Hvis der er noget givere og modtagere af udviklingsbistand kan blive enige om, så er det vigtigheden af at investere i børns uddannelse.
I år 2000 vedtog FN de såkaldte Millennium Development Goals – 2015-målene, som de blev kendt på dansk.
Et af målene var at sikre, at alle børn i 2015 ville være i stand til at afslutte skolegang på et niveau svarende til 0-6 klasse. Det gjorde 83 procent af børn i 2000, og 91 procent i 2015.
Trods betydelig fremgang nåede man altså ikke helt målet, og FN estimerer at 61 millioner børn i grundskolealderen stadig ikke går i skole.
Skolegang uden læring
Samtidigt har man måtte konstatere at 130 millioner børn i lav- og mellemindkomstlande ikke besidder de mest basale læse- skrive og regnefærdigheder til trods for at de har gået i skole.
Medregner vi børn, der ikke har gået i skole, er tallet af børn helt uden skolefærdigheder tæt på det dobbelte.
Det har medvirket til at regeringer og organisationer nu har sat større fokus på kvaliteten af undervisningen.
Da verdens ledere sidste år vedtog de nye bæredygtige udviklingsmål, verdensmålene, inkluderede man derfor en mere omfattende målsætning, som indeholder både at alle børn afslutter deres skolegang, og at uddannelsen er af god kvalitet, som fører til relevant og effektiv læring.
Med så ambitiøse mål er der god grund til at se nærmere på hvordan vi gør det bedst.
Der gives ifølge OECD op mod 40 milliarder kr. i udviklingsbistand til uddannelse hvert år – og dertil skal vi naturligvis lægge de penge som bruges fra landenes ”eget budget”.
Hvorfor opnåede man ikke 2015-målsætningen, og hvorfor går så mange børn i skole uden af lære noget?
Det er svære spørgsmål, blandt andet fordi der er mange faktorer, der bevirker om bistand ”virker”, men på baggrund af en stigning i metodisk stærke lodtrækningsforsøg og andre effektmålinger, ved vi nu nok til at få indblik i og pejling på, hvilke konkrete tiltag, der virker bedst på tværs af lande og regioner, og hvilke der tilsyneladende ikke gør.
Hvad ved vi?
En gruppe forskere afsluttede sidste år en systematisk forskningsoversigt af eksisterende effektmålinger af uddannelsesprojekter i lav- og mellemindkomstlande.
De fandt 216 programmer i 52 lav- og mellemindkomstlande, som var af tilstrækkelig kvalitet til at indgå i oversigten. Bredt set dækker studierne tre kategorier:
- Programmer, der retter sig direkte mod børn og familier, og som forsøger at takle de barrierer, der står i vejen for børns skolegang og indlæring. Det inkluderer blandt andet kontanthjælp og servering af mad i skolerne.
- Programmer, der retter sig mod skoler og lærere, og de udfordringer de står overfor i forsøget på at forbedre undervisningsmiljøet. Den slags programmer inkluderer understøttelse af ændringer i undervisningsmateriale, undervisningsform, og i formidlingen af undervisning, samt træning eller ansættelse af (flere) lærere.
- Programmer, der retter sig mod uddannelsessystemer og som forsøger at forbedre resultaterne på uddannelsesområdet ved at justere finansieringen og ledelsen af uddannelsessystemet enten på lokalt, regionalt eller nationalt plan. Det omfatter eksempelvis offentlige-private partnerskaber og programmer til fremme af beslutningstagen på skoleplan.
Mætte børn lærer bedst
I kategorien af programmer rettet mod børn og deres familier fandt forskerne, at såkaldte betingede kontanthjælpsprogrammer er et godt og effektivt tiltag, hvis vi gerne vil have flere børn til at gå i skole.
Men som tidligere omtalt i Globalnyt, viser forskningen ikke nogen effekt af den slags kontanthjælpsprogrammer på børns læring.
Hvis man vil øge både fremmøde og indlæring, tyder resultaterne på, at man gør klogt i at sørge for mad i maven på de små skolegængere.
Den systematiske forskningsoversigt indeholdt studier af 15 ”skolemadsprogrammer” for grundskolebørn, som bestod i at servere et måltid eller en snack i skolen – i nogle tilfælde tilsat essentielle vitaminer og mineraler for at takle konkrete underernæringsproblemer.
En metaanalyse af de 15 programmer viste, at både sprogfærdigheder og fremmøde øgedes med lige under fem procent.
Analysen tyder ligeledes på en positiv effekt på antallet af børn tilmeldt skolen, men dette ser ud til at variere en del blandt de forskellige studier.
Ikke overraskende måske, fandt forskerne også, at effekten var størst i områder med stor fødevareusikkerhed og lav skolegang.
Bedre pensum og dygtige lærere
Ser man på programmer rettet mod skoler og lærere, finder man de bedste resultater for børns læring blandt tiltag, som forsøger at optimere indlæringen ved at takle udfordringer som utrænede lærere, mangel på undervisningsmateriale, og ineffektive undervisningsredskaber.
Den systematiske oversigt kategoriserer den slags programmer som ”strukturerede pædagogiske” tiltag.
Fælles for de fleste af dem er, at de involverer brugen af en evidens-baseret undervisningstilgang, altså undervisningsmateriale og metoder, som er blevet gennemtestet og har vist sig effektivt at øge indlæringen.
