Ole Lønsmann Poulsen, eller bare Lønsmann, er en af dem, der har sat et meget stærkt præg på dansk bistand og Danida op gennem 1980erne og 90erne.
Han var manden, der udformede Danidas store handlingsplan i 1988, hvor overskrifterne lød på bistand til betydeligt færre u-lande, gaver i stedet for lån, ændrede regler for binding af bistanden til indkøb i Danmark og decentralisering af administrationen.
Planen blev vedtaget af politikerne med nu afdøde legendariske Chr. Kelm-Hansen i spidsen året efter og blev på mange måder skelsættende for dansk bistand. Men det var kun en lille del af Lønsmanns værk.
Han var også centralt placeret i arbejdet med udenrigsministeriets nye enhedsstruktur.
Den trådte i kraft 1. maj 1991 og betød, at alle facetter af vore forbindelser til eksempelvis landene i Den 3. Verden – både politik, bistand og handel – blev lagt sammen i en ny større enhed – Sydgruppen, som afløste Danida, der alene havde taget sig af bistanden.
Planer og studier kom i rap
Det blev også til en særskilt handlingsplan om dansk multilateral bistand og danske leverancer i 1990 – som over få år førte til mange flere danske ordrer fra FN-systemet.
I 1991 kom en diger redegørelse om dansk multilateral bistand, der var en kritisk bedømmelse af vore bidrag til FN-organisationerne udfra temaet flere danske penge til gode organisationer, færre til dårlige.
I 1991 udkom tillige et omfattende feltstudie, som sammenlignede 11 internationale organisationers indsats i fire udvalgte u-lande.
I 1992 så rapporten “UNIDOs fremtid”, et kritisk dansk-inspireret og -finansieret studie af FNs Organisation for Industriudvikling i Wien. Studiet blev brugt som blueprint for en tiltrængt reformering af organisationen og var med til at redde den fra total donorglemsel.
Bragte den åbne amerikanske pressetradition med
Vi kunne blive ved. Lønsmanns mærker på dansk bistand og Danida er over alt.
Også, da han meget mod sin vilje blev kaldt hjem fra ambassadørposten i Wien i foråret 1993 for at blive chef for Sydgruppen/Danida, fordi ministeriets nyudnævnte direktør, (nu afdøde) Henrik Wøhlk, havde betinget sig, at det blev ham, der efterfulgte ham som Danida-chef.
Lønsmann gik til værket med hele sin åbenhed og den amerikanske pressetradition i ryggen fra årene i Verdensbanken (1980-83) og udtalte sig før sin tiltræden åbenhjertigt om intentioner og prioriteringer i Danidas tidsskrift “Udvikling”.
Men så kom Helle Degn
Det blev en af hans meget få større offentlige statements som Danida-chef (1993-96) for få måneder før, i januar 1993, havde landet fået sin første udviklingsminister i socialdemokraten Helle Degn, og hun skulle nok selv tegne firmaet.
Som hun sagde på et møde med Danidas topfolk: “Danida, det er mig”.
Synd for den begavede Lønsmann, som så sig nødsaget til at holde mund og lade Helle tale, og helt unødvendigt i betragtning af, at den intiativrige og nytænkende Helle Degn på mange områder faktisk nåede rigtig meget i sin korte ministertid.
Bl.a. en ny udviklingspolitisk strategi frem mod år 2000, som Lønsmann – naturligvis – satte kød og knogler på (med en ung Bo Lidegaard i en central sekretariatsfunktion), nye delstrategier, nye samarbejdslande som Nicaragua osv.
WFP: Så tæt på og så langt fra
Midt i alt dette ærgrede Lønsmann sig måske lidt over, at det ikke var gået, som det skulle i efteråret 1991, da han var en stærk kandidat til posten som ny generaldirektør for FNs Verdensfødevareprogram, WFP, i Rom.
For ak. EF-landene kunne ikke enes, og han måtte se sig slået i opløbet af en amerikansk kandidat, da George W. Bush (den ældre) spillede kraftigt med de økonomiske og politiske muskler og fik sin vilje overfor de vankelmodige europæere.
