Forberedelse til en vigtig tur
Der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange, så vores opstartsaktiviteter følger en velafprøvet skabelon. Vi har hjemmefra kortlagt de vigtigste statslige institutioner og civilsamfundsaktører inden for vores eget emneområde og har også kommunikeret med den danske ambassade.
Derudover har vi indkredset de geografiske områder, hvor vi kunne se, at forholdet mellem skov og levebrød er mest kritisk.
Som del af vores forberedelser har vi brugt det gode netværk og samarbejde, der heldigvis eksisterer blandt danske NGO’er, hvoraf mange allerede arbejder i Uganda.
Ikke alle NGO’erne arbejder med skov, men også de, der arbejder med andre emner, kan være en stor hjælp til at forstå både de formelle og ikke mindst uformelle udfordringer, der er ved at arbejde i Uganda.
Nu følger en lang række møder i Uganda og en felttur, hvor vi skal ud i landskabet og tale med nogle af de folk, hvis liv og skov, det hele handler om.
Vi lander i lufthavnen i Entebbe sent, og ankommer til Kampala, Ugandas hovedstad, tirsdag d. 22. maj om aftenen, så det er mørkt og man kan ikke danne sig det store indtryk af Entebbe og Kampala.
Men vi bliver mødt af temperaturer, der faktisk minder lidt om dansk sommer på trods af, at ækvator løber igennem Uganda. Kampala viser sig som en travl by med masser af berygtet kaotisk trafik, noget der skal indregnes i de næste 10 dages travle program.
Uganda – Kampala
Vi bruger de første to og en halv dag i Kampala, hvor vi blandt andet besøger National Forest Authority, Climate Change Department, Ministry of Water & Environment, Makerere Universitet, Ecological Christian Organisation, WWF Uganda og EU’s ansvarlige for bæredygtig udvikling.
Til møderne skal vi danne os et indtryk af, hvilke huller der eventuelt måtte være i både lovgivningen og ikke mindst i implementeringen af de forskellige politikker og planer – huller som vi måske kan hjælpe med at lukke eller områder, hvor vi måtte have en chance for at påvirke udmøntningen af skovrelaterede politikker i en mere naturnær retning.
En vigtig del af afsøgningen med de øvrige NGO’er er derfor at finde ud af, om der er specielle områder inden for vores kernekompetencer, hvor vi passer ind uden bare at duplikere andres allerede igangværende arbejde.
En af udfordringerne er i den forbindelse at få fortalt på en ordentlig måde, at vi er lidt kræsne forstået sådan, at vi jo ikke er villige til at arbejde med hvadsomhelst, der måtte mangle – det skal passe med vores formålsparagraf og strategier.
Eukalyptus og fyr dominerer
Under vores møder bliver det slået fast igen og igen, at der i Uganda er et kæmpe behov for træ, især til brænde, men også konstruktion.
Afskovning og degradering fortsætter derfor med forrygende hast (op mod 122.000 hektar om året) og går blandt andet ud over skovområder i det unikke Albertine Rift Valley område, hvor biodiversiteten, men også befolkningstætheden, er særligt høj.
Det gør det kritisk at håndtere hensynet til befolkningen – inklusiv tilstrømning af ret store mængder flygtninge ind over grænserne fra Sydsudan og den Demokratiske Republik Congo – med hensynet til for eksempel de chimpanser og bjerggorillaer, der lever i skovområderne.
Men de eneste afprøvede træarter med hurtig tilvækst og tolerance over for plantning i bare (tidligere afskovede) og lejlighedsvist tørre områder er desværre de sædvanlige ”usual suspects”: Eukalyptus og fyr. Det er jo ikke noget, man råber hurra for i forhold til mangfoldig natur.
Men i praksis ser det ud til, at alternativet er, at brændetræ kommer fra naturskoven, som der er mindre og mindre tilbage af. Det giver jo noget at tænke over for en skovbevaringsorganisation.
