Don’t Panic, I’m Islamic
Redigeret af Lynn Gaspard
Forlaget Saqi
Udgivet i juli 2017
192 sider
Jeg køber ikke den med, at vi er blevet mere "dem og os". Stammementaliteten og mistro overfor de andre, de fremmede har eksisteret siden tidernes morgen kloden rundt. Det har endda vist sig at være et nyttigt redskab. Der er ikke noget, der styrker fællesskabet som en trussel fra det ukendte. Og denne trussel behøver ikke engang at være virkelig. Bare tanken om den er nok. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke skal udfordre stammementaliteten og udvide fællesskabet.
Og det er lige præcis, hvad det libanesiske forlag, Saqi, har sat sig for at gøre i sin seneste udgivelse, Don't Panic, I'm Islamic. Som følge af mere ekstremisme, dæmonisering af minoriteter og den amerikanske præsident Trumps indrejseforbud for borgere fra syv overvejende muslimske lande har Saqi samlet 34 kunstnere, forfattere og journalister til i ord og billeder at beskrive livet i forhold til det. Vi møder både muslimer, kristne og ateister, arabere, iranere og vesterlændinge, homo- og heteroseksuelle og meget andet.
Man kan kalde det en typisk Saqi-udgivelse, hvor man lader kunsten tale gennem en bred vifte af kunstnere. Nogle husker måske den prisvindene udgivelse "Syria Speaks.
Art and Culture from the Frontline", der kom til verdenen med støtte fra bl.a. det nu nedlagte Center for Kultur og Udvikling.
De amerikanske immigrationsmyndigheder
Møderne med de amerikanske immigrationsmyndigheder personificeret ved ambassadernes sagsbehandlere og lufthavnenes paskontrollanter fylder meget. For disse personer er dørmændene til det forjættede land, USA.
Karl Sharro, libanesisk arkitekt og forfatter samt manden bag bloggen, Karl reMarks, fortæller i sit essay med den spydige titel, The Joys of Applying for a US visa, om manden fra hans fødeby, der blev lokalkendt som manden, der fik visum til USA. Generation efter generation af bysbørn har ladet sig tryllebinde og underholde af hans fortælling om dengang, han fik sit famøse visum. Sharro ser tilbage på dengang, han selv for første gang skulle søge om visum på den amerikanske ambassade i Beirut. Under interviewet tvinges han til at forholde sig til ting i sit liv, som han ellers aldrig skænker en tanke.
Sharro konkluderer, "And so you see, when I heard that Trump was planning on making it even more difficult for us to travel to the US, I was stunned. What questions would they be asking now? 'Do you know anyone that goes by the name of Muhammad?' 'How about Mohamed?' 'Is this a hipster beard or a religious statement?' 'Does watching Homeland make you feel angry?' 'What was President Trump's golf score this weekend?' Perhaps it's finally time to start searching for my grandparents' Ottoman birth certificates after all."
Forfatteren, Saleem Haddad, er godt tilfreds med sig selv, fordi han alligevel valgte at tage den blomstrede sweatshirt fra H&M på, den dag han skal alene på ferie i New York. Den signalerer sjov og optimisme, som er det man som arabisk mand på vej til det forjættede land gerne vil udstråle. Ikke desto mindre trækkes han til side af den amerikanske sikkerhedstjeneste. Og selv om hans indre fornuftsstemme grundigt har instrueret ham i, hvordan han skal smile, svare og føre sig frem, går det alligevel galt.
Under forhøret om sit kendskab til og kontakt med islamister, ignorerer han fuldstændig fornuftsstemmens instrukser og fortæller, at han har givet en af dem et blowjob i Libyen. "Do I understand that you are a homosexual, sir?" spørger manden fra sikkerhedstjenesten. "Yes, I am," svarer Haddad. Manden vil gerne vide, om man kan være både homoseksuel og libyer. Det bekræfter Haddad, og manden vil så gerne vide, hvad han er mest – i procenttal, hvortil Haddad efter lidt betænkningstid svarer, at han er 90 procent homoseksuel og 10 procent libyer. Han sendes ombord på flyet med ønsket om en god tur. "I told you the floral sweatshirt would work," siger fornuftsstemmen.
