Ole Dahl Rasmussen
Foto: Privatfoto
Mikrolån er ingen mirakelkur. Det siger forskerne og det siger Nina Blöndal. Og det har de ret i. Faktisk kan det ikke gentages nok: Der findes ingen superløsninger.
Det burde være obligatorisk for alle i bistands- og fattigdomsbekæmpelsesbranchen at gentage sætningen 10 gange hver morgen, og det er sådan set utroligt, at der er brug for dyre evalueringer for at slå det fast. Men det er der åbenbart, og i det lys er Blöndals artikel et stykke prisværdig forskningsformidling:
Forskningen på området viser ganske rigtigt, at meget få kommer ud af fattigdom ved at have adgang til lån i den toårige periode de fleste evalueringer dækker. Der er ingen nemme løsninger på vanskelige problemer som global fattigdom.
Mikrofinans giver verdens fattige muligheder
Men det er vigtigt at tilføje, at mikrolån har en plads i arbejdet med at skabe flere livsmuligheder for verdens fattige.
Spørgsmålet er: Hvilken plads?
Jo, mikrofinans giver verdens fattige bedre mulighed for at have penge på hånden, når de har brug for det. Og det er faktisk ikke så lidt. Verdens fattige tjener penge som viden blæser; eller som regnen falder.
Men der skal mad på bordet hver dag. Så bedre mulighed for at håndtere ricisi er guld være. Det siger de selvsamme forskere, som Blöndal henviser til, da også:
”Mikrokredit forøger lånernes frihed til at vælge hvordan de vil tjene penge, forbruge, investere og håndtere ricisi.” Men det siger Blöndal ikke selv, underligt nok.
Derimod nævner hun Tom Heinemann’s dokumentar “Fanget i mikrogæld”.
Filmen rejser med sine konkrete eksempler på dårlig lånepraksis et vigtigt emne, og har i hvert fald på den hjemlige bane givet diskussioner om forbrugerbeskyttelse i mikrolån nyt liv.
Men den kan ikke bruges som basis for at konkludere, at mikrolån som sådan har slået fejl. Dertil er nogle enkelte eksempler simpelthen ikke nok. Her er forskningen på området faktisk særlig interessant, fordi den ikke finder udbredte skadelige effekter.
Det gælder også den forskning, Blöndal refererer til. Her står der tydeligt på første side, at ingen af de syv omtalte studier viser udbredte skadelige effekter – heller ikke ved individuelle lån med høje renter.
Mikrolån + mikroopsparing = mikrofinans
Forskningen, filmen og artiklen handler alle om mikrolån. Men det faktisk er det ude af trit med virkeligheden at tale om mikrolån uden samtidig at nævne mikroopsparing. Samlebetegnelsen er mikrofinans.
Behovet for tilgængelige og sikre opsparingsmuligheder er mindst ligeså stort som behovet for kredit.
Skal man starte sin egen virksomhed, sker det oftest med opsparing – i øvrigt også i Danmark. Kredit er for risikabelt og bruges især til at udvide firmaer, der allerede findes.
Og erfaringerne med udbygge opsparingsmuligheder er faktisk lovende, et resultat der blandet andet er slået fast af en forskergruppe under Rockwool Fondens Forskningsenhed, et projekt jeg i øvrigt selv deltog i.
At opsparing påviseligt er en god idé står såmænd også i den artikel, der ligger til grund for den forskningsoversigt, Blöndal henviser til (på side 21).
Vi bruger fortsat offentlige bistandskroner på mikrofinans, og derfor er det vigtigt at undersøge effekten.
Mikrofinans er ikke en mirakelkur, men heller ikke en katestrofe. Der er små, men positive resultater.
Og lige så vigtigt er det, at størstedelen af verdens mikrofinans faktisk opererer på helt bæredygtige markedsvilkår.
Seneste tal fra slutningen af 2013 viser, at 211 millioner af verdens fattigste har adgang til mikrofinans. Det bliver de ved med at have, og det er måske mikrofinansens største bedrift:
At der, blandt andet med offentlige midler som igangsætter, er skabt ikke bare (små og) positive, men også varige og bæredygtige forandringer for hundrede millioner af verdens fattigste.
Ole Dahl Rasmussen har en ph.d. i økonomi fra Syddansk Universitet og har udgivet flere artikler i internationale tidsskrifter, blandt andet om effekten af mikrofinans. Han arbejder til daglig med finansiering af landbrug i Burkina Faso.
