Præsidenten og ghettopræsidenten

I 2021 er kampen om at blive Ugandas næste præsident fortsat, hvor den sluttede i 2020. Den 38-årige musiker og politiker His Excellence Ghetto President Bobi Wine, alias Robert Kyagulanyi Ssentamu, hans team og tilhængere er blevet chikaneret, arresteret, udsat for vold og blokeret af de ugandiske myndigheder, som virker fast besluttede på at præsident Yoweri K. Museveni, bliver lige der, hvor han har været siden 1986 – ved magten.

Ligesom andre ungdomsbevægelser på tværs af Afrika forsøger Bobi Wine og hans People Power Movement at give stemme til den unge majoritet af landets befolkning, særligt gennem digitale medier. Selvom det er fristende kun at se de unge frihedskæmpere og deres sympatiske tweets, er det vigtigt at forstå, at de unge stjerners politiske engagement er noget mere komplekst, og at konsekvenserne af deres virke er alvorlige for andre end dem selv. I Uganda er der sket flere afgørende skift i forholdet mellem popmusik og politik de seneste 15 år. Skift, som har banet vejen for at en af landets største popstjerner også er blevet en af landets mest fremtrædende politikere.

Antipolitik og berømmelsens æstetik
Bobi Wine brød igennem som afro-popstjerne på den bragende musikscene i Kampala i de første år af det nye årtusinde. Inspireret af globale ikoner som the king of pop Michael Jackson og dancehall-kultur fra Jamaica, udnævnte han sig selv til ghettopræsident og hans Firebase Crew blev ghettoregeringen i Kamwokya, slumområdet han voksede op i.

Selvom Bobi og hans crew udgav sange med socialt bevidste tekster om uretfærdigheder og hverdagsliv i ghettoen, betragtede de formel politik i Uganda som farlig og og advarede uvidende venner, som for eksempel mig, om ikke at “blive rodet ind i politik.”

De mere end 100 kunstnere og professionelle inden for musikbranchen, som jeg interviewede gennem 2000’erne, var med få undtagelser ikke interesseret i politik. De voksede op under krigen i 1980’erne og så den stort set uformelle men kraftigt voksende musikindustri som en chance for at kaste tunge bånd som slægtskab og etnicitet, der synes at styre Ugandisk politik, af sig og realisere sig selv som ”self-made” stjerner. Frem for at søge at være en del af den etablerede elite, ville de som unge afrikanere indtage deres plads på stjernehimlen sammen med navne som Buju Banton, Beyoncé og Usher; blive brands på et globalt marked for musik.

”Der er mere politik i musik end i politik,” sagde Bobi engang til mig. Med det mente han, at han selv og de andre superstjerner, Chameleone og Bebe Cool, havde deres egne politiske intriger i kampen om at blive det største navn og dominere musikindustrien.  ”Beef”, som fans kaldte disse fejder, udspillede sig i det ugandiske natteliv som bravado over, hvem der har den største bil eller de flotteste damer, i spottende diss-sange og af og til i håndgemæng.

Ingen forestillede sig på det tidspunkt, at beef en dag ville få præsident Museveni til at ligge vågen om natten. Men, som antropolog Kelly Askew skriver, bør ”økonomisk og politisk praksis ikke ses som fundamentalt adskilt fra æstetiske principper,” særligt i Østafrika. Nye former for indflydelse og magt opstod omkring de unge musikere, som skabte deres berømmelse med digitale midler og markedets æstetik.

Musikere som kulturelle mæglere
Den 7. juli 2010 angreb terrorgruppen Al-Shabaab to større events i Kampalas natteliv. Usikkerhed og besværlige nye sikkerhedsforanstaltninger satte spillesteder og natklubber på laveste blus, og det betød færre jobs for musikere. Omkring samme tid startede valgkampen før valgene i 2011, og nu fandt mange af mine musiker-venner arbejde ved at performe ved store vælgermøder eller ved at tillade politikere at bruge deres hits som kampagnesange.

”Jeg er trods alt en businessman -– og der er alt for mange penge i politik,” sagde en af ​​mine venner, der optrådte i regeringspartiets kampagne for præsident  Museveni. Men det betød ikke, at sangere nu blot var andres talerør og bønder i indflydelsesrige big man-politikeres skakspil.

Snarere definerede de deres forhold til politikere som en markedstransaktion; at spille ved et vælgermøde var blot som endnu et sponsoreret show i rækken. Firebase Crew optrådte også på konkurrerende partiers vælgermøder i 2010, og en fra crewet kommenterede:

”Lad mig sige det sådan, at når jeg spiller til politikerens show, så betaler han mig. Og så er det at gå hen og stemme noget andet.” På den måde insisterede de unge sangere på at agere på den politiske scene som unge, streetwise stjerner, der nåede ud til deres fans på nye måder og hustlede den aldrende, politiske elite uden at blive fanget ind i deres patrimonielle netværk af politisk loyalitet.

