Kapital uden grænser
Harrington, Brooke: Kapital uden grænser, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2017, 316p, ISBN 9788757438666
Kapital uden grænser er den danske udgave af Brooke Harrington: Capital without Borders, Harvard University Press, Sep. 2016.
Når man siger skattely, er tankerne ofte hurtigt gået på langfart – til Cayman-øerne, Bahama, Bermuda, Mauritius, De Britiske Jomfruøer osv., men kortere rejser kan gøre det – bortset fra at fysisk tilstedeværelse jo ingenlunde er nogen betingelse for at anbringe ens ubeskattede penge dér. Nå, velkendt er et også at skattely såmænd også finde i flere større europæiske stater – det er ikke spørgsmålet om geografisk fjernhed, men om snedig form for anbringelse.
En britisk professor, Brooke Harrington, har beriget os med en dybere indsigt i hvordan alt dette her med de såkaldte formueforvalteres betjening af verdens rigeste skatteflygtninge finder sted i bogen Kapital uden grænser (316 sider, Jurist- og Økonomforlagets Forlag).
Harrington er ph.d. i noget så særegent som økonomisk sociologi CBS, Copenhagen Business School (førhen Handelshøjskolen). Hun fik sin uddannelse på Harvard Universitet og skaffede sig indsigt i formuers vej til i alt 18 populære skattely ved at selv at lade sig uddanne som formueforvalter.
Selv om hendes bog er velskrevet og letforståelig, er den tung at komme igennem på grund af forfatterens trang til detaljeret at udmale de mange måder hvorpå penge så at sige kan sno sig uden om nationalstaternes skattevæsen. I betragtning af den store bevågenhed, den internationale skatteunddragelse nyder i ikke mindst dagspressen, er det begrænset hvor meget egentlig nyt Harrington bringer frem. Hertil kommer den britiske regerings helt aktuelle forsøg på at tvinge nogle territorier, så som Cayman-øerne, de britiske Jomfruøer og Bermuda til at offentliggøre navne på de personer, som har bragt penge i skattely hos dem.
Men det er jo netop kernen i det hele: Dette her med ”den, der lever skjult, lever godt”. Når Panama blev et foretrukkent land for mange velhavere ”med ondt i skatten”, skyldtes det bl.a., at det satsede på at gøre fondskonstruktioner til et af sine specialer i offshore-branchen, hvorved rigmænd også kunne omgå de udbredt regler om tvangsarv i Latinamerika. Panama har ligefrem indført forbud mod, at udenlandske arveretsregler kan gøres gældende over for aktiver i panamanske fonde. Hermed også givet et lille bidrag til forståelse af den store gennemslagskraft lækken fra Panama Papers gav.
Andre små områder som det selvstyrende territorium Cook-øerne (der sorterer under New Zealand) har indført lignende rigoristiske regler ved i en lov fra 1989 at bestemme, at aktiver, der er deponeret i landets trusts, ikke kan omfattes af domme, der måtte være afsagt ved nogen udenlandsk domstol, eller være tilgængelige for eventuelle udenlandske kreditorer. 25 andre territorier eller stater, deriblandt Bahama, Belize og 14 amerikanske delstater har kopieret loven. Harrington vil vide, at USA pga loven er blevet hindret i at opkræve 37,6 mio. dollars, forbundsregeringen i 2007 blev tilkendt som følge af blot en persons svigagtige forretningspraksis.
Det skønnes i dag, at godt 30 pct. af den afrikanske privatrigdom og over 50 pct. af den russiske er placeret i Schweiz og andre skattely. OECD har derfor tilskyndet disse lande til at gennemføre mere aggressive besatningsordninger og en mere omfattende fordelingspolitik, som bremser de økonomiske og sociale skadevirkninger heraf. Der er alt for få og svage kontrolindgreb fra statens side og vilkår for hvad der kaldes ”ekstrem velstandsulighed”.
Brugen af trusts og offshoreplaceringer gør det ikke alene vanskeligt at inddrive skatter, gæld og bøder, men hyller også de politiske og økonomiske privilegier i det slør, der hedder beskyttelse af privatlivet.
De formuer, de nok så vigtige formueforvaltere opererer med, er til tider af ufattelig højde. En lillebror til emiratet Dubais hersker erkendte under en afhøring ved en domstol i London, at hans aktiver androg 19 milliarder dollars. Det svarer til et BNP i små europæiske stater – fx højere end Maltas og i øvrigt end for 51 andre lande i verden. Det kan ikke overraske, at de superrige, der nyder godt af skattelyene, ikke sjældent selv forhandler sig til rette med myndighederne der, hvor de skal betale skat.
De ofte små territorier, som excellerer i at være skattely, har ikke megen interesse i at bøje sig for det tiltagende internationale pres, der lægges på dem for at skærpe beskatningen af formuerne. De Britiske Jomfruøer betegnes af mange som noget af et ”økonomisk dødvande”, indtil de i 1970’erne forvandledes til hvad man har kaldt et finansielt kraftcentrum. Disse øer er i dag vært for 40 pct. af verdens offshorevirksomhed, dvs. hundreder af milliarder dollars i såkaldt selskabsvelstand og privat ejendom.
Uden at bogen kommer nærmere ind på det konstaterer den, at befolkningen fx på De Britiske Jomfruøer ingenlunde har haft særlig fordel af de enorme formuers placering. Her som andetsteds i skattelyene blev de små territorier uofficielle kolonier for den globale finansverden , endda med tidligere koloniriger i ledende roller – samtidig med at de større kolonier blev selvstændige.
Forfatteren anviser ikke nogen vej til at komme den urimelighed, den ulighed, skatteflugt repræsenterer, til livs. Hidtidige bestræbelser i så henseende har vist sig ineffektive. Velstandens og dens ejeres mobilitet sammen med formueforvalternes dygtighed har gjort det alt for let at krænke såvel loves ånd som bogstav på beskatningens område.
Fokus skal efter Harringtons mening flyttes fra de velhavende enkeltpersoner til de professionelle, der betjener dem. Hvad hun kalder ”incitamentskulturen” hos de professionelle formueforvaltere skal ændres, så mægling i familiestridigheder eller oprettelse af komplekse international aflønningsordninger kommer til at fremstå som mere attraktive kilder til indtjening end ”kreativ overholdelse” af skatteregler og andre love.
De flere gange omtalte formueforvaltere, altså rigmændenes og selskabernes professionelle operatører, skønnes i dag at kontrollere kapitalstrømme på op mod 21 billioner dollars i private midler, hvilket skal have unddraget staterne for 200 milliarder dollars årligt. Sådanne skøn er behæftet med en vis usikkerhed, men der er ingen tvivl om at disse penge i en vis forstand er transnationale og ”hypermobile”.
