Du kender godt den situation, hvor du går forbi en tilfældig butiksrude, der kun overgås af Hotel D’Angletere ved juletid og får dig til at storme ind i butikken… for at opdage, at den indbydende facade blot dækker over et konkursvrag af en butik.
Butiksindehavernes trick er ren spil for galleriet og super effektivt. Det benyttes af butikkerne til at sælge selv det tøj der for længst er røget af mode, som får folk til at købe de selv mest ufotogene burgere hos McDonalds og senest får europæiske lande til at vise unaturligt og tvivlsomme stigninger i deres udviklingsbistands-bidrag. Sidstnævnte med sandheden om, at pengene reelt set tages op fra landenes dybe lommer og lægges direkte ned i lommen igen.
Skræmmende læsning
CONCORD, civilsamfundsorganisationernes europæiske paraplyorganisation (som Globalt Fokus er medlem af, red.) har netop publiceret sin nyeste AidWatch-rapport, der analyserer den europæiske udviklingsbistand i året 2016.
Konklusionen er skræmmende læsning. Til trods for historisk høje udviklingsbistandstal, som landene har registret, viser rapporten, at 20 % af de penge, svarende til ca. 112 milliarder kroner, aldrig forlader det europæiske kontinent. Disse penge går til de europæiske landes flygtningemodtagelse og militære missioner.
Det er helt i tråd med landenes egne spilleregler for udviklingsbistand under OECD/DAC, men det er netop definitionen og omfanget af disse midler som AidWatch-rapporten er stærkt kritisk overfor. Det er ifølge AidWatch-rapporten ren spil for galleriet, at landende registrerer den inflation som udviklingsbistand.
De høje tal viser nemlig ikke det helt sande billede af, hvad bistanden reelt bliver brugt til. En stor og stigende andel af midlerne benyttes nemlig ofte til at dække flygtningeudgifter internt i de velhavende lande, samt blandt andet også disse landes militærprojekter med formål at fremme egen sikkerhed.
Mange europæiske lande valgt at bruge bistanden til militære operationer, der kan give donorernes regeringer nogle sikkerhedspolitiske points på hjemmefronten, fremfor at hjælpe f.eks. familier med kvinder og børn, som ufrivilligt er fanget midt i konflikten i Mali.
Samtidig går der ligeledes f.eks. penge fra at hjælpe et udviklingsland, som Kenya, der huser verdens største flygtningelejr Dadaab med en halvmillion mennesker, til i stedet at støtte en af verdens mest velhavende lande som Danmark med vores modtagelse af flygtninge.
Lige netop denne allokering af bistanden til modtagelse af flygtninge var årsagen til den danske regering kunne annoncere, at Danmark i 2016 gav 0,75% i udviklingsbistand – hvor det i virkeligheden kun er 0.62% af pengene der reelt går til udviklingslandene. Det er ren spil for galleriet.
Udviklingsbistand er bistand fra rige til fattige lande
AidWatch-rapporten kritiserer denne bistandsinflation ud fra en klassisk præmis om at udviklingsbistanden i bogstavelig forstand er en bistand, der doneres af de mest velstående lande til de mindre velstående modtagerlandes udvikling.
Dette har de velhavende landes regeringer nu sat til diskussion ved at udnytte den største humanitære krise i moderne historie med masseflugt fra borgerkrigene hhv. i Syrien og Sydsudan til at vise for deres vælgere, at de hæver udviklingsbistanden i ren af skær altruisme.
Når sandheden reelt er, at 20% af alle de milliarder af euro, der årligt rapporteres som udviklingsbistand i Europa aldrig forlader de velhavende landes grænser, ifølge AidWatch-rapportens tal.
AidWatch-rapportens konklusion er, at de europæiske landes egen interesse ved at allokere bistanden til dem selv, er en glidebane og en kæmpe bjørnetjeneste for os selv – de rige donorlande – på længere sigt. Når 20% af pengene ikke reelt set går som bistand til at fremme udvikling i landene, er resultatet at det er de mindst velhavende lande, der kommer til at stå som tabere, når de penge, som skulle gå til projekter i deres lande nu går til projekter i de velhavende donorlande. Udviklingslandenes udfordringer forsvinder ikke ved, at vi skærer 20% af de lovede penge fra og giver dem til os selv.
De manglende – eller udskudte – investeringer i de mindst udviklede lande vil betyde, at vi risikerer at udfordringerne i landene, vi står overfor, vil hobe sig op i en sådan grad, at vi vil have overordentligt svært ved at nå i mål med at sikre vores fælles mål om at ingen børn må gå sultne i seng, at nogen børn aldrig får en skolegang eller må leve et helt liv i ekstrem fattigdom. De nederlag kommer at stå på vores regning. Vi gør os selv den største bjørnetjeneste ved at glemme de mindst udviklede lande ved at lade pengene blive i det mest udviklede lande.
Hvis der skal genetableres stabilitet på udviklingsbistandsområdet, så må og skal de europæiske lande ifølge AidWatch-rapporten komme ud af deres spil for galleriet med at fremvise oppustede bistandstal og i stedet gøre en reel forskel for at komme i mål med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.
Diskussionen om dette vil nok fortsætte i diverse europæiske lande det kommende stykke tid, og her i Danmark vil vi i Globalt Fokus invitere til et fyraftensarrangement d. 16. november med oplæg og debat om de nye bistandstrends, samt en lancering af AidWatch-rapporten. Du kan se linket til rapporten og læse meget mere om fyraftensarrangementet via links herunder.
AidWatch fulde rapport: https://concordeurope.org/wp-content/uploads/2017/10/CONCORD_AidWatch_Report_2017_web.pdf?1fdb40&1fdb40
Globalt Fokus holder 16. marts et fyraftensarrangement om udviklingspolitisk med fokus på bistand
Læs mere i Globalnyts kalender
Nickolas Pagonakis er politisk studentermedarbejder i Globalt Fokus
