Kim Hartzner
Kim Hartzner er grundlægger af hjælpeorganisationen Mission Øst, hvor han nu engagerer sig i fundraising. Organisationen arbejder i otte lande ud fra kontorer i København, Berlin og Bruxelles og er medlem af Integral Alliance, der har 22 medlemmer medlemsorganisationer, der tilsammen arbejder i 90 lande.
Han grundlagde Mission Øst sammen med sin far René Hartzner i 1991 – kort efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. I dag er han fuldt engageret i at rejse midler i Danmark og Tyskland til gavn for 250.000 nødlidende, som er direkte afhængige af Mission Østs hjælpearbejde.
For fem år siden skete der noget, der absolut ikke må ske. Islamisk Stat begik folkedrab på yezidier i og omkring Sinjar, myrdede mænd, voldtog kvinder og bortførte små piger som sexslaver. Flere hundredtusinder løb for livet – mange af dem op på Sinjar-bjerget.
Den 22. august er det 80 år siden, Adolf Hitler i 1939 holdt en tale til sine soldater, inden de marcherede ind i Polen og startede Anden Verdenskrig. Hitler sagde: ”Hvem taler i dag længere om udryddelsen af armenierne?”
Det sagde han på baggrund af, at ungtyrkere i 1915 havde myrdet halvanden million armeniere. Adolf Hitler vidste godt, at verden nu 24 år senere var fuldstændig ligeglad. Derfor marcherede han ind i Polen, og derfor myrdede tyskerne seks millioner jøder.
Jeg håber ikke, at verden er lige så dum i dag, som den var i 1939, så man glemmer, når nogen myrder løs på andre mennesker.
Det, som IS gjorde mod jer yezidier, er i sin karakter fuldstændig det samme, som tyskerne gjorde mod jøderne, og som tyrkerne gjorde mod armenierne. Man vil udrydde mennesker, fordi de efter deres mening har den forkerte religion, den forkerte race, den forkerte hudfarve eller mener noget forkert. Ene og alene derfor skal de ikke findes her på jorden.
Grufulde øjenvidneberetninger
Dette er blevet en personlig historie for mig. Mission Øst arbejde i Irak i årene 2003-2006, efter at Saddam Husein blev væltet. Vi vendte tilbage i august 2014, hvor jeg var i Kurdistan og så de tusindvis af yezidipiger og -drenge, der havde overlevet. Jeg hørte deres historier, men tænkte: Dem kan jeg ikke selv fortælle videre. Jeg kan ikke tage tilbage til Danmark og bare fortælle på anden hånd, hvordan IS skærer hovederne af børn og spiller fodbold med børns hoveder.
Derfor besluttede jeg at optage film med øjenvidneskildringer, hvor yezidierne selv fortalte, hvad de havde oplevet bag IS’ linjer og mens de flygtede op på Sinjar-bjerget. Efter at have optaget disse historier blev jeg så påvirket af det, at jeg i et halvt år ikke kunne rejse til Irak. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at tænke på disse menneskeskæbner og den måde, jeres folk er blevet behandlet på.
De film betyder meget for mig. De har rørt mig dybt, og de rørte danskerne dybt, da de så filmene på dansk fjernsyn. Derfor er der er rigtig mange mennesker i Danmark som støtter jer.
Holder liv i 10-15.000 yezidier på Sinjar-bjerget
Mission Øst var en af de første hjælpeorganisationer til at komme op med hjælp på Sinjar-bjerget i december 2014. Og den dag i dag – fire og et halvt år senere – er vi der stadigvæk. Mission Øst holder liv i mellem 10.000 og 15.000 yezidier oppe på Sinjar-bjerget og giver dem rent drikkevand, hygiejneartikler, tæpper, presenninger, telte, sæbe, shampoo – alt hvad man skal bruge for at overleve.
Mange yezidier på bjerget er skræmt for livet. De er bange for at vende tilbage, og som I ved, ser det ikke pænt ud i Sinjar. Byen er smadret og så sent som for en uge siden var der en IS-celle, der kom frem og begyndte at skyde løs. De blev så overmandet. Men der døde et lille barn for bare få dage siden, dræbt af en IS-terrorist uden for vores by, Sinuni, hvor vi har kontor.
Vi hjælper med nødhjælp, når folk kommer ud af krigsområderne. De får udstyr med lys, førstehjælp, tæpper, hygiejneartikler, sæbe – nok til tre dage. Når de har et sted at bo, får de mere permanent hjælp i form af kogeudstyr, inddækning til telt osv., så de kan klare sig selv. På den måde har vi i Mission Øst hjulpet flere end 200.000 mennesker i Irak de sidste 4-5 år. Langt de fleste er yezidier, fordi yezidierne udgør en meget stor del af dem, der er flygtet.
Psykosociale centre er børns eneste skolegang
Vi har som mål, at vi ikke bare hjælper dem, der bor i flygtningelejre, men også dem, der bor udenfor lejrene. Og udenfor bor hovedsagelig yezidier, fordi yezidier er skræmt fra vid og sans for at komme ind i de lejre, hvor der er muslimer, og hvor de er bange for at møde dem, der er deres plageånder og som måske har været voldtægtsmænd over for deres piger. Derfor tør de ikke bo i de samme lejre, som muslimerne. Og derfor bor de i ufærdige betonbygninger udenfor.
Der er forfærdelige skæbner. Børn og kvinder lider efter disse grufulde oplevelser. Det er ikke noget, man bare lige kommer sig over. Vi har lavet seks centre i området for børn og unge kvinder, hvor vi med specialisthjælp prøver at få dem tilbage til en normal tilværelse.
