Det er svært at spå, især om fremtiden. Ikke desto mindre gør to fremtidsforskere forsøget. Her fortæller de om de store trends i verden, der kræver hurtig og fleksibel indsats med ekspertise, kulturforståelse og ny teknologi. Og én ting er sikkert: Der vil også være brug for hjælpeorganisationer om 25 år.
Mere fred eller flere krige?
De to fremtidsforskere ser dog noget forskelligt på fremtiden. Klaus Mogensen fra Instituttet for fremtidsforskning mener, at der i store træk vil være færre krige, færre fattige og færre syge i fremtiden.
Det bygger han på statistikker, der bl.a. viser, at verden i dag faktisk er mere fredelig, end den har været de seneste 100 år. Marianne Levinsen fra Center for Fremtidsforskning ser derimod flere krige for sig. Det bygger hun på, at magtfordelingen i verden er usikker, og at ingen stormagter rigtig vil røre ved de regionale konflikter, som derfor blot eskalerer.
Men begge forskere er enige i, at der fortsat vil være brug for hjælpeorganisationer som Mission Øst. Især hvis man kan rykke hurtigt ud, omstille sig efter behov, forstå den lokale kultur, give hjælp til selvhjælp og dokumentere, at hjælpen faktisk virker. Danskerne er overmætte af billeder af sultne børn; der skal positive historier om virkelig forandring til.
Færre bliver dræbt i krig
Hvordan ser verden så ud om 25 år?
”Overordnet set er der mere fred i verden nu, end der har været nogensinde før,” mener Klaus Mogensen.
Han uddyber:
”Statistikker viser, at over de seneste omkring 100 år er antal dræbte rundt omkring i verden faldende. Lige nu har vi krigen i og omkring Syrien, hvor der dør en hel del, men det er jo ingenting i forhold til, hvad vi har set tidligere. Her tænker jeg på Anden Verdenskrig, Koreakrigen og de tilbagevendende krige i bl.a. Afrika.”
”Generelt set er der færre mennesker, der sulter end nogensinde før. Mange af de sygdomme, der tidligere førte til katastrofer, er udryddet. Selv om der er mange fattige i verden, er der trods alt langt færre fattige, end der var for 50-60 år siden, ja for bare 20 år siden. Ny teknologi hjælper mange fattige ud af fattigdom, så mange af de årsager, der har været til krig – hungersnød, sygdom, ekstrem fattigdom – er ved at blive udryddet lige så stille,” tilføjer han.
Flere mennesker i nød
Så optimistisk er Marianne Levinsen ikke:
”Jeg ser en verden med mange flere konflikter og mange flere interesser i spil, fordi der ikke rigtig er nogen stormagter, der bestemmer i verden. I stedet vil mange forskellige bestemme samtidig med, at mange nationer og undergrupper inden for nationerne kræver deres rettigheder og interesser tilgodeset.”
Hun indrømmer dog, at ”flere og flere mennesker kommer ud af fattigdom i udviklingslandene”, og at ”den globale middelklasse vokser eksplosivt”.
”Men vi står lige nu i en brydningstid, hvor vi ikke rigtig ved, hvordan verdens ledere deler magten mellem sig,” siger hun og tilføjer: ”De næste 10-15 år forventer jeg flere flygtninge og flere mennesker i nød på grund af konflikter.”
Mere nødhjælp påkrævet
Og det gør, at der fortsat vil være brug for en massiv hjælpeindsats fra hjælpeorganisationer, mener Marianne Levinsen:
”Når staterne trækker sig ud eller holder sig tilbage fra konflikterne, er de mennesker, der er udsat for forfølgelse og fordrivelse utrolig afhængige af, at andre interesserer sig for deres forhold. Ellers er de overladt til sig selv,” siger hun og nævner specifikt Afghanistan, som Mission Øst arbejder i.
“Der er ingen tvivl om, at et land som Afghanistan vil have brug for hjælp i mange år fremover. De har ligget i krig og konflikt i årevis, og det ser ikke ud til at stoppe foreløbig. Civilbefolkningen vil stadig være underlagt fejlslagen politik og korruption og fattigdom.”
Større polarisering mellem rig og fattig
Klaus Mogensen er enig i, at fremtiden kalder på øget nødhjælp, men af helt andre årsager:
“Selv om verden som sådan bliver rigere, er der også en vis polarisering mellem rig og fattig. Indtil videre er fattige lande trods alt blevet rigere hurtigere, end de rige lande er blevet rigere, men inden for både rige og fattige lande vokser forskellen mellem rig og fattig. Og man ved, at stærk polarisering fører til mere social
uro. Så forskellen mellem rig og fattig kan godt føre til borgerkrige eller revolutioner, som så kræver mere nødhjælp.”
Her forestiller han sig, at nødhjælpen bringes direkte ud til de nødstedte familier med droner. Droner bliver allerede i dag brugt til at finde og detonere landminer. Så hvorfor ikke også bruge droner i nødhjælpen? Det kræver dog, at man allierer sig med de store teknologivirksomheder, så ikke fjenden får lov til at forpurre nødhjælpen ved at angribe med egne droner.
