Drama i Entebbe

Cand.mag. Engelsk og Ulandspædagogik, Kbh. Universitet.

Dip. Communication Planning and Strategy, Cornell University, N.Y.

.faktabokse{ width:40%; float:right; } .faktaboks { border:1px solid #d1d1d1; color:#000; background:#eee; padding:15px; float:right; margin-left:15px; margin-bottom:15px; } .faktaboks h2{ color: #334752; } @media (max-width:768px){ .faktabokse{ width:100%; float:left; } .faktaboks{ margin-left:0; } .faktaboks p{ font-size:13px; } .faktaboks h2{ font-size:1.2rem; } .faktaboks img{ max-width:50%; margin: 0 auto; display: block; } }

Året er 1986 og vi befinder os i Entebbe i Uganda. I flere dage havde vi hørt kanontorden i det fjerne uden rigtigt at vide, hvad der foregik. 

Vi havde nok en anelse om, at det kunne være Yoweri Musevenis guerillastyrker, der var ved at nærme sig Kampala, men om det var Tito Okellos regeringshær, der var i færd med at nedkæmpe Museveni, eller om det var oprørsstyrkerne der var ved at indtage hovedstaden, anede vi ikke (det var før mobilens tid).

Min mand, Mogens, arbejdede for Dansk Røde Kors som leder af Essential Drugs programmet. Jeg var medfølgende, men havde fået arbejde som Programme Officer i AMREF (African Medical and Research Foundation) måske mere kendt som Flying Doctors. 

Anarki og borgerkrig

Vi var ankommet til Uganda i august 1985 – 14 dage efter Milton Obote blev kuppet af general Tito Okello. Det var mildt sagt en turbulent periode med 70.000 mand under våben uden nogen samlet ledelse eller kontrol og der var mange overgreb på civilbefolkningen.

I december 1985 blev der indgået en fredsaftale mellem Musevenis oprørsstyrker og Okellos regering. Aftalen holdt ikke og det varede ikke længe, før parterne genoptog de væbnede kampe.

Den 23. januar (min fødselsdag) var Mogens og hans team taget til Kampala til nogle møder og jeg var tilbage i Entebbe med Ove – en tekniker fra Brønshøj, som skulle køres i lufthavnen.

Han havde været i Uganda for at reparere en autoklave på Mulago Hospital og havde stort set arbejdet nonstop i 14 dage. Det var hans første tur til det afrikanske kontinent og han så frem til at komme hjem.

Da vi ankom til lufthavnen kunne jeg godt fornemme, at ikke alt var som det plejede, og vi mødte en af vore venner – en pilot – som kunne berette at lufthavnen var lukket, og der hverken kom eller afgik fly. Han rådede os til at tage hjem så hurtigt som muligt og blive inden døre, hvilket vi så gjorde. 

En stærkt bekymret tekniker

Ove blev enormt skuffet – han havde glædet sig vildt meget til at komme hjem til lillemor i Brønshøj og samtidig var han forståeligt nok også lidt nervøs ved situationen. 

Vi forsøgte at få oplysninger om, hvad der skete og fik radiokontakt med Mogens og hans team i Kampala. Det viste sig, at de var fanget i krydsild mellem Musevenis hær og regeringsstyrkerne og de kunne ikke komme ud af Kampala, men måtte blive der natten over.

Det gjorde naturligvis ikke Ove mindre bekymret, og han ville gerne ud af landet så hurtigt som muligt. Det var der en hel del andre der også gerne ville, men det var rent faktisk umuligt, selv om BBC over radioen rådede alle udlændinge til at forlade landet. 

Det blev dog ændret i den næste udsendelse til at man skulle ”keep a low profile”!

Dér sad jeg så med Ove, som var af den faste overbevisning, at nogen måtte gøre noget, så han kunne komme hjem. Det blev en meget lang aften, men efter nogen snak og et par øl faldt han lidt til ro.

Konvoj til Entebbe

Næste morgen var Ove på mærkerne igen og vi forsøgte at få radiokontakt med Mogens i Kampala for at høre, om der var noget nyt.

Der var nogenlunde fredeligt i Kampala uden væsentlige skyderier og holdet i Kampala ventede på at danne en konvoj til Entebbe med folk fra International Røde Kors. Det trak ud med International Røde Kors’ beslutning om konvojen og holdet fra Dansk Røde Kors besluttede derfor at danne en konvoj alene og køre mod Entebbe.

De nåede lige at komme forbi den sidste rundkørsel ud af byen, før det begyndte at brage løs igen og folkene fra International Røde Kors nåede ikke at komme ud ved den lejlighed.

Jeg var glad for at se Mogens og de andre i god behold. Knap var de kommet inden for døren, før Ove insisterede på at komme ud af landet. Han var overbevist om, at det var et spørgsmål om penge at få ham ud.

For at være helt ærlig så syntes vi også, at det ville være hensigtsmæssigt at han kom ud. Men spørgsmålet var bare hvordan? Mogens tog i lufthavnen for at sondere mulighederne. Den var fyldt med mennesker som gerne ville ud af landet. Men der var absolut ingen fly, så det syntes så godt som umuligt.

Tvivlsom kommandant hjælper Ove

I mellemtiden havde jeg talt med min chef i AMREF, som gerne ville have sin kone og to små børn ud af landet. Flying Doctors i Nairobi var parat til at sende et mindre fly for at evakuere dem, men de manglede en landingstilladelse. Den eneste, der kunne give den tilladelse, var Entebbe forlægningens Commander, som hed Obonyo.

Han var langtfra en behagelig person – temmelig forhadt af lokalbefolkningen. Mogens havde tidligere på året stiftet bekendtskab med ham. da han en formiddag opsøgte ham for at klage over, at hans soldater havde plyndret vores servants’ quarter. 

Obonyo var ved den lejlighed temmelig beruset og efter at have indrømmet at soldaterne selvfølgelig ikke måtte plyndre, anslog han en jovial tone – ”you are my good friend” og hvis du nogensinde har brug for noget må du endelig komme til mig. 

Nu var tiden så kommet til, at Mogens kontaktede sin ”gode ven” og anmode om en landingstilladelse. ”Of course, my friend,” jeg udsteder en landingstilladelse med det samme – hvorefter han ringede til kontroltårnet i Entebbe lufthavn og gav tilladelsen til AMREF flyet, som fluks startede fra Nairobi. Da det landede i Entebbe kom Obonyo ”himself” for at tage imod flyet.

Der var mange, der gerne ville med det fly, men den lille Cessna kunne ikke rumme flere end min chefs kone, to børn og Ove, som vinkede glad da det lille fly taxiede ud til landingsbanen.

Samtidig kunne vi så se Obonyo med sit habengut og følge gå op i en helikopter. Kort efter var han over alle bjerge – ingen har set ham siden! 

Dagen efter nåede Musevenis tropper Entebbe, som blev indtaget uden kamp ikke mindst takket være en mindre intervention af folkene fra Dansk Røde Kors, men den historie må I få en anden gang.

Note: 
Ifølge The Daily Monitor (maj 2015) flygtede commander Henry Obonyo nordpå til Gulu og planlagde derfra et mislykket attentat mod Museveni.

En helikopter skulle den 29. januar 1986 bombardere parlamentets terrasse når Museveni aflagde ed som præsident. Helikopteren nåede frem til målet, men attentatet mislykkedes, fordi piloten ikke adlød ordren om at affyre et missil mod Museveni og folkemængden. Læs mere i den ugandiske avis Monitor