Mode og modeskabelse er skønt og fortryllende og sæson efter sæson bliver vi modeelskere præsenteret for nye kunstneriske højder, når designerne ruller deres kollektioner ud på catwalken både herhjemme og ude i den store verden.
Den hjemlige såvel som den internationale modeindustri skaber stor kunst til glæde og inspiration for rigtig mange mennesker.
Samtidig sørger branchen med mesterlig præcision for at skabe et billede af moden som branchen skaber samt af branchen selv, som værende noget efterstræbsomt og luksuriøst.
Ligeså med stor dygtighed kommunikeres dette billede til os entusiaster og forbrugere, så vores købelyst pirres til det yderste.
Oftere og oftere iblandes der imidlertid i dette billede og denne kommunikation et budskab om en iboende bevidsthed om bæredygtighed og kontinuerlig udførsel af en stor miljømæssig indsats fra branchen selv.
Det ses hos alle lige fra de store modehuse til små og mellemstore brands i alt fra hensigtserklæringer gemt lidt af vejen i bunden af en hjemmeside til store højfrekvens TV-kampagner, som i klare vendinger slår potente slag for rent vand og ren luft.
Men holder billedet, hvis man dykker lidt længere ned i hvad der rent faktisk sker, når lyset på catwalken slukkes og en kollektion skal masseproduceres og sælges?
Kedelig virkelighed i produktionen
Svaret er helt entydigt: nej! Når designernes kreationer skal gøres tilgængelige for massemarkedet er det en helt anden virkelighed, som tegner sig end den glitrende pseudovirkelighed, som modebranchen er eksponent for udadtil.
Det er en virkelighed, hvor der i hvert eneste produktionsled er mere eller mindre sørgelig omstændigheder tilknyttet, når det kommer til bæredygtighed og påpasselighed i forhold til vores naturlige ressourcer.
Dette skyldes i høj grad, at en stor del af verdens tekstilproduktion i dag foregår i de sydøst- og østasiatiske lande, og det er ofte lande, som endnu ikke fra lovgivnings hold stiller krav til tekstilproducenterne om oplysning af brug af kemikalier, har retningslinjer for vandforbrug eller håndhæver bestemmelser om arbejdsmæssig lavalder eller mindsteløn.
Så når en metervare produceres til modekejsernes klæder er der således en overhængende risiko for at det i profitabilitetens navn er et barn, som under sundhedsskadelige forhold og med et umådeholdent forbrug af vand og energi forestår fodarbejdet.
Dampen af kedlerne i Asiens tekstilfabrikker
Alle tilgængelige rapporter fra blandt andre EEA, UNEP og UNESCO, hvor tilstandene i mode- og tekstilindustrien beskrives, istemmer sig at der er en eksisterende bæredygtighedsudfordring, som er betydelig.
Dette understøttes i høj grad af den højfrekvente forekomst af ordene ’tekstilindustri’ og ’modeindustri’ i rapporter, nyhedsmedier, blogs og afhandlinger, som direkte sammenligning til sværvægterne i kampen om at blive den mest miljøbeskidte, såsom olie-, skibsbyggeri- og kemiindustrien.
Det enestående ved modeindustrien i forhold til de andre synes imidlertid at være, at de eksisterende problematikker vokser betydeligt uden at det får reguleringsmæssige konsekvenser, som en væsentlig del af de andre miljøtunge industrier jo udsættes for løbende.
Dette belaster naturligvis yderligere et i forvejen ikke særligt hensigtsmæssigt system for med en modebranche, der i 2017 spås at nå et rekordår målt på omsætning både herhjemme og internationalt, er det ikke sandsynligt at dampen tages kedlerne i de asiatiske tekstilfabrikker. Tværtimod vil forventningerne til vækst stige endnu mere og et endnu hårdere pres på produktionsledet vil frit kunne påføres både i forhold til output og ikke mindst til meterpriserne mere eller mindre uden indblanding fra irriterende myndigheder, som håndhæver ’banaliteter’ som miljøregler, arbejdsforhold og mindstelønninger.