Man kan ikke vinde med de amerikanske immigrationsmyndigheder. Men det er vist også en del af spillet. Det lader dog til, en blomstret sweatshirt hjælper.
Er en moske et slags pindsvin?
Der var engang en muslim som boede i en moske. Han tog den med sig uanset, hvor han tog hen. En dag falder moskeen ned af ladet på en lastbil, da muslimen er på vej til et nyt sted. Fortællerens kone finder moskeen i grøftekanten og tager den med hjem, hvor hun stiller den i et hjørne af haven. Ægteparret finder rester i køleskabet, som de stiller foran moskeen. De er dog ikke helt sikre på, hvad sådan en muslim spiser. De sætter sig og venter på, at han skal komme ud og tage for sig. Men han kommer ikke ud, og de går i seng.
Er en moske mon et slags pindsvin? Læs videre og afgør selv i det islandske bidrag, The Muslim: A Cautionary Tale, af Sjon.
Kunstpublikum, der bevæger sig udenfor andedammen, er muligvis stødt på den engelsk-marokkanske kunstner, Hassan Hajjaj, f.eks. på the Victoria and Albert Museum i London. Haddads gennembrud som kunstner kom med serien Kesh Angels. Det er fotografier af marokkanske hennakunstnere, som kører fra kunde til kunde på scootere i Marrakech. Haddad har iklædt dem polkaprikkede og blomstrede niqabber eller sat et Nike-logo på dem. Som ramme om billederne har han brugt vestlige forbrugsikoner i arabisk version.
Det er popkunst, og i værkerne forenes Øst og Vest. Referencerne er både afrikanske, arabiske og vestlige, og det er som om de tre muntrer hinanden op i Haddads billeder. I hans verden er der ingen modsætningsforhold: man skal bare tage for sig og bruge af det hele. "You make the rules," som en kæk reklame fortæller os, og i følge kunstneren må man lægge det i hans værker, man vil. Man må værdisætte ikonerne i hans værker, som man har lyst. Og således kan der skabes noget nyt.
En anden gammel kending er den libanesiske journalist, forfatter og feminist, Joumana Haddad. Hun debutterede i 2010 med kæmpesuccesen, Jeg dræbte Sheherazade, og bogen går nu sin sejrsgang som teaterstykke. Hun er født ind i en kristen familie, erklæret agnostiker og således en af dem, der ufrivilligt er blevet rodet ind i det problematiske forhold mellem islam og Vesten. Joumana Haddad deler sprog med islam, et sprog som hun elsker og synes er meget smukt, men også et sprog, der sætter hende i nogle kasser, som ikke er hendes. Hendes ældste søn bor i Europa og insisterer på, at de taler fransk sammen udenfor hjemmet.
Når hun kører i de europæiske metroer med sin yngste søn, har de en leg. Han visker "Allahu Akbar" i hendes ører. Hun griner og tysser på ham. De forstiller sig, hvad der ville ske, hvis han råbte det ud i luften. Jeg kender godt den trang.
Enhjørninger og stjernestøv
Argentineren, Alberto Manguel, tager os i, Fabulous Creatures, med helt tilbage til tidernes morgen. Tilbage til verdens måske ældste historie; historien om Kong Gilgamesh af Uruk.
Guderne har sat Gilgamesh til vogte byen, Uruk, og dens indbyggere. Selv er Gilgamesh to tredjedele gud og en tredjedel menneske. Han har bygget en høj mur omkring byen som værn mod det vilde udenfor. Men magten har korrumperet kongen, og han myrder og voldtager sine undersåtter. Indbyggerne beklager sig til guderne, og guderne sender Enkidu, Gilgameshs modsætning og spejlbillede i en. Enkidu er totredjedele dyr og en tredjedel menneske.
Gilgamesh forsøger selvfølgelig at slå Enkudu ihjel, men kampen udvikler sig til en bromance af den virkelig hede slags. Da de også er modsætninger, fuldender de hinanden, og sammen er de så godt som uovervindelige. Lige indtil en skinsyg gudinde gør det af med Endiku. Gilgamesh er knust, og han drager afsted på en jagt efter udødelighed.
