansk kontekst. Og derfor står man konstant i et dilemma: Skal jeg gøre noget, og er det overhovedet mit problem?” siger Mikkel Rytter, der siden 2008 og frem til i dag har boet i flere forskellige afrikanske lande.
“På et tidspunkt kom min nabo og fortalte, at han ikke længere havde råd til at sende sine børn i skole, så jeg lånte ham selvfølgelig nogle penge. Dagen efter var ham og familien flyttet.”
Mikkel Rytter oplevede ofte at blive snydt, og han begyndte derfor at opbygge en mistro og skepsis over for folk, som spurgte om penge. Det fik ham til at skrive et Facebook-opslag i 2012, hvor han gav udtryk for den frustration, han havde ophobet under sin udstationering i Zimbabwe:
“I have heard a number of stories by now. Some having to do with money for fuel or money for school fees but mostly they are about sickness, death, funerals etc. I hate that I have become almost completely numb to anyone asking me for help with matters having to do with hospitals, sickness or death because I suspect that in 99% of the cases I am being lied to. But what I find is even more sad is that maybe one day when somebody really needs help, I will not help.”
I dag står Mikkel Rytter stadig ved sine ord. Hans tid i Zimbabwe bød på mange svære dilemmaer, og han fortæller, hvordan han med tiden opbyggede et skjold af kynisme over for den ulighed og fattigdom, som hver dag mødte ham.
“Jeg blev indlemmet i et hierarki, hvorfra det var svært at bevare respekt for de mennesker, som bad om hjælp. Jeg blev irriteret og frustreret, selvom jeg udemærket godt ved, at de ikke har de samme ressourcer eller det samme uddannelsesniveau som mig,” siger han.
Privilegeret migrant
Rejsen fra nord til syd indebærer for de fleste udstationerede et større økonomisk råderum samt et løft til højere sociale lag. Denne tilstand kalder psykolog Sanna Schliewe “privilegeret migrant”. Hun har forsket i de psykologiske dynamikker, der opstår, når danskere for eksempel ansætter hushjælp under en udstationering.
“Alle der rejser til udviklingslande og opnår en økonomisk fordel, forstår jeg som privilegerede migranter, hvad enten det er som backpacker eller i forbindelse med arbejde. Man får nogle andre muligheder, fordi man er bedre økonomisk stillet,” forklarer hun.
Ifølge Sanna Schliewe er der et væld af dilemmaer forbundet med at være privilegeret migrant. Udover at skulle vænne sig til en fremmed kultur og et fremmed sprog skal man også vænne sig til en ny social virkelighed, hvor man har en højere økonomisk og social status end størstedelen af den resterende befolkning.
“Det kan udfordre forestillingen om at være ‘et godt menneske’,” forklarer Sanna Schliewe, der har oplevet, at mange udstationerede vægrer sig mod at erkende deres privilegium:
“Forestillingen om at udstationerede er rige vesterlændinge i topposter, som lever en overdådig tilværelse, hvor de forsvinder ind i deres egen boble, gør, at de udstationerede ikke vil associeres med denne gruppe. Derfor har selv dem med de højeste topposter ofte en modstand mod at blive betegnet som privilegeret migrant,” siger hun.
Overklasse – eller hvad?
Mange af de udstationerede, Globalnyt har talt med i forbindelse med artikelserien om udlandsliv, mener ikke, at de tilhørte overklassen under deres udstationering i et udviklingsland.
I 2002 flyttede Elsebeth Nørskov Nielsen til Ecuador, fordi hun giftede sig med en ecuadoriansk mand. Hendes nu eksmand tilhørte overklassen i Ecuador, hvilket gav Elsebeth Nørskov Nielsen indblik i en rigdom, hun ikke kendte fra Danmark.
“Der var meget snobberi i overklassemiljøet. Det handlede om, hvem der havde den smarteste Mercedes, og man skulle hele tiden overgå hinanden med materielle goder. Efter vi blev skilt, hentede jeg mine børn i en Aveo, som er en almindelig lille personbil. Det var næsten pinligt at vise mig på mine børns skole i den bil.”