En metaanalyse af resultaterne fra 21 sådanne programmer i Brasilien, Cambodia, Chile, Costa Rica, Kenya, Liberia, Mali, Filippinerne, Sydafrika, Sudan og Uganda viser, at programmerne fører til klare forbedringer i eksamensresultater i både matematik og sprog.
En vigtig faktor er ifølge forfatterne, at programmerne sætter ind på flere fronter samtidigt – det kunne være en kombination af ændringer undervisningsmateriale, forsyning af materiale, og uddannelse/træning af lærere.
Nye systemer
Konklusionerne fra analysen af programmer, der ser på skolesystemer og skoleledelse, er mindre entydige.
Men blandt programmer, der støtter decentralisering af beslutningstagen i forhold til finansiering og undervisning til den enkelte skole, fandt man ingen effekt hverken på antallet af elever der påbegyndte eller afsluttede skolen, eller på indlæring.
Andre programmer som offentlige-private partnerskaber havde positive resultater i nogle kontekster og ikke i andre.
Især fandt man på tværs af programmer i Haiti, Pakistan og Uganda at partnerskaber, som involverede elevafhængigt offentlige tilskud til privatskoler havde stor effekt på antallet af skoleelever i lavindkomst områder.
Teknologi virker ikke
De seneste år har set en stadig stigende interesse for, og investering i, brugen af computere og tablets i undervisningen.
Organisationer som One Laptop Per Child har bidraget til at sætte dagsordenen, og øge distributionen af lavpris bærbare computere i en lang række udviklingslande.
Problemet er, at brugen af computere i undervisningen ikke ser ud til at have positiv effekt på læring og eksamensresultater.
Studiet fandt en lille og usikker, men positiv effekt på matematikresultater og fremmøde, men der var stor variation blandt programmerne, og i nogle tilfælde fandt man endda en betydelig negativ effekt.
Det sås blandt andet i et studie fra Indien hvor den negative effekt formentlig skyldes at den computerassisterede undervisning ikke var ekstraundervisning, men afløste en del af den traditionelle undervisning, som altså tilsyneladende var mere effektiv for indlæringen.
Andre grunde til den manglende effekt på tværs af programmerne var tekniske problemer, dårlig integration af computerne i den eksisterende undervisning, og mangel af træning af lærere i brugen af de computere og programmer, de skal undervise med.
Alt det vi ikke ved
Vi ved efterhånden en del, men der er endnu mere vi ikke ved. Studierne af de 216 programmer er skævt fordelt både emnemæssigt og geografisk.
For eksempel er der kun få studier af skolebaserede sundhedsprogrammer, informationsprogrammer, specialundervisning, udvidelse af skoledagen, og forskellige belønningsmekanismer for lærere, alle sammen områder, der har modtaget betragtelig international bistand.
Ligeledes er der kun enkelte studier fra Mellemøsten og Centralasien, ligesom der ingen studier er at finde i størstedelen af de afrikanske lande.
Den danske støtte
Mens politiske ledere verden over enedes om et mere ambitiøst og omfattende nyt udviklingsmål, så faldt den globale bistand til sektoren med over otte procent mellem 2011 og 2013.
Den danske bilaterale bistand i 2015 var lige omkring 510 millioner hvoraf langt størstedelen, 60 procent, gik til uddannelsesfaciliteter og træning, mens lige under 30 procent gik til uddannelse på 0-6 klassetrin.
Omend fordelingen af støtten svarer nogenlunde til de foregående år, er størrelsen betydeligt mindre end de foregående år hvor den nåede helt op på 700 millioner.
Gennemsnitligt har den bilaterale støtte til uddannelse ligget på 575 millioner fra 1998-2014, højest efter 2009.
En stor del af den danske støtte til børn skolegang gives nu via det Globale Partnerskab for Uddannelse (GPE) hvor Danmark i en årrække har spillet en aktiv rolle.
Støtten til partnerskabet var 400 millioner i 2015 og blot 100 millioner i 2016. Der er som fremlagt i regeringens udviklingspolitiske prioriteter for 2017 planlagt 200 millioner årligt fra 2017 til 2020.
Endelig støtter også de danske NGOer børns skolegang i udviklingslandene.
Ifølge tal fra et studie af dansk bistand til uddannelse lå NGO støtten til uddannelsesprogrammer i størrelsesordenen 49-80millioner årligt mellem 2005 og 2011.
Regeringens udkast til en ny udviklingspolitisk og humanitær strategi, Verden 2030, udnævner uddannelse i ”fattige, skrøbelige lande og regioner med skrøbelighed” som et dansk prioritetsområde.
Hvis verden og den danske regering skal nå de ambitiøse mål trods nedskæringer, skal pengene bruges, hvor de batter mest.
Alle programmer og indsatser bør naturligvis tilpasses den lokale kultur, og som set ovenfor er der blandt mange programmer betragtelig variation på tværs af lande og regioner.
Alligevel er det værd at bide mærke i hvilke programmer, der ser ud til at virke godt på tværs af forskellige kontekster og som gennemsnitligt har vist størst og mest konsistent positiv effekt.
Evidensen til dato er, at kontanthjælp er det mest effektive middel til at få børn i skole, og at skolemad og strukturerede pædagogiske tiltag hjælper mest på deres læring.
Hvis der skal investeres i områder, vi endnu ikke ved meget om, bør der samtidigt investeres i forskning i, hvorvidt de nye indsatser virker.