Velsmurt marketingmaskine og storforbrug
Så vi har en modebranche der som nævnt indledningsvis er enormt dygtig til kommunikation og branding i forhold til bæredygtighed, så det sikres at kunderne ikke lader sig forstyrre af den redundante støj, som det fra tid til anden lykkedes NGO’er og miljøorganisationer at komme igennem med vedrørende de miljømæssige udfordringer.
Og vi har en befolkning, som forbruger mode i rekordhastighed og hvis stigende efterspørgsel meget naturligt driver branchens iver til at skabe større volumener sæson efter sæson. Det bliver en nærmest symbiotisk proces af produce, consume, repeat, der sagtens kan ende med at få uoprettelige konsekvenser først i nærområderne for produktionsstederne men siden for os alle sammen.
Alle disse er massive afsætningskanaler, som er fyldte med med varer, der prismæssigt er på et niveau, som tillader at de forbruges i et vist stykke tid, hvorefter de kan udskiftes med nyt. Der er således skabt og skabes kontinuerligt en flod af affordable fashion, som raser afsted og jo mere der forbruges jo stærkere bliver strømmen.
Genbrug er svaret
I lyset af alt dette bliver det interessante spørgsmål naturligvis om der egentlig er en løsning, som vi kan arbejde med for at skabe ægte bæredygtighed inden for mode? Og hertil er svaret heldigvis helt entydigt: Ja! Og svaret er endda ganske simpelt: Genbrug!
Den føromtalte tendens til hurtig udskiftning af nye beklædningsdele efterlader en enorm ressource af genbrugeligt tøj, som kan sælges igen og dermed forbruges igen. Røde Kors, som er den største salgskanal for genbrugstøj i Danmark både online og offline vurderer på baggrund af Deloitte’s rapport, Sustainable Fashion fra 2013, at omtrent 3% af tøj solgt i Danmark genbruges.
Røde Kors står naturligvis ikke alene står for at sælge alle 3% men blot for deres del gensælges tæt på 2000 tons. Der er således tale om millionvis af tons tøj, der år efter år smides ud og erstattes med nyt bare i Danmark.
Med tanke på hvor meget blot et enkelt ton tøj må fylde på en hvilken som helst genbrugsstation, er det tal forbløffende i sig selv, men indlysende nok er det en anden mere besk smag, der indfinder sig i munden, når tankerne falder på at der for hvert stykke tøj, som produceres anvendes i gennemsnit en til tre liter vand samt et væld af ukontrollerede og uregulerede kemikalier, som siden i øvrigt ofte skylles ud i naturen igen.
Væk fra småt brændbart
Ved bare blot at give et par bukser, en trøje, en jakke eller hvilket som helst andet stykke tøj en runde mere og donere det til genbrug samt naturligvis også selv købe og forbruge genbrug fremfor forbrug af nyt tøj hver gang bliver det hurtigt til en mærkbar indsats for bæredygtighed.
Det er signifikante mængder af vand og energi, som vi kan spare vores miljø for ved den for de fleste af os ganske begrænsede og overkommelige indsats det er at smide vores aflagte tøj i en genbrugscontainer fremfor i småt brændbart.
Og en helt anden dimension man får med ved at forbruge genbrug hos blandt andre Røde Kors er selvfølgelig at indtjeningen fra tøjet ryger i en lang bue udenom modebranchens investorer. Og i stedet for at blive geninvesteret i et hårdere tryk på vores miljø – som nævnt ofte medfulgt af en påstand om det modsatte – investeres pengene blandt andet i bæredygtig udvikling og nødhjælp og visse tilfælde i præcis de samme udsatte områder i verden, hvor tekstilproduktionen finder sted.
Som indledningsvist nævnt er mode en fantastisk kunstart, der har så meget sjæl og dybde i sig, og det skal vi værne om. Vi skal værne om nyskabelse, design og kreativiteten, og vores modeindustri skal være blomstrende og en som vi stolt kan vise frem til verden.
Samtidig skal vi lære hinanden og dermed også modeindustrien at vi er nødt til at forbruge mindre mode og forbruge mode bedre og samlende at den bedste måde at forbruge mode på er genbrug.
Alina Sørensen er Master i Engelsk og Kommunikation fra Copenhagen Business School. Hun har siden barnsben været interesseret i mode, modens historie og i den forbindelse bæredygtighed.
Links til videre læsning
