De nye generaler
I løbet af vinteren og det kolde forår faldt en lang række generalsekretærer i de danske ngoer.
Globalnyt har denne uge bragt portrætinterviews med tre nye, markante ledere i danske organisationer, der arbejder med international udvikling og rettigheder:
I dag Johanne Schmidt-Nielsen, ny generalsekretær i Red Barnet.
Det første interview, med Rasmus Grue Christensen, ny direktør i Dignity fra 1. august, blev bragt i mandags.
Interviewet med Maria Krabbe Hammarshøy, generalsekretær fra 1. august i Caritas Danmark, blev bragt i onsdags.
”Lige siden jeg var ganske ung, har jeg vidst, at jeg skulle arbejde med at gøre en forskel for dem, der har det mindre privilegeret end mig selv.”
Rasmus Grue Christensen fortæller ved sit hvide mødebord på kontoret i Dansk Blindesamfund, hvor han har været direktør siden september 2017. Ovenstående er en af hans første sætninger og lyder umiddelbart som en floskel; en udtalelse, hver eneste medarbejder i udviklings-branchen kunne sige. Men Rasmus kan sige det, som var det en helt ny sætning, noget sandt, man aldrig tidligere har hørt.
Mange dage senere, mens dette skrives, er det varige indtryk fra førstegangsmødet med ham roen, en afslappet tilstedeværelse, der giver indtryk af en mand i balance. Med en drenget charme, som skaber imødekommende åbenhed.
Zen-drøm om liv uden bagage
Rasmus Grue Christensens kontor er uden dikkedarer; ingen børnetegninger, ingen souvenirs eller fotos af konen eller de tre børn eller noget som helst andet personligt. Firmaudstedte stole, borde, store flader, praktisk talt ingen papirer. Bart og åbent.
Det er ikke tilfældigt, forstår jeg. De tomme vægge og blanke borde skyldes ikke, at han ikke har fået billederne hængt op, etc., men et valg, ”noget zen-agtigt, følelsen af ikke at have noget bagage,” siger han.
Efter studentereksamen og i de lange sommerferier på CBS rejste han i månedsvis med rygsæk gennem Sydøstasien, Pakistan, Indien. ”40 timer lange bus- og togture, hvor man måtte erkende, at man ikke kunne gøre noget ved, at tiden bare gik, og hvor man sank ind i sig selv eller ind i en bog.”
Tag dog ikke fejl; der er tømmer i det drengede og drømmende: ”Samtidig med at ville gøre en forskel for dem, der har det mindre privilegeret end jeg selv, har jeg stor utålmodighed med amatørisme. Siden mine unge dage i studenterpolitik og græsrodsarbejde har jeg ikke kunnet snuppe den holdning, man nogle gange møder i ngo-sektoren, at når man arbejder for en god sag, så behøver det heller ikke at være top-tunet eller godt ledet.
”Min holdning er modsat: Netop fordi man arbejder for noget, der er større end én selv, har man endnu større forpligtelse til at arbejde gennemtænkt, ordentligt, professionelt og med god ledelse. Balancen mellem det idealistiske og det mere professionelle ledelsesorienteret har været en rød tråd gennem alt, jeg har lavet professionelt – jeg læste filosofi og økonomi på CBS.”
Begejstring, fortælling, rammer
Et klart fokus på ledelse går også gennem et CV, der ved siden af en imponerende bred vifte af arbejdserfaringer for en 40-årig også nævner mange lederkurser og -mentorer.
At uddanne sig til leder har jo et element af mesterlære. Hvem har du lært af?
”Min første chef i udenrigsministeriet var daværende ambassadør Bo Lidegaard, som jeg har været ret inspireret af. Han har nogle af de samme dyder som mig selv – på den ene side at være god til at skabe begejstring indadtil og udadtil for sagen, organisationen og dens ambitioner, og på den anden side også at være god til at sætte klare rammer for begejstringen. Det har jeg taget til mig. For jeg har også oplevet, at det første, som kan få ildsjæle til at brænde ud, er strategisk uklarhed.”
Hvad gør man for at skabe denne begejstring?
”Det gør man ved at sætte din egen sag ind i en bredere ramme, en større fortælling – og så fortælle denne igen og igen.”
Svaret på den uvægerlige opfølgning – hvad er så netop hans egen sag – kommer uden tøven: ”En indignation over at nogle mennesker har det meget værre end mit eget privilegerede udgangspunkt samtidig med en indædt tro på, at vi sammen sgu’ kan forandre det! Det er nok dét, der brænder inden i mig.”
Du sagde tidligere til mig, at det har du vidst siden en tidlig alder. Hvor fik du det fra?
Rasmus Grue Christensen er tilsyneladende ikke bange for det tomme rum – det, som opstår, når man giver sig god tid, riiiigtigt god tid til at tænke sig om. De danske handicaporganisationers bygning i Taastrup, som også huser Dansk Blindesamfund, er et mønsterbyggeri, hvor tiden skal stå stille meget længe, før man hører ventilationen.
”Jeg er vokset op med en tryg barndom i et helt almindeligt middelklassehjem. Jeg gik i en blandet skole og havde to gode klassekammerater, to drenge, som formentlig var født med mindst lige så høj IQ og lige så stor viljestyrke som mig. Men de endte i sociale deroute, bare fordi de voksede op i forliste familier.
”Jeg var præcis lige så søgende og forvirret som alle andre unge, men jeg havde tidligt den der vage fornemmelse af, at mit liv ikke skulle bestå af at sælge sejlersko eller printerpapir, men at bidrage til, at drenge som mine to kammerater kunne få et godt liv.”
… og så meldte du dig ind i Radikale Venstre af alle partier?
”Nej,” griner han – ”det kom først senere. Dengang var jeg mest interesseret i elevpolitik og græsrodsarbejde i gymnasiet og på universitetet. Dér ramte jeg så den anden åre i mit liv om at gøre tingene ordentligt og gennemtænkt.
Mange andre unge med samme ide om at gøre noget for samfundets svage ville have meldt sig under nogle røde faner – hvad tiltrak dig ved de radikale, som jo ikke er kendt for sin socialpolitik?
”Det var simpelthen denne indignation og viljen til forandring kombineret med en indstilling om, at det skal foregå ordentligt; for Radikale Venstres tilfælde at pengene skal passe, og at vi ikke må efterlade en gæld i børneværelset – jeg synes, at den samtidighed passer meget godt med mit eget udgangspunkt.”
Mål, man skal få andre til at nå
I Dansk Blindesamfund har Rasmus Grue Christensen sammen med bestyrelsen brugt sin sans for at skabe rammer for ildsjæle til en strategiproces, der begyndte med at sætte spørgsmålstegn ved det, organisationen troede, den vidste om sit eget arbejdsfelt:
”Vi bad Vive – der tidligere hed Socialforskningsinstituttet – om at lave en bundsolid undersøgelse af, hvordan vilkårene er for danskere med synshandicap. Dermed skabte vi et faktuelt grundlag, der viste, at det stod endnu værre til end organisationen selv mente.”
Blinde og synshandikappede var mere ensomme, mindre socialt integrerede, dårlige uddannede, end organisationen selv troede. Værre var, at udviklingen gik baglæns: ”Det gik nedad med for eksempel uddannelse, selv om resten af samfundet befinder sig i en uddannelsesrevolution.”
I den omkalfatret strategi valgte han sammen med bestyrelsen at formulere nogle meget klare mål, for eksempel, at flere skal have en uddannelse, flere skal i arbejde, færre være ensomme. Det karakteristiske ved dem alle er, at organisationen ikke selv kan tilvejebringe målopfyldelsen – den er afhængig af alle mulige andre aktører, staten, kommunerne, arbejdsgiverne. Formuleringerne var naturligvis bevidste:
”Det nemme ville have været at sætte nogle mål, der er handlingsorienterede: Så og så mange kurser eller rådgivningssamtaler. Det vil være lettere at sige, at vi er en interessepolitisk aktør, at det er jo Folketinget og regeringen, der bestemmer, og at vi jo er ikke herre over forhold uden for vores myndighed. Men netop fordi vi har en meget bred portefølje af tilbud til folk med synshandikap, og netop fordi vores fornemste formål er at skabe opbakning blandt politikere og andre partnere til vores dagsorden, så er det også dét, vi skal måles på.”
Eksistentiel kamp – også for danskere
Da I lancerede strategien fremhævede du, at I derved gjorde målgruppen til udgangspunktet for alt arbejde. Hvordan vil du gøre det med torturofre?
