Moneyland
Oliver Bullough: Moneyland. Why Thieves And Crooks Rule The World & How To Take It Back, Profile Books, London 2018.
Moneyland er en parallel verden, hvor folk med kapital kan skjule deres formuer i anonyme selskaber og placere dem, hvor betingelserne er mest gunstige uden for nysgerrige myndigheders rækkevidde.
Omdrejningspunktet for bogen er, hvordan korrupte politikere og embedsmænd fra fattige eller nyrige lande kan udplyndre deres lande og overføre pengene til skattely og derefter investere dem i rige lande, ofte i Storbritannien eller USA, da disse anses for at være de sikreste lande at anbringe kapital i.
Bullough var til stede under den ukrainske opstand mod den korrupte præsident, Viktor Janukovich, og det var lykkedes aktivister at redde Janukovich’ finansielle dokumenter op af havnen, hvor hans hjælpere havde dumpet dem. Heraf fremgik det, at hans imposante præsidentpalads i Kiev, hans kulmineselskaber i Donbas og hans paladser på Krim-halvøen alle var ejet af selskaber med adresse på offshore øer i Caribien.
Herved adskilte Janokovich sig ikke fra alle andre korrupte embedsmænd i Ukraine, idet de alle har selskaber offshore. Den måske vigtigste årsag til opstanden på Maidan-pladsen var korruptionen, der gennemsyrer det ukrainske samfund fra toppen og ned. Korruptionen fungerer som en pyramide: De øverste i systemet indgår imod en klækkelig returkommission udbetalt til skuffeselskaber offshore kontrakter med leverandører af varer, hvorfor der betales overpriser, der i praksis er en skat på befolkningen, og således er der kun lidt tilbage i budgettet til udbetaling af lønninger. Da det er dyrere at bygge broer end skoler og sundhedsudstyr, er returkommissionen også større.
De ansatte i det offentlige kan knap leve af deres løn, hvorfor de forlanger penge af deres klienter. Som en jurist udtrykte det: ”Valget er ikke mellem at tage imod bestikkelse eller være ærlig, valget er mellem at tage imod bestikkelse eller dine børn bliver dræbt”, eller som hans mexicanske kolleger opgivende formulerede det: ”Vil du betales i sølv eller i bly?”.
Kleptokratier og rovdyrstater
Korruptionen er blevet så udbredt, at hele lande er blevet ude af stand til at beskatte deres rigeste borgere, hvilket betyder, at de, der er dårligst i stand til at betale, er tvunget til at støtte regeringen.
Dette underminerer den demokratiske legitimitet og gør befolkningen vrede over at leve under sådanne betingelser. Bullough mener, at det var årsagen til, at de ukrainske tropper på Krim ikke gjorde modstand mod de irregulære russiske tropper, at en admiral overgav sig og den ukrainske flåde til russerne uden kamp, og at ingen gjorde modstand mod russisktalende oprørere i det østlige Ukraine.
I Ukraine ejede de rigeste 45 individer i 2013 lige før Maidan-opstanden lige så meget som halvdelen af befolkningen – og dette er et kendetegn for de fleste lande uden for den rige del af verden.
Efter Maidan-opstanden forsøgte den nye sundhedsminister, lægen Oleg Musy, at rydde op i sundhedsministeriet, men han måtte opgive, da han blev modarbejdet af embedsmændene, som var en del af det korrupte system, hvorfor han efter mindre end et år på posten blev fyret.
Bullough bruger Ukraine som idealtype på et kleptokrati, og han fremhæver, at mange andre lande fungerer på samme måde, især hvis de besidder råstoffer, som magthaverne kan bruge til at berige sig med.
Store formuer placeret offshore
I Angola, der officielt er et socialistisk land, skulle man tro, at store olieforekomster skulle muliggøre udvikling af velstand, men over 80% af befolkningen lever i fattigdom, og middellevetiden er 48 år.
Samtidig er Isabel Dos Santos, som er datter af præsidenten siden befrielsen fra portugiserne, Afrikas rigeste kvinde med en anslået formue på 3 milliarder dollars. Hun har britisk pas (købt), og har store aktieposter i en mængde selskaber.
I 2016 indsatte faderen hende som formand for det statslige olieselskab, Sonangol, som er berygtet for korruption, og dette eksempel går igen i mange lande. For eksempel er datteren af præsidenten i Aserbajdsjan producent af film og blade. Ligeledes er et andet olieland, Nigeria, berygtet for korrupte ledere der beriger sig, samtidig med at befolkningen forbliver fattig, hvilket har ført til terrorbevægelser i den muslimske nordlige del af landet.
Den største udfordring for amerikanerne i Afghanistan er ikke talibanerne, men korruption, siger en general. Og det er ikke småbeløb, som kleptokraterne rager til sig. Franske Gabriel Zucman har beregnet, at 52% af Ruslands husholdningers aktiver er placeret offshore, mens tallet for Afrika er 30% og for landene i den arabiske Golf hele 57%.