Vel nok hans største personlige skuffelse. Og tankevækkende i dag, da Danmark har mistet ganske mange FN-topposter.
Synd også for WFP i Rom, som ikke fik en mulig generaldirektør, hvorom superlativerne flokkes, når man spørger ind om ham. Handlingsorienteret og effektiv, lyttende og loyal – både op- og nedefter – ligesom han vil gerne vove sig selv for en varm /god sag.
“Han har lune og humor, er ligevægtig og altid i godt humør”, lyder det.
Karrieren gik over en eksamen som cand.jur. til bl.a. Folkekirkens Nødhjælp, hvor han blev afdelingschef, og i øvrigt mødte sin kone, Zareen, under et af sine mange Indiens-ophold, og videre til udenrigstjenesten, hvortil han kom i 1973.
Bevæget sig på tværs af systemerne
Han har bevæget sig op og på tværs af systemerne med adresser i Manila, New Delhi, Washington, og siden på ambassadørposter i London (1996-2001), Beijing (2001-2004) og frem til 2006 i Stockholm.
Lidt svært at fatte, at en så kapabel og indsigtsfuld aktør i dansk udenrigs- og udviklingspolitik sad placeret i Stockholm på et tidspunkt, da Danmark indtog en plads i FNs Sikkerhedsråd. Der kunne vel ellers nok have været brug for hans evner og erfaring netop på det multilaterale område.
Karrieren blev kronet – kan man vist godt sige – med ønskeposten som ambassadør i Indien (2006-2010). Han kom dermed tilbage til det New Delhi, hvor han havde slået sine folder som ung ambassadesekretær (1977-80) – og til sin kones fødeland, der i august 2007 kunne fejre et storslået 60 års jubilæum som uafhængig nation.
Og Lønsmann ville ikke være den han var, hvis han ikke udarbejdede en handlingsplan for det fremtidige udvidede samarbejde på mange fronter mellem Danmark og det store land.
Så det gjorde han, og den lå klar til dav. statsminister Anders Fogh Rasmussens besøg i februar 2008.
Sagen i Menneskeretsinstituttet
Efter hjemkomsten blev han pr. 1. juli 2010 udnævnt til ny formand for Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder (DCISM).
DCISM var oprettet i 2002 og bestod af de to institutter Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Institut for Menneskerettigheder (IMR).
Bestod fordi DCISM blev opløst med udgangen af 2012 og de to institutter selvstændiggjort.
Her blev Lønsmann draget ind i en ærgerlig sag i karrierens efterår,
I marts 2011 opdagede medarbejdere skjulte projekttab på 3,2 millioner kr. i IMRs årsregnskaber fra årene 1997 til 2008
Der var ikke tale om misbrug af midler, men om at projekttab var blevet gemt ved opgørelsen af årsregnskaberne, som derfor ikke var retvisende.
I april 2011 orienterede IMR Udenrigsministeriet, Rigsrevisionen og bestyrelsen for DCISM, der har ansvaret for centerets årsregnskab.
Som bestyrelsesformand for DCISM beklagede Lønsmann dybt, at instituttet gennem 14 år havde oparbejdet et underskud.
“Det er dybt beklageligt, at tabene er blevet skjult, og at de almindelige procedurer, forretningsgange og tilsyn ikke har afdækket det tidligere. Instituttets ledelse har reageret straks, da den blev bekendt med forholdene, og alle relevante instanser og myndigheder har været orienteret og inddraget”.
“Jeg glæder mig over, at revisionerne har bekræftet den interne oprydning, så vi nu kan se fremad”, sagde han.
I dag kører regnskaberne efter en snor efter en (tiltrængt) intern oprydning.
Privat har dagens fødselar to sønner sammen med Zareen Lønsmann Poulsen, som han mødte på et britisk rutefly for 43 år siden.
Fødselsdagen fejres i Biritsh Columbia i Canada på vej mod Alaska.
