Så gik den ikke længere for Ginger Baker.
For en person der notorisk levede hårdt, kæderøg, havde været junkie i en lang årrække, og som havde levet i årevis i både Nigeria og Sydafrika, var det fabelagtigt gået.
Som den amerikanske journalist og filmskaber, Jay Bulger, der for små ti år siden først fandt ham til en artikel til Rolling Stone og siden lavede den rå dokumentarfilm, Beware Of Mr. Baker, sagde det, så var den største overraskelse, at en musiker der i den grad havde brændt sit lys i begge ender som Ginger, overhovedet var i live.
Og det var han, på den tid stadig ferm bag et trommesæt og bidsk som en køter, deraf filmtitlen, som stammer fra et skilt udenfor Ginger Bakers farm i Sydafrika, hvor det altså ikke var hunden, der bed, men selve ejeren.
De sidste år var dog ikke gode for Ginger Baker, og til sidst var Afrika skiftet ud med fødelandet Storbritannien, hvor han modtog pension og boede i et lejet hus i Canterbury med sin 37-årige kone nummer fire, Kudzai fra Zimbabwe, som han havde mødt via netdating.
Ifølge hans datter, Nettie, som har skrevet to bittersøde memoirer om en far, som hun og hendes to yngre søskende ingen forbindelse havde til i de sidste tre år, havde han over de sidste år gennemgået åben bypassoperation, var stort set døv, led af degenererende slidgigt og måtte tage morfin dagligt for at holde smerten ud. Så først kom hans egen opdatering om, at han ikke mere kunne spille på sit trommesæt, og så kom længere ophold på hospitalet, der først bød på en større hjerteoperation og for et par uger siden på nyheden om, at nu var hans tilstand kritisk.
I går døde den gamle kriger så fuldkommen fredeligt. I sig selv en naturstridig udgang på et liv, der var usædvanligt på alle måder.
Rødhåret
Han blev kaldt Ginger, fordi han var rødhåret.
Egentlig hed han Peter Edward Baker og var født i 1939 i London. Han begyndte tidligt at spille trommer, ligesom han var bidt af jazz, specielt stilarten bebop. Faktisk hævdede han til sin død, at han ikke var specielt glad for rock og så sig selv som jazzmusiker.
Han kom med i gruppen af lovende musikere, der holdt til på spillestederne i Londonbydelen Soho i starten af 1960’erne. Hos Alexis Korner afløste han Charlie Watts, som kom med i Rolling Stones og siden kom han med i det i dag ukendte, men vigtige orkester, Graham Bond Organisation. Her mødte han bassisten, Jack Bruce, og de to samt den fremadstormende guitarist, Eric Clapton, dannede det fænomenale orkester, Cream.
Cream var banebrydende, for de tre medlemmer var jævnbyrdige, hvor Baker for alvor udforskede sin helt egen trommestil, hvor alle trommer var i spil i en grænseløs stil, som kun jazztrommeslagere som Elvin Jones helt havde niveau til at følge, – og så den trommeslager, han snart skulle opdage i Lagos i Nigeria, nemlig Tony Allen, som spillede med Fela Ransome Kuti og det fabelagtige bigband Africa70.
Cream varede kun et par år, hvor de spillede over hele verden og lavede en stribe album, som er klassikere i dag, specielt Disraeli Gears fra 1967.
Efter Cream dannedes den såkaldte supergruppe, Blind Faith, hvor Ginger slap for skænderierne med Jack Bruce, som var ligeså stædig, og hvor Clapton var genganger, ligesom gruppen talte blandt andre organisten og sangeren, Stevie Winwood, der kom fra Traffic. Desværre var junkmisbrug et stort problem for blandt andre Ginger Baker, og bandet sprængtes til atomer, og Clapton tog til USA, mens Ginger Baker først lavede sit bigband, Ginger Baker’s Airforce og så endelig vendte blikket mod Afrika.
Nu skulle det kontinent, han sådan havde været inspireret af, udforskes. Og det blev det.
Over land til Fela
Som alle hippier på den tid, rejste man selvfølgelig med folkevognsrugbrød, som man kunne overnatte i. Ginger Baker tog en filmskaber med, og DVD’en Ginger Baker in Africa er et must, hvis du vil forstå tiden og manden. For ud over at rejse gennem Marokko og Algeriet og videre ned gennem Niger til Nigeria, støder man også ind i en masse god musik, og det topper uimodståeligt i Nigeria, hvor Ginger først opsøgte Fela Kuti og gav sig til at spille med hans folk.
Ginger Baker havde selv fået sendt studieudstyr ned med skib og byggede Batakota (ARC)-studiet nær lufthavnen i Lagos. Her ville han spille med en masse lokale indenfor stilarter som afrobeat, highlife og Bakers egen form for jazz, og de langvarige tromme-jamsessions under baobabtræerne blev legendariske. Ligesom han fik lokket vennen Paul McCartney derned, da denne skulle indspille sin successkive, Band On The Run.
Her er en berygtet historie, at Paul efter indspilningen af bare et nummer skiftede over til EMI’s studie. Her stillede Fela Kuti op og stormede EMI-studiet med 40 bevæbnede mand for at stoppe indspilningerne for at støtte sin ven, Ginger. Siden talte Ginger Baker ikke pænt om Paul McCartney, der dog i går på Twitter talte meget pænt om Ginger.
Ginger Baker levede den hedonistiske livsstil, og da han ikke var krediteret for musikken til de store hitplader, han var med på, løb pengene op og han måtte ofte turnere med bands, der var under hans standard. Men der var også gyldne øjeblikke, som da han medvirkede på Public Image Ltd.’s mesterværk Album i 1985.
Når alt er sagt var det trommernes tale, som står tilbage som mindet over en mand, der var mere rødhåret end de fleste og elskede Afrika og afrikansk musik som få. Her blev han en pioner og boede i årevis i Sydafrika, inden han vendte hjem til London.
Æret være hans minde.
Redigeret d. 7.10.2019 kl. 20.45.