Epet handler om liv og død – især udødelighed, om den vilde, men frie natur overfor den kontrolerede kultur, om magt og ansvar og om at have både godt og ondt i sig. Kort sagt, handler det om modsætninger. Dette babylonske hovedværk tydeliggør den vestlige civilisations mellemøstlige rødder. Læsere af det gamle testamente vil kunne genkende meget i dette 4.000 år gamle heltedigt, og mon ikke både Kiplings Mowgli og andre vestlige fremstillinger af den ædle vilde har en del at takke Enkidu for?
Manguel fokuserer på venskabet mellem de to. På samme måde som epet fører Øst og Vest sammen, fører det også de to mænd sammen gennem det at være menneske. Det er selvfølgelig meget smukt alt det der med, at en fremmede er en ven, du ikke har mødt endnu, og modsætninger mødes og sød musik opstår.
Vi er ikke meget uden hinanden. Det er rigtigt nok. Men.
Tilbage hvor vi begyndte
Manguel romantiserer. Man er nød til at have nogle fælles værdier som grundlag. Lad os sige, at Gilgamesh mener, at den frie abort er enhver kvindes fundamentale menneskeret, og lad os sige, at Enkidu mener, at abort er mord og skal straffes som sådan. Kan de modsætninger forenes?
Det er et eventyr, og det er som om Manguel godt selv ved det. Selve titlen, Fabulous Creatures, smager af enhjørninger, regnbuer og stjernestøv. Et sted, man kan drømme sig hen, når verdenen bliver for ond. Til forfatterens forsvar skal det siges, at mennesket har brug for håb.
Dramatikeren, Hassan Abdulrazzak, har skrevet novellen, Tuesday's Child, om en ung eliteforsker, der arbejder på det prestigefulde Harvard Universitet, da terrorangrebet kendt som 9/11 finder sted. Det fandt sted en tirsdag.
Kort efter angrebet blev NGO’en Tuesday's Children grundlagt med det formål at yde hjælp til mennesker, der er traumatiserede af terrorangreb. Siden terrorangrebet har jeg-fortælleren, der er biolog, haft en heftig mailveksling med den kendte Harvard-professor og superateist, Richard Dawkins, der giver religion – og i dette tilfælde islam – hele skylden for angrebet. Den unge biolog mener, at der må findes en biologisk forklaring på fjendskabet mellem Vesten og Mellemøsten.
Han nægter at tro på, at hans egen religion er ansvarlig for angrebet. Men er det muslimen eller i biologen i ham, der insisterer på det?
Han udvikler en evolutionsteori. Han vil redde menneskeheden fra lidelse og vold med sin teori, og han kan ikke få spredt sit budskab hurtigt nok. I virkeligheden har han fået et sammenbrud og sendes hjem til sine forældre i London med rådet om ikke at vende tilbage til USA.
Forskellen på Alberto Manguel og Hassan Abdulrazzak er, at Manguel hverken er muslim eller mellemøstlig.
Hvordan ser en elefant ud?
At beskrive forholdet mellem Vesten og islam, dem og os, er historien om de seks blinde mænd, der skulle beskrive en elefant. Det kommer helt an på hvilken ende, man støder ind i. Får man fat i en stødtand, er den spids og hård. Får man fat i siden er den stor og rund.
Saqi kender nok historien om elefanten, for det virker som om, man har anerkendt præmissen om, at man ikke kan se hele dyret, og derfor har besluttet sig for at spørge så mange blinde som muligt. Bogen forsørger ikke at give svar, men forsøger i stedet at komme så langt ud i krogene som muligt.
Der er historien om den dybt alkoholiserede muslim, hvis britiske konvertitkone er en bedre muslim end ham, og det gør ham flov. Der er historien om kvinden, der mærker det fjendtlige blik fra den hvide kvinde på hendes yogahold, og har sex med hvide kvinder i håb om, at deres hvidhed smitter af på hende. Der er historien om drag queenen, der fortæller, hvordan islam har gjort ham til drag queen, som om det bare ikke kunne have været anderledes.
Det er øjebliksbilleder af vor samtid. Det er et alternativ til journalistisk rapportering og akademisk analyse. Og det er ikke mindst individer, der fortæller personlige historier, igennem hvilke der kommer noget genkendeligt til syne. Stammen opløses for en stund. Det er det, Saqis udgivelser kan.