Farvel til Kampala
De første par dage i Kampala efterlader os med mange og mangeartede indtryk, blandt andet hvor religiøse uganderne er. Mødet med National Forest Authority og flere andre organisationer bliver nemlig indledt med en bøn.
En specifik bøn om, at vi må få et godt møde, gode diskussioner, og at vi må følge op på, hvad der bliver besluttet. Så efter den første runde møder er vi nysgerrige efter at komme i felten og møde den natur og de mennesker, som er kernen i Verdens Skoves arbejde.
Nationalparker og monokulturer
Sammen med WWF Uganda besøger vi områderne omkring Queen Elisabeth National Park og Rwenzori Mountains National Park. Sidstnævntes højeste top er 5.109 meter over havet, og nationalparken har derfor stor betydning for den overordnede vandforsyning i hele området.
Landskabet er overstrøet med mere eller mindre kuriøse referencer til ugandernes religiøsitet. Vi kom eksempelvis forbi et lille træskur, hvor der blev solgt kød: ”Jesus and Maria Pork Joint”.
Endelig ude i naturen kan vi også konstatere, præcis hvor bare skråningerne rent faktisk er. Det er overvældende. Det er også i disse områder, at brændetræ er allerdyrest.
Omkring Queen Elisabeth National Park og Rwenzori Mountains National Park er der stor opbakning til genplantning blandt både befolkning og de lokale myndigheder, men altså desværre altdominerende med de hurtigvoksende eukalyptus og fyr.
Vi er ikke tilhængere af monokulturerne, men alternativet med tab af mere naturskov er værre, så det er et dilemma, vi skal hjem og tænke mere over.
Udbredt CO2-kvotetankegang
Både fra møderne i Kampala, men også med de lokale myndigheder under feltturen bliver det tydeligt for os, hvor stort et fokus man har på CO2-kvoter i Uganda.
Det arbejder vi ikke med i Verdens Skove, da det smager lidt rigeligt af bare at fortsætte med at ”synde” og betale bøderne, i stedet for at feje for egen dør først og ændre adfærd til noget mere holdbart og rimeligt.
Vi er også lidt bekymrede for, at man med kvoter får præcis, hvad man betaler for – hverken mere eller mindre – og dermed kan man måske nok få bundet noget CO2 (for eksempel i eukalyptusplantager), men indholdet af biodiversitet er jo ikke en komponent, systemet tager stilling til.
Det prøver vi at forklare på en saglig og diplomatisk måde, så vi ikke får lukket noget muligt produktivt samarbejde ned, før det er startet.
Vores lokale værter, inklusiv WWF Uganda, bemærker også det paradoksale i, at de mange vandkraftværker i landet producerer strøm, der er dyrere end brænde.
Det betyder, at selv nogle større virksomheder holder sig til brænde som energikilde; vi så store lagre af brændetræ hos både teplantager og for eksempel en lokal cementfabrik. Samtidig fører afskovning som bekendt til erosion, det vil sige der ender store mængder af jord og sediment i floderne, som turbiner og lignende kløjes i.
Som en afledt effekt er mindre lokale initiativer derfor allerede opstået, hvor vandkraftfirmaer betaler til genplanting af skov. Der kunne altså være et perspektiv i at arbejde med en form for betaling til eller investering i at sikre godt, sedimentfrit og rigeligt vand til vandkraft for at få retableret skovdække på større arealer.
Det kunne dermed være en mere acceptabel finansieringskilde end CO2-handel og muligvis også mere langsigtet, da behovet for rent og rigeligt vand er et fortsat behov for både folk og vandkraftværker, og der er en mere umiddelbart mærkbar og synlig sammenhæng lokalt mellem skovdække og erosion/vandkvalitet.
Naturbevarende krybskytter
Omkring Queen Elisabeth National Park møder vi en landsbygruppe, der blandt andet består af tidligere krybskytter. Gruppen har fået brugstilladelse til et stykke degraderet land fra de centrale skovmyndigheder på betingelse af, at de planter træer.
Det er en model, der endnu ikke er så udbredt – kollektiv skovforvaltning – men som myndighederne heldigvis har fattet fidus til og gerne vil udbrede. Her kunne vi potentielt bidrage, både med udvikling af kollektiv skovforvaltning som model, men også konkret, da nogle af grupperne nu er ved at være klar til at arbejde med værdiforøgelse af deres første høst af mere regulært tømmer – noget vi har betydelig erfaring med fra Latinamerika.
Den gruppe, vi besøger, har også sat et højtliggende område til side med udsigt over Lake Edward, hvor de gerne vil udvikle turisme sammen med en privatsektorpartner.
Naturbaseret turisme i Uganda er allerede officielt en høj prioritet, men ikke altid med det udbytte for lokalbefolkningen, som kunne mobilisere deres aktive støtte til naturbevarelse. Også her har vi som organisation noget erfaring, der kan være nyttig.
En frugtbar felttur
Ved afslutningen på vores tur i felten – der er to dages møder tilbage endnu – ser det altså klart ud til, at vi har kompetencer, der kunne være brug for i Uganda.
Turen har dog også tydeliggjort de dilemmaer, vi skal forholde os til, før vi beslutter, hvilke områder og emner, der skal arbejdes videre med. Det bliver ikke noget, vi gør letsindigt, så der er flere besøg på programmet for at afdække næste lag kompleksitet og detaljer.
Tilbage i Kampala
Tilbage i Kampala efter feltturen møder vi flere NGO’er – blandt andet den nationale direktør for vores etiopiske partner Farm Africa og flere andre og yderst kompetente NGO’er: Environmental Alert, som har 30 år på bagen, og Wildlife Conservation Society, der har arbejdet i det sydvestlige Uganda siden sidst i 1950erne.
Det er respektindgydende at tænke på – også selv om nogle af dem nu så småt må opgive at arbejde i den Demokratiske Republik Congo (DRC) lige på den anden side af grænsen, fordi de har fået folk kidnappet, og der er blevet skudt på deres biler.
Her i slutspurten møder vi også folk fra et stort EU-projekt, implementeret af FAO og UNDP. Vi får bekræftet, at der er stor efterspørgsel på vores erfaring med værdiforøgelse og værdikædeanalyse, og at ”ecosystem services” er undervurderede blandt politikerne, fordi der ikke laves noget arbejde på at opgøre, hvad de betyder for andre sektorer (bestøvning i landbruget, vand til landbrug, drikkevandsforsyning, vandkraft og lignende).
Vi får faktisk det opmuntrende indtryk, at de aktivt søger samarbejde med os, måske endog samarbejde medfinansieret af dem (EU og UNDP).
Der ser også ud til overvejende at have været en enkeltsagstilgang til lokal, kollektiv skovforvaltning, som vi godt kunne bidrage til at forbedre, og en positiv indstilling fra myndighederne til dette, som en løsning på den reelle beskyttelse af de officielt beskyttede naturområder, der kunne pege på en stor effekt af at optimere på de eksisterende erfaringer.
Den foreløbige konklusion på vores allerførste besøg i Uganda er altså, at vi står med positive ”problemer”: Mange forskellige mulige indsatsområder og mange yderst kompetente og relevante mulige partnere.
Heldigvis skal vi jo ikke nødvendigvis nøjes med én partner, og i forhold til indsatsområder gælder det jo ”bare” om at være strategisk i forhold til, hvilke områder, man prioriterer højest, det vil sige starter arbejdet med først.
Så nu venter diskussioner kollegerne imellem, en grundigere analyse af alle de informationer, vi har fået og så en tur til for at grave et spadestik dybere inden for de områder, vores diskussioner og analyser peger på, som de mest produktive i forhold til vores kompetencer, formål og strategi.