Paratsvaret er selvfølgelig parat; den kommende direktør forstår at inkludere sine kommende medarbejdere – ”det er noget, vi skal finde ud af sammen.”
Man kan alligevel godt lokke noget ud af ham. Han blev udpeget til jobbet allerede i marts, fire måneder før han skulle tiltræde, og opgaven har naturligvis simret i baghovedet lige siden. Foreløbig er han kommet frem til at sige, at han ønsker at gøre organisationens kompetencer og arbejde ”endnu mere relevant for flere.”
Også dét kan lyde som et standardsvar for kommende chefer. Men der er mere indhold i sætningen, end man umiddelbart skulle tro – for ’flere’ er i Grues vision for sin kommende arbejdsplads ikke bare flere af de traumatiserede torturofre, som Dignity har været globalt førende i at vise, at man kan behandle til et bedre liv. ’Flere’ omfatter nærmest alle:
”Den afgørende opgave for Dignity er at få alle til at forstå, at kampen for menneskerettigheder er ikke bare sådan noget kosmopolitisk hygge fra 90’erne. Det er en eksistentiel kamp, og den har aldrig været vigtigere end nu – med et tilbagetrukket USA og nogle stadig mere autoritære regimer, som støtter hinanden og fjerner presset på de halvautoritære og de halvdemokratiske regimer.
”Det peger direkte tilbage på den tryghed og sikkerhed, vi har i Danmark. Menneskerettighedskampen fortjener rigtigt meget fokus. Den er i vores egen interesse.”
Dermed skal Dignity under Rasmus Grue Christens ledelse vise danskerne, at når der er ubehandlede traumer i en dansk flygtningepopulation, så er det ikke bare skidt for den enkelte traumatiserede, men også rigtigt skidt for helheden: ”Det kan vi gøre meget bedre end ved at have årelange ventetider på traumebehandling.
”Samtidig skal vi vise, at det forebyggende menneskerettigheds- og udviklingsarbejde ikke alene er en vigtig idealistisk, global mission, men også handler om alles helt almindelige tryghed og sikkerhed. Menneskerettighedsdagsordenen er for mig at se en trygheds- og sikkerhedsdagsorden i en tid, hvor der er fremvækst af autoritære regimer og et indadskuende USA. Vi risikerer – lige som i klimakatastrofen – at ende i et ’tipping point’, hvor den liberale menneskerettighedsdagsorden er alvorligt truet.”
At støje eller ikke at støje
Med jobskiftet og visionen placerer Rasmus Grue Christensen både sig selv og sin nye arbejdsplads i et politisk minefelt. Har han selv set svælget mellem sit nuværende virke og det, han beskriver? Alle vil gerne hjælpe de blinde, men der er stærke kræfter i Danmark, der ikke vil gøre noget for flygtninge?
”Jeg er enig i, at det er et mere politiseret arbejde. Når det er sagt, så er Dignity jo ikke partipolitisk. Og når det gælder det kliniske arbejde i Danmark er det dælendylemig også i vores egen interesse, uanset om man går ind for, at traumatiserede flygtninge skal integreres i Danmark eller hjemsendes og bidrage til genopbygning af eget land. Det er også en forudsætning for at undgå marginalisering og radikalisering.”
Man får ligefrem på fornemmelsen, at det passer Rasmus Grue Christensen helt fint, at han nu skifter til et mere politiserende arbejde, når han svarer, at ”det mener jeg at have gode forudsætninger for. Det bliver sjovt.”
Grue har en vidtrækkende vifte af arbejdserfaringer at trække på, når han skal sælge budskabet, overbevise politikere og udenlandske regimer – og samtidig lede en idealistisk organisation med 190 ansatte: Diplomatisk erfaring fra Udenrigsministeriet, der sluttede med to-et-halvt års udstationering som vicechef for repræsentationskontoret i Gaza og Vestbredden. Udviklingspolitisk erfaring som chef for Ungdommens Røde Kors; politisk erfaring som sekretariatschef for Radikale Venstre og mediestrategisk som direktør på Mandag Morgen og rådgiver for det fusionerede MM og Altinget.
Men ’sjovt’? Og hvordan vil han gøre det? Hvad bliver det væsentligste – at udmelde klare politiske standpunkter eller at have underhåndskontakt til politikerne?
