Henrik Søborg er lektor emeritus i internationale udviklingsstudier ved Roskilde Universitet og forsker blandt andet i Sydøstasiens politiske og økonomiske udvikling.
Ved årsskiftet til 2024 står Malaysia, Singapore og Indonesien over for en række udfordringer. Det er ikke mindst eftervirkningerne af covid-19 og energikrisen, der har givet skrammer i de tre landes økonomier i form af faldende vækstrater, stigende arbejdsløshed og inflation.
Det er interessant at sammenligne Malaysia, Singapore og Indonesien, fordi de har et tæt naboskab, men navigerer i forskellige økonomiske og politiske landskaber. Jeg har valgt at behandle dem sammen i én analyse, for at undersøge ligheder og forskelle i deres veje ud af covid-19 og den globale energikrise, hvor de har haft – og fortsat har – hver deres udfordringer og problemer.
Regeringerne i de tre lande forsøger at udbedre de økonomiske skrammer, men det er ikke nemt for eksportøkonomier med aftagende efterspørgsel på verdensmarkederne.
På det politiske område er udfordringerne måske større end på økonomiske, selv om de to områder hænger tæt sammen. Parlamentsvalgene i Malaysia 2022 og Singapore 2020 var begge overraskelsesvalg og navnlig for Singapore et wake-up call. Begge valg har bragt de to lande til hvert deres politiske vadested.
Indonesien står over for præsidentvalg i første halvdel af 2024. Præsident Joko Widodo går af som præsident efter to valgperioder (2015 til 2024). Indtil dette valg er overstået befinder Indonesien sig også i et politisk vadested. Spørgsmålet er, om de politiske konstellationer i de tre lande kan bringe dem ud af deres vadesteder.
Malaysia siger goddag til Tesla
Den økonomiske afmatning efter Covid 19 og energikrisen ser ud til at være aftagende. Ifølge Asian Development Bank Economic Outlook September 2023 er den økonomiske vækst for 2023 på 4,2 procent. Det er en mindre fremgang end i 2022, hvor væksten var på 6,8 procent. Afmatningen skyldes hovedsageligt nedgang i eksporten til de globale markeder, der som nævnt er præget af økonomisk afmatning. Ifølge Asian Development Bank ser det ud til, at en række reformer vil forbedre erhvervsinvesteringerne i 2024, navnlig inden for den digitale økonomi og el-bilproduktionen. Eksempelvis har Tesla besluttet at producere sine el-bilmodeller for det asiatiske marked i Malaysia.
Udsigten til økonomisk fremgang i 2024 kan måske bidrage til, at Malaysia passerer tærsklen til at blive en højindkomst-økonomi – en tærskel som landet har befundet sig på i flere år. I 2022 var per capita indkomsten i Malaysia 11.780 amerikanske dollar. Verdensbanken har defineret grænsen til en højindkomst-økonomi til i 2022 at være 13.845 dollar.
Det vil være en fjer i hatten for premierminister Anwar Ibrahim og hans koalitionsregering, hvis han i 2024 kan proklamere Malaysia som et højindkomstland ligesom Singapore. Hans regering, der er en koalitionsregering bestående af hans eget Parti Kelean Rakjat (PKR) (People Justice Party) og den gamle regeringsbærende koalition Barisan Nasional med UMNO som det dominerende parti.
Hans regering er den tredje regering siden det skelsættende valg i maj 2018, hvor Barisan Nasional blev væltet efter stærk kritik af den daværende premierminister Najib Razak’s dræn af den statslige udviklingsfond 1Malaysia Development Berhad for et milliardbeløb.
Samtidig er indtægterne fra olie- og gasproduktion ikke stigende. Det er ellers en indtægtskilde, der tidligere har lunet i statsbudgettet.
