Fornem kulmination på anonym verdensmusikfestival

Amer al-Tony er en fabelagtig sanger fra Egypten, som i stil kan minde lidt om en Farid El-Atrache. Men som ikke gør i filmmusik eller klassisk, men i sufisang. Og han står i spidsen for et orkester med hvirvelende derwisher kendt som Al Mawlewya Al Masrya, som har udgangspunkt i en sufiskole med osmanniske rødder og relation til den berømte sufidigter og mystiker, Jalal ad-Din Rumi (1207-1273), almindeligt kendt som Mevlana Rumi, deraf betegnelsen Mawlewya. Navnet Al Mawlewya Al Masrya betyder simpelthen Mevlevi’er fra Egypten.

Orkestret anses for en af det nordafrikanske lands skatte og er et af de orkestre, der repræsenterer den egyptiske stat i en verdensomspændende propaganda for fred og brobygning mellem kulturerne. Noget der altid har været sufiers særkende.

Men inden vi kom så langt, var der besøg fra den seneste udgave af Oriental Mood, det ofte interessante crossover-orkester, som samtidig har afspejlet den danske musiker, Lars Bo Kujahns, spændende udvikling. Som søn af den mangeårige SF-leder, Gert Petersen, har Lars Bo Kujahn altid haft en sjælden gave for organisation og internationale relationer, og det har altså ført hans orkester vidt omkring, ligesom han i tidens løb har ført spændende arabiske sangerinder frem med et sjældent øje for det unikke, som det var tilfældet med marokkanske Asmâa Lamnawar, som i dag er en af de helt store kvindelige sangerinder indenfor arabisk musik. Og dertil kvinden, der blev Lars Bos kone og for alvor har fået en dansker med tæft og passion for arabisk makam (rytmer, form) til at få det helt ind under huden, nemlig fabelagtige Fatma Zidan.

Lars Bo Kujahn lagde ud som en fin darbouka-spiller, men har med årene kastet sig over qanun, en slags cither eller liggende harpe, som er det keyboard, som er fast bestanddel af et klassisk arabisk orkester. Og det var i centrum med sin qanun, at han mødte op med aftenens udgave af Oriental Mood, som her var uden Fatma Zidan, som til gengæld sad nede i salen og var en meget levende tilhører. Når det er sagt, er det et spændende hold af herboende musikere, som virkelig kan deres ting: Poul Jazek Knudsen er en dygtig og dedikeret flamenco-guitarist, afghansk-fødte Mirwais Fedai er med opvækst i Danmark blevet en fabelagtig tablaspiller i klassisk indisk stil og Ole Reimer er som trompetist med mange steder, men vel især kendt for sine mange år med Channe Nussbaums Klezmofobia. Dertil var der en sanger, som jeg ikke kendte, og måske ikke var den mest spændende, samt altså endelig kapelmesteren selv.

Det skal siges, at jeg har hørt mere spændende udgaver af orkestret i dets levetid. Der var en underlig stivhed i spillet, som om det næsten skulle være så stilrent og tæt på de egyptiske forbilleder, at det legende og vilde var væk. Bevares, alle spillede fint, men jeg synes, at Lars Bo Kujahn og venner skal prøve at finde en måde, så det ikke virker så holdt.

…selv om skal det være flamenco, må det gerne være med livet i hænderne, ikke med hænderne om livet.

Når det er sagt, kan man ikke sætte en finger på musikerne, selv om skal det være flamenco, må det gerne være med livet i hænderne, ikke med hænderne om livet. Og når man nu har Ole Reimer i bandet, så lad ham spille igennem, fremfor at illudere den zurna eller klarinet, man har valgt fra. Jeg savnede, at Fatma Zidan gik op på scenen og gjorde forskellen.

Magtdeling søges

CPH World Music Festival blev født ud af en vision fra den selvudnævnte kunstneriske leder, Annette Bellaouï, også kendt som sin konverterede muslimske identitet, Fatima Zahra. En særdeles vedholdende Nørrebropige, som giftede sig til sit marokkanske efternavn, og har været en ildsjæl indenfor det københavnske verdensmusikmiljø i mange år, ikke mindst i det kollektive spillested, Etnorama, som efter økonomiske problemer omkring årtusindskiftet blev kuppet eller reddet – afhængig af hvem der skriver historien – af folk fra Roskilde Festival med bookeren Peter Hvalkof i spidsen, en mand, der har haft og fortsat har en dobbeltrolle som booker for både det statsstøttede regionale spillested, der kom til først at hedde Global og nu Alice – og så for verdensmusikken på Roskilde Festival.

Men i spillestedet Global sad Annette Bellaouï i døren, og havde en egen persona, for det var alligevel et særsyn at opleve en nørrebropige af den gamle skole – ikke mindst hvad angik den nørrebroske betoning i sproget – som var iført fuld hijab. Men også med stor tillid til egne evner som booker og en ild, der brændte for de undertrykte kvinder, hun ikke mindst oplevede i det arabiske miljø, hun kender så godt.

Det førte til en forening og til kvindeorkestre under navne som Women Of The World, Missing Voices og Radiant Arcadia, hvor man samlede kvinder på alle sider af det politiske- og etniske spekter. Et spekter, der gjorde at man i samme orkester fandt kurdiske sangerinder og tyrkiske musikere sammen med kvinder af baggrunde som jødisk-israelsk, palæstinensisk og så videre. Ingen grænser dér og søsterskab, der rykkede lysår før #metoo. Og så opstod tanken om en københavnsk verdensmusikfestival, for man har altså en stor festival i Oslo, som virkelig kan noget og kunne man ikke gøre det ligeså godt i København?

