Flyv og plant et træ?
Hvis vi støtter et skovprojekt i Tanzania, kan vi så beholde julerejsen til Thailand? Det er forskere og miljøfolk uenige om. En del flyselskaber giver kunder mulighed for at kompensere for flyveturens CO2-udledning ved typisk at donere penge til træplantning eller skovbevaringsprojekter. Desuden hjælper virksomheder som ZeroMission og Tricorona Climate Partner andre virksomheder med at vurdere klimaaftryk, lave klimastrategier og finde et passende skov- eller energiprojekt i udviklingslande. Du kan også udregne dit eget klimaaftryk på sider som carbonfund.org og donere penge der.
I debatindlægget her forklarer tre svenske forskere, hvorfor de mener, at klimakompensation er problematisk.
Klimakompensation kan virke som et attraktivt og billigt valg for virksomheder og forbrugere, der gerne vil gøre en forskel. Men outsourcing af CO2-reduktioner til udviklingslande er forbundet med problemer, som virksomheder, der benytter klimakompensation, er tilbøjelige til at negligere.
Omfattende forskning viser, at det er meget vanskeligt og usikkert at beregne, kontrollere og sikre klimafordelen med specifikke projekter. Det gælder især projekter, der vedrører genplantning af træer, hvilket er en af de mest populære typer klimakompensation på markedet i dag.
På grund af det meget komplekse ejerskab og brug af jord, særligt i lande på den sydlige halvkugle, er det svært at sikre og påvise, at et projekt er såkaldt additionelt.
Det vil sige, at mindskning af skovrydning eller øget genplantning af træer sker på grund af projektet, og at den samme udvikling ikke ville have fundet sted uden. Hvis det ikke er tilfældet, risikerer pengene at blive pumpet ind i forandringer, der ville have fundet sted alligevel, og påstanden om kompensation ville være falsk.
Additionalitet er et grundlæggende kriterium for alle klimakompensationsprojekter, og i debatten er der ofte en del forvirring om dette og andre begreber.
Additionalitet er også i sig selv problematisk. Vurderingen af klimafordele baseres på et kontrafaktisk scenarie, det vil sige en alternativ fortælling om fremtiden, og på projektets antagelser om, hvad der vil ske.
Derfor er additionalitet umuligt at kvantificere, og dermed også at garantere. Med andre ord kan man bedst forstå det som en avanceret gætteleg, som desuden er præget af en åbenlys interessekonflikt: Jo værre den alternative fremtid er, desto større klimakompensationer kan et projekt levere.
Ingen garanti
Et andet omdiskuteret begreb er permanens. CO2-udledningen forbliver i atmosfæren i hundredvis, hvis ikke tusindvis af år, og derfor skal projekterne garantere, at den kompensation, som du køber, er en permanent løsning. Et projekt, der klimakompenserer ved at plante træer, skal derfor kunne garantere, at den kuldioxid, der lagres i træerne, forbliver der i lang tid.
Men træer kan formulde, og en skov kan angribes af skadedyr, sygdomme, tørke eller brand. Derudover kan lande beslutte at lave arealbruget om.
Alt dette er særligt aktuelt i områder med politisk ustabilitet og udbredt fattigdom, og hvor landbrugsjorden er en mangelvare, og hvor klimaforandringerne forventes at ramme hårdest – det vil sige i mange af de lande hvor træbeplantningsprojekter foregår. Derfor er begrebet permanens, på samme måde som additionalitet, afhængigt af en specifik udgave af fremtiden, som vi ikke kender.
Et tredje problematisk aspekt vedrører en almindelig påstand, man ofte hører hos fortalere for klimakompensation, nemlig at projekterne udover klimafordele skaber positive eksternaliteter.
Det vil sige, at de giver ekstra fordele som eksempelvis mindre fattigdom og mere udvikling. Selvfølgelig kan et skovprojekt i Indonesien eller mere effektive ovne i husholdningen i Kenya hjælpe lokalbefolkningen. Men det er naivt at tro, at klima, social udvikling og økonomi altid følges ad, eller at den slags synergier automatisk opstår uafhængigt af lokale, sociale, miljømæssige og politiske faktorer.
Hvis man hævder, at et projekt giver den type ekstra gevinster, skal man lægge tydelige strategier for, hvordan de skal opnås og have kriterier for evaluering på plads. Vores forskning viser, at dette ikke altid er tilfældet. Vi er enige med andre forskere i, at det spiller en stor rolle, hvordan klimakompensationsprojekter planlægges og gennemføres, og på hvis betingelser det sker.
Disse betingelser er dog alt for ofte bestemt af markedets krav frem for de lokale behov. For at opnå den ekstra gevinst kræves langvarigt engagement, tilpasning til forholdene i området samt inddragelse af de lokale. Og det kræver tid og ressourcer, hvilket tit er svært at forene med klimamarkedskrav og økonomisk effektivitet.
Effektive klimaindsatser er nødvendige, og det haster. Vi har brug for drastiske tiltag for at nedsætte vores udledning af drivhusgasser. Vi burde have indset alvoren for længst.
Alle kan gøre mere, og regeringer og virksomheder er vigtige for at fremme udviklingen. For os som individer er den eneste helt sikre måde at reducere vores egen CO2-udledning den mest oplagte: Spis ikke den burger, og tag ikke den flyver.
I lyset af den påtrængende klimakrise, usikkerheden ved klimakompensation i udviklingslande og problemerne med at kombinere global og lokal gevinst fremstår brugen af internationale klimakompensationsprojekter som en dårlig strategi. Vi tror, at der findes andre, mere effektive og retfærdige måder at håndtere klimakrisen på.
Wim Carton og Elina Andersson er forskere ved Centre for Sustainability Studies på Lunds Universitet, mens Maria Johansson er forsker ved Ekologi, Miljö och Botanik (DEEP) på Stockholms Universitet
Debatindlægget er oversat af Hanna Lise Simonsen og er tidligere publiceret i Det Økologiske Råds magasin om klima og miljø: Global Økologi. og i en længere udgave på den svenske supermiljobloggen.se
http://supermiljobloggen.se/
Læs mere om Global Økologi her: http://www.ecocouncil.dk/