Så er der lige den med navnet Danida
Ole Lønsmann Poulsen er en af dem, der altid holdt fast i navnet Danida.
Det understregede han allerede i marts 1993, da tidsskiftet Udvikling spurgte ham: Synes du navnet Danida fortsat skal bestå?
“Ja, Danida eksisterer som navn og har et godt navn. Det har jeg fået bekræftet meget stærkt under mit ophold i Wien”, lød det.
Ikke desto mindre skulle der et konsulentfirma til, før navnet atter kom til ære og værdighed i 2010.
Betegnelsen Danida, som offentligheden hele tiden havde brugt, men udenrigsministeriet lagt på is i to årtier, kom nemlig atter tilbage, da ministeriet skiftede på en tallerken.
Det nye Danida-logo (bomærke) “skal forstærke og stadfæste Danida som brand (varemærke)”, skrev “Udvikling” for fem år siden.
Logoet bestod – og består – af navnet Danida i mørkegult (Danidas “gamle” farve), som optræder under navnet “udenrigsministeriet” for at markere tilhørsforholdet til ministeriet; ved siden af står ordene: Danmarks udviklingssamarbejde.
Holdningsændringen kom efter, at en undersøgelse fra konsulent-virksomheden Advice havde vist, at Danida-brandet står stærkt, men at befolkningen opfattede Danida som en uafhængig offentlig organisation på linje med Forbrugerrådet.
Dav. kontorchef i ministeriets afdeling for Public Diplomacy og Kommunikation, Eva Egesborg Hansen, sagde, at “både udenrigsministeriet og Danida er stærk brands”.
“For første gang introducerer vi Danida sammen med udenrigsministeriet og dermed har vi forsøgt at vække brandet fra 20 års dvale”, anførte hun.
Brandet havde dog ikke ligget i dvale andre steder end indenfor murene på Asiatisk Plads.
Allerede kort efter ministeriets store omstrukturering i 1991, da Danida forsvandt som et selvstændigt (tredje) departement, sagde den interne drivkraft bag reformen (Ole Lønsmann P.) til “Udvikling”, at navnet “Danida lever og lever i bedste velgående”.
Det fik han ret i – som med så meget andet. Man er vel ikke Soraner for ingenting (S64).
Lønsmanns karriere-CV (fra Linkedin)
Ambassador, Danish Foreign Service
september 1969 – september 2010 (41 år 1 måned)
Ambassador to India and accredited to Sri Lanka, Bhutan and the Maldives (2006-2010)
Ambassador to Sweden (2004-2006)
Ambassador to China and accredited to North Korea and Mongolia ((2001-2004)
Ambassador to the United Kingdom (1996-2001)
State Secretary, Ambassador, Ministry of Foreign Affaiors, Copenhagen (1993-1996)
Ambassador to Austria and accredited to Slovenia and Bosnia Herzegovina. Permanent Representative of Denmark to IAEA, UNIDO and the UN’s Office in Vienna (1992-1993)
Under Secretary for Multilateral Affairs, Ambassador, Ministry of Foreign Affairs, Copenhagen (1988-1992)
Head of Department, Ministry of Foreign Affairs, Copenhagen (1985-1988)
Deputy Head of Department, Ministry of Foreign Affairs, Copenhagen (1983-85)
Alternate Executive Director, World Bank, Washington D.C. (1980-83)
First Secretary of Embassy, New Delhi, and Danish Trade Commissioner, Bombay (1977-80)
Advisor, Asian development Bank, Manila (1976-77)
Head of Section, Ministry of Foreign Affairs, Copenhagen (1973-76)
Head of Overseas Project Department, Danchurchaid, Copenhagen (1969-73
Other:
Member of Academic and Commercial Boards (2010 – )
Member of the Board, Foundation of the Americas, Washington D.C. (1998-2004)
Danish Governor for the Asian Development Bank, Manila, the Intermerican Development Bank, Washington D.C., and the African Development Bank, Abidjan.Alternate Govenor for the World Bank, Washington D.C.(1988-1992 and 1993-1996)