…men CPH World Music Festival skriger efter magtdeling. Og så længe den ikke bliver en realitet, vil festivalen med meget få udenlandske gæster, ingen opmærksomhed fra pressen og koncerter uden afgørende karisma, forblive en parentes,…

Svaret er nej, for desværre har festivalen i København fra starten lidt under en afgørende skævside: Annette Bellaouï, som godt nok er en ørn til at fundraise, er måske knap så skrap, når det gælder om at finde de virkeligt spændende kunstnere. Det sårer sikkert lidt, at jeg skriver det, for vi er venner, men CPH World Music Festival skriger efter magtdeling. Og så længe den ikke bliver en realitet, vil festivalen med meget få udenlandske gæster, ingen opmærksomhed fra pressen og koncerter uden afgørende karisma, forblive en parentes, som står klart tilbage i forhold til jazzfestivalen i juli og Roskilde Festival, hvad angår fed verdensmusik og aktualitet.

Trods alle gode intentioner og de frivilliges utrættelige arbejde.

Prægtige sufier

Nu tager Annette Bellaouï jo ikke fejl hele tiden, og har især en stor kærlighed til arabisk musik. Og havde – som jeg forstår det – oplevet sufiorkestret fra Caïro ved en festival i Indien. Og det traf sig så heldigt, at netop sangeren Amer al-Tony og hans band af såkaldte hvirvelende derwisher er et orkester, som den egyptiske stat meget gerne vil have på turné som kulturel ambassadør for et land, der unægtelig gennemgår nogle hårde år i forhold til at tiltrække positiv opmærksomhed. En opmærksomhed der – som jeg forstår det – betyder gratis flybilletter og lempelig hyre for arrangørerne. Men også at ambassadøren med et helt følge var på plads på første række ude i Baltoppen et stenkast fra Ballerup Station. For dem der ikke kender København, er det laaaaangt ude i forstæderne.

Det var heller ikke fordi det fabelagtige orkester havde tiltrukket noget, der for alvor lignede et betalende publikum. Og det var synd; dels at der ikke var flere til en meget speciel oplevelse, og dels at man ikke havde fundet et lokale, som passede bedre til en gallakoncert for en festival, som bryster sig af at være fra København. Som eksempelvis koncertstedet Bremen, Den Sorte Diamant, Kulturhuset Islands Brygge eller DR-byens koncertsal. Ja, navnlig det sidste sted ville have passet fortrinligt til et show af den kaliber, som vi blev vidne til.

Orkestret gik på og bortset fra en perkussionist, der var udstyret med det meget brugte afrikanske perkussionsæt, kalabas og djembe, samt en cajón, som han selvfølgelig sad på, var resten traditionel stil, nemlig en udmærket darboukaspiller, en virkeligt god oud-spiller, samt de rene mestre på qanun og ney-fløjte. Dertil sangeren, Amer al-Tony.

Han lagde ud med at påkalde Allah og profeten, og det med en intensitet, så mere end en hulken boblede ud af ham, som fik stemmen til at knække over i første sangforedrag. En typisk tradition, ikke mindst i Tyrkiet, som tydeligvis er forbilledet for disse egyptiske sufier. Med gråden viser sangeren sin kærlighed til Allah i et udtryk, som handler om kærlighed og en sensitivitet, som vi ikke normalt oplever.

…de to dansere ville dreje om egen akse, som er en meditation, der handler om at finde sit center, og gør man det, kan man snurre løs uden at blive svimmel.

Så var vi i gang og snart kom de to dansere på scenen iført de kendte høje hatte, som man kender fra sufidansere fra Konya i Tyrkiet omkring mausolæet for Mevlana Rumi. Det skulle blive til adskillige kostumeskift i løbet af koncerten, men fælles for dem var, at de to dansere ville dreje om egen akse, som er en meditation, der handler om at finde sit center, og gør man det, kan man snurre løs uden at blive svimmel.

Koncerten havde elementer af stor skønhed, og man blev mere og mere fascineret af al-Tonys sang, der sine steder kunne minde om store sangere som Farid al-Atrache (1910-74), men alligevel have den glidende, lettere spacede kvalitet, som personificerer sufier i trance. Her var det en sand lise at høre ney-fløjtenisten. Ney-fløjte spilles blæst skråt hen over det ene endehul, og har en karakteristisk hviskende lyd, som i hænderne på sande mestre, glider mellem oktaverne på den mest forjættende måde.

Vi sluttede med de to dansere iklædt de mest farvestrålende gevandter. De agerede snurretoppe og på forbløffende adræt og akrobatisk vis kom det øverste lag af, hvad der vel nærmest var nederdele, og blev drejet som lodrette tallerkener, mens danserne selv snurrede i stadigt stigende tempo. Her var der specielt et øjeblik, hvor darbouka-spilleren spillede op til rytmer, der mindede om fyrig mavedans, der tog os op og op.

Til sidst nåede vi klimaks, hvor vi havde taget hele rejsen fra sangerens hulken og meditative fordybelse til en showpræget finale, som var aldeles berusende.

Mættet på syn og sanser gik man derfra.