Anwar Ibrahims regering har forsøgt at vinde fodfæste med en reformpolitik, der søger at afhjælpe den stigende ulighed i det malaysiske samfund. Der er blevet afsat store beløb på finansloven i 2023 til udviklingsprojekter, som skal komme den fattigere del af befolkningen – især på landet – til gavn. Regeringen søger også at bevare støtten fra middelklassen i storbyerne gennem skattenedsættelser, mens de højeste indkomstgrupper har fået højere skatter. Det er en sårbar politik, fordi den bygger på en underbudgetteret finanslov. Samtidig er indtægterne fra olie- og gasproduktion ikke stigende. Det er ellers en indtægtskilde, der tidligere har lunet i statsbudgettet.
Regeringen har lanceret planer om at ændre på den fortrinsstilling, som malajer har i landet. Fortrinsstillingen skyldes en politik, der går tilbage til 1972 og som havde som målsætning af rette op på den etniske økonomiske ulighed mellem navnlig malajer og kinesere. Planerne om at ændre politikken har givet anledning til stærke protester og kritik fra muslimske malajgrupper anført af Parti Islam Se Malaysia (PAS). Ved det seneste suppleringsvalg befæstede PAS sin position, navnlig i det østlige Malaysia, hvor den muslimske befolkningsgruppe er i overtal.
Anwar Ibrahims koalitionsregering er presset af oppositionen. Efter valget havde hans regering opbakning fra 61 procent i befolkningen. Men i oktober 2023 var tilslutningen ifølge en opinionsundersøgelse faldet til 41 procent.
Anwar Ibrahims regering er i et dilemma. Enten fortsætter den sin politiske linje med reformer, eller den giver efter for oppositionen og slækker på sit opgør med forfordelingspolitikken og giver efter for islamiske grupper og PAS om mere Sharialov i det malaysiske samfund og opretholdelse af politikken med at give fordele til den malajiske befolkning. Den politiske konstellation, der indvarslede fornyelse efter valget i maj 2018 har svært ved at finde tilstrækkelig opbakning fra den ikke-religiøst orienterede middelklassen og arbejderklasse.
Politisk opbrud i Singapore
Den økonomiske udvikling efter Covid 19 og energikrisen har i Singapore haft samme udviklingsforløb som i de fleste EU-lande bortset fra Danmark: Den økonomiske vækst holder sig på et lavt niveau. Ifølge Asian Development Bank Economic Outlook September 2023 vil den økonomiske vækst i 2023 blive på 0,4 procent.
Det skyldes navnlig en faldende efterspørgsel på verdensmarkederne og det rammer den singaporeanske økonomi hårdt, eftersom den er stærk eksportorienteret. Den høje inflation på 5,4 procent har samtidig dæmpet den indenlandske efterspørgsel.
Og i Singapores politiske landskab er der en tendens til opbrud. En tendens, der er ganske bemærkelsesværdig i et politisk landskab, der har været det mest stabile i Sydøstasien siden 1960’erne.
People Action Party (PAP), det dominerende parti i Singapore, har indrettet valgsystem sådan, at partiet bliver favoriseret i alle bystatens valgkredse, når der er parlamentsvalg. Det er et valgsystem, der kendetegner en autoritær politisk konkurrence stat, som ganske vist tillader valgprocesser, men ikke fri og fair konkurrence, som Michael Barr fra Flinders University i Australien beskriver det i bogen Singapore – A Modern History.
Valgsystemet har sikret PAP den absolutte majoritet i parlamentet indtil valget i 2011. Her fik partiet stadig absolut flertal, men oppositionen vandt en lille fremgang med seks pladser i parlamentet, som har 93 pladser. Det bekymrede præmierminister Lee Hsien Loong, at oppositionen fik denne lille fremgang, for traditionelt har den blot haft en eller to pladser i parlamentet.
PAP betragter et parlamentsvalg som en feedback-foranstaltning, hvor vælgerne har mulighed for at tilkendegive tilfredshed eller utilfredshed med partiets politik. En fremgang for oppositionen bliver tolket som utilfredshed med PAP og den politiske elites styre, Denne elite er ikke glad for kritiske røster af sit styre, fordi den som politiske teknokrater betragter utilfredshed som udtryk for manglende effektivitet i sit styre.
