Henrik Nielsen
Henrik Nielsen (f. 1961) er cand.scient.soc et Ph.D.
Han har tidligere arbejdet i NGO FORUM, Globalt Fokus, på DIIS, på Institut for Menneskerettigheder og på Center for Udviklingsforskning.
Han har også været selvstændig konsulent, har arbejdet i Serbien og har arbejdet flere år i forskellige afrikanske lande.
Han har beskæftiget sig med effekter af udviklingsbistand, med rettighedsbaseret udvikling,med støtte til eksportsektorerne i u-landene med civilsamfundspolitik, Post 2015, RAM-rapportering.
Han blogger om lidt af hvert, og repræsenterer ikke nogen.
Dan kedede sig. Han sad på sit kontor og læste de ny og ”moderniserede” DAC-regler. Det var noget af en langgaber.
Det, der kunne have set ud som en spændende ny platform til at informere om u-landshjælpen, var ved at sovse til i rene økonomistiske teknikaliteter.
Det eneste, de var nået frem til nede i OECD, var, at man nu ville finde en ny definition på hvad der udgjorde ”Concessionality”, når man lavede ”concessional loans” til udviklingslandene.
Dan sukkede.
Hvor længe kan vi som NGOer forventes at gå ud på gader og stræder og slå på tromme for u-landsbistanden, når det er så dødssyge dagsordner, de vil have os til at sælge, tænkte han.
De må komme op med noget bedre, ellers fortsætter derouten for den folkelige opbakning. Vi kan ikke forventes at mobilisere folk omkring så nørdede politiske tiltag.
Eftermiddagssolen stod mod ruden, han blev døsig, og tænkte at han måtte bevæge sig lidt. Han ville gå ind og se til Ida, måske skulle de gå ned på gaden og få en caffé latte.
Døren var lukket til hendes kontor, hvilket den ikke plejede at være, og han bankede forsigtigt på. Til hans overraskelse lød der et ”kom ind”.
”Hej Ida”, sagde han, ”nå, du er her stadig, vil du med ned i det gode vejr og have en kop kaffe?”
Først nu vendte hun sig, og han kunne se, at hun så ud af helvede til. Hun havde store sorte rande under øjnene og det var tydeligt at hun havde grædt.
”Men Ida, hvad er der i vejen?” sagde Dan og gik hen og lagde en hånd på hendes skulder.
Ida snøftede.
”Jeg ved det sgu ikke, men jeg synes det hele brænder sammen for mig. Jeg er kun lige fyldt fyrre, og alligevel syns jeg at alle de her unge 12-talspiger, de kører mig fuldstændigt over. Hende Camilla, det er generalens nye kæledægge, hun lagde lige hovedet lidt på skrå og gav ham en elevatortale om den nye facebookstrategi, og så var hun afsted til folkemøde på Bornholm”.
“Hun har allerede sikret, at vores kampagne har fået 5.000 likes på Facebook, og generalen, der ikke ved en skid om den slags, er vild af begejstring. Nu her efter sommerferien har han fuldstændig glemt mig, virker det som om, og det ser ud til at det er hende, han vil have med til FNs generalforsamling til september”.
”Nu tror jeg du overdriver lidt,” forsøgte Dan.
”Han er da godt klar over at du er vores mest effektive programmedarbejder. Og at du i modsætning til alle de unge rent faktisk har lidt erfaring fra u-landene.”
”Det er meget godt,” snøftede Ida.
”Det betyder at jeg får lov at sidde med alle RAM-rapporteringerne og den store midterm review. At man ved noget om Afrika er tilsyneladende ligemeget. Det, det drejer sig om nu om dage, er om man er hurtig på de sociale medier. Så imens jeg sidder her og knokler, kan Camilla suse rundt i verden og tweete fra spændende konferencer.”
Dan smilede.
”Så er det vel heller ikke mere spændende. De fleste af disse her internationale møder er da det rene spild af tid. Lad du blot de unge om det, de synes tilsyneladende at det er fantastisk at suse rundt i et omrejsende cirkus af NGO-folk, der tror de redder verden ved at flyve rundt og bekræfte hinanden i alt det sludder om ”a new social contract for poverty alleviation”, og hvad det alt sammen er for noget ævl.”
Nu begyndte Ida at græde igen.
”Det har du måske ret i, men det er ikke det, der er problemet. Vi skal spare 2,7 mia. på u-landsbistanden! Vågn op, vi bliver fyret, og det ser ud til, at det er dem, der ikke er gode til at lave luftige kampagner og til at fyre floskler af, der bliver sparet væk”.
“En af generalerne sagde det lige ud: Jeg skal ikke bruge folk med forstand på tingene, jeg skal bruge folk der kan kommunikere og rapportere. Vi er færdige i denne her branche. Hele mit arbejdsliv har jeg prøvet at ”gøre en forskel”, og pludselig er det som om det hele braser sammen om ørerne på mig”.
”Du her ret,” sagde Dan.
”Det ser lidt sort ud. Men spørgsmålet er om ikke de lissågodt kan skære. Hvis hele bistanden alligevel skal gå til den private sektor, og vi som NGOer hovedsageligt skal fungere som legitimerende faktor, så de store firmaer kan påstå at de har en CSR-profil, så vil jeg da hundrede gange hellere bruge pengene på flygtningene”.
“Hey, prøv lige at se, tusinder af mennesker drukner i Middelhavet, og vi synes det er vigtigere at lave ”partnerskaber” med smarte partnere i Afrika, som vi så betaler en formue for at tage rundt at fortælle folk om alle de rettigheder, de har.”
For første gang smilede Ida.
”Du er nu altid så opløftende at høre på Dan, lige hvad man trænger til når man hænger lidt med hovedet. Jeg tror du har ret i at vi skal gå ned på gaden. Men i stedet for kaffe skulle vi måske ta en øl. En guldøl. The story of my life: Sort guld og hvide elefanter.”
Tidligere afsnit i føljetonen om Dan og Ida