Hvor karrierepolitikere i Uganda normalt opbygger deres indflydelse og legitimitet igennem gensidig anerkendelse og et direkte bytteforhold med vælgere under valgkampagner, så skaber popstjerner deres levebrød og berømmelse gennem langt mere komplekse, medierede forbindelser til fans og forbrugere. Deres indflydelse i 2011-valgene kan hverken karakteriseres som politisk aktivisme, lovprisning af eliten eller kun et spørgsmål om markedsforhold. Snarere fungerer unge musikere her som en slags kulturelle mæglere imellem de forskellige roller.

En anden måde, hvorpå den nye generation af stjerner mæglede mellem musik, marked og politik ved valget i 2011, var som kandidater til politiske embeder. Efterhånden som musikindustrien voksede, begyndte kunstnere og berømtheder i Uganda at kunne fremvise samme materielle rigdom som den traditionelle elite. De byggede store palæer og kørte biler, der var endnu mere ekstravagante end nogen politikers. De ejede produktionsmidlerne til deres egen berømmelse, så som studier, produktionsselskaber, natklubber og spillesteder. En af denne nye type politiske kandidater var Eddy Yawe, musiker, producer, ejer af Dream Studios – og Bobi Wines ældre bror.

Han stillede op som parlamentsmedlem for at vise, at tiden, hvor musikere blev set som undværlige tjenestefolk, som skylder eliten lovprisninger, når de har brug for det, er slut.

“En tjenestepige eller en ung pige i huset forventes at lave mad, men ikke at sidde med ved spisebordet i den fine stue og spise sammen med chefen. Så når det bliver tid til at spise, så er musikere ikke altid velkomne. De skal føre valgkamp for politikere, de skal skabe drama for politikerne. (…) Men så nytter vi ingenting i samfundet! Det er derfor, jeg som musiker stiller op til en vigtig post i samfundet. Og når jeg stiller op, så viser jeg de her folk, at vi ikke kun er gode til at tilberede maden. Vi er også gode nok til at spise sammen med jer. “

I det malende politiske billedsprog som François Bayart kalder ”the politics of the belly” forklarede Eddy, hvordan musikere kunne mægle deres berømmelse ud af køkkenet, hvor magten tilberedes, og transformere den til et sæde ved spisebordet og en bid af den nationale kage. Han sang hverken lovprisnings- eller protestsange om det stadigt mere autoritære regime, men forsøgte snarere at udvide sin indflydelsessfære som kunstner ved at gå ind i politik. Selvom tusindvis af fans deltog i Eddy Yawes valgmøder i Kampala, vandt han ikke valget – ifølge nogle på grund af valgsvindel.

Mens musikere bragte deres berømmelse ind i politik på nye måder, forsøgte nogle politikere også at vinde unge vælgeres støtte igennem musik. Hvis der havde været tvivl om, hvorvidt den politiske elite tog den nye generations musik alvorligt som et effektivt middel til at mobilisere vælgere, blev den gjort til skamme da præsident Museveni lancerede sit eget rap-nummer “Do You Want Another Rap.”

Ghetto-præsident som præsident
I begyndelsen af ​​2017 blev parlamentssædet for området Kyadonddo East ledigt. Bobi Wine klippede sine dreadlocks af og stillede op som uafhængig kandidat. Hans position var klar: han var ikke politiker, men var gået ind i politik som musiker for at repræsentere den unge generation og majoriteten af ugandere, hvis interesser bliver ignoreret af regeringen. Han vandt en jordskredsejr efter en valgkamp, der i høj grad var båret af musik og sociale medier. Da den politiske platform, People Power – Our Power formede sig omkring Bobi i kampen mod en forfatningsændring, der gjorde det muligt for Museveni at genopstille igen og igen, var det ikke et politisk parti, men en bevægelse. Han udgav People Power slagsangen “Freedom” og holdt fortsat koncerter på sit spillested “One Love Beach”.

Da hans chauffør blev skudt, og Bobi Wine blev arresteret og tortureret i august 2018, brød protestdemonstrationer ud over hele Uganda, og kolleger fra musikbranchen støttede People Power og #freebobiwine i sange og på de sociale medier. I de følgende måneder begyndte ghettopræsidenten at antyde et kandidatur til præsidentvalget i 2021, både i interviews og i ret entydige diss-sange mod Museveni.

People Power lancerede partiet National Unity Platform som deres politiske fløj i juli 2020 og Robert Kyagulanyi Ssentamu som deres leder og præsidentkandidat.

Ved at bruge de sociale medier og beef-taktik til at få gennemslagskraft i formel politik, insisterede Bobi Wine med stor succes på sin integritet som kunstner. Men denne insisteren trak også musikindustrien ind i politik på måder, der gjorde popmusik til slagmark for kampen om landets fremtid.

Digitalt diktatur
Den 14. januar stemmer uganderne efter en valgkamp, hvor den ugandiske regering har brugt et gradvist mere og mere voldeligt repertoire af strategier til at undertrykke Bobi Wines kandidatur og til at kvæle musikindustrien. På den ene side bekræfter det musikkens politiske magt og ghettopræsidenten som en legitim kandidat, på den anden side er grænserne for musikernes indflydelse blotlagt i lyset af statens undertrykkelse og vold.

En strategi har været at bruge den lovgivende magt til at undertrykke politiske modstandere. Siden 2018 har politiet systematisk nægtet sikkerhedsgodkendelser til spillesteder og shows, der inkluderer Bobi Wine og Firebase Crew samt andre sangere, der er tilknyttet People Power. Mens Bobi Wine fløj til udlandet for at optræde i stedet, blev mindre kendte navne nu reelt økonomisk afhængige af People Power-bevægelsen, da deres livsgrundlag som musikere på markedsvilkår var blevet undermineret.

I begyndelsen af ​​2019 blev en opdatering af “Stage Plays and Public Entertainment Act Cap 49” fremlagt i parlamentet. Loven kræver, at alle musik-, scene- og filmskabere skal have licens fra Uganda Communications Commission (UCC), den begrænser hvor og hvor ofte musikere og andre må optræde, og kræver, at de sender deres tekster, musik og billedmateriale til godkendelse ved en statslig censur-organisation. Håndhævelsen af ​​en sådan lov ville naturligvis lægge kulturindustrien i Uganda øde.

Efterhånden som pandemien spredte sig over hele verden i 2020, har myndighederne brugt COVID-19-nødsituationen som våben til at undertrykke politiske modstandere og militarisere det offentlige rum i Uganda.

En anden strategi var at prøve at optage politiske modstandere i egne rækker.  I anden halvdel af 2019 blev musikstjerner og celebrities, som var People Power-tilhængere og kritiske over for regeringspartiets politik, inviteret på visit hjemme hos Museveni, hvor de fik store summer penge for at skifte side. For nogle syntes skiftet at være frivilligt, men de musikere, jeg interviewede i december 2019, beskrev at de igennem længere tid var blevet truet til offentligt at modtage pengegaverne og indgå i et patron-klient-forhold med præsidenten. Samtidig forsøgte Museveni sig med appropriering af ghettopræsidentens kulturelle univers. Han hyrede det tidligere Firebase Crew medlem Buchaman, som sin særlige ghetto-rådgiver, lancerede nye initiativer i Kampalas slumkvarterer og rekrutterede til en paramiltær gruppe The Ghetto Army.

Endelig viser den vold som Bobi Wine’s valgkampagne er udsat for, at det ikke er uden konsekvenser at have ”beef” med Ugandas præsident. Bobi Wine blev arresteret minutter efter at have indleveret sin erklæring om at stille op til præsidentvalget. Det udløste optøjer over hele landet, hvor over 50 civile mistede livet og mange flere blev sårede. Medlemmer af Bobi Wines kampagneteam er blevet skudt på, kørt ned, dræbt, tilbageholdt og arresteret igen og igen. Den 30. december blev hele kampagneteamet på mere end 90 mennesker arresteret og deres biler beslaglagt. Firebase “premierminister” og sanger Nubian Li, producer Dan Magic, bodyguarden Eddy Mutwe og 46 andre civile blev stillet for en militærdomstol den 8. januar på baggrund af yderst tvivlsomme beviser indsamlet fire dage efter deres anholdelse.

Overgrebene er blevet dokumenteret af Facebook Live- og YouTube-kanaler, drevet af unge mænd med kameraer, til tider kun mobiltelefoner. De daglige streams giver både et ugandisk og internationalt publikum mulighed for at følge alt, hvad der sker i valgkampen, men er også et forsøg på at beskytte Bobi Wine og hans team.

Historisk set har regeringspartiet ikke holdt sig tilbage fra at kontrollere ugandiske medier og lukke internettet under valg og protester. Men i december forsøgte Ugandas kommunikationskommission at strække den kontrol helt til Silicon Valley, da de bad Google og Facebook om at lukke otte af de sociale mediekanaler, angiveligt for at anspore til vold. I mellemtiden er både ugandiske og udenlandske journalister blevet såret, og deres akkreditering tilbagekaldt.

”Vi har ingen våben at kæmpe med, men bruger kameraet som vores våben,” sagde Bobi Wine som en reaktion.

Mens hele hans kampagne- og sikkerhedsteam er fængslet, og hans valgkamp er suspenderet af landets valgkommission, har Bobi Wine rejst en sag ved den Den Internationale Straffedomstol i Haag mod Museveni og sikkerhedsminister Elly Tumwiine (som også er sanger), blandt andre embedsmænd, for forbrydelser mod menneskeheden. Under et videoopkald med den internationale presse om ICC-sagen blev han overfaldet af politibetjente. Da han vendte tilbage til videoopkaldet kommenterede en synligt berørt Bobi Wine med løbende øjne fra tåregassen: ”Jeg er præsidentkandidat. Men hvis jeg kan blive chikaneret på den her måde, kan I forestille jer, hvordan det går ugandere, der ikke har en stemme.”

Nanna Schneidermann er adjunkt i antropologi ved Århus Universitet, og har forsket i popmusik i Uganda siden 2003. Læs baggrunden for dette indlæg i the Nordic Journal of African Studies eller læs den engelske version på Africa is a Country.