”Verdensbanken har set lyset”. Sådan stod der for en god uges tid siden i en østafrikansk avis. Baggrunden var, at Verdensbanken på det seneste årsmøde, der blev holdt 12.-14. oktober på Bali, anbefalede, at der skulle investeres mere i uddannelse og sundhed. Samtidig lancerede Verdensbanken et nyt Human Capital Index, der måler, hvor godt de enkelte lande klarer sig på dette område.
Tidligere på året pegede internationale kendisser som Bill Gates og Mo Ibrahim på det samme og advarede mod den manglende prioritering af de sociale sektorer i udviklingslandene. En tilsvarende kritisk vurdering fremgik også af Verdensbankens Udviklingsrapport fra 2017, der tegnede et dystert billede af udviklingen på uddannelsesområdet.
Andre internationale rapporter har allerede nu konkluderet, at Verdensmålene ikke kan nås på uddannelsesområdet inden 2030. Ifølge den seneste Udviklingsrapport fra Verdensbanken, sættes dette i relief af en teknologisk udvikling, der vil stille øgede uddannelsesmæssige krav til arbejdsstyrken, herunder i udviklingslandene.
Investeringer i mennesker betaler sig
Der findes forskellige beregninger af, hvor meget der skal investeres for at nå Verdensmålene, og det antages ofte, at mindst halvdelen af investeringerne skal komme fra den private sektor. I det lys er de senere års øgede fokus på den private sektor måske ikke så overraskende.
Den private sektor vil imidlertid i overvejende grad være interesseret i forskellige former for erhvervsvirksomhed og infrastruktur (havne, veje, energi), fordi det er på disse områder, investeringer kan give et finansielt afkast. Den danske bistand har eksempelvis støttet projekter om alt fra cementproduktion, vindmølleparker, mejeriproduktion og vandværker til containerterminaler og meget mere.
Selvom sådanne investeringer er fornuftige, så afspejler de samtidig en indgroet opfattelse af, at den bedste måde at skabe økonomisk vækst på er at investere i fysisk kapital. Men forskning har i voksende omfang peget på betydningen af menneskelig kapital – det der på engelsk kaldes ”human capital”.
Forskning har bl.a. estimeret, at for hvert år, der lægges på en persons uddannelse, vil vedkommendes livsindtægt stige med omkring 10 pct., og at mellem 10 og 30 pct. af forskellene i indkomst pr. indbygger på tværs af landegrænser kan forklares af forskelle i menneskelig kapital.
Hvorvidt der bør investeres i fysisk eller menneskelig kapital, er dog ikke nogen ny diskussion. Det er en diskussion, der er kommet op med løbende mellemrum. I udviklingssamarbejdet mellem donorer og partnerlande har man har således kunnet se ”pendulet” svinge frem og tilbage.
I de senere år har der været tale om et ”infrastruktur-gap”, mens man tidligere har set forsøg på at fastlægge nogle rammer for, hvor stor en del af budgetterne skulle gå til de sociale sektorer. I virkeligheden vil mange nok være enige i, at det gælder om at finde en balance, hvilket også diskussioner af det ”østasiatiske mirakel” har peget på.
Landene i Østasien har ikke opnået en høj økonomisk vækst over mange år alene ved at investere i infrastruktur, men netop ved også prioriteret de sociale sektorer.
Danmark bør gå forrest med en prioritering af de sociale sektorer
Det man imidlertid kan konstatere er, at en række udviklingslande har meget lave investeringer i de sociale sektorer. F.eks. investerer Nigeria og Indien mindre end 1 pct. af landenes BNI på sundhed. I andre lande – som f.eks. Ghana – er der næsten ingen plads tilbage på statsbudgettet til de sociale sektorer, når andre udgifter er blevet dækket. Resultatet er blevet en nedprioritering af de sociale sektorer og samtidig en øget gældsætning.
Så selv om det måske kan lyde rigtigt med øgede investeringer i menneskelig kapital, bør diskussionen ikke bare handle om, hvilken balance der skal være mellem investeringer i fysisk og menneskelig kapital. Den bør også handle om hvordan investeringerne skal finansieres, hvis ikke udviklingslandene skal havne i nye gældsfælder.
Det kan således ikke forventes, at den private sektor vil kunne stå for mere end en mindre del af investeringerne i de sociale sektorer. Derfor er det ikke bare vigtigt, at udviklingslandene øger deres egne indtægter fra skatter og afgifter, men også at donorernes udviklingsbistand prioriterer de sociale sektorer. Danmark har stolte traditioner med at støtte uddannelse og sundhed og kunne passende gå foran med at sikre gennemførelsen af dette.
Adam Moe Fejerskov er forsker ved DIIS og Ole Winckler Andersen er senioranalytiker ved DIIS
