RABAT: Lørdag nat sluttede en ualmindeligt vellykket udgave af Visa For Music, den årlige event i den marokkanske hovedstad, Rabat, som her i sin sjette udgave har vokset og ser ud til at forgrene sig på det store kontinent.
Med Visa for Music er der tale om et forsøg på en afrikansk markedsplads, som vokser år for år i takt med, at kongedømmet Marokko indtager en stærk plads som en central spiller i hele Afrika, dog især med fokus på Nordvestafrika.
Visa For Music er udtænkt af Brahim El Masned, der oprindelig er geograf, men begyndte at kæmpe for sin hjemegns musik i en grad, at han snart boltrede sig på den internationale scene. Brahim El Masned kommer oprindelig fra beskedne kår i det lille samfund, Ansa, som i en årrække har været en industriel prøvelse, hvor man kategorisk holdt sig for næsen, når man nordfra kørte ind i Agadir, som ud over at være et kendt turistmål i virkeligheden består af tre bysamfund – Agadir, Inezgane og Aït Melloul – og særdeles vigtigt er den centrale by, når det gælder det nok største af Marokkos tre berbersamfund, Chleuh.
Her taler man sproget tazelhait, og vigtigst af alt er der en lang afrikansk historie forbundet med berberne – som selv kalder sig amazigh – for i modsætning til araberne, som kom med islam, er de landets oprindelige befolkning med dybe forgreninger ned i Afrika. Eksempelvis er der klart slægtskab mellem amazigh-folkene og de tamachek-talende beduiner i Sahara, som eksempelvis omfatter de kendte musikere i bandet Tinariwen.
Brahim El Masned er grundlægger af den vigtige festival i Agadir ved navn Timitar, som desværre og ufortjent er ret ukendt i Europa, fordi den ligger i starten af juli på et tidspunkt, hvor de fleste journalister og internationale orkestre har rigeligt at gøre på festivaler i Vesten. Eksempelvis er Timitar ofte i samme weekend som Roskilde Festival.
Med aktiviteterne hos den tidligere geograf har betydet, at han tidligt så værdien af et samarbejde og en deltagelse i den årlige messe for den såkaldte verdensmusik, WOMEX, hvor han er blevet en central person, der på sin lavmælte måde, som er så typisk for berbere, er en populær mand, fordi han kombinerer uomtvistelig global viden med dybe rødder i sin egen amazigh-kultur og samtidig er eminent til at tegne de store linjer, som ikke mindst handler om et afrikansk samarbejde. Det var den evne og de forbindelser, der har skabt Visa For Music.
Afrikanske medspillere
Visa for Music er økonomisk bakket op af forskellige marokkanske organisationer og firmaer. Dels er det kulturelt meget aktive marokkanske kongehus med inde over, hvilket er vigtigt i forhold til at facilitere samarbejde både indenfor Marokko og ud af landet. Samt adskillige firmaer, som blandt andet OCP, der har med fosfat at gøre, og i årevis har hjulpet de mange festivaler i Marokko. Dertil kommer en række partnerskaber med afrikanske kulturelle spillere, der sætter spændende projekter op over hele Afrika. En af disse er den kvindebaserede institution, Afrikayna, som kortlægger musikinstrumenter over hele Afrika ud fra devisen at via musik, kan man få historien belyst i samfund, som ikke mindst er oralt baserede. På et kontinent, hvor økonomi er stopklods for mange initiativer, er Afrikayna spændende, fordi de betaler for transport og sørger for logistik for kunstnere fra hele Afrika, som ofte kommer til Marokko under paraplyer som Africa Art Lines, som har de samme folk som grundlæggere.
I en artikel senere på ugen kommer vi til at møde nogle af de spændende projektmagere, der opererer ud fra blandt andet Casablanca og Dakar i Senegal.
Intimt i storbyen
Visa for Music er altså et marked, hvor dagene ville gå med foredrag og debatmøder rundt i byen, samt med den gamle pragtvilla Ksar Tazi, som ligger lige ved siden af Rabat Ville-jernbanestationen, som centrum med en række stande placeret i forhallen samt i en pavillon ved den smukke andalusiske have med høje palmetræer. Et meget smukt sted, som ikke mindst imponerede med fabelagtige rum fulde af zeliges – den specielle rigt ornamenterede marokkanske stukatur – flotte traditionelt malede lofter og blålige kakler samt marmor overalt. Det er ved at blive restaureret og er for tiden et særdeles spændende kultursted, hvor der også var koncerter om aftenen.
Andre spændende steder, hvor der var koncerter, var den gamle Renaissance-biograf på hovedgaden Rue Mohamed 5, hvor den gamle biografsal er en fin og stor koncertsal, der både har plads til folk og med en egen intimitet, og så var der caféen ovenpå, som i forbindelse med Visa For Music var lavet om til spillestedet Club Renaissance. Det er et fint sted, hvor der ikke mindst er en dejlig altan med vue over hovedgaden og det centrale Rabat med de mange gademusikere.