”Det afhænger af situationen. Nogle gange er det mere hensigtsmæssigt at være støjende, andre gange er det det diskrete.
Hvornår støjer man?
”Når den direkte, diskrete lobbyindsats ikke er tilstrækkelig. Det er jo der, man begynder – i den direkte dialog og ikke i offentlig kamp.”
Styr på sit shit
Den nye direktør ser gerne, at Dignity får en ”lidt højere cigarføring”, når det gælder deltagelse i den offentlige debat: ”Men man skal stadig have for øje, at Dignity både er en aktivistisk menneskerettighedsorganisation og en seriøs vidensinstitution. Det er både en dansk organisation, men også en international spiller. Det sætter nogle rammer for, hvor larmende man kan deltage i den offentlige debat. Dignitys indsats hviler på solid forskning, og det giver en stærkere gennemslagskraft til at sprede veldokumenterede, forskningsbaserede indsatser til andre organisationer i hele verden.”
Din første og eneste udstationering placerede dig jo i hjertet af et sted, hvor der var rigeligt at tag fat på, men samtidig et sted, hvor det kan forekomme trøstesløst at tro på fremskridt. Hvad lærte det dig, når tortur jo reelt er normen i verden, hvor folk flest får tæsk af politiet indtil de tilstår?
”En væsentlig forudsætning for gennemslagskraft er for det første at have styr på sit shit: At man har sat sig enormt godt ind i det, man vil diskutere. Man skal være endnu mere indsigtsfuld end dem fra de store lande. I Ramallah gjorde vi en dyd ud af, at ingen havde bedre indsigt i sikkerhedssituationen i Gaza og på Vestbredden end lille Danmark. Det gav os en taleposition i forhold til vores allierede og gjorde det vanskeligere for modstanderne at verfe os væk. Man skal vidensmæssigt være helt oppe på tæerne, hvis man vil spise kirsebær med de store.”
Desuden lærte opholdet ham at prioritere knivskarpt, så ”når der virkeligt er noget kernestof på spil for dig, så sætter du alle kræfter bag. Til gengæld hyler du ikke op om de mindre sager. Som lille aktør har man ikke tilstrækkelig båndbredde til at kritisere og campaigne hele tiden – man må vælge sine nøglekampe.”
Kunne også være blevet politiker
Det sidste især kunne nok blive nødvendigt for at nå målet om at lære ’alle’ danskere at elske menneskerettighederne. Det har i stigende grad været en vanskelig opgave de seneste år. Hvordan vil Rasmus Grue Christensen lykkes med at gøre indtryk på danskerne i deres smørhul?
”Det har jeg ikke alle svarene på,” indrømmer han blankt. ”Men der ligger en stor pædagogisk opgave i at bibringe forståelsen af, hvor dyrebar den liberale verdensorden, der blev opbygget efter anden verdenskrig, er for et lille land som Danmark. Hvor ekstrem skrøbelig den er. Folk har en forestilling om, at ’vi vender da ikke tilbage til mørkere tider! Det kan da godt være, at der er et udsving hist og her, at russerne for eksempel strammer grebet indimellem, men overordnet set går vi da mod lysere tider!’ Men nej – det er en fejlslutning! Vi befinder os i en umådelig skrøbelig tid, hvor aktører som Dignity skal hjælpe til, at vi alle vågner af tornerosesøvnen.”
Du kunne også være blevet politiker…
”Ja!” – lyder det omgående.
Det blev du ikke – fordi?
”Hmmm – jeg synes simpelthen det er sjovt at arbejde med ledelse i disse komplekse organisatoriske omgivelser, som udgør en ngo, og hvor jeg tror, jeg kan skabe forandring. Det vel den simple forklaring.”
Men du overvejede det?
”Jada! Dengang jeg var på Christiansborg. Men jeg så også, at det almindelige folketingsmedlem bruger en stor del af sin tid på bidske opgør med modstandere, sene interviews i DR2, etc.
”Jeg endte med at beslutte, at jeg kunne bruge min tid bedre i en ngo med de forskellige erfaringer fra de forskellige politiske verdener, jeg har bevæget mig i – den politiske, diplomatiske, mediemæssige, etc. Det er dér, jeg kan skabe mest forandring.”