Valget i 2015 viste, at det var lykkedes for denne politiske elite at inddæmme utilfredsheden gennem forskellige sociale støtteforanstaltninger. Her vandt PAP valget med næsten 70 procent af de afgivne stemmer. Derfor blev valget i 2020 en ubehagelig overraskelse for PAP. Oppositionen vandt sin hidtil største repræsentation i parlamentet siden uafhængigheden i 1965 med 39 procent af de afgivne stemmer. På grund af det tidligere omtalte valgsystem, der favoriserer PAP, blev det dog kun til ti pladser i parlamentet.
Valget i 2020 sendte et signal til Lee Hsien Loong og magteliten omkring ham, om at PAP ikke kan regne med at bevare den absolutte majoritet i fremtiden. En ny veluddannet middelklasse har fået stemmeret, og det er en middelklasse, der har en anden baggrund end de tidligere generationer. Flere har taget deres uddannelse i lande med mere demokrati end i Singapore. De har ikke oplevet trange kår og har ikke samme taknemlighed over for PAPs politiske teknokratis kapacitet til at skabe velstand som forældregenerationerne har det. Og under valgkampen ytrede unge politikere i oppositionen stærke ønsker om mere demokrati og kritiserede den stigende ulighed i bystaten.
Premierministeren har forstået dette signal om forandring. Før valget havde han besluttet sig for at trække sig tilbage og havde udpeget en efterfølger. Men efter valget besluttede han at udsætte sin afgang, blandt andet fordi den udpegede efterfølger opnåede et dårligt valg i sin valgkreds og ikke efter Lee Hsien Loongs opfattelse kunne garantere den nødvendige politiske stabilitet til at føre Singapore ud af Covid 19-krisen.
I slutningen af 2022 udpegede Lee en ny efterfølger, finansminister Lawrence Wong. Han har vundet Lee og magtelitens anerkendelse for sin indsats for at føre Singapore gennem Covid 19-krisen.
[Singapore] betragter sig som det mindst korrupte politiske styre i verden
Men at der nu er udpeget en efterfølger for premierministeren har ikke skabt den politiske ro og stabilitet i bystaten som Lee ønsker. En række korruptionsskandaler blandt ministre har efterfølgende sendt chokbølger igennem parlamentet og befolkningen.
Det chokerede så meget, fordi bystaten betragter sig som det mindst korrupte politiske styre i verden. Lee indrømmede ved National Day Rally – som kan sammenlignes med en amerikansk præsidents State of the Union-tale – at en række kontroversielle sager plager bystaten, og at der er et større reparationsarbejde forude for ham og hans efterfølger frem til næste parlamentsvalg om et år. (note)
Indonesien har masser af råstoffer til batterier
De økonomiske eftervirkninger af pandemien og energikrisen er aftagende i Indonesien og den økonomiske fremgang er på vej med høje vækstrater. I 2023 er den økonomiske vækst ifølge Asian Development Bank Economic Outlook September 2023 på 5,3 procent.
Den store efterspørgsel på nikkel og lithium til batteriproduktion giver et skub fremad for landet, der er af verdens største producenter af de to metaller. Det er Indonesiens mål at blive en højindkomst-økonomi i 2045. For at signalere, at landet er godt på vej mod dette mål, har OECD givet et klap på skulderen og åbnet døren for, at Indonesien kan blive medlem af organisationen, der kun har økonomisk højt udviklede lande som medlemmer. Det ses desuden som en tak for, at Indonesien har valgt ikke at gå ind i BRICS-samarbejdet, da det i 2023 inviterede en række nye medlemmer indenfor.
Det ses desuden som en tak for, at Indonesien har valgt ikke at gå ind i BRICS-samarbejdet
Den økonomiske fremgang i Indonesien spiller over i den politiske verden. Joko Widodo, der har været præsident siden 2015, har ifølge opinionsundersøgelser stor opbakning i befolkningen med over 70 procent. I parlamentet har han støtte fra syv ud af ni partier. Tilsammen har de 81 procent af pladserne i parlamentet, så der er ikke meget opposition. Joko Widodo søger desuden at konsolidere sin magtposition i den økonomiske elite gennem at inddrage ledende erhvervspersoner som ministre i sin regering.