Da kleptokraterne ikke behøver at tage hensyn til opinionen i befolkningen, kan de også udrense deres modstandere i udlandet. Bullough mener, at den tidligere russiske agent Aleksander Litvinenko, der blev myrdet i London med giftstoffet polonium, og for nylig Sergei Skripal, der overlevede et attentat med en nervegas, skulle dø, fordi de var i færd med at afsløre det russiske kleptokratis økonomiske hemmeligheder.
Offshore-selskaber overtager ejendomsmarkedet
Bullough viser, hvordan især den britiske finansverdens modstand mod efterkrigstidens gennemregulerede kapitalmarkeder for det første førte til en langsom erodering af reguleringerne, ofte med højtstående britiske embedsmænds hjælp, og for det andet at advokater oprettede et netværk af offshore skattely, som kunne bruges at skjule kapital fra såvel skattesnydere som kleptokrater og andre kriminelle.
Det er nærmest umuligt at få oplysninger om, hvem der i offshore-lokaliteterne ejer de registrerede skuffeselskaber, og oftest er ejeren en stråmand. Fra offshore-destinationerne kan pengene nu overføres til hvilket som helst sted, og en hel del bruges til at købe ejendom i London, hvor hele kvarterer er ved at blive overtaget af lyssky personer gennem skuffeselskaber.
I England og Wales ejes 100.000 ejendomme af offshore-selskaber, og 60% af husene i London, der koster over 4 millioner pund, sælges til udlændinge. Lyssky udlændinges indtog på boligmarkedet i London har ført til enormt høje priser og forvredet markedet, således at selv rige englændere ikke mere har råd til at købe i de mest attraktive kvarterer, og boligkøb er uden for rækkevidde af almindelige engelske lønmodtagere, som presses ud af byen.
London er berygtet for sin slappe kontrol med kapitaloverførsler til landet og har nærmest levet efter devisen, at hvis klienten er rig nok, vil banker bryde loven – fordi fortjenesten også er stor (heri ligger nok også forklaringen på hvidvaskningen i Danske Banks afdeling i Estland).
Storbritannien er også attraktiv for udlændinge, fordi retssystemet i modsætning i oprindelseslandene ikke er underlagt tilfældige politiske magthaveres luner, men beskytter ejendomsrettighederne.
Både penge og personer er offshore
Det er en vigtig pointe, at hele det lyssky system er muliggjort af vestlige banker, revisions- og rådgivningsselskaber og advokater, der dels nærmest har skrevet lovgivningen i offshore-stederne, dels medvirker til investeringerne i de rige lande – og også rådgiver om, hvordan selskaber i rige lande kan unddrage sig skat.
Endvidere er det igennem de senere år blevet muligt at købe pas i forskellige lande, således at indehaveren kommer uden for oprindelseslandets myndigheders rækkevidde: Pasindehaveren har sine penge offshore, og nu er personen også offshore.
Da de forskellige offshore destinationer gerne vil få så store indtægter fra afgifter fra skuffeselskaberne, underbyder de hele tiden hinanden, hvorfor der foregår et kapløb mod bunden med stadig mindre krav til selskaberne. Denne udvikling smitter også af på lande med skrap lovgivning, da de stilles over for krav om enten at følge med udviklingen eller miste selskaber og kapital. For eksempel har Sverige en stor ikke registreret kapitaludførsel, mens Storbritannien oplever det modsatte, og forskellen skyldes forskel i kontrol med selskaber, som er slap i Storbritannien.
Pinligt med et ur til 30.000 dollars
Dannelsen af et nyt globalt aristokrati har ifølge forskningsdirektør Ajay Kapur fra Citigroup ført til dannelsen af et marked for luksusvarer, som er uafhængig af konjunkturerne, fordi de rige har så store ubundne midler, at de kan købe luksusvarer, hvornår de ønsker det.
Kapur bruger begrebet, ”plutonomi”, for at beskrive økonomier, hvor de rige har en uforholdsmæssig del af de økonomiske aktiver, hvorfor de også udgør en uforholdsmæssig stor del af forbruget. Han mener, at der i en plutonomi ikke mere eksisterer ”den amerikanske forbruger” (eller den britiske), når den øverste million amerikanske husholdninger ejer mere end de nederste 95% husholdninger, og dette betyder, at afkastet af investeringer i luksusvaresektoren er over gennemsnittet.
Dyre schweiziske ure er populære hos russiske oligarker, og det var i 2012 pinligt for Moskvas patriark at blive afsløret i at bære et ur til 30.000 dollars – Moskvas borgmester bar dog et ur til over en million.
De store kapitalkoncentrationer kommer også til udtryk i, at milliardærerne bruger penge for at promovere sig selv eller investere i ting, som de synes er interessante eller spændende at lege med. Dette ses f.eks. i oligarkers køb af europæiske fodboldklubber.