Madeleine går i et af vores centre. Det er den eneste skolegang hun får. Børnene lærer matematik, engelsk, tegning, musik og om livet i det hele taget. Der er ikke nogen formaliseret skolegang på Sinjar-bjerget ud over det, vi i Mission Øst driver. Mission Øst er den eneste organisation, der har sørget for uddannelse af jeres børn gennem nu fire og et halvt år.
De piger og drenge som gik op på Sinjar-bjerget har hørt skuddene, da IS-krigere skød mændene. De ved: her var min far, her var min onkel, her var min morfar… De har set pickuptruckene fra IS samle pigerne op og køre afsted med dem, og de vidste: her var min søster, her var min mor…
Det er forfærdeligt for et barn at opleve. At man som helt lille oplever, at nogen vil slå én ihjel. De vil slå os ihjel, fordi vi ikke er rigtige, vi har den forkerte religion, vi tror ikke som de vil have, vi skal tro. Det er en forfærdelig måde at starte et liv på, og det efterlader dybe sår. De sår har vi prøvet at hjælpe med at helbrede igennem nu flere år på vore centre.
Unge piger bortført som sexslaver
En mor ligner en dame på 60 år, mens hun kun er 38. Hun er mor til otte børn, men det ene barn er der ikke. Det er hendes 16-årige datter. Da IS kom ind i området, var familien spredt. Faren var et sted og kom i ildkamp med IS. Moren var et andet sted sammen med tre af de små børn og sin 16-årige datter. De blev låst ind i en lade, og så tog IS-krigerne alle mændene udenfor og skød dem for øjnene af kvinder og børn. Derefter tog de alle de unge piger op på nogle pickuptrucks. 25 piger fra hendes nærmeste familie op på et lad. Moren skreg og råbte på hjælp, men krigerne var fuldstændig ligeglade. De tog hendes 16-årige datter for øjnene af hende og slæbte hende afsted. Og da de skulle til at køre, tog de noget petroleum og ville hælde det ud over ladebygningen og tænde ild til dem, der var indeni. Men så ringede IS-krigerens mobiltelefon, så han pludselig fik travlt og skulle noget andet. Han glemte at sætte ild til alle de her mennesker.
Bagefter løb de op ad Sinjar-bjerget, op til toppen. Jeg talte med børnene bagefter. En dreng var så ødelagt, at han ikke kunne snakke. Man kan blive så psykisk dårlig, at man ikke kan sige noget. Men hans bror talte og talte og fortalte mig hele den historie, jeg lige har fortalt.
Da jeg spurgte ham: Hvad tænkte du, da du løb op ad Sinjar-bjerget? Han svarede: ”Jeg tænkte på min søster!” Hvis jeg havde set nogen slæbe min søster afsted for at voldtage hende, ville jeg aldrig nogensinde komme mig over det.
’IS dræbte min mor og far’
Men det skal yezidier leve med. De skal leve videre til de dør med billedet oppe i hovedet af, at ens søster bliver slæbt afsted og er blevet voldtaget nu i tre år.
14-årige Alvin fortalte mig: Om natten kom IS-krigerne ind i vores hus. Vi boede der 5 børn og mor og far. Vi vågnede fra skud, da de dræbte mor og far. Alvins storesøster var helt ud af den og kunne næsten ikke sige noget. Alvin havde tre små brødre. Jeg sagde til hende: ”Nu er du mor for dine tre brødre.” At skulle sige det til en 14-årig pige, er noget af det værste, jeg har været ude for.
Jeg skulle hjem til Danmark og kørte hele vejen fra Dohuk til Erbil for at flyve hjem, men jeg tænkte: ”Jeg kan ikke.” Så jeg udskød mit fly til dagen efter og kørte de 400 kilometer tilbage til Dohuk og besøgte Alvin en gang til. Jeg talte med hende i flere timer, for jeg kunne ikke holde ud at sige farvel til en pige på 14 år, som lige havde fortalt mig, at mor og far var blevet slået ihjel.
Vi har nu holdt modet oppe på de tusindvis af yezidier på og omkring Sinjar-bjerget i over fire og et halvt år. Mange af dem er begyndt at vende tilbage. Der er 65.000 i Sinuni-området, som vi hjælper med at komme i gang med et arbejde, med at starte virksomheder og opbygge en tilværelse.
Anerkendelse af folkedrab kan sætte punktum for lidelser
Men angsten præger hele området omkring Sinjar-bjerget. Angst for at det gentager sig; at IS-krigerne kommer tilbage.
Hvorfor stiller det internationale samfund ingen garantier? Hvorfor går vi ikke ind og sørger for yezidiernes sikkerhed, så de kan være, hvor de allerhelst vil være: omkring Sinjar-bjerget? Jeg forstår det ikke. Hvorfor beskytter man ikke jeres folk? Hvorfor anerkender man ikke overgrebene som folkedrab? Det vil jeg gerne kæmpe for og blive ved at kæmpe for. At man beskytter jeres folk, og at man anerkender de uhyrligheder, der blev begået mod jer, som folkedrab. Det var et folkedrab, og det skal anerkendes som et folkedrab.
Det skal der sættes et punktum for. Det opgør skal komme. For ellers er der ikke retfærdighed til på Jorden. For hvem får ellers ret? Adolf Hitler får ret, når han siger: Hvem husker i dag armenierne? For om 10 eller 20 år, vil de sige: Hvem husker i dag yezidierne? Det vil jeg kæmpe for ikke sker.
Kim Hartzner taler til herboende yezidier.
Foto: Mission Øst
