De fleste andre forhenværende slavenationer har en Black History Month, en mindedag eller i det mindste et mindesmærke over fortidens synder. Danmark lider i stedet af en slags kollektiv fornægtelse. Hvis man medregner alle de, der døde under tilfangetagelsen og transporten, i stedet for kun at tælle dem, der arbejdede i plantagerne, har vi omkring 300.000 afrikanske slaver på samvittigheden. Alligevel har vi fortiet den del af Danmarks fortid. Den nævnes generelt ikke i historieundervisningen, og i den kollektive, danske bevidsthed eksisterer slavenationen og kolonimagten Danmark slet ikke.
I de seneste år har der dog været en stigende interesse for det mørke og nærmest tabuiserede kapitel i vores historie, der clasher sådan med vores selvforståelse som et lille, neutralt land, der altid har holdt fanen højt, når det kommer til respekt for menneskerettigheder og almindelig anstændighed. Der er begyndt at udkomme flere historiebøger om Guldkysten og Dansk Vestindien, der blev indspillet en film ved navn ’Guldkysten’, og nu er Mich Vraas roman ’Haabet’ også blevet udgivet.
Overbevisende billede af en tid, vi ikke vil kendes ved
’Haabet’ bliver fortalt gennem fiktive personers breve, dagbøger og manuskripter med enkelte historiske dokumenter sat ind som referencer. Forsidens sorte ansigt er et lidt underligt valg af illustration, da den mørkeste fortæller i historien er en meget lys mulat, og de afrikanske slaver ikke kommer til orde andet end igennem andenhånds referater fra bogens fortællere. Det er ikke en mangel, man føler, mens man læser bogen, fordi tidsånden så rigt illustreres gennem alle de hvide – og den enkelte lysebrune – fortællere. Som det er tilfældet i mange andre bøger og film, bliver de afrikanske slaver en slag kulisse for handlingen, selvom de i ’Habet’ har mere agens og spiller en større historie for plottet, end i de fleste andre værker om slaveriet.
Når man lige får styr på de mange fortællere og tidslinjer, der først flettes sammen til allersidst, tegner der sig et fuldkommen overbevisende billede af en tid og en tankegang, der forekommer fuldstændigt fremmedartet i sin rå og barske tilgang til tilværelsen og andre mennesker: En nærmest skizofren opfattelse af de afrikanske slaver som en slags højerestående dyr, der ikke kan tillægges menneskelige egenskaber og følelser, men som samtidig er så menneskelige, at man kan voldtage dem, besvangre dem, kommunikere med dem og de kan udføre arbejde, der er så komplekst, at kun mennesker kan klare det.
Det er i kraft af det enormt troværdige og realistiske billede af en tankegang og en tidsånd, vi i vore dage har svært ved at erkende er en del af vores historie eller endda forstå, at bogen virkelig har sin styrke. Hvis man har været i tvivl om, hvorvidt modstandere af brugen af ordet ”neger” overreagerer eller ej, vil man efter at have læst denne bog ikke længere kunne tvivle på, om ordet bare er en neutral betegnelse for mennesker med mørkebrun hud og sort, tætkruset hår. Det er helt gennemgående en betegnelse for de højerestående dyr, som de afrikanske slaver opfattedes som, og det er alt andet end neutralt.
Flere parallelle forløb
Historien fortælles gennem to-tre hovedtidslinjer med cirka 20-35 års mellemrum i slutningen af 1790’erne (samt 15 år tidligere) og i starten af 1820’erne. Begge tager udgangspunkt i en sejlads med det danske slaveskib ”Haabet”, der ikke forløber efter planen. Under den første sejlads udbryder et slaveoprør på skibet, og under den anden bliver to danskere, hvis liv defineres af slaveoprøret under den første sejlads, taget til fange og medbragt på en ufrivillig slavetransport, fordi de opdager, at skibet stadig sejler med slaver, over 20 år efter at slaveforbuddet trådte i kraft. I den sidste tidslinje bindes historierne sammen.
De selvmodstridende omstændigheder omkring slavehold (at slaverne både er mennesker og undermennesker, at de kan være frie og lige og ikke eje sig selv osv.), tilværelsens slag, tilfangetagelse og egen ufrihed tvinger romanens personer til at tage stilling til deres egne liv og deres opfattelse af andre mennesker, inklusiv de afrikanske slaver. De fleste af tidens fremherskende filosofier bliver berørt, lige fra slavehandlere, der omtaler afrikanerne som ”kvier” og ”tyre” og under ingen omstændigheder kan bringes til at se dem som medmennesker, over fritænkere og ateister til humanister, der oplever slaveriet som en stor skændsel og en dyb uretfærdighed, fordi de ikke er i stand til at lukke øjnene for slavernes menneskelighed.
Hovedfortællerne er mulatpigen Maria Frederiksen, der vokser op uden at forstå sit ophav, og den unge, idealistiske professor Mikkel Eide, der tager til de vestindiske øer for at skrive et modargument mod slaveriet. Eide ender med næsten at miste sin retningssans i den meget anderledes virkelighed, han pludselig befinder sig i, men også guvernører, konger, skibslæger og forskellige kaptajner for ”Haabet” får lov at give deres besyv med.
Fængslende og nødvendig stiløvelse
Det er svært at skrive meget mere om historien uden at afsløre det hele, og det er da også romanens største svaghed: Selvom den er så svær at lægge fra sig, at jeg læste den på under en uge og så læste den igen på lige så kort tid, sidder jeg alligevel tilbage med en fornemmelse af, at bogens berettigelse er det præcise og overbevisende tidsbillede mere end historien. Det er en fuldendt stiløvelse og en lidt tynd fortælling, idet fortællernes bevæggrunde og plottets sammenhængskraft ind imellem virker lidt utroværdigt.
Jeg vil gerne give den mine varmeste anbefalinger, fordi det er en øjenåbner og en nødvendig anerkendelse af en periode i vores nærmeste fortid, som vi foretrækker at lukke øjnene for. Jeg tror ikke, at nogen kan læse den uden af undres, væmmes, forarges og forandres bare lidt. Det er en del af vores historie, som vi er nødt til at erkende for at forstå nutiden og forbedre vores chancer for at indgå i en global verden i fremtiden. Og der kan en roman som ’Haabet’ spille en stor rolle, fordi den sætter kød og blod på en tid og en tankegang, der er så fremmed for de fleste af os, at vi ikke tror, den overhovedet har fundet sted.
‘Haabet’ af Mich Vraa, 416 sider.
Udgivet af Lindhardt og Ringhof 25. august 2016.
