I det danske samfund lever en frygt for det fremmede, og det fremmede bliver meget ofte forvekslet med den arabiske verden og arabisk kultur, selvom vi også har et tydeligt arabisk ophav.
Musikken kan som mange gange tidligere føre os tilbage på rette spor. Det ses mest tydeligt, hvis man geografisk bevæger sig til Europas grænser. Under årets jazzfestival har man kunnet opleve to eksempler på musikalske traditioner, som begge er gode eksempler.
Sømænds slagsange, afrikanske slavers rytmer og maurernes indflydelse
Denne særlige kombination ligger bagved fado-musikken i Portugal. De traditionelle fado-sange bærer ofte præg af klagende melodier og tekster, og de handler om havet og de fattiges livsvilkår. I sangene udtrykkes meget tit en længsel efter noget andet og bedre.
Oprindelig blev en fado-sang fremført af kun en sanger og en guitarist, men i mere moderne versioner af fado-musik vil der typisk været et helt orkester.
Den 9. juli havde DR’s Koncertsal besøg af den portugisiske sangerinde Mariza, som er blevet berømt for at nyfortolke fado-traditionen. Men der er meget mere af Mariza’s eget jeg i Koncertsalen end den forventning om nyfortolkning af fado-musikken, som jazzfestivalen lagde op til i deres programbeskrivelse af koncerten tirsdag aften.
Koncerten var lidt forsinket, fordi Mariza tidligere på dagen var faret vild i Københavns gader. Derfor var der god tid til at lade øjne glide rundt i den smukke sal i DR Byen. Publikummet var ikke ligefrem et ungdomsparty, men også denne koncert anskueliggjorde, at det er det aldrende kvindelige grå guld, der holder gang i kulturlivet. Det forhindrede dog ikke de foran siddende to ægtepar at svælge sig i en strøm af selfies på bedste teenage manér. Der er ellers noget højstemt og forment, næsten religiøst over koncertsalen med orglet oppe under loftet bag scenen og forventningen om Københavns bedste akustik.
Da koncerten endelig begynder, får vi en harmonika, guitar, portugisisk guitar, basguitar og trommer på scenen. Hver musiker har sit eget lille plateau, som tilsammen danner en halvmåne. I midten var der gjort plads til aftenens hovedperson.
Der var mange referencer til flamencoen – især fra guitaren. Undervejs var der enkelte elementer af tango i nogle af sangene – især med harmonikaspilleren. Marizas vokal forekom i store dele af koncerten meget afdæmpet, og man kunne næsten få det indtryk, at hun ikke helt kunne synge igennem, for det kunne næppe skyldes et teknisk lydproblem. I Koncertsalen må vi forvente, at der er styr på lyden. Det ændrede sig ikke gennem koncerten, og ved nærmere eftertanke skyldtes det måske nærmere Globalnyts udsendte og hans forventninger end Marizas stemme. Det var nemlig en meget poppet fortolkning af fado’en, som Mariza leverede, men sangene var dygtigt og imponerende fremført.
Udover sange fra fado’ens tradition sang Mariza også sange med rødder i Angola og Mozambique, hvor Mariza er født, om end hun er opvokset i Lissabon i Portugal.
Marizas identitet synes imidlertid at være splittet, hvilket viser sig flere gange under koncerten, hvor hun adskillige gange henviser til sine portugisiske venner, som om hun ikke selv er en del af dem. Midtvejs i koncerten fortæller hun, at hun altid i sin musik har været inspireret af Afrika, men det kunne måske nok passende have været præciseret med Mozambique og Angola; begge tidligere portugisiske kolonier. Den helt intetsigende betegnelse Afrika syntes at være helt irrelevant. Stigmatiseringen dukkede desværre op igen ved afslutningen af koncerten, du hun præsenterede musikerne. De blev alle blot præsenteret med navn og instrument, undtagen bassisten som vi fik at vide kom fra Afrika, hvilket hun dog hurtigt rettede til Angola.
Det var svært ikke at undre sig over, hvor mon de andre musikere kommer fra? – men det giver åbenbart sig selv, at de kommer fra Portugal.
Fado’en har en søster i Andalusien i nabolandet Spanien
I nabolandet Spanien eksisterer der en beslægtet musikalsk tradition, som fortsat holdes i hævd af Andalusiens sigøjnerbefolkning i det sydlige Spanien. Det er selvfølgelig flamencoen, som der henvises til her, som ligesom fado’en også har dybe rødder i århundreders migrationsstrømme på kryds og tværs og langs Middelhavet.
Der er uenighed om flamencoens egentlige oprindelse, men det er bredt anerkendt, at flamencoen er opstået som interkulturel udveksling mellem romaer, kastillianere (spaniere fra den centrale og nordvestlige Spanien), andalusere (spaniere fra det sydlige Spanien), sefardiske jøder (jøder bosat i Portugal og Spanien).
Romaerne kom sandsynligvis til Spanien i 1400-tallet, og de menes at være kommet fra det nordlige Indien og gennem Nordafrika langs Middelhavet for således at komme ind i Spanien fra sydspidsen af Den Iberiske Halvø.
Maurerne kom også til Spanien gennem Nordafrika om end nogle århundrede tidligere end romaerne. De muslimske maurere dominerede hele Den Iberiske Halvø fra 700-tallet og frem til 12-tallet, hvor regionen blev generobret af de kristne og de sidste maurere blev fordrevet fra Spanien i 1400-tallet.
Bløde fortolkninger af spanske jøders musik
En trio bestående af Jael Nordbek Azoulay, Daila Faitelson og Lisbeth Diers genopdager en række sange fra ladino-musikken, som stammer fra spanske jøder i Andalusien i det sydlige Spanien. De synger sangene på det særlige sprog ladino. Musikken er beslægtet med flamencoen, og ladino-musikken er ligesom flamencoen blevet påvirket af maurernes tilstedeværelse på Den Iberiske Halvø, men da Spanien i 1492 blev kristent blev de spanske jøder tvunget til at konvertere eller flygte. De flygtende jøder bragte deres musik med sig, og derfor har ladino-musikken senere optaget elementer fra de andre steder, hvor jøderne bosatte sig.
Trioen kalder sig Azulejos og gav under jazzfestivalen koncert i rejseboghandlen Tranquebar, hvor publikum fik et antal meget forskellige sange fra den spansk-jødiske tradition at høre. Ind imellem sangene gav Jael Nordbek Azoulay historisk baggrund for musikken og introducerede sangene, hvilket efterhånden som koncerten udviklede sig forekom lige lovlig pædagogisk, for det var jo trods alt musikken, vi var kommet for at høre.
Fortolkningen af sangene fremstod meget blød og venlig, hvilket ikke harmonerer så godt sammen med sangenes tekster, men det virkede også som om det mere er musikkens lydunivers, der optager trioen end sangteksterne.
Sangene handler ellers om et liv i eksil, ondskabsfulde søskende, et barns vrede og forpurret kærlighed, og det angiver en aggression og en melankoli, som Jael Nordbek gentagne gange mellem numrene fik omformet til noget meget mere blødt, sødt og harmonisk. Derfor kunne vi med fordel godt have undværet snakken mellem sangene, så publikum kunne have dannet sig sit eget indtryk.