”Det bliver højteknologi mod højteknologi i fremtiden,” spår han.
Adgang til internettet giver hjælp til selvhjælp
Der er mindre risiko for uro og krig, hvis forskellen mellem rig og fattig bliver mindre. På den måde hænger akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp uløseligt sammen. Her er det vigtigt, at hjælpeorganisationer involverer og bemyndiger personer i udviklingslandene, mener Klaus Mogensen:
”Man skal give hjælp til selvhjælp. At få adgang til internettet vil være en enorm hjælp for rigtig mange. Man har allerede prøvet at bringe moderne teknologier til fattige byer og fundet ud af, at bare man opstiller nogle tablets med solopladere, så begynder børnene af sig selv at lære at bruge dem. De bliver faktisk så avancerede, at de efter et halvt år kan hacke dem! Når fattige får adgang til ressourcer på nettet og til markeder, hvor man kan sælge services – elektroniske services, kunsthåndværk eller andet – åbner der sig et væld af muligheder,” siger han og nævner også teknologiske hjælpemidler til små landbrug som noget, der vil gøre, at udviklingslande kan brødføde deres egne borgere.
Vi kan brødføde dobbelt så mange
Han pointerer, at man naturligvis stadigvæk skal sørge for, at der er fødevarer og medicin til alle.
”Men problemet er ikke fødevaremangel; problemet er, at vi ikke fordeler dem ordentligt. Krige og konflikter forhindrer, at nødhjælpen kommer frem. Og hvis vi kan fordele maden noget bedre, kan vi brødføde næsten dobbelt så mange mennesker, som der er i verden i dag.”
Mission Øst byder ind i debatten ud fra 25 års erfaring med nødhjælp:
”Teknologi og fleksibilitet er absolut nødvendigt, men vores erfaring fra 25 års hjælpearbejde i flere end 20 lande viser, at det personlige engagement hos hjælpearbejderne er det, der giver en befolkning håb for fremtiden og styrke til en dag at klare sig selv,” siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.
Hvor Klaus Mogensen fokuserer på teknologi, ser Marianne Levinsen på hjælpen i et bredere perspektiv:
”Fleksibilitet og omstillingsparathed er noget af det mest afgørende. For vi kan ikke forudsige præcis, hvad der kommer til at ske hvorhenne. En hjælpeorganisation skal også have en kulturel forståelse og tilgang. Man skal bruge tid på at sætte sig ind i, hvordan tingene fungerer netop dér, hvor man arbejder. Man skal ned og arbejde med kultur, historie, traditioner og tankesæt i det enkelte land for overhovedet at kunne bidrage positivt.”
Generalsekretær Kim Hartzner kigger bag om den rent materielle nødhjælp og lægger vægt på den empati og omsorg, som kommer til udtryk, når lokale medarbejdere engagerer sig med hud og hår i både nødhjælp og udvikling:
”Når vi har hjertet med – fordi vi ser menneskene ind i øjnene, mærker deres angst og føler deres sorg – så kan hjælpen blive et udtryk for kærlighed, et udtryk for håb. Idet du giver, får modtageren et eller andet at leve videre på, en vitaminindsprøjtning. Og det glemmer personen aldrig. Heller ikke den befolkningsgruppe, du har stået solidarisk sammen med.”
Tillid er grundlag for udviklingsarbejde
Kim Hartzner nævner Armenien, som var et af de første lande, Mission Øst engagerede sig i. Her fik organisationen ansvar for 65.000 mennesker berørt af krigen med Aserbajdsjan og sendte bl.a. et beredskabshospital, som stadig bruges til gavn for befolkningen.
”Her føler jeg, at vi gjorde mere end det. Gennem handling sagde vi: ”Vi elsker jer, og vi ønsker at give jer håb.” Der ligger noget i den handling, som har båret frugt og gjort det muligt for os at lave udviklingsarbejde meget senere. Al hjælp – til forsømte børn, personer med handicap, mennesker, der er ramt af HIV/AIDS og så videre – har sin rod i, at vi har et tillidsforhold til befolkningen,” siger Kim Hartzner.
Det er svært at spå om fremtiden, men fremtidsforskerne har med hver deres kig på aktuelle megatrends i hvert fald givet et fingerpeg eller to.
Mrianne Levinsen og Klaus Mogensen.
Foto: Mission Øst
Klaus Mogensen fra Instituttet for Fremtidsforskning forsker især i teknologiens muligheder, fremtidens kultur- og livsformer, samt forbrug og medier.
Marianne Levinsen fra Center for Fremtidsforskning arbejder især med globalisering, samfundsudvikling, arbejdsmarked, forbrugsmønstre, samt børn og unge.
Kim Hartzner er generalsekretær for hjælpeorganisationen Mission Øst, der med hovedkontorer i København, Bruxelles og Berlin yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i lande som Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan.
