Siden 2009, er den andel af dansk bistand, som bruges i Danmark til at modtage flygtninge steget fra 3 til 30 procent, samtidigt med at bistandsniveauet er faldet og faldet siden årtusindeskiftet. I Storbritannien er andelen til sammenligning 1,1 procent.
Danmarks nye udviklingsstrategi, ”Verden 2030”, forholder sig i samme tråd rigtigt meget til danske interesser. Ikke mindst i forhold til sikkerhed og migration, men også i forhold til danske firmaers fremtidige stigende rolle i udviklingsbistanden.
Men at fokusere på flygtninge, migration og usikkerhed, fra et dansk perspektiv, løser ikke problemerne for de mange mennesker i u-landene der flygter eller migrerer fra krige og fattigdom. Disse er måske nok problemer for os i Danmark, men de er kun symptomer, på deres egentlige problemer.
Hjælp til selvhjælp
”Verdens udvikling angår os alle … Fjerne begivenheder og internationale kriser som flygtninge- og migrationsstrømme, radikalisering og klimaforandringer påvirker os direkte, ligesom nye globale fremskridt, økonomisk udvikling, viden og teknologi åbner nye muligheder for det danske samfund – for at øge og fremtidssikre den danske velstand.”
Så er linjen ligesom lagt. For strategien, der vel burde handle om udvikling for u-lande og ikke Danmark, kommer igen og igen ind på Danmark og danske interesser.
Når man taler om at det ”handler … om vores sikkerhed.” At man vil ”prioritere indsatsen på de tiltag og områder hvor vi har mest på spil,” især i ”usikkerhedsbuen rundt om Europa, der i særlig grad påvirker vores sikkerhed,” og at de lande man skal engagere sig i, især skal være lande hvis ”sårbarhed ” kan ”indvirke direkte på dansk egeninteresse.”
En af grundene til dette er, at man vil forebygge ”irregulær migration mod Europa."
Hvor vækst og udvikling i u-landene ”åbner nye markeds- og investeringsmuligheder for dansk erhvervsliv og danske interesser,” så den også er ”til fordel for dansk økonomi, handel og investering.” Så vi kan ”skabe afsæt for handel, økonomisk diplomati og kommercielle interesser,” hvor ”eksisterende og nye partnerskaber [er] en måde at fremme danske interesser.”
Fordi ”danske private aktører … fremover i endnu højere grad [skal] stå som relevante partnere … [hvor] offentlige bistandsmidler i højere grad kan bruges til at mobilisere … privat finansiering.”
Symptombehandling
Men hvad med at se på årsagerne til verdens fattigdom og den stigende usikkerhed, før man ser på hvad der på den korte bane kan være til fordel for danske erhvervsliv eller dansk sikkerhedspolitik?
At multinationale firmaer hvert år snyder u-landene for flere penge i skat end den samlede udviklingsbistand. At væksten i Afrika i 80’erne, 90’erne og nullerne var sølle 0,2 procent, selvom de fleste af disse lande var blevet tvunget til at føre den frihandelsvenlige politik, som den nye strategi vil have mere af. At klimaforandringerne, som især de rige lande som Danmark er skyld i, er begyndt at ramme de fattige lande hårdt.
Her er strategiens bud på en ”løsning” på klimaforandringerne, som har en væsentlig rolle i forhold til både fattigdom og usikkerhed, et godt eksempel på den symptombehandling, som strategien også står for:
”Vi vil bistå udviklingslandene i at gennemføre deres tilpasnings- og reduktionsplaner … Dette er ikke mindst for at befolkningerne bliver mere modstandsdygtige overfor de ændringer i vejrforhold, som klimaforandringerne medfører.”
”Danske private aktører … vil fremover i endnu højere grad stå som relevante partnere, der kan bringe deres viden, kompetencer og teknologi i spil for at løse bæredygtighedsudfordringer på områder som klima, energi, vand, fødevarer og sundhed.”
