Den ene af de to stemmer består af citater af Ben Okri fra den samtale, som Globalnyts udsendte havde med ham forrige fredag eftermiddag på terrassen foran Rundstedgaard Hotel med udsigt til Øresund, mens den anden stemme er mine refleksioner efter at have læst Ben Okris nyeste bog, ”The Freedom Artist”, blandet med mine egne oplevelser af et samfund uden menneskelighed.
Mennesket som monster
Vi befinder os i en depression, hvor alting er udvisket og utydeligt. Det er svært at kende forskel på op og ned. Der er opstået en vulgær grådighed blandt os. Mennesker, der ellers har været nære bekendte, udnytter hinanden uden tanke for de sår, du påfører din bror eller søster.
Ben Okri: ”Jeg var Italien for nylig. Der er opstået en hård tone – i denne katolske nation synes mennesker helt kolde og ligeglade med, at mennesker drukner i havet omkring dem.”
Igennem mange år har der været et meget hårdt, brutalt og umenneskeligt perspektiv i flygtningedebatten – ikke kun i Danmark med overalt i Europa. Vi forskanser os over for resten af verden, bygger en mur omkring os som beskyttelse, men hvad er det, der er farligt? I vores forsøg på at holde nogle udenfor, som vi knapt nok ved, hvem er, har vi bygget et fængsel, og vi sidder nu i fangenskab.
Vi skal stille vigtige spørgsmål
Ben Okri: ”Hvad jeg er interesseret i, er at stille store spørgsmål. Med store spørgsmål mener jeg ikke store i størrelse, men store i væsentlighed. Store spørgsmål er nogle gange meget enkle spørgsmål. På omslaget af min bog er der et spørgsmål: ’Who is the prisoner?’ – det er et stort spørgsmål, et vigtigt og væsentligt spørgsmål (…) For mig er det altid et spørgsmål om kvaliteten og dybden af de spørgsmål, man stiller sig. Mine spørgsmål er altid orienteret mod samfundet, mod vores kultur og stemningen i den tid, vi lever i.”
I flere årtier har det ellers heddet sig, at der ikke længere kunne fortælles store historier endsige skrives romaner, der favnede vores samfundsmæssige situation og fremlagde et perspektiv for fremtiden samt fremskrev en vision. Nogle har erklæret historien for slut. Mange kunstnere og intellektuelle har været tavse, fordi de ikke har noget at sige. Der er kun blevet skrevet små bøger om en detalje i verden eller et fragment af menneskeheden.
Vi har dermed trukket os tilbage fra verden og lever i et accepterende tomrum, hvor vi som et ekko af realisten i indledningen til ”The Freedom Artist” istemmer, at dette er alt, der er, så derfor kan vi ligeså godt få det bedste ud af det.
Ben Okri: ”For mig er det primære, at en roman påvirker bevidstheden hos hver eneste, som læser den. Jeg henvender mig ikke kun til dit sind, jeg taler ikke kun til dit hjerte, din bevidsthed, jeg taler til DIG. Uagtet hvad historien drejer jeg om, så henvender jeg mig til de dybeste lag i dig. Hvad vil jeg bruge det til? – det er mit valg, MIT valg. Hvilken form for dialog vil jeg have med din sjæl? – for mig er det vigtigt, at det bliver en rystende dialog, ellers vil jeg bare hjælpe dig med at sove videre. ”
Kafkas økse
Ben Okri: ”Jeg er konstant opmærksom på Kafkas økse. Kafka har en økse, en speciel økse, som er romanen, og vi bliver nød til at gøre denne økse skarp. Måske skal vi nogle gange ændre øksens struktur for at gøre den mere effektiv.”
Mange af vores tids romanforfattere synes at have glemt Kafkas økse, eller de har med vilje forlagt den bagest i redskabsskuret, fordi de ikke kan se, at den har nogen værdi. Hvem hugger brænde nu om dage? Der er ingen grund til at bekymre sig, når man kan tænde for komfuret og få lys ud af stikkontakter. Derfor har vi resigneret, fordi der ikke er noget på spil. Eller vi kan ikke længere se klart. Vinduerne er indsmurt i mudder, som har efterladt et totalt mørke, og vi opfatter det som normalt, fordi vi ikke kan huske, at det var anderledes.
Hvad er der egentlig blevet af Kafkas økse? Vi får måske igen en dag brug for den, og vi risikerer, at skaftet rådner op og hovedet ruster på bunden af havet, og når nogen endelig dykker ned under store plastikøer, ligner øksen en klump jord. Det er på høje tid, at vi finder et redskab, der kan få mennesker til at vågne op fra denne passive søvn og døende døsighed.
Vi har glemt vores egen historie
Hvorfor er vi faldet i søvn? Hvordan er det sket? Det lader til, at vi umærkeligt er blevet svækket og indfanget i en ligegyldighed, selvom vores historie er fuld af store historier, krige og revolutioner samt drømme om frihed.
Ben Okri: ”Jeg tror, at vi langsomt HAR glemt noget, men det er ikke en forglemmelse, der sker hos det enkelte menneske, det er ikke blot et menneske, der falder i søvn og glemmer noget, det er en kulturel forglemmelse, det sker i vores uddannelsessystem, og JEG tror, at det er en glemsel som har været indirekte politisk motiveret, men vilje eller utilsigtet, men det er resultatet. En vigtig ting vi har glemt er, at borgeren ikke er passiv, det har vi glemt, ikke noget sted under vores uddannelse bliver vi opmærksomt mindet om, at borgeren ikke er et passivt medlem af samfundet; tværtimod er borgeren en aktiv medspiller i samfundet, og det er faktisk borgeren, der skaber samfundets virkelighed (…) jeg føler virkelig, at der en krympende bevidsthed af magtesløshed, som langsomt har spredt sig rundt i samfundet. Noget som de gamle historiefortællere øvede modstand overfor. Alle de store, gamle og storslåede fortællinger mindede os om, at vi alle er deltagere i verden, og fortællingerne handlede om krigere, som kæmpede for noget; men hvad er det, vi fortæller vores børn i vores tid? Jeg er bekymret for, at de mennesker, som kan forandre verden, de som kan stoppe det, at de glider ind i nihilisme og fortvivlelse, og det er de samme mennesker, som er blevet forgiftet med svaghed af vandet, som de drikker, og dermed mener jeg myternes og fortællingernes vand, løgnenes og forvrængningens vand. Forgiftning af menneskelighedens vande. Det er min bekymring, at de mennesker, som ville kunne gøre en forskel, er blevet forgiftet.”
