Som så ofte på et kenyansk husmandssted skal man næsten vide, at man er på vej ind på en landbrugsbedrift, for der ser unægtelig lidt anarkistisk ud ved første øjekast.
Lige her hos John Rono i landsbyen Tviyobei i Kerichodistriktet – eller rettere county, som distrikterne er omdøbt til for nylig – er det lidt ekstra svært at se det. Stedet ligger på en ret krævende skråning, og græslandet op mod husmandsbruget har spredt buskads, der glider over i regulær skov ved skellet.
Det er nemlig spredt skov med landbrug, agerskovbrug, vi er kommet til. Masser af træer på de få acres, faktisk så meget som 500 stk., blandet skyggetræer, frugttræer og ”gødningstræer”. Og så en guds velsignelse af kaffebuske, fornuftigt dybtgrønne og de fleste af dem her midt på formiddagen i god skygge, som det skal være.
Tobengaa
Den korte version af stedets historie er, at Bwana Rono overtog jordstykket fra sin far for ti år siden og gik i gang efter de gammelkendte opskrifter med at dyrke lidt af hvert på bakkerne: lidt korn, lidt grønsager og kaffe. Det løb rundt i normale år, slæbte lige igennem i dårlige.
I 2008 etablerede de lokale bønder en ”selvhjælpsgruppe”, Tobengaa er navnet, med nogenlunde lige mange kvinder og mænd, i dag med 45 medlemmer.
De ville stå sammen for at kunne støtte hinanden økonomisk og fordi de havde erfaring for, at råd og vejledning var nemmere at opnå, når grupper fremfor individer skulle bruge eksperters tid og råd – de private og de offentlige.
ICRAF, verdenscentret for agerskovbrug som det lidt pompøst skal oversættes, kom til egnen med en pakke tilbud i 2009. Tilbuddet var først og fremmest rådgivning og opfølgning for at give småbønderne større indsigt i deres landbrug og økonomien i deres virksomhed.
En slags professionalisering af bedrifterne, der fungerede som en virkelig øjenåbner: Meget af det traditionelle landbrug var langtfra optimalt, og det lignede og var nærmest en underskudsforretning med jævnt svigtende likviditet og dyr låntagning for at bygge bro over sæsonerne.
Udbredelse
Landbrugsforskerne har gennem årene, her og overalt i Afrika, bestræbt sig på, at deres resultater fra laboratorier og forsøgsmarker nåede langt ud. Det er i et vist omfang lykkedes, men ikke i så høj grad som ønsket – og tiltrængt. Trægheden var mange steder udtalt, det var nemmere at gøre som altid.
Fremstødet fra ICRAF i 2009 og frem ser ud til at have to slags medvind, der her i Tviyobei og de nærliggende herreder har sat mere fut i mobiliseringen: ICRAF og de øvrige forskningscentre i den hæderkronede CGIAR sammenslutning har fået angrebet formidlingsopgaven bredere og tværfagligt med nye typer fagfolk til at lukke op for modtageligheden.
Og – i lige denne sammenhæng – klimaforandringerne har vist sig nyttige ved at give folkelig indsigt i, at det ikke bare kan blive ved på denne her måde. Det er tydeligt for alle, at regnen er upålidelig mindst hver tredje år, og herude hvor der allerede er varmt, er det blevet mere pågående de senere år.
Landbrugsskolen
ICRAF har udviklet sin egen mobiliseringsmodel, der kursus for kursus udgør en basis landbrugsskole.
Naturligvis med hovedvægt på træer og deres åbenlyse velsignelse i en sårbart landbrug: Dæmpning af fordampningen og dermed ikke så drastisk udtørring af jorden, bedre formuldning af stykkerne mellem træerne, næringsrigt foder fra blade og grene til husdyrene (når man dyrker de rigtige trætyper), mindre risiko for jorderosion, når vandstrømmenes tempo dæmpes af bevoksningen.
Og vi kan da også lige tage med, at akacietyper opsuger kvælstof fra luften og binder det i jord og rødder og dermed beriger næringsindholdet.
Og som en næsten banal sidebemærkning: Træer og CO2 dæmpning, ikkesandt. En mere end markant win-win lokalt og globalt, John Rono og hans naboer er positive aktører i klimakampen.
Men tilbage til professionaliseringen. Et vigtigt kursuselement er det, der næsten pompøst kaldes hovedbogen.
Et præcisere udtryk ville være bogføringsarket, et ca. A4 ark med fortrykte kolonner: årets måneder en for en vandret øverst og rubrikkerne under beregnet til at blive udfyldt med udgifter og indtægter henover året: indkøb af frø, salg af æg, kobbersulfat til sprøjtning af kaffeplanterne, salg af mango, indkøb af gødning, osv., osv.
Det lyder måske simpelt, men med kun basal skolegang for mange, er det såmænd krævende nok. Men tallene er ikke svære at tolke, for det ender med sort eller rødt resultat i bunden af arket ved årets slutning. Hvert medlem af gruppen fører sin egen ”hovedbog”, rystende læsning for mange, før de begyndte at bruge rådgivningen og lægge bedriften om.
Enkel form for dagbog
Arkene er et godt grundlag for den løbende rådgivning, de dygtigste af bønderne yder assistance til andre. Økonomiarkene er samtidig en meget enkel form for dagbog over, hvornår man gjorde hvad og dermed et led i erfaringsopsamlingen.
Og det er ikke småting, der er samlet op undervejs. John Rono er ikke så lidt stolt over, at han kunne lære sin far et og andet om beskæring af kaffeplanterne – det minder en del om rutinerne med vinstokke – med tydeligt resultat.
Men hans professionelle stolthed havde det endnu bedre, da han kunne informere den lokale kaffefabrik om, at deres sædvanlige råd om gødningsplaner var fejlagtige: Fosfor skulle ikke bruges i den tidlige vækstsæson men senere, hvorimod der skulle kalk til tidligt på året (eller også var det modsat, don’t try this at home!)-
Med fuld ret kunne han lære fra sig, udbyttet på de bedre kaffetræer er tre år efter udplantning 8 kilo mod magre 2 kilo før i tiden.
Børnene bliver dygtigere end os
Han deler historie med sin gruppe, der kommer dryssende til henover formiddagen for at hilse på gæsterne og supplere med deres vinkel. De føler sig alle dygtigere og noterer sig fremgang i forskellig skala. Med den sædvanlige, altid beundringsværdige, kommentar: vores børn får bedre kost, og vi har råd til at lade de dygtigste fortsætte i gymnasiet. Så de bliver dygtigere end os.
Selv om mange af børnene næppe fortsætter i landbruget vil en del flere end ellers nok gøre det, for der er mere prestige i at basere sit arbejde på en hovedbog – synes selv mændene – fremfor bare at følge de gamle rutiner og vide, at man er i gang med at fremtidssikre sit levegrundlag.
Rejsen til Kenya blev gennemført med et tilskud fra Danidas oplysningsbevilling