Men hvordan vil dette i praksis stoppe de klimaforandringer, der allerede rammer ikke mindst det sydlige Afrika hårdt, med tørke og sult til følge? Og hvorfor skal klimaforandringer, ligesom så meget andet i strategien udnyttes ”til at gøre en forskel samtidig med, at vi bruger Danmarks rolle som udstillingsvindue for bæredygtige løsninger.”
Et paradigmeskift
Dette er i sandhed et nyliberalt ”paradigmeskift,” som strategien netop siger der er brug for i udviklingssamarbejdet (selvom eksempelvis ”Kurs mod 2020,” en lignende strategi fra 2010, på lignende vis talte om at fremme frihandel og dansk egeninteresse).
Et skifte, der bare vil lægge til de mange hundredevis af millioner, som nedskæringer i fattigdomsorienteret bistand på eksempelvis FN’s udviklingsprogram, UNDP (der blandt andet støtter flygtninge i nærområder), medicin og hospitalsudstyr gennem UNICEF, biddrag til Aids-bekæmpelse, landbrugsstøtte og danske ngo’ers arbejde.
Et skifte, der tager udgangspunkt i investeringer i den private sektor, som for det meste ikke ”siver ned” til de allerfattigste, og hvor danske firmaers indblanding kan være konkurrenceforvridende.
Det har nemlig ikke altid været sådan.
I Lov om internationalt udviklingssamarbejde, kunne man således så sent som i 1998 se ordet ”solidaritet” i målsætningen for Danmarks udviklingssamarbejde. I den seneste version af loven, fra 2013, står der nu som noget nyt i målsætningen, at ”dansk udviklingspolitik skal bidrage til at fremme Danmarks interesser.”
Politisk kovending
Den megen fokus på danske interesser og privat initiativ ville måske ikke være så mærkeligt, hvis denne udviklingsstrategi var vedtaget med stemmer fra de store partier på højrefløjen, med kritik fra udviklings-ngo’erne (i sit principprogram fra 1970, skriver Venstre eksempelvis at ”også private danske investeringer bør fremmes” i dansk udviklingsbistand).
Men strategien er vedtaget med stemmer fra alle partier i folketinget undtagen Enhedslisten, og med rosende ord fra flere udviklings-ngo’er.
Tidligere var udviklingsbistand noget Danmark prioriterede, ikke noget man skar på. Det var også i langt højere grad noget vi gav for u-landenes skyld, noget som vi i højere grad gav for at udvikle dem, ikke noget vi brugte (i nær så høj grad) på flygtningemodtagelse eller for at skabe profitmuligheder og sikkerhedsbarrierer for os selv.
Og tidligere mente partier som SF, Socialdemokratiet og de Konservative, som alle har stemt for strategien, vel nærmest det modsatte af, hvad de har stemt for med denne strategi, eller i hvert fald fokuserede man i langt højere grad på ting, som strategien ikke prioriterer højt.
”SF vil … en stærk demokratisk kontrol med markedet,” fordi ”markedet kan ikke skabe lighed.” De rige lande må ”i lange overgangsperioder acceptere, at de fattige lande beskytter deres markeder.” ”Bistand skal gives … uafhængigt af donorlandenes erhvervsinteresser,” skriver SF i deres principprogram fra 2003.
Hos Socialdemokraterne, taler man i sit principprogram fra 1992 om, at ”den økonomiske ulighed mellem rige og fattige lande [er] den største trussel mod fred og stabilitet,” og man ”prioriterer arbejdet for en mere retfærdig økonomisk verdensorden højt. Den internationale solidaritet må have samme vægt som den nationale solidaritet.” ”Der skal lægges større vægt på fattigdomsorienteret udviklingspolitik,” tilføjer man i pjecen ”EF og den tredje verden,” også fra 1992.
Selv de Konservative kunne i 2006 skrive i deres Globaliseringspolitik, at ”Danmark bør være i front, når det drejer sig om størrelsen af vores udviklingsbistand,” og ti år tidligere retorisk spørge om ”fattigdommen nogensinde bliver effektivt bekæmpet, hvis de rige landes interesse i verdens fattige lande er betinget af egne økonomiske hensyn.”
Det er svært at være uenig.
