Selvom afrikansk politik ikke når forsiderne i Danmark hver dag, så har de fleste nok bemærket de voldsomme uroligheder, der har udspillet sig i Kenya den seneste måned. Over hele Kenya har ungdommen (Gen Z) markeret deres udelte utilfredshed med en ny skattelov, der blandt andet vil lægge flere afgifter på hverdagens forbrugsgoder, ved at gå på gaden og demonstrere.
De unge mener, der er penge nok i Kenya, og at den omsiggribende grådighed og korruption blandt politikere og embedsmænd har nået et helt uacceptabelt niveau. Demonstrationerne udviklede sig til voldsomme uroligheder og kulminerede med et angreb på parlamentet, hvor mindst ti mennesker blev skudt af politiet ifølge kenyanske medier. Samtidig med de store uroligheder beskyldes politiet for at have gennemført en række bortførelser af personer, der optræder som influencere eller ”youtubere” på de sociale medier. Nogle er ikke vendt tilbage, andre er fundet dræbt.
Det etniske fortegn mangler hos de unge
Selv om der har været uroligheder i Kenya før, også med tab af menneskeliv til følge, så hører de seneste uroligheder nu stadig til i den blodige ende. Og selv om mange måske vil konkludere, at det hører til normalbilledet i afrikansk politik, så er der ved nærmere eftersyn noget helt afgørende nyt denne gang.
Alle, der har beskæftiget sig med politik i Kenya, ved, at politik normalt har et etnisk fortegn, og derfor næsten altid skal forstås og fortolkes gennem et etnisk perspektiv. Det gælder om at have ”the numbers” og således skaffe sig allierede blandt et tilstrækkeligt stort antal etniske grupperinger, typisk centreret omkring de største stammer som er Kikuyu, Luo og Kalinjin. Fænomenet er ofte beskrevet som ”neopatrimonialisme”, hvor ”the patron”, ofte en politiker, bruger korruption til at sikre loyaliteten hos klienter i egen etniske gruppering, blandt andet gennem levering af grundlæggende serviceydelser som job, økonomiske donationer og sikkerhed. I en kenyansk kontekst sikrer det i en vis udstrækning, at den enkeltes primære loyalitet ligger hos den etniske gruppe fremfor hos staten.
Men ikke denne gang, og det er faktisk ret enestående. Denne gang udtrykker Gen Z, at de ikke er klienter i den traditionelle kontekst, men at de er kenyanere, og deres politiske krav går på tværs af de traditionelle etniske linjer. De vil have politiske resultater for alle kenyanere. Da oppositionslederen Raila Odinga og præsident William Ruto mødtes den 9. juli for at ”drøfte de nationale udfordringer”, meldte Gen Z klart ud, at de ikke er repræsenteret af politikere, der ikke kan levere politiske resultater for alle. At deres bevægelse ikke kan læses ind i den traditionelle etniske kontekst. Det synes særligt Ruto at have svært ved at forstå, og den fremstrakte hånd til Raila Odinga kan læses som om, præsidenten stadig ser demonstrationerne i en traditionel politisk kontekst og forventer, at en handel med oppositionen kan lægge låg på masserne, som så mange gange før.
Uddannelse er vigtig
Men hvad er det, der er sket? Hvorfor er de traditionelle etniske linjer øjensynligt blevet udvisket? Der er der formentlig flere forskellige forklaringer på, og jeg skal forsøge give et par stykker her.
Ifølge en artikel af Bscholary har Kenya det syvende bedste uddannelsessystem i Afrika og flere kilder bekræfter, at omkring 80 procent af befolkningen kan læse og skrive. Dette er en udvikling, der begyndte helt tilbage med Kenyas uafhængighed i 1963 og den tog yderligere fart, da uddannelse blev gjort gratis i 2003. Uddannelsessektorens udvikling, der har stået på siden Kenya fik sin uafhængighed, er typisk tæt knyttet til den demokratiske udvikling. Dette fordi demokratisk udvikling er en dynamisk proces, og den kræver mest af alt uafhængig tænkning.
Muligheden for positiv social og politisk forandring ligger altså i kenyanernes hænder, og det har de taget til sig. I praksis betyder det, at kenyanerne i stigende grad flytter deres forventninger til levering af grundlæggende serviceydelser fra det traditionelle ”patron-klient” system i retning af staten, som nu i stigende grad ses som den primære leverandør af de grundlæggende serviceydelser. Dette er naturligvis en udvikling, der kan tage lang tid, men det kunne sagtens være begyndelsen af denne omstilling, vi ser i Kenya nu.
Teknologisk forståelse er afgørende
Kenya har også gennemgået en betydelig teknologisk udvikling de seneste ti år, hvor udviklingen i antallet af smartphones har spillet en afgørende rolle. I januar 2024 oversteg antallet af mobilforbindelser i Kenya den samlede befolkning med mere end 100 procent, og bare det seneste års tid er antallet af mobilforbindelser i Kenya støt sigende. Med udbredelsen af økonomisk overkommelige smartphones og udvidelsen af internetinfrastrukturen har millioner af kenyanere fået adgang til hurtig informationsdeling og kommunikation med video, billeder og lyd. Dette har haft stor betydning for, hvorledes demonstrationerne er organiseret, og hvordan krav til regeringen er kommunikeret.
Rutos reaktionsmønster i relation til demonstrationerne synes at indikere en eklatant mangel på indsigt i denne teknologiske udvikling, og det giver Gen Z et forspring, i det mindste for en tid. Lad os tage et eksempel. Politisk vold som eksempelvis bortførelse, tortur og mord er ikke ukendte fænomener i kenyansk politik, og heller ikke under Rutos administration. Under dette seneste forløb har der med stor sikkerhed fundet bortførelser sted. Flere prominente ”tweetere” på @kot (Kenyans on Twitter) er blevet hentet midt om natten og taget med til forhør. Normalt ville regeringen kunne nægte et hvert kendskab til sådanne episoder, men nu optages bortførelser på video og deles nærmest som live streaming. De udsatte personer når at tweete ”hjælp jeg bliver bortført”, hvilket så betyder, at den juridiske bistand når frem til politistationen samtidig med arrestanten, og politiet må så typisk løslade den sagesløse tweeter med det samme. Regeringens konstante benægtelse står nu i en skærende kontrast til virkelighed på nettet, og regeringen står mere eller mindre handlingslammet.
Noget er under forandring
Så kombinationen af et relativt højt uddannelsesniveau i middelklassen og en intensiv og organiseret brug af sociale medier, har formentlig haft afgørende betydning for situationens udfald. Indtil videre har presset på regeringen ført til det politiske kabinets (MP) afgang, herunder blandt andre landets højeste politiofficer. Det er temmelig godt gået, og et klart udtryk for at regeringen står relativt magtesløs overfor den modstand, på tværs af etniske linjer, som Gen Z har kunne manifestere. Og det ser i skrivende stund ikke ud til, at det sidste ord er sagt i denne sag. De seneste dage er der dukket flere lig op, der øjensynligt skulle være forbundet til urolighederne. Fingeren peger på præsident William Ruto
Og hvad så nu? – er vi vidne til en omkalfatrende revolution i kenyansk politik? Er politik og etnicitet nu for evigt adskilt i Kenya? Jeg tror det ikke. Etnicitet er typisk en stærk markør for identitet, idet vores kulturelle baggrund og geografiske tilhørsforhold ligger dybt i vores bevidsthed og virker som et anker for vores identitet. Etnicitet mister ikke fuldstændig betydning fra den ene dag til den anden. Men det kan være et skridt i den retning. Social og politisk forandring er forventet, fordi demokratisk udvikling er en dynamisk proces. Kenyanerne retter i stigende grad deres forventninger til levering af grundlæggende serviceydelser mod staten, som så i stigende grad ses som den primære leverandør af de grundlæggende serviceydelser. Det er vejen frem.
Henrik Laugesen er major og Ph.d. i Afrikastudier.