Joko Widodo’s valgperiode udløber i 2024, og han har ifølge landets forfatning ikke mulighed sidde på posten i mere end to perioder. Hans konsolidering af magten har været på bekostning af oppositionens indflydelse. Han har navnlig i de senere år været med til at marginalisere og undertrykke kritik fra det oppositionelle civilsamfunds organisationer.
Det er tankevækkende, at Widodo søger at begrænse den demokratiske meningsudveksling. For da han blev valgt i 2015, lovede han at fortsætte demokratiseringsprocessen, der var sat i gang efter landets mangeårige leder Suhartos fald i 1998. De tætte relationer til både den gamle og nye businesselite og militæret, der ikke er de store bannerførere for demokrati, har sandsynligvis fået Widodo til at dæmpe demokratiseringsprocessen. Dertil kommer, at han har indgået i et regeringssamarbejde med Suhartos gamle Golka-parti.
Selv om Widodo går af som præsident ved det kommende valg, forsøger han at bevare en position i det indonesiske politiske landskab, og på den måde bevare stor både direkte og indirekte indflydelse.
I den igangværende valgkamp er Prabowo Subianto, der er nuværende forsvarsminister spidskandidat og Joko Widodos søn, Gibron, er hans vicepræsidentkandidat. Begge har et meget pro-business program og slår ikke så meget på demokratiske reformer.
Så sådan som Joko Widodo har placeret sig i indonesisk politik, er det som om, han er ved at opbygge et politisk dynasti ligesom Lee-familien i Singapore.
Det bliver i høj grad en udfordring for Widodos søn at overbevise vælgerne om, at et sådant politisk dynasti vil være en god idé.
Tre lande med forskellige udfordringer
Vi ser altså her ved årsskiftet et politiske landskab i Sydøstasien, hvor tre lande er i hvert deres politiske vadested og står med hver deres større og mindre udfordringer.
Økonomisk ser de ud til at kunne fortsætte med deres udviklings-succeshistorier: Både Malaysia og Indonesien har igen pæne økonomiske vækstrater og har udsigt til store investeringer i centrale områder i fremstillingsindustrierne. Indtil videre har Singapore lave vækstrater. Bystaten er dog ikke i økonomisk krise, og den er Sydøstasiens største investor.
Politisk er det vanskeligere at se, hvordan de vil navigere ud af deres vadesteder.
Navnlig Anwar Ibrahims koalitionsregering i Malysia står over for store udfordringer på grund af den stærke kritik fra malaj-muslimske grupper og partiet PAS. Etnicitet og religion spiller en stor rolle i malaysisk politik, og derfor kan Anwar Ibrahims koalitionsregering ikke se bort fra kritikken fra denne fløj. Han kan som tidligere nævnt ikke bevare sin regeringsmagt ved alene at basere sig på støtte fra malajmiddelklassen i de større byer på vestkysten og blandt landets etniske kinesere. Han er også nødt til at kunne appellere til malajer uden for de større byer, og det er hans store udfordring i 2024.
I Singapore er det på nuværende tidspunkt vanskeligt at vurdere om det politiske opbrud, der tegnede sig efter 2020-valget, vil tage til i styrke. Den politiske elite er sig bevidst, at noget er i gære. Den vil gøre alt for at inddæmme det med forskellige foranstaltninger, som blandt andet kan styrke borgernes indflydelse i boligkvartererne. Elitens succeskriterie er at bevare stabilitet og kontinuitet.
I Indonesien ser stabilitet og kontinuitet også ud til at være succeskriteriet for magteliten omkring Joko Widodo. Med den økonomiske rygvind, som landet for nærværende nyder godt af, ser det ud til, at magteliten omkring Widodo kan bevare sin magt efter præsidentvalget og fortsætte en pro-businesspolitik og en afdæmpet reform og demokratiseringspolitik.
