Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Afro-futurisme
En filosofi, en kunstart og en musikgenre
Bevægelsen stammer fra USA, hvor tidlige afro-futurister tæller forfattere som W.E.B. Dubois, der i begyndelsen af 1900-tallet skrev science fiction-noveller om en fremtid, hvor sorte var frie og lige på andre planeter. Også den dybt eksperimenterende jazz-musiker Sun Ra var afro-futurist. Han mente, at han stammede fra Saturn og ville tage alle, der var sorte i sjælen, med sig til en bedre verden. Han var dybt involveret i black conscience-bevægelsen og arbejdede for fattige sortes vilkår.
Kendetegnet er det futuristiske, et fokus på en bedre fremtid, hvor de sorte spiller hovedrollerne, og den manglende eller meget perifere tilstedeværelse af hvide. Det er en hyldest til afrikansk kultur, afrikansk skønhed, afrikanske værdier og afrikanske livsformer, der er inderligt ligeglad med vestlige idealer.
Mange afrikanske kunstnere har taget genren til sig. For eksempel skriver unge, afrikanske forfattere som nigerianske Nnedi Okorafor og nigeriansk-rwandiske Dayo Ntwari science fiction-noveller, der falder under prædikatet afro-furutisme, og visuelle kunstnere som den kenyanske fotograf Osborne Macharia skaber med sine fantastiske billeder et alternativt fremtidsunivers, hvor både fortiden og fremtiden ser anderledes – og ofte bedre – ud.
Afro-sartorialisme
Afrikansk gademode
[[{“fid”:”5465″,”view_mode”:”inlinefull”,”fields”:{“format”:”inlinefull”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”En congolesisk sapeur fotograferet i oktober 2015.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”ilja smets – Flickr.”},”type”:”media”,”field_deltas”:{“1”:{“format”:”inlinefull”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”En congolesisk sapeur fotograferet i oktober 2015.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”ilja smets – Flickr.”}},”attributes”:{“alt”:”En congolesisk sapeur fotograferet i oktober 2015.”,”height”:”438″,”width”:”548″,”class”:”media-element file-inlinefull”,”data-delta”:”1″}}]]
Gademoden i de afrikanske storbyer er helt sin egen. Her er skøn sammenblanding af vestligt genbrugstøj, teknisk krævende kreationer i kitenge (wax print) og andre tekstiler, der er ukendte eller sjældne i vestlig mode. Tøjet kan både være traditionelt, nyfortolkede klassikere eller skabt af nye eller mere veletablerede, afrikanske designere. Og der er smæk på smykker og accessories.
De afro-sartorialistiske rødder går tilbage til kolonitiden. Det kan for eksempel ses i Congo, hvor de enormt elegante og velklædte sapeurs (af La Sape: Société des Ambianceurs et des Personnes Élégantes, hvilket på dansk betyder: Selskabet af stemingsskabende og elegante mennesker), der gerne går i jakkesæt i stærke farver og usædvanlige tekstiler, er blevet verdenskendte. I Sydafrika findes de ligeså velklædte swenkas (swenka menes at komme fra det engelsk swank, der betyder at vise sig eller blære sig). De bruger det at være velklædt, elegant og stilig som en protest imod undertrykkelse af de sorte i landet, fordi det både udviser trods mod placeringen på samfundets bund og giver værdighed at være så velklædt.
Afro-sartorialisme dyrker afrikansk stil, afrikansk skønhed og den nyeste, afrikanske gadestil, der opstår uden for de etablerede modehuses rammer. Den sætter sig ud over både den vestlige mode og den traditionelle, afrikanske måde at klæde sig på. De unge, smartklædte storbyafrikanere har taget ejerskab over deres eget udseende, og det går ikke stille for sig.
Se et lille billedgalleri af nyt, afrikansk design, som er en del af afro-sartorialisme, eller læs en meget akademisk blog om afro-sartorialisme.
Afro-cosmopolitanisme
En litterær genre og kulturel brobygningsbevægelse
Afro-cosmopolitanisme beskæftiger sig med afrikansk identitet og retten til at definere denne. Det handler om at tage ejerskab over sine egne historier. Bevægelsen er inspireret af den ældre generation af store, afrikanske forfattere som nigerianske Chinua Achebe, men de fleste afro-cosmopolitanske forfattere har, som navnet antyder, både rødder i det afrikanske og rundt omkring i verdens storbyer. Mange af dem har studeret på både afrikanske og vestlige universiteter. Denne dobbelte baggrund giver dem en unik, litterær mulighed for at åbne Vesten op for afrikanerne og samtidig åbne Afrika op for vesterlændingene. De håndgribeliggør en verden, vi i Vesten ikke kender, ved at beskrive den i en litterær stil, vi er hjemmevant i.
Samtidig er de fleste afro-cosmopolitanske forfattere dybt engageret i at være kulturelle og socioøkonomiske ambassadører både for Afrika og i Afrika. Taiye Selasi, der er en ghanesisk-nigeriansk forfatter, deltog i en paneldebat i CPH:DOX-regi om italesættelsen af Afrika for nogle år siden, som tog afsæt i kenyanske Binyawanga Wainainas velkendte indlæg ”How to write about Afrika”.
Nigerianske Chimamanda Ngozi Adichie har sammen med sin nigerianske forlægger Muhtar Bakare startet ngo’en Farafina Trust, der skal udbrede mulighederne for, at almindelige nigerianere kan udtrykke sig på skrift og få adgang til bøger. De holder skrivekurser hvert år i Lagos, og der er en enorm interesse i at deltage. Her kan man høre Chimamanda Ngozi Adichie tale om retten til at fortælle sine egne historier, og om faren ved at lade sit indtryk af et helt folk, et helt land eller et helt kontinent farve af en enkelt historie:
