KAMPALA: 73-årige Yoweri Museveni synes efter 32 år som præsident for Uganda, at han fortsat har meget at tilbyde landet, og at det er for tidligt at slippe tøjlerne.
For få måneder siden gjorde han det klart, at han var parat til at ofre sig og stille op til endnu en præsidentperiode ved næste valg i 2021. Det skulle diskriminerende regler som forfatningens aldersgrænse for opstillingsberettigede (tidligere sat til 75 år) ikke være til hinder for.
Hvad præsidenten måske ikke havde forventet, var den voldsomme reaktion fra civilsamfundet i landet. Mange gik på gaden i protest, en bred vifte af organisationer gjorde anskrig og dele af den skrevne presse holdt sig heller ikke tilbage.
Også det økumeniske råd ARLPI (The Acholi Religious Leaders Peace Initiative), der tæller ledere af bl.a. katolske, anglikanske og muslimske trossamfund, udtrykte stærke betænkeligheder.
Bølgen af protester førte til skærpelse af de allerede udtalte autoritære træk hos Musevenis regering.
I de tre måneder, der gik fra præsidentens udmelding til parlamentets forfatningsændring i december, der fjernede aldersgrænsen for opstillingsberettigede til præsidentvalget, blev redaktionslokaler ransaget, journalister og aktivister røg ind og ud af fængsler og politiet maltrakterede sagesløse demonstranter med knipler.
I forvejen har Kizza Besigye fra oppositionspartiet FDC – som fik 36 procent af stemmerne ved præsidentvalget i februar 2016 – oplevet at blive fængslet flere gange.
En tikkende bombe?
Regimets repressive linje tyder ifølge iagttagere på, at det er trængt og er klar over, at en voksende utilfredshed ulmer i befolkningen under en tilsyneladende rolig overflade. En enkelt episode kan være gnisten, der antænder et oprør, som det skete i Buganda-regionen, hvor angrebet på en lokal, traditionel leder fik befolkningen til at gå på gaden i massevis.
I det mest dystre scenarium kan en konflikt udspille sig efter egnsbestemte eller etniske skillelinjer i et land, som ellers præges af stor og fredsommelig etnisk diversitet. Men så sent som i november 2016 omkom langt over 100 fra en vestlig stamme i sammenstød med politiet.
Ifølge professor Mwambutsya Ndebesa fra Makerere Universitetet efterligner styret det tidligere britiske kolonialstyres ”del og hersk”-politik. Hærens generalstab er således domineret af generaler fra det vestlige Uganda. Den nordlige, tidligere borgerkrigshærgede egn er den mest fattige i landet.
Museveni, som er fra det vestlige Uganda, kom til magten efter en fem år lang borgerkrig mod diktatoren Milton Obote, der ligesom forgængeren Idi Amin stammede fra det nordlige Uganda (henholdsvis Acholi- og West Nile regionerne).
Uganda var i en årrække præget af stabil økonomisk udvikling. Ifølge Verdensbanken har Uganda nedbragt antallet af fattige fra 56 til 19 procent af befolkningen. Men fattigdommen er nu i hastig vækst i hele landet som følge af økonomisk afmatning. Det kniber for landets vækst at holde trit med den betydelige befolkningstilvækst. Med en befolkning, der vokser med én million hvert år, har landets ambition om at opnå status som middelindkomstland lange udsigter.
Skattegrundlaget er kun 15 procent af BNP, og halvdelen af statsbudgettet er gældsfinansieret.
Staten beskrives som en kolos på lerfødder med 82 ministre og viceministre i regeringen og en privatsektor, hvis ypperste ambition er at få tildelt kontrakter med den offentlige sektor (som ved udlicitering af vejbyggeri eller af ret til udvinding af mineraler).
Jobbene er få og de unge mennesker må overleve på må og få i den uformelle sektor ved f.eks. at vaske biler, gå til hånde med forefaldende arbejde eller arbejde som sikkerhedsvagt. Mange mener, at de enorme grupper af stærkt underbeskæftigede unge – halvdelen af befolkningen er under 15 år – er en tikkende bombe.
En stabiliserende faktor?
Vestlige lande har længe betragtet Uganda som et værn mod den voksende ustabilitet i en region præget af mislykkede stater som Den Demokratiske Republik Congo og Sydsudan.
Trods en korruption, som gennemvæder alle aspekter af samfundslivet – Uganda er nummer 134 på listen over verdens mindst korrupte lande – samt et retsvæsen, som er afhængig af den udøvende magt og hvor regeringspartiet NRM gennem 32 år har sat sig tungt på statsapparatet og på nøglepositioner i økonomien, har mange donorer alligevel støttet landet.
Danmark har siden 2015 kun i begrænset omfang støttet den ugandiske stat efter en korruptionsskandale, der involverede styrets førstedame, landets nuværende undervisningsminister.
Dansk udviklingsbistand går i dag til civilsamfundsorganisationer, dele af pressen, udvalgte statslige enheder som anti-korruptionsdirektoratet Inspector General og Finansministeriets økonomiske reformprogram og Uganda Human Rights Commission. For det andet støttes en mere inklusiv økonomisk udvikling gennem et program til støtte af landbruget og til forarbejdning af landbrugsprodukter gennem små og mellemstore virksomheder
Præsident Museveni – der ynder at optræde i militæruniform som et levn fra sin fortid som guerilla-lederen, der omstyrtede diktatoren Milton Obote – bygger i høj grad sin magt på hæren. Hæren er involveret i centrale sektorer, og står bl.a. for det vigtigste landbrugsprogram.
Uganda spiller en meget aktiv rolle i fredsmissionen i Somalia (over 6.000 soldater i AMISOM). Deltagelsen er en måde, hvorpå styret tilgodeser hæren. Soldater er udsendt for et år af gangen og får 1.000 dollars om måneden i Somalia, en formue efter lokal målestok.
Mange iagttagere har længe sat spørgsmålstegn ved Museveni-styrets påståede stabiliserende rolle i lyset af dets støtte til Sydsudans diktator Salva Kiir Mayardit og den ugandiske hærs plyndringstogter ind til det mineralrige Congo. Uganda, som ikke har mængder af ædelstene af betydning, er i dag en storeksportør af guld.
Med en mere autoritær Museveni, der klæber sig til magten og voksende modstand imod styret, tyder meget på, at Uganda på sigt snarere vil bidrage til regional usikkerhed frem for at fremstå som en klippe af stabilitet i et uroligt hav. Den fortsatte eksistens af bl.a. et livligt civilsamfund og en relativ fri presse giver dog omvendt anledning til håb om en mere demokratisk udvikling i Uganda.