Efter skilsmissen rykker Elsebeth Nørskov Nielsen bevidst tilbage i det, hun betegner som middelklasse.
“Rent mentalt hører jeg til middelklassen. Men der er selvfølgelig langt fra de laveste klasser til middelklassen i et land som Ecuador. Der er en verden til forskel,” forklarer hun, og fortæller, at hendes opvækst i Danmark har gjort, at hun ikke er vant til de store klasseskel, hvorfor hun insisterer på, at hendes børn skal lære andre klasser at kende, selvom de kommer fra overklassemiljøet.
Kirstine Primdal, der har været udstationeret i Zimbabwe fra 2009-2013, fortæller også, at de store klasseskel gør, at man som udstationeret ikke tilhører overklassen:
“Mange tror, at grunden til. at det er svært at blive en del af lokalsamfundet, er at vi er de rige. Men det er vi jo slet ikke i forhold til mange lokale i et land som Zimbabwe. De rige politikeres børn går ofte på samme skole som de udstationeredes børn, men lever et helt andet liv med mange flere penge end os,” siger hun.
Den opfattelse deler Nimbus Poulsen, som flere gange har været udstationeret i Mozambique. Han mener, at man havner i den samme øvre middelklasse, som mange udstationerede i forvejen kommer fra:
“Som udstationeret bliver man ikke en del af overklassen. I samfund med så stor ulighed er der nogle magthavere, som besidder en rigdom, man aldrig kan komme i nærheden af,” siger han.
Hushjælpen er ikke dét, der gør dig privilegeret
Stort hus, stor bil og hushjælp er ifølge Katja Kjar-Levin, der har været udstationeret i Honduras og Cambodja, ikke dét, som gør en til privilegeret migrant.
“For mig er det bestemt ikke hushjælpen eller pengene, som gør én privilegeret. Det er, at man er hvid, udsendt på nogle fordelagtige vilkår, og at man til enhver tid kan rejse hjem, hvis der skulle ske noget. Man har et helt andet sikkerhedsnet,” siger hun.
Det er altså ikke udelukkende et spørgsmål om økonomi, ifølge Katja Kjar-Levin. Det er Peter Bruun Clausen, der har været udstationeret i både Ecuador, Ghana og Vietnam, enig i. For ham er det hovedsageligt statussen som hvid mand, der gør ham opmærksom på sit eget privilegium:
“Den sociale status som hvid mand betyder mere end det materielle, man har. Man konfronteres hele tiden med sine egne privilegier, og derfor udvikler man en form for overlevelsesstrategi, hvor man i nogen grad prøver at ignorere det, som ikke passer ind i ens virkelighedsbillede og værdisæt. For der er ingen rimelig forklaring på, at man har så meget mere end alle andre,” siger han.
Ingen julelege
Da Mikkel Rytter skrev sit facebook-opslag, havde han ikke længere tal på, hvor ofte han havde lånt penge til grædende mennesker, der desperate kom til hans dør og fortalte om syge familiemedlemmer, de ikke havde råd til at sende på hospitalet.
I dag undgår han helst at låne penge ud, fordi han oplever, at det giver ham en bedre relation til folk.
“Når jeg kører taxi i Nairobi eller står i paskontrollen, så er jeg blevet meget hurtig til at markere, at jeg ikke gider at lege nogle julelege, og at folk ikke skal snyde mig for penge. Derefter kan man have en mere respektfuld samtale,” siger han.
Mikkel Rytter har efterhånden lært, hvordan han skal opføre sig i udviklingslande, så kynismen ikke får overtag. Han er dog stadig meget bevidst om sit eget privilegium:
“Det er vigtigt, at man hele tiden hanker op i sig selv, og bliver ved med at se sig selv udefra, så man ikke glemmer, hvor privilegeret man også er.”
Livet som udstationeret byder på mange omvæltninger, og undervejs oplever mange at længes hjem efter det velkendte. Men hvordan er det igen at lande på dansk jord, at udskifte villaen med Nørrebro-lejligheden og få børnene til igen at snakke dansk? Næste afsnit af “udlandsliv” sætter fokus på hjemkomsten efter en udstationering.