Det største skattely er USA
Udviklingen, hvor stadig større dele af økonomien foregår i det virtuelle Moneyland, fører til større ulighed og undergraver demokratiet, da pengemagten også får større politisk indflydelse. De rige lever globalt, mens resten lever lokalt, og problemet er, at penge flyder på tværs af grænser, mens love ikke gør. Derfor kan de rigeste altid flytte formuer hen, hvor de ønsker.
Som Bullough definerer Moneyland, så er det ”maltesiske pas, engelsk injurielovgivning, amerikansk beskyttelse af privatlivet, panamaske skuffeselskaber, Jersey trusts, lichtensteinske fonde, som lagt sammen skaber et virtuelt rum, der er større end summen af dets dele”.
For at vende udviklingen er øget internationalt samarbejde nødvendigt, mener Bullough. Da det blev afsløret, at schweiziske banker havde hjulpet amerikanske statsborgere med at snyde den amerikanske stat i skat, vedtog Kongressen en lov, som førte til automatisk udveksling af kontohaveres identitet og formuer mellem resten af verden og USA – samtidig med at de schweiziske banker fik klækkelige bøder – og da EU fulgte trop og Storbritannien fik sine tidligere kolonier med, har offshore-lokaliteterne oplevet en kraftig nedgang i investeringer.
Der er dog smuthuller i aftalerne, og det måske vigtigste er, at USA ironisk nok har krævet og får informationer fra alle lande om amerikanske statsborgere, men at landet ikke selv udveksler informationer om udenlandske statsborgeres konti.
For det største skattely er nemlig USA, især Delaware, Nevada og Wyoming, men også andre stater, igennem lovgivningen om trusts (på dansk: fonde). Da en trust er en privat aftale mellem stifteren og dennes advokat, skal den i modsætning til selskaber ikke registreres hos myndighederne og er derfor uden for myndighedernes rækkevidde. Stifteren kan selv være modtager af trusten, således at hun selv bestemmer over noget, hun egentlig skulle afgive til en fremmed bestyrer, så det er en særdeles fordelagtig konstruktion, hvorfor udenlandsk kapital er strømmet ind i USA.
Det er også let at oprette skuffeselskaber, og hvis det drejer sig om udenlandske selskaber, kan myndighederne ikke få oplysninger om indehaveren. Dette kan blive et sikkerhedsproblem, da et regeringsagentur konkluderede, at regeringen ikke havde nogen idé om, hvem der ejede en tredjedel af de bygninger, som administrationen lejede til højsikkerhedsformål. Spionage er en overhængende fare.
Selv højtstående Demokrater agerer i Moneyland, f.eks. blev forhenværende vicepræsident Joe Bidens søn Hunter, som ikke har erfaringer med Ukraine, indsat på en bestyrelsespost i en ukrainsk kleptokrats olieselskab, hvilket lugtede langt væk af nepotisme og forsøg på at sikre sig mod retsforfølgelse.
Trump har ophævet regler om bestikkelse
I 2011 foreslog den daværende præsident, Barack Obama, at USA også skulle udveksle oplysninger om bankkonti med andre lande, men dette mødte kraftig modstand fra banklobbyen, især fra banker i Florida og alle kongresmedlemmer herfra, hvor enorme mængde sorte penge fra Latinamerika er investeret.
Formanden for bankerne i Florida frygtede kapitalflugt fra staten, ligesom han indrømmede, at der ikke var betalt skat på indskud i størrelsesordenen mellem 60-100 milliarder dollars.
Obama bøjede sig ikke og gennemførte loven, men i udvandet form, idet det kun er et begrænset antal lande, som landet skal udveksle informationer med, og der er ikke udsigt til, at der sker yderligere udvidelser af gennemsigtighed for konti og selskabskonstruktioner.
Trump har tilmed ophævet to forholdsregler omhandlende amerikanske selskabers bestikkelse af udenlandske embedsmænd og ministre.
Undergravning af demokratiet
Moneyland bliver også et demokratisk problem, idet det er penge herfra, der bruges til at købe sig til indflydelse i valgkampe, f.eks. i Brexit-kampagnen og de russiske penge i det amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.
Men den stadige modsætning mellem national suverænitet, hvor stater selv laver love, der kan undergrave andre landes økonomiske grundlag, og behovet for internationalt samarbejde, som kan kontrollere de finansielle strømme og bringe kapital under international kontrol, vil bestå.
Oliver Bullough har skrevet en spændende og veldokumenteret analyse af den skjulte, parallelle økonomiske verden, som de færreste kender særlig meget til. Han har gennem sit detektivarbejde afdækket mekanismerne, hvordan de konkret kommer til udtryk i forskellige lande og påvirker befolkningen.
Moneyland dukker dog i stadig flere tilfælde op til overfladen, når insidere lækker dokumenter fra Moneyland – her kan nævnes Swissleaks, Luxleaks og Panama Papers. Problemet er dog, at offentligheden hurtigt glemmer sagerne, hvor efter der ikke sker det store.
Per Clausen er lektor i samfundsfag med særlig interesse for internationale kapitalforhold. Han har tidligere anmeldt bøger om emnet.