Det sidste spillested var det flotte Mohamed 5-teater, som igen har karakter af en luksusbiograf med bløde sæder og flot vue. Her havde vi åbningen og afslutningen, og eftersom alle stederne var indenfor gå-distance, lykkedes det at skabe en intim sfære midt den storby, som Rabat ret beset også er med masser af art deco, brede boulevarder og betydelig frankofil elegance.
Inspirerende kunstnere
Musikken var som tidligere nævnt blevet fundet at en jury, der udelukkende var afrikansk- og mellemøstligt baseret og som blandt andre talte Rania Elias-Khoury – den karismatiske palæstinensiske direktør for den årlige Bethlehem International Festival og Yabous, den kulturelle palæstinensiske organisation i Jerusalem (på arabisk: Al Khods, tunesiske Imed Alibi – musiker og direktør for Carthage Festival nær Tunis og Nathalie Mefe fra Uganda – kendt fra blandt andet Ebony Stage Theatre Festival of Central Africa. De ville så arbejde tæt sammen med Brahim El Masned og hans folk.
I løbet af de fire dage var der et væld af koncerter, hvor de fleste var marokkanske og fra det øvrige Nordafrika, dertil Mellemøsten, samt en stribe afrikanske overraskelser, som nok skal få en fremtid på vejen frem, som gerne tæller blandt andre WOMEX og det vestlige netværk.
Vi har tidligere behandlet Natacha Atlas, som åbnede med sit nye jazzkoncept og violinisten Samy Bishaï. Det var fremragende og foregik i Mohamed den 5.-teatret.
Hun blev fulgt af sangerinden Lucia de Carvalho, der oprindelig er fra Angola, men også i lighed med kunstnere fra Mozambique og Cap Verde, i høj grad refererer til Brasilien, som del af det portugisiske sprogområde. Lucia de Carvalho er nu baseret i Frankrig, men gav et flot sæt, som jeg delvist fik set, fordi jeg samtidig var backstage at interviewe Natacha Atlas.
Der var sidenhen en showcase med den unge sangerinde fra Mozambique, Isabel Novella, som fik mange nik med på vejen og skal nævnes, selv om jeg ikke personligt var til stede.
At Vestsahara banker på døren – ikke bare som en kontroversiel sten i skoen – er uomtvisteligt, for kulturen, som har meget til fælles med Mauritaniens hassania-kultur, og det betyder, at fine bands kommer ud af byer som Laayoune. Her var Groupe Baaya & Salam El Madih med sine sufi-referencer ret gode. Alligevel blev det mest omtalte orkester det spændende orkester med rødder i både Marokko og Frankrig og i front har ægteparret Yousra Mansour og Brice Bottin, som med orkestret Bab l’Blues på intelligent vis blander gnawa, soul, blues og rock i en cocktail, der er voldsomt medrivende, og hvor Yousra Mansour følger op på tidens trend med kvinder på gnawaernes hofinstrument, guimbrien, mens Brice Botin spiller på den noget mindre Awisha, som normalt er en hjemmelavet spade, som håbefulde unge gnawa-elever bruger i årene, inden de kan betros den virkelige guimbri, der siges at være beboet af ånder og derfor ikke er egnet til dem, der ikke er klar.
Awishaen kan stemmes op og med de to instrumenter i samme arrangement og en gruppe, der vil ud over kanten, kan Bab l’Blues meget vel blive næste skrig på det københavnske spillested Alice og lignende steder.
Festivalen bød også på kunstnere, der er i færd med et comeback, så som Samira Brahmia fra Algeriet, som med musikere som trommeslageren Karim Zaid – også kendt som kunstnerisk direktør for Festival d’Essaouira – og folk fra de legendariske diaspora-parisere, Orchestre National de Barbès, skabte et show, som truede med at vælte lokalet. Vi kommer nærmere på Samira Brahmia i en senere artikel.
Lad mig slutte denne lille rundtur med de overraskende fede The Tune fra Sydkorea. Som så mange af festivalens kunstnere var der tale om en kvintet af kvinder, der med en punket æstetik og referencer til både Yoko Ono, Janis Joplin og Patti Smith bød på et brag af en koncert, som endnu en gang manifesterede Sydkorea som et af de soniske laboratorier, hvor der virkelig sker en masse i disse år.
Jeg interviewede gruppen og skal nok levere over de næste dage.
Det samme gælder en gennemgang af de mange højdepunkter, som kommer over de næste dage krydret med interview.
Så et foreløbigt farvel fra Rabat. Vi ses.
Samira Brahmia fra Algeriet havde rødder til cheikhate-traditionen og sang fabelagtigt i t show, der væltede huset.
Foto: Torben Holleufer